På opdagelse langs kysten

Jeg klatrede ind i bussen på den støvede busstation i Essaouira, efter at have betalt en håndøre ekstra for at få min bagage med. Jeg havde købt mig bussens suverænt dårligste plads. Lige bag bussens bagindgang, hvor selvmine små pygmæ-ben led under mangel på plads. Det må være en slags turisteffekt, for der var ikke mange andre med den tidlige morgenbus. Jeg flyttede.

Fire timer i en bus gav god tid til at iagttage folk udenfor, mens vi susede forbi. Jeg lyttede til Tre hundes nat på iPod’en og listede iPhonen frem i vinduet, mens jeg stjal mig til billeder af hverdagslivet omkring mig. Undervejs gjorde vi stop et par gange for at drikke kaffe, spise lidt eller låne et toilet.

20120402-090855.jpg

Jeg ankom til en nærmest kaotisk busstation i El Jadida. Og efter nogle sekunder gik det op for mig, at det højlydte kaos var helt fri for folk, der ville have penge af mig. Jeg var bare endnu en buspassager, der ankom til den lille kystby. Mellem råbende mænd, høns, tildækkede kvinder og støvede busser parkeret på kryds og tværs begav jeg mig ud på hovedgaden og traskede mod byens Medina med rygsækken på nakken. Ingen farvestrålende turistbutikker. Der var hverdag omkring mig, og det føltes godt. Mirakuløst fandt jeg bare uden videre den rigtige vej, så tilfældigt et skilt til et hotel og fandt det. Jeg tjekkede ind som eneste vestlige gæst og satte omgående afsted mod stranden og kaffe.

Her var rart at være. De lokale souks var – lokale. Her kunne man købe hverdagsting, og jeg kunne holde mit daglige madbudget på omkring 20 kroner, når jeg inkluderede kaffe og te i løbet af dagen. Jeg spiste på små cafeer eller ved åbne madboder og blev bænket med de lokale kvinder, der syntes, det var en fest, at jeg ikke anede, hvad jeg bestilte. Markedet lå lige om hjørnet og eksploderede i farverig aktivitet, når eftermiddagen faldt på. Jeg købte mandler og lidt gaver til småpigerne hjemme og blev i al venskabelighed snydt til at betale lidt mere end andre. På stranden myrede hundredevis af unger rundt og spillede fodbold fra morgen til aften. Jeg faldt i snak med folk, når jeg drak kaffe eller spiste morgenmad i solen, mens jeg iagttog børnemylderet og bølgerne.

Mens jeg var i El Jadida, snørede jeg et tørklæde om håret. På en eller anden måde følte jeg mig nøgen, når jeg vimsede omkring og flagrede med mit lyse hår. Jeg høstede anerkendende blikke fra flere kvinder, og der blev i øvrigt ikke taget meget notits af mig. Jeg gled lidt ind, og de fleste syntes, det var ret sjovt. Eller måske en smule eksotisk med sådan en bleg fremmed i byen.

Mine videre planer var en smule mudrede, men jeg mødte en gammel irer, som tilbragte sine pensionistår i El Jadida, og han rådede mig til at besøge en lille bitte by lidt længere oppe af kysten, Azemmour. Så, nå ja, det gjorde jeg så. Pakkede rygsækken igen og traskede tilbage til den støvede busstation, hvor jeg fandt en ‘grand taxi’, der kørte, når den var fuld. Og fuld er fuld. I Marokko er der ingen fine fornemmelser med, begrænsede numser på bagsædet. Eller forsædet. Så efter en halv times venten sad vi otte mennesker og kom hinanden virkelig meget ved i den gamle Mercedes. Som efter en lang halv time spyttede os ud på en støvet busstation i Azemmour. Som kom til at byde på store overraskelser.

To be continued…..

 

Marrakesh #2 – og videre

Jeg iler med nye rejsefortællinger, inden den ferie smutter hen i glemmebogen af bar forskrækkelse. Over den hverdag der tromler hen over den.

Efter min ørkentur vendte jeg tilbage til Marrakesh og speedede op på eftersøgningen efter en guide til Atlasbjergene. Altså en fysisk menneskeguide. Fordi jeg intet kender til de bjerge og gerne ville op og gå rundt i dem. De stod der og lokkede med deres snedækkede tinder i det fjerne. Jeg kunne se dem fra Marrakesh. Og jeg havde krydset dem i bil på ørkenturen. Men det blev en af de planer, jeg droppede, fordi guiderne ville have svinemange penge for at ledsage mig. Og jeg ved godt, at lokalfolkene skal støttes af turisterne, men jeg er for gammel en bjergged til at lægge en mindre formue for selskab på turen. Med ét slog det mig også, at det måske heller ikke ville være verdens bedste plan at smutte langt væk fra alting – alene med en marokkansk mand. Guide eller ej.

Farvel plan og farvel bjerge. Og goddag nye plan og hejsa til Atlanterhavskysten. Tidligt næste morgen pakkede jeg rygsækken og marcherede gennem et søvnigt Marrakesh på jagt efter busstationen for Supratours. Og selvfølgelig gik jeg vild. Og nej, selvfølgelig tog jeg ikke en taxa. Jeg trampede troligt videre i den tiltagende sol. Jamen jeg fandt den også til sidst. Busstationen. Da var morgenbusserne bare kørt, så jeg måtte vente fire timer. Og de kørte i øvrigt slet ikke til den by, jeg havde i kikkerten. Men jeg har ikke tilbragt mit liv i det danske sundhedsvæsen for ingenting. Der bliver man nemlig både fleksibel og forandringsparat (jo man gør), så jeg fandt bare en anden by. Og ventede. Fire timer. Det gjorde ikke så meget. Jeg dumpede min rygsæk og gik på opdagelse i nabolaget, som var et helt andet end de centrale bydele. Her boede almindelige mennesker med almindelige jobs. Imellem boligblokkene gik geder og græssede, og ikke så langt derfra var byens nye og flotte banegård.

Og endelig var det tid. Endelig kunne jeg indskrive rygsækken til bagagerummet og kravle ind på mit sæde i bussen. Og så gik turen til Essaouira, som er en lille historisk fiskerby. Med Lonely Planet i hånden fandt jeg hurtigt et hotel og slog mig ned. Det var næsten aften, da jeg kom, så jeg nåede ikke meget andet end en hurtig tur op og ned ad gaden, aftensmad og et par timer med min bog. Hotellet havde tagterrasse med udsigt, og der nød jeg morgenmaden, mens jeg kiggede ned på marokkanske drenge, der spillede fodbold.

20120401-181001.jpg

Essaouira var på sine måder en smuk lille by. Strandene var surferstrande med massiv vind hele året. Fiskerihavnen var skidesjov, sådan som fiskerihavne er det i hele verden. Her blev landet fisk i rå mængder. Byens koner og krofattere var på stikkerne for at gøre gode handler, og der summede af liv. Jeg satte mig længe og iagttog sceneriet. Og blev gloet lige så meget på, som jeg gloede på dem. I al venskabelighed.

20120401-181101.jpg

Jeg var ved at nå et mætningspunkt for turist-effekten. Var fed up med folk, som ville vride penge ud af mig. Var tæt på at kaste op på marokkanske mænd, der troede, jeg måtte mangle lige netop dem. Så jeg fandt et buskontor og købte en billet til en anden kystby fire timer længere nord på. Til næste morgen. Og så gik jeg på gallerier. Den lille by er nemlig samlingspunkt for kunstnere. Noget med lyset. Og turisterne, no doubt. Jeg fandt et lille galleri, som udstillede for et kunstnerkollektiv, og købte jeg alligevel et lille billede, malet af en lokal kvindelig kunstner.

20120401-181119.jpg

Efter endnu en nat på mit fine lille hotel, stod jeg igen op tidligt, pakkede rygsækken og prajede denne gang en taxa, da jeg var nået udenfor bymurene. Som pænt afleverede mig ved bussen til El Jadida. Mit næste stop.

To be continued…..

Momentum i Marrakesh

Marrakesh er et festfyrværkeri. Af den slags hvor man godt kan blive en smule stille, når man pludselig bliver hældt alene af et fly med sin rygsæk. Æh, hvor vender man sig hen? Medinaen! Men Medinaen er en labyrint. Nå, man hanker op i rygsækken og tager sit cool look på. Jeg har sgu da helt tjek på det her. Agtigt. Det er et bombardement på alle sanser. Også den sjette.

Lidt fortumlet endte jeg på en sofa i mit hostel. Marrakesh Rouge. En oase midt i det hele. Jeg skulle bare lige finde ud af at finde hjem, hvis jeg gik ud. Men først myntete. Og så bestemte mit indre system sig, som sagt, for at flade fuldstændig ud og trække alle strømførende stik. Det kan man nemlig, når man holder ferie. Og folkene på mit hostel lavede et sublimt måltid til mig. Så jeg ikke engang behøvede at bevæge mig ud og spise.

Men så var jeg klar. Medinaen er den gamle centrale bydel. Og den ER en labyrint. Man farer lynhurtigt vild. Og det bedste er bare at acceptere det. Det er ikke farligt, og man finder ud igen på et tidspunkt. Midt i overgangen til den nyere bydel ligger en kæmpe plads, Djeema el Fna, som altid er et godt orienteringspunkt. Her starter den omfattende souk, som er den marokkanske udgave af en bazaar. Her handles med alt fra dagligvarer til souvenirs. Pladsen emmer af liv fra morgen til aften. Om dagen af gadehandlere, gøglere og hennakunstnere. Om aftenen bliver den en frådende arena af madboder i knivskarp konkurrence. Her kan man få sit livs sjoveste måltider. Kokkene fra madboderne slås bogstaveligt talt om kunderne. Lokker med søde ord og gratis drinks. Der er grundlag for en god deal på et i forvejen billigt måltid.

Sidste år smed nogen en bombe på en af travleste cafeer på pladsen, og 17 blev dræbt. Resterne af cafeen står stadig som et åbent sår, men bliver snart genopført. Og pladsen lever videre.

Marrakesh er en guldgrube af historiske sites. Gamle paladser, moskeer og koranskoler. Haver og parker og afdøde modeikoners store villaer. Men jeg er en mærkelig turist. Jeg kan lide at se på mennesker. Gå på opdagelse der, hvor de almindelige marokkanere lever. Jeg går hurtigt død i gamle slotte. Hele anderledesheden befinder sig der, hvor folk har sin dagligdag. Jeg bryder mig ikke om, at skyde mit kamera i fjæset på uskyldige mennesker. Men jeg vil jo gerne kunne huske de mennesker. Eller situationer. Derfor går jeg tit med mit kamera i hånden sådan helt casual nede ved hoften. Og knipser løs på må og få uden nogen ser det. Jeg ved så heller ikke, hvad der præcis kommer på billedet. Der kommer rigtig mange bjørne, grus og luft. Men jeg er nogen gange heldig.

Marrakesh er et mix af nyt og gammelt. Af tradition og nytænkning. Kvinder går fuldstændigt tildækkede, og andre går rundt med flagrende hår og stramme cowboybukser. Mænd går klædt i gulvlang djellabah og andre har trukket i t-shirt og hængerøvsbukser. Jeg rejste for første gang med min iPhone, og der var gratis wifi allevegne. Centralt i byen har man anlagt en cyberpark. En smuk park, hvor forskellige telemastodonter sponsorerer wifi kvit og frit. Hoteller, busstationer og banegårde har næsten alle gratis netværk. Jeg har derfor løbende kunnet underholde venner og familie med eksotiske billeder og ferieblær på Facebook. Og det er jo altid en fornøjelse at kunne hovere.

Tip: Norwegian flyver direkte for billige penge fra København.

Eventyrlighed i Sahara

Et af de overraskende højdepunkter i min tur rundt i Marokko var en fuldstændig traditionelt arrangeret turisttur til Sahara. Overraskende fordi jeg blev fuldstændig overrumplet af alle de følelser af eventyr og mystik, den tur rummede. Jeg mener, det er en slags industri, for pokker, at arrangere de ture for blege europæere, japanere og amerikanere.

Efter at have sovet næsten hele det første døgn i Marrakesh væk, fyldtes jeg af modstridende følelser. På den ene side en stærk bevidsthed om frihed. Frihed til at gøre ingen verdens ting, eller frihed til at udforske Marokko på min helt egen måde. Og på den anden side fornemmelsen af, at tiden kunne løbe ud gennem ferieafløbet, inden jeg kunne nå at blinke. Jeg ville fandeme se noget ørken. Jeg har siddet utallige gange med næsen klinet til et lille rundt flyvindue, mens Sahara foldede sig ud langt under mig. Nu var chancen der. Derfor lagde jeg, hvad der svarer til 600 kr for en tur med to overnatninger.

Vi kom til at sidde rigtig meget i en lille bus. For selvom Marokko indeholder en god bid af Sahara, er der rigtig langt fra Marrakesh. Så gjorde det jo ikke noget, at landskabet udenfor så sådan ud:

Billede

Ørkenscener i film, viste det sig, bliver skudt det samme sted i en nedlagt Kabash. Den har lagt kulisser til Russell Crowe i Gladiator, Lawrence of Arabia og endda chicks’ene i Sex and the City. Så ved man det. Samme sted blev vi gennet ind for at købe – tæpper (?). Okay at prøve. Men jeg har ikke plads i rygsækken til gulvtæpper. Eller planer om at anskaffe nogen. Jeg falder bare i dem.

Men ørkenen. Langsomt blev landskabet mere og mere goldt. Først sidst på eftermiddagen efter to dages kørsel, nåede vi de yderste klitter og entrede en verden af rødt sand. All over the place. Vi blev hældt af bussen og bedt om at pakke det nødvendige for natten, fik en kop myntete og blev gennet videre til en flok kameler, der lå og sagde lyde i sandet. Det her var meget turistagtigt på den gennemarrangerede måde. Men i min mave boblede tusind sommerfugle rundt. Jeg skulle ride på kamel!! Totalt barnligt, men sådan er jeg. Jeg klatrede op. Og var lige lukt i drømmeland. Væk var alle mine medturister og de indstuderede berbere. Der var kun mig, min kamel, sandet og solnedgangen. Det var så fuldstændig ubegribeligt smukt. På den næsten romantiske måde. Ja, man ville overhovedet ikke være overrasket, hvis Russell Crowe var dukket frem bag den næste store sandklit. Man kunne virkelig godt have brugt en forelskelse lige der.

Og mens den sol langsomt dalede ned over ørkensandet, red vi et par timer i et landskab, der føltes uendeligt. Vi nåede en samling interimistiske tæppe-telte, hvor vi skulle  tilbringe natten. Det blev en aften med lejrbål, trommer og sang. Og fuldmåne. Russell Crowe eller nogen manglede stærkt. Igen. Tog mig selv i at skule en anelse misundeligt mod de par, der sad sødt og flettede fingre i måneskæret. For turistarrangement eller ej, – den aften var fyldt med magi.

Natten var bidende kold. Vi frøs vist alle jammerligt under de tunge tæpper. Til gengæld blev den kort. For ved femtiden blev vi gennet ud og op på kamelerne. Og så red vi igen et par timer, mens solen langsomt spredte guld omkring os.

Pausen

Pausen er slut. Jeg er tilbage. Med fjæset fuld af fregner og et mentalt opladet batteri. Med plusgrader på energisiden. Og minus på bankkontoen.

Har det været godt? You bet.

Jeg landede i går og blev hentet af nogle af mine yndlingsmennesker i lufthavnen. Senere stødte flere yndlingsmennesker til og lavede mad, mens jeg legede med de mindste yndlingsmennesker. Jeg elsker at komme hjem.

Hvorfra, spørger du? Jo, for to uger siden stod jeg op midt om natten, kastede rygsækken over skulderen og kravlede i en taxa til selvsamme lufthavn. Fire og en halv time senere trippede jeg ud i Marrakesh i Marokko. Som tog i mod mig med varme og sol og åbne arme. Planer havde jeg ingen af. Bare en adresse på et hostel, som en kollega havde mailet til mig.

Ryad Marrakesh Rouge hed det. Det hostel. Som lå godt puttet af vejen i Medinaens smalle gader. Jeg fik mig en seng i et firemandsværelse, og så sov jeg næsten hele det næste døgn. Når jeg ikke lige åbnede øjnene og læste på tagterasen. Eller sagde ja tak til myntete. Torsdag var jeg klar og kastede mig ud i Marrakesh og lavede planer for de næste dage.

Jeg har været på kamelryg i Sahara, sovet i berbertelt, drukket spandevis af myntete, grinet måbende af priserne for en guide i Atlasbjergene og i stedet rejst på opdagelse langs Atlanterhavskysten, kørt i tog fra Casablanca, mødt nye venner, er blevet overrasket. Har inhaleret en bunke bøger, lært en masse nyt, taget en million billeder og gloet en masse ud i luften.

Jeg har trængt til det. Og nu trænger jeg til hverdagen. Til at nusse mine projekter og kramme alle kollegerne. Til at kysse alle de små mennesker i familien og mærke, at alle har det godt. Til at vaske en bunke tøj og lave min egen mad igen. Til at træne min hæl i orden og til at nyde foråret.

Det er næsten to år siden, jeg sidst har rejst alene. Det er helt specielt at tage afsted med min rygsæk og møde alt det nye. Som man jo ikke kan ane så meget om på forhånd.  Der er intet så godt, som at være nødt til at tage ting, som de kommer. Deponere forpligtelserne i en skuffe derhjemme og bare være åben og klar. Det er mental dybderens.

Der skal nok komme billeder og fortællinger. Jeg fortæller også gerne om, hvordan det så er at rejse alene i Marokko. Når man nu er kvinde. Bare ikke nu. For nu skal jeg ud i det der forår, som nogen har tændt for. Og se om Amager har det godt. Om badevandet er blevet lunkent. Og om ænderne er blevet kåde.