Fuck running

I dag besluttede jeg mig for at tape min hæl, inden dagens løbetur. Sådan en nærmest intuitiv optapening. Det føltes fint. Jeg satte glad afsted over Amager Fælled. Fin fornemmelse. Ingen smerter. Og så lavede jeg dumheden over alle dumheder. Jeg løb en omvej for at gøre turen lidt længere. Ren optur, ikke? Man skulle tro, jeg var blevet klogere, når jeg er blevet så enormt gammel, som jeg er. Men næ nej. Jeg løb kækt videre. Jeg løb hele vejen til Hvidovre Havn og besøgte min datter og hendes lille familie. Og det skulle jeg aldrig have gjort. Jo, selvfølgelig skulle jeg besøge dem. Jeg skulle bare ikke have løbet derover.

Jeg tror, jeg kyler håndklædet efter et par møgmåneder. Og jeg er rasende. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal stille op, når løb bliver sådan en pestilens. Løb har igennem det meste af mit liv været min måde at suge energi ud af verden og ind i mig. Løb har været en fornøjelse. En måde at komme igennem mørke, våde vintre. En udsøgt fornøjelse i de varme sommermåneder. Og den bedste medicin til at holde min tro følgesvend, astmaen, i ave. Lange løbeture har givet mig meditativ ro og givet overskud til at arbejde alt for mange timer. Til at tage sene universitetsuddannelser. Til at komme igen efter min kræftsygdom.

Løb har kort sagt været en slags livseliksir gennem rigtigt mange år.

Og det pisser mig i den grad af, at løb i de sidste par måneder har været en pestilens. Det har ikke været nogen nydelse. Der er roterende knive i min venstre hæl, når jeg løber. Nogen dage gør den mindre ondt. Men ondt gør den. Og det onde kravler op i anklen og læggen. Jeg har forsøgt at give den en uforbeholden undskyldning for billige løbesko og gamle, dårlige vinterstøvler. Jeg har købt nye og har lagt mine gamle specialindlæg i alt fodtøj. Alligevel driver den hæl stadig gæk med mig. Hvad fanden er egentlig meningen? Der er faktisk ikke nogen ordentlig grund til, at den hæl skulle skabe sig så meget.

Det er en pest at logge ind på Facebook, hvor tre fjerdedele af mine venneopdateringer handler om, hvor langt eller hurtigt nogen har løbet. Eller reklamer for det ene eller det andet løb.

Nåmen, jeg vil bare sige, at jeg er sur og gal og rasende. Jeg er frustreret, fordi jeg er løbet tør for ideer til at gøre noget ved hælen. Og jeg synes ikke, træningscenteret er et værdigt alternativ. Svært, faktisk, at nå noget meditativt der.

Så er det jo bare godt, at der banker to ugers ferie på døren lige om lidt. Hvor jeg kan få min dosis frisk luft på anden vis.

7 thoughts on “Fuck running

  1. Selvom jeg ikke har prøvet sådan en osteopat, virker det jo rigtig fint for Kirsten. Så prøv det. For det må være endnu mere pissehamrende irriterende for dig. Øv. Du må være ved at gå ud af dit gode skind….

  2. Natural-/Pose-/Chi-running??? Uden at ville lyde nyreligiøs, kunne det måske være et bud at ændre løbestil så du kommer længere frem på foden?

    • Hvis jeg kommer længere frem på foden, står jeg på hovedet 🙂
      Jeg har altid landet på forfod/midtfod. Også selvom jeg løber i stabile Nike sko. Og jeg har løbet i så mange år, at jeg ikke falder for minimalistiske sko. Nike var guds gave til løbere dengang, de kom. Før det løb vi jo bare i flade ‘kondisko’. Som ligner de nye minimalistsko rigtig meget. Og dengang var vi skadede konstant.

  3. Tak for jeres omsorgsfulde råd om osteopat. Sandheden om mig er, at jeg er fattig som en kirkerotte. Jeg har ikke penge at smide efter en osteopat. Og jeg tænker nu nok, at den hæl går over af sig selv. På et tidspunkt. Jeg er bare nødt til at eksplodere lidt ind imellem. Og så er det jo godt at have en blog.
    Mit problem er mest, at jeg er utålmodig. At jeg stadig ikke fatter, at jeg på de gode dage ikke skal løbe langt. Endnu.
    Så kuren her er pause. Og ferie.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.