Pausen

Pausen er slut. Jeg er tilbage. Med fjæset fuld af fregner og et mentalt opladet batteri. Med plusgrader på energisiden. Og minus på bankkontoen.

Har det været godt? You bet.

Jeg landede i går og blev hentet af nogle af mine yndlingsmennesker i lufthavnen. Senere stødte flere yndlingsmennesker til og lavede mad, mens jeg legede med de mindste yndlingsmennesker. Jeg elsker at komme hjem.

Hvorfra, spørger du? Jo, for to uger siden stod jeg op midt om natten, kastede rygsækken over skulderen og kravlede i en taxa til selvsamme lufthavn. Fire og en halv time senere trippede jeg ud i Marrakesh i Marokko. Som tog i mod mig med varme og sol og åbne arme. Planer havde jeg ingen af. Bare en adresse på et hostel, som en kollega havde mailet til mig.

Ryad Marrakesh Rouge hed det. Det hostel. Som lå godt puttet af vejen i Medinaens smalle gader. Jeg fik mig en seng i et firemandsværelse, og så sov jeg næsten hele det næste døgn. Når jeg ikke lige åbnede øjnene og læste på tagterasen. Eller sagde ja tak til myntete. Torsdag var jeg klar og kastede mig ud i Marrakesh og lavede planer for de næste dage.

Jeg har været på kamelryg i Sahara, sovet i berbertelt, drukket spandevis af myntete, grinet måbende af priserne for en guide i Atlasbjergene og i stedet rejst på opdagelse langs Atlanterhavskysten, kørt i tog fra Casablanca, mødt nye venner, er blevet overrasket. Har inhaleret en bunke bøger, lært en masse nyt, taget en million billeder og gloet en masse ud i luften.

Jeg har trængt til det. Og nu trænger jeg til hverdagen. Til at nusse mine projekter og kramme alle kollegerne. Til at kysse alle de små mennesker i familien og mærke, at alle har det godt. Til at vaske en bunke tøj og lave min egen mad igen. Til at træne min hæl i orden og til at nyde foråret.

Det er næsten to år siden, jeg sidst har rejst alene. Det er helt specielt at tage afsted med min rygsæk og møde alt det nye. Som man jo ikke kan ane så meget om på forhånd.  Der er intet så godt, som at være nødt til at tage ting, som de kommer. Deponere forpligtelserne i en skuffe derhjemme og bare være åben og klar. Det er mental dybderens.

Der skal nok komme billeder og fortællinger. Jeg fortæller også gerne om, hvordan det så er at rejse alene i Marokko. Når man nu er kvinde. Bare ikke nu. For nu skal jeg ud i det der forår, som nogen har tændt for. Og se om Amager har det godt. Om badevandet er blevet lunkent. Og om ænderne er blevet kåde.

One thought on “Pausen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.