Tag Archives: løbeskade

by - 4 kommentarer

Livskvalitet

I går blev en slags skelsættende dag. Af den lille bitte slags i mit lille bitte liv. Ikke af den slags der giver genlyd i universet. I går løb jeg for første gang i noget, der ligner halvandet år, to timer. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke har været i meget lang tid.

Det er skelsættende, fordi jeg siden forrige jul har haft en skade i min ene lægmuskel, der har sat en solid stopper for lange løbeture. Det er skelsættende, fordi jeg pludselig med hele min krop kunne mærke, hvor meget jeg har savnet det. Jamen hun har jo løbet hele tiden, tænker du sikkert i dit stille sind. Jeg har løbet hele tiden, ja. Men i går mærkede jeg, hvordan to timer i løbeskoene gør godt i mit sind. Hvordan to timer i løbesko sparker til min kreativitet og virkesans. Og hvordan to timer i løbeskoene gjorde mig helt klar til at sætte mig til tasterne og skrive noget færdigt, som længe har drillet.

I omkring tyve år har jeg hver eneste weekend løbet lange to-timers-ture. I de fleste år har det været både lørdage og søndage. Og så har jeg haft et år uden. Hvor har jeg savnet det.

Det er som om savannen på Kalvebod Fælled dufter anderledes, når jeg løber længe. Fuglene synger højere. Og himlens blå bliver endnu mere blåt. Mine tanker flyder uforstyrret, til jeg driver ind i en slags meditativ kropslig ro.

Det var godt at hilse på mine gamle venner yderst på Fælleden. De stod der endnu, som de har gjort hver sommer. Og de lod mig igen løbe uforstyrret, men nedstirret, gennem de små spor på deres mark.

IMG_1597

by - 1 kommentar

Milde vinde over Sydhavnen

Verden møder mig mildt og venligt for tiden. Og så hilser jeg den mildt og venligt tilbage. Sådan er jeg jo. Ret let, når det kommer til stykket. Eller er det bare mig, der er venligt stemt og bliver mødt af verden? Svært at sige. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er bare sådan, at venlighed avler venlighed åbenbart. Jeg har sådan nogle dage, hvor alle trækker i det store smil, når de ser mig. Også ukendte folk i det fyldte s-tog eller modkørende cyklister. Måske synes de bare, jeg ligner en klovn, men det ved jeg jo heldigvis ikke.

Min sure hæl ser omsider ud til at blive mig bedre stemt. Den gør faktisk ikke så ondt, og jeg har løbet flere ture uden jammer. Jeg har også sat den på benhård kur. Ingen høje hæle, og de ondeste øvelser flere gange om dagen. Ja faktisk ser man mig gå omkring i bylivet i løbesko. Det afstedkommer kække kommentarer på kontorgangen, men jeg tager det med løftet pande og vender tilbage i stilletterne, når tid er. Løbeskoene er blevet udvidet med et hælindlæg, som løfter hælen lidt, og de bliver specialsnøret, så hælen ikke kan flytte på sig. Overhovedet. Men det er der ingen, der kan se. Jeg tror, det er tilhæftningen akillessenen på ydersiden af hælen, som er blevet fornærmet i løbet af vinteren. Det er vist omtrendt også den eneste skade, jeg aldrig har haft. Og når jeg, som i går, kan løbe min meget yngre kollega rigtig træt i skoven, bliver jeg jo barnligt glad. Som altid.

Trods de hånlige tilråb om min lyserøde Frederiksberg cykel er jeg tilfreds med den. Den lyserøde farve kaster triumfen over overhalinger af indestængte mænd i vejret. Og det er næsten en fornøjelse at smide indkøb i cykelkurven. Min blå kærestecykel er dog stadig den foretrukne. Ja, jeg ved godt,at jeg har et sygt forhold til den cykel. Men den er det nærmeste, jeg kommer på en mand i mit liv lige nu. Jeg kommer aldrig til at elske konecyklen på samme måde, og det er en næsten daglig fryd at ræse hjem fra Hillerød.

Der er grøde på projektfronten. De lykkes. Dem med pengene synes om dem. De får liv, projekterne, og bliver sat i søen som virkeligheder. Og jeg går bare rundt og er glad. Og lidt overrasket. Og tror på, at det hele gør noget godt for vores sundhedsvæsen.

Og når varslede skybrud smutter udenom Sydhavnen, bliver jeg næsten helt rundtosset af god karma. I sær når aflyste skybrud kombineres med fornemt besøg af en gummiklædt lille mumitrold på plastikscooter. Som insisterer på udeleg uanset vejr og lader de voksne trække i paraplyer, mens regnen siler stille over sandkassen.

20120620-184547.jpg

by - 1 kommentar

Min sure hæl

I de sidste måneder har min venstre hæl råbt temmelig meget og blandet sig i mine dispositioner. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvor længe, den har blandet sig. Men længe. Måske begyndte den at pippe, da vi var i Lissabon i julen? Hvor jeg i min umådelige dumhed kun havde medbragt høje hæle. Og løbesko, klart. Eller var det i løbet af januar, mens jeg traskede rundt i et par totalt udtrådte vinterstøvler? Ved det ikke. Ved bare at det er længe.

Nu lysner det. I denne uge har jeg løbet tre ture uden indblanding fra hælen. Ikke tre dage i træk. I dag bed den f.eks. pænt fra sig, mens min løbetur over Amager Fælled i går var en sand fornøjelse. Det går kort sagt på sin helt egen måde fremad.

Hvad jeg har gjort? Tæt på ingenting. Jeg opdagede hurtigt, at pauser ikke gjorde nogen forskel. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Bare jeg holdt mig omkring en times tid, gik det okay. Bed tænderne sammen og løb. Dem der har kendt mig længe, ved at lidt smerter ikke skal komme i vejen for en løbetur.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig har troet på. Masserede Felden creme ind på det ømme sted. Jeg tror stadig ikke på, atvdet er cremen, der virker. Den kan umuligt trænge helt ind i senen gennem huden. Men massagen virker.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at det blev meget værre af at løbe op ad bakke. Fordi senen blev strakt for voldsomt. Jeg løber nemlig allermest på forfoden, når jeg løber opad. Derfor koncentrerede jeg mig om at få hælen i jorden. Og nu kommer forfodsjuntaen sikkert efter mig. For de uindviede, er forfodsjuntaen tilhængerne af den trend, der har hersket i de moderne løbekredse de sidste par år. Som en slags modtrend mod min ungdoms trend, som gik ud på hællanding under løb. Af de samme grunde, som man nu skal lande på forfoden. Og helst i bare tæer.

Til forfodsjuntaen kan jeg kun sige, at jeg hele mit liv har landet på forfoden eller midtfoden. Også dengang man ikke måtte. Og at jeg har løbet i de flade sko, jeg skal løbe i. Jeg elsker mine Nike Structure og synes stadig, at de er Guds gave til mennesket. Jeg kan også kun sige, at det har virket at forsøge at få hælen mere i underlaget. Min hæl gør meget mindre ondt. Måske bliver den aldrig helt god igen. Men den bliver bedre, og de fleste dage er det igen en nydelse at løbe.

by - 0 comments

Når gale katte får revne skind

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Heller ikke en forsigtig løber. Jeg tager chancer, løber over evne og har ikke meget tålmodighed. Sådan lever man livet sjovt. Og får nogen tæsk ind imellem. Som man bare må indkassere. Jeg tror på, at min krop sagtens kan ordne småskader og skavanker helt af sig selv. Når den får ro til det. Derfor løber jeg yderst sjældent til læge med løbeskavanker. Jeg gider ikke bruge min tid på det, og jeg vil slet ikke bruge lægens tid på ting, der går over af sig selv. Derfor kaster jeg også kun modvilligt penge efter diverse terapeuter. Jeg hader og afskyr at være i nogen form for behandling.

Men jeg kan da underholde med lidt fra løbehistorien, mens jeg alligevel sidder og giver min krop ro.

I mange år var jeg eneste feminine element i en benhård løbegruppe, Hennings Hårde Hunde. Og inden da var jeg en del af en lille løbetrup, kaldet De Nådesløse. Begge grupper havde en del kamikazeaura omkring sig. Det gjaldt om at løbe hårdt, hurtigt, råddent, langt og vildt. Det gjaldt om at vinde så mange holdkonkurrencer som overhovedet muligt.

De Nådesløse bestod af fire fyre og to kvinder. Mig og Karin, som holdt flere danske mesterskaber i maraton. Fordi de fleste holdkonkurrencer var lettere at vinde i mix-klassen. Vi trænede meget. Virkelig meget. Og løb virkelig mange konkurrencer. Mens jeg levede i vores lille løbekollektiv knoklede jeg på som en gal og åd 100-120 km om ugen. Og løb selvfølgelig alle de konkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Det gik forrygende, og vi havde det supersjovt. Når vi ikke løb, holdt vi fester. Eller gik i biografen. Eller til koncerter. Eller skiftedes til at humpe rundt med onde ben. Også mig. Efter en lang periode med rigtig mange løb begyndte det at bide lidt i en ankel . Men jeg var midt i en plan om noget DM i halvmaraton og knoklede videre. Selv om det bed mere og mere. Da dagen for det famøse DM oprandt, løb jeg siger og skriver 7 km. Og så standsede jeg ved et væskedepot og jamrede. Og hoppede nærmest på et ben hjem igen. Og var slået helt hjem i noget, der ligner to måneder. Jeg havde simpelthen slidt mit skinneben så meget, at der var kommet stressfraktur. De næste måneder stod på svømmehal og aquarunning sammen med alle de andre skadede mennesker fra vores klub.

Hennings Hårde Hunde startede som en slags udbrydergruppe i Århus 1900. En lille gruppe fyre ville gerne træne og blive hurtigere, fremfor at motionstræne i skoven. De lavede en træningsgruppe med tidskrav til medlemmerne. Og de rekrutterede en gruppe mænd, men ville så gerne have piger med. Det er bare svært, det med piger, når det er storsvedende mænd med dårlig humor, ikke? På en eller anden måde må min humor være lige så skidt. I hvert fald lod jeg mig langsomt indlemme i hundegruppen. Som nok trænede hurtighed, men tilbragte de fleste ture langt fra almindelige skovstier. Vi fræsede rundt i Marselisborg Skov på fuldstændig off road vis. Mange nægtede at løbe med os, fordi risikoen for at falde eller vride var stor. Det er en af de sjoveste perioder i mit løbeliv. Og hundene var mindst lige så nådesløse. I begyndelsen var de galant omsorgsfulde. Ventede når jeg skulle tisse. Advarede mig, når der mudder eller trærødder. Jeg løb fra dem én gang, så var det slut. Og jeg pladrede gennem mudder, faldt på næsen og vred om på fødderne. Og løb videre. Ellers stak de jo af. Vi udviklede stor ekspertice i både akutte og langvarige skader. Eksperimenterede med sportstape og etablerede ind i mellem sygegrupper for de skadede. Jeg blev virkelig ferm til at tape ankler, og vi erfarede, at det bedste for en omvredet fod faktisk var at løbe videre i en fart. Det viste sig at være en effektiv måde at reducere hævelsen. Hjemme gjaldt det selvfølgelig om at behandle med RICE (rest, ice, compression, elevation). Jo hurtigere man fik tapet anklen, jo hurtigere var man løbende igen. Alligevel gik jeg til læge, en gang jeg havde vredet helt om i skoven. Sådan at anklen stod vinkelret på benet. Det gjorde nemlig rigtigt modbydeligt ondt. Og hvad sagde den kloge læge? Jo, han sagde – efter røntgenbilledet: Der er et lille brud på hælbenet. Den sene, du vred om, har simpelthen trukket en knogleflis ud. Så tape nu hælen grundigt op og brug foden, så heler den meget bedre, end hvis du holder den i ro. Og det passede.

by - 7 kommentarer

Fuck running

I dag besluttede jeg mig for at tape min hæl, inden dagens løbetur. Sådan en nærmest intuitiv optapening. Det føltes fint. Jeg satte glad afsted over Amager Fælled. Fin fornemmelse. Ingen smerter. Og så lavede jeg dumheden over alle dumheder. Jeg løb en omvej for at gøre turen lidt længere. Ren optur, ikke? Man skulle tro, jeg var blevet klogere, når jeg er blevet så enormt gammel, som jeg er. Men næ nej. Jeg løb kækt videre. Jeg løb hele vejen til Hvidovre Havn og besøgte min datter og hendes lille familie. Og det skulle jeg aldrig have gjort. Jo, selvfølgelig skulle jeg besøge dem. Jeg skulle bare ikke have løbet derover.

Jeg tror, jeg kyler håndklædet efter et par møgmåneder. Og jeg er rasende. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal stille op, når løb bliver sådan en pestilens. Løb har igennem det meste af mit liv været min måde at suge energi ud af verden og ind i mig. Løb har været en fornøjelse. En måde at komme igennem mørke, våde vintre. En udsøgt fornøjelse i de varme sommermåneder. Og den bedste medicin til at holde min tro følgesvend, astmaen, i ave. Lange løbeture har givet mig meditativ ro og givet overskud til at arbejde alt for mange timer. Til at tage sene universitetsuddannelser. Til at komme igen efter min kræftsygdom.

Løb har kort sagt været en slags livseliksir gennem rigtigt mange år.

Og det pisser mig i den grad af, at løb i de sidste par måneder har været en pestilens. Det har ikke været nogen nydelse. Der er roterende knive i min venstre hæl, når jeg løber. Nogen dage gør den mindre ondt. Men ondt gør den. Og det onde kravler op i anklen og læggen. Jeg har forsøgt at give den en uforbeholden undskyldning for billige løbesko og gamle, dårlige vinterstøvler. Jeg har købt nye og har lagt mine gamle specialindlæg i alt fodtøj. Alligevel driver den hæl stadig gæk med mig. Hvad fanden er egentlig meningen? Der er faktisk ikke nogen ordentlig grund til, at den hæl skulle skabe sig så meget.

Det er en pest at logge ind på Facebook, hvor tre fjerdedele af mine venneopdateringer handler om, hvor langt eller hurtigt nogen har løbet. Eller reklamer for det ene eller det andet løb.

Nåmen, jeg vil bare sige, at jeg er sur og gal og rasende. Jeg er frustreret, fordi jeg er løbet tør for ideer til at gøre noget ved hælen. Og jeg synes ikke, træningscenteret er et værdigt alternativ. Svært, faktisk, at nå noget meditativt der.

Så er det jo bare godt, at der banker to ugers ferie på døren lige om lidt. Hvor jeg kan få min dosis frisk luft på anden vis.

by - 4 kommentarer

Min gamle massør

Jeg går i mit stille sind og savner lidt. Mit ene ben er stadig en smule arrigt. Hælen eller akillessenen skriger ikke så højt længere, men noget forplanter sig lidt længere op af benet. Og jeg savner min gamle massør.

For tusind år siden, da jeg kunne løbe et mere hæderligt tempo, havde jeg en periode en ilter træner fra Mexico. En del af dealen var massage to gange om ugen. Han var nemlig også uddannet idrætsmassør, og alt hvad jeg ved om udstrækning, ved jeg fra ham. Han svor til styrke og smidighed. Anden del af dealen var benhård styrketræning to gange om ugen. Og jeg mener hård. Vi trænede to timer hver gang, hård vægttræning og koordination. Ikke i træningscenter, men i en hal, hvor vi arbejdede med tunge medicinbolde og hinanden som modvægt. Adskillige runder med gakkede gang/løbearter var et fast indslag, ligesom bensving i højt tempo over en lang række hække. Nå ja, så var der to gange interval, to gange tempotur, et par restitutionsture og en lang. Og så var den uge lissom gået. Han var en hård mand, var han.  Måske lidt præget af en opvækst, der ikke fra starten havde indbudt til internationale resultater. Derfor var der no mercy.

Men massagen…. Det er jo noget rart og afslappende, ikke? Ikke hos Felix. Jeg kunne kun holde til hans massage, fordi jeg gjorde det to gange om ugen. Han var berygtet blandt atleterne i Århus. Selv fyrene barberede ben, når de skulle til massage. Og han har engang masseret mig til en fibersprængning. På den anden side har han også engang masseret mit ben med fibersprængning til rekordhurtig heling. Han havde en sjælden evne til at spore knudrede forkrampede muskler til deres grundlæggende problem. Et problem i en læg kunne stamme fra et andet problem et bestemt sted på ryggen. Og der tog han fat. Og kunne kurere hvad som helst. Næsten.

Jeg havde et bækken, som ind imellem pludselig lavede et vrid og ‘gik af led’. Det blev låst i en fuldstændig skæv og meget smertefuld position. Som gjorde det ganske umuligt at bevæge sig fremad uden virkelig gakket gangart. Hver gang låste Felix det op. Jeg kom krabbende ind ad døren med hele fjæset lukket i smertekramper. Og gik derfra. Nå ja, det tog flere gange og en masse koordinationstræning og udstrækning. Men efter kort tid kunne jeg gå og løbe igen.

Men han var mexicaner. Og ilter som få. Og gudnådeogtrøste, hvis man faldt i hans kløer på en dårlig dag. Han kunne stå bøjet over mig, med fingrene dybt begravet i mine smadrede muskler, mens han rasede over pengemangel, racisme, kvinder og andre verdensuretfærdigheder. Jo mere han rasede, jo hårdere tog kløerne fat. Og jo mere jeg jamrede, jo hårdere blev det.

Lige nu savner min højre læg hans kradse hænder. Han ville i løbet af 2-3 omgange have løst det hele op. Han ville sikkert have stillet mig ved siden af briksen og gået hele min rygsøjle og bækken igennem for at finde uregelmæssigheder. Og han ville have pisket mig rundt i manegen med sære kombinationer af koordinationsøvelser. Og han ville have beordret timelange udstrækninger af de forpinte muskler og sener.

Nu nøjes jeg med de koordinationsøvelser og udstrækninger, han har lært mig. Og det virker lige så stille.

by - 1 kommentar

Om onde ben og kloge spørgsmål

Det er ti år siden, jeg sidst har haft en løbeskade. Mindst. Og dengang var det fortjent. Fordi jeg hele tiden levede på kanten. Løb en milliard kilometer. Hurtigt. Stillede op i en tre millioner konkurrencer. Og blev jævnligt spottet med hovedet under armen. Hviledage fandtes ikke, og ugen skulle helst indeholde tre gange intervaltræning. Jeg løb om kap med hvemsomhelst nårsomhelst. Og så får man jo smæk. Men man har haft det sjovt.

De sidste fem år har jeg løbet mere adstadigt. Afdæmpet tempo og i langt mindre omfang. Løber sjældent intervaller og løber aldrig om kap. Med nogen. Fordi jeg altid taber. Så why now? Hvorfor i himlens navn skal jeg nu sidde her med ondt ben og minde om en sur cigar? Jeg hader at blive grounded sådan uden videre. Ja, måske har jeg løbet et par måneder i dårlige sko. Men det skulle jo ikke betyde så meget, når jeg ikke løber hverken stærkt eller langt. Vel? Og jeg HAR jo aflastet det ben og holdt (en lille) pause. Er jeg ved at blive gammel, siger du? Jamen det har jeg haft gang i længe. Det skulle ikke være accellereret for nylig.

Løbeturene er på stand by og cykelturene lige så, og jeg får hunger efter frisk luft. Det er fint nok med romaskinen i træningscenteret. Den er sjov nok, og det er fin vintertræning. Men frisk luft er der ikke meget af. Så det er godt, at min indre viking er groet frem. Og driver mig en tur i ishavet flere gange om ugen. Fordi det er sjovt.

Et ondt ben er ikke verdens ende. Det er tæt på, fordi jeg bliver eksplosiv på den dårlige måde, når jeg er afskåret fra mine daglige løbeture. Og det onde sul kan let vokse sig stort og komme til at trænge større ting til side.

Men så kom der en mail fra Anna. Som med sin kloge intuition bare vidste, at det var, hvad jeg havde brug for. Et link til en tale af en kvinde af den rette støbning. Hør selv. Tag dig et kvarters tid, tryk på linket nedenfor og spørg med Diana Nyad: What is it, that you are doing with this precious life of yours? Den skal høres til ende.

TED talk, Diana Nyad