Tag Archives: foredrag

by - 1 kommentar

Der var engang…..

Der var engang en afdeling på et stort universitetshospital i en anden by. Afdelingen husede de alvorligt syge kræftpatienter fra hele landsdelen. Dem der fik mest kemoterapi, og dem der blev svækkede af infektioner og sygdom. Patienterne var tynde og stille, som de sad eller lå på deres hvide senge med bløde tørklæder over deres skaldede isser. De fleste smilede blegt, når en sygeplejerske anbragte kulørte væsker i stativet ved sengen og ledte dem ind i de hårdt prøvede blodårer.

En dag modtog afdelingen en kvinde. Kvinden krøllede sig sammen i fosterstilling, mens rasende og fortvivlede tårer sprøjtede ud på de slidte vægge. Da der ikke var flere tårer, rejste hun sig i vrede og udstedte ordrer til de måbende sygeplejersker. Hun nægtede at opholde sig i sin hvide seng med det blåstribede dynebetræk. Hun slæbte sin store kuffert op ad trapperne, hver gang hun tjekkede ind til behandling. Fyldt med bøger, tøj, computer og billeder til natbordet. Og flyttede ind. Kvinden brokkede sig og forlangte behandlingen indrettet, så hun kunne småløbe hele vejen til stranden og tilbage igen hver eftermiddag. Hun krævede luft.

Da et par bævende sygeplejersker havde lavet et par ubetydelige fejl ved hendes intravenøse kateter, smed hun dem ud, og så overtog hun selv. Når hun kunne, gik hun hjem og sov om natten.

Det gik godt. Kvinden sluttede sin behandling og forærede sygeplejerskerne en stor kurv med lækre sager fra hele verden. Fordi hun var glad og taknemmelig. Men hun var også vred, fordi hun havde opdaget, hvordan det var at være patient. Derfor skrev hun et meget langt brev til sygeplejerskerne og lægerne og til hospitalsledelsen. Om alle de ting hun havde oplevet i de måneder. Bare fordi de skulle vide det.

Kort efter modtog hun en invitation fra afdelingen. De ville gerne have hendes mening om afdelingens kompetenceudviklingsprogram. Lidt senere modtog hun et langt brev fra hospitalets ledelse. Med tak for fortællingen. Og undskyld for de ting, der ikke altid var gået helt godt. Afdelingens ledelse skrev også et langt brev til kvinden. Og kvinden skrev artikler om, hvordan det var at blive patient.

Et år senere skrev afdelingen igen til kvinden. De spurgte, om hun ville holde et oplæg til sygeplejerskerne og lægerne om god kommunikation og svære samtaler til to temadage, som afdelingen skulle holde. Kvinden blev glad og holdt sine oplæg. Og fik en kurv med lækkerier fra Århus af afdelingen.

Nu er der gået fem år, og afdelingen har ikke glemt kvinden, der engang var patient. Nu vil afdelingen igen arbejde på at blive endnu bedre til at kommunikere og tale med deres patienter og pårørende midt i alt det svære, som de patienter og pårørende står i. Og afdelingen har endnu engang bedt kvinden om at holde et oplæg for dens sygeplejersker og læger. Om kommunikation og svære samtaler set fra patientens perspektiv.

Se det er en rigtig historie fra det virkelige liv. Om en virkelig afdeling og en virkelig kvinde, som virkelig har været patient. Om en afdeling der ikke kun tager brok for brok, men lytter til brokne kvinder, som de både har set i forvredet fosterstilling og i stålsatte stilletter med håret flyvende om ørerne.

Sådan en afdeling kan man kun sige stort tak til. Og have den dybeste respekt for. Specielt når man er en kvinde, der engang var patient.

by - 4 kommentarer

En god hårdag

Jamen så sidder jeg her. Med nyt lækkert hår, iført nyt lækkert undertøj. Ja, ja – stands bare fantasierne. Jeg har da også noget udenpå. Og det føles da godt, gør det. Min frisør brød sammen af grin, da det var mig med lange slidte hårspidser, der trådte ind af døren. Hahahahaha, spruttede hun, bliv bare ved med det der. Du bliver aldrig rigtigt integreret. Hun kommer fra Iran for 25 år siden, skal lige siges. Jeg er stadig langhåret, men nu med noget chikt pandehår. Det ser sgu meget godt ud.

Dagen startede faretruende, da jeg intetanende luskede mig ind på Birkerød station for at drage mod Århus. Yrk – nogen køreledning var slasket ned på Østerport, så toget kun kørte dertil. Og standsede ved samtlige stationer. Jamen, jeg kunne da ikke nå mit tog så. Hvor min kollega Lene ville vente. Et hurtigt logistisk regnestykke sagde: Hop af i Lyngby, hop på en taxa og bed ham trykke speederen i bund og jumpe over køerne. Og det gjorde han da. To minutter i afgang styrtede jeg ned på perronen på Hovedbanegården. Og nåede det. Derefter åndede alt fred. Vi nåede vores møde. Som var fint. Og jeg nåede mit nye hår og sidder nu installeret hos veninde, som havde en aftenaftale. Og det er rigtig fint, for jeg skal liiiige pudse morgendagens forelæsning en smule af.

Og så er det bare hyggeligt at være lidt i Århus. At tusse rundt i gaderne og hilse på gamle kendinge. Så arbejder jeg videre med min integration, når jeg vender tilbage til mit nye hjemland på lørdag.

by - 2 kommentarer

Foredrag i Kolding

Jeg har endnu engang holdt foredrag om at være patient. Det har jeg gjort rigtig mange gange efterhånden, og det ændrer sig hver gang. Jeg elsker at genbruge gamle foredrag. Som en form, der hele tiden er under udvikling. For selvom jeg bruger et gammelt foredrag, bliver det som udgangspunkt. Jeg har altid ændringer. Altid en ny vinkel, et nyt billede eller en nyt citat. Jeg flytter mig hele tiden i forhold til min periode som syg og patient. Efterhånden som tiden går, fylder det ikke længere i mit liv. Men det er blevet en erfaring og en bagage, jeg har med mig.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg endelig blev sluppet fri fra hospitalet fyldte fornemmelsen og tankerne om sygdom det hele. Min læge på hospitalet sagde til mig, at om ikke så lang tid, ville dette bare være et kort intermezzo i mit liv. Som ville fylde som andre erfaringer i livet. Det troede jeg ikke på dengang, men det er blevet sådan. Han havde jo ret, havde han. Nu er det noget, som var. Nu er det hverdagen, arbejdet, ungerne, løbet, cyklerne, vennerne, der fylder mit liv.

Mens jeg var syg, bloggede jeg også. Den blog er alt for privat til at ligge og flyde i det offentlige blogrum, og det sker ind imellem, at jeg kigger til den. Når jeg fx skal lave foredrag. Denne gang bestemte jeg mig for at læse nogle uddrag højt. Uddrag fra min dagbog som kunne fortælle om alle mine bizarre oplevelser ved at være syg og blive patient. Sætte ord og scenarier på, som måske kan gøre alle de sundhedsprofessionelle lidt klogere. Lidt nysgerrige og lidt velovervejede i deres møder med nye og gamle patienter. Det må de gerne bruge min historie til. Faktisk kan det gøre mig helt glad i låget, hvis min historie kan gøre nytte. Bare lidt.

Og mens jeg sad og ledte gennem gamle blogindlæg fra dengang, faldt jeg over noget, jeg skrev efter en samtale med min læge. Ved afslutningen af min behandling snakkede jeg med ham om træning og bjergbestigning. Jeg havde en million spørgsmål. Hvor meget, hvor hårdt, hvor hurtigt, hvor højt, osv, osv. Og han lyttede og forholdt sig. Giv din krop en smule ro det første år, sagde han. Men træn bare videre, sagde han også. Og så sagde han, – det havde jeg helt glemt -, at der ville gå nogle år, før mine præstationer ville komme i omgangshøjde. Og der er jo bare gået tre. Og gav jeg min krop ro i det første år? Vel gjorde jeg ej. Jeg trænede benhårdt, så jeg kunne blive parat til bjergbestigning. Og havde det helt fint, indtil jeg overtrænede om sommeren, da jeg var hjemme igen. Han sagde også, at min lungefunktion kunne være nedsat enten en periode eller for altid af kemoterapien.

Er jo godt at blive mindet om, når jeg piver over at blive nummer sjok i et løb. For fanden da.

by - 0 comments

Efterårssæsonerne er skudt i gang

Jeg er blevet hentet ud i noget virkelighed, hvor man skal møde op hver morgen. Og det var med lidt chok og vantro, at det gik op for mig, at iPod-lyden i går morges betød: skrub så ud af sengen, Høstrup.
Men det var sandt. Og jeg blev modtaget med knus af chefen og drak spandevis af te med kollegerne. Ja, jeg nærmest tussede fra kontor til kontor og sludrede. Og brugte hele dagen på at få min computer til at makke ret, så jeg kunne komme ind til det der arbejde. Altså – jeg kunne sagtens fortsætte med te, knus og snak, men de andre havde jo arbejde at lave. Og det havde jeg så også, da computeren endelig lukkede mig ind. I eftermiddag. Længe leve teknologien. Og det er dejligt at være tilbage. For da susen, hvor er jeg heldig med det job, de kolleger og det arbejde, der gemmer sig i min computer. Jeg hilste glad på min racercykel, som har stået helt alene i et værelse hele sommeren. Og det var ren luksus igen at suse gennem skovene til Hillerød. Fedt, fedt, fedt.

Foredragene begynder stille at tikke ind i kalenderen. Alle mulige forskellige foredrag, faktisk. I næste uge er jeg inviteret ind på Paul Petersens Idrætsinstitut og fortælle om eventyr og friluftsliv. Andre foredrag er om at blive patient – eller om at blive rask, om kvalitative forskningsmetoder, om bjergbestigning og selvfølgelig om mit arbejde i Nepal. Så det er i den grad, hvad man kan kalde en skøn blanding. Og så tikkede der en forespørgsel ind til morgen i min mailboks, som jeg blev knaldrød og varm i bærret over. Af sådan en mixtur af forlegenhed, betuttethed og rå glæde. Fra en særlig, kærlig blogveninde, som gerne ville have mig til at fortælle om ”at træffe valg og gøre det, man føler for”. For nogle særlige kvinder. Ja, jeg vil da så. Helt vildt gerne. Jeg bliver helt vildt rørt og ydmyg over at nogen kan føle sig inspireret af mig. Og jeg elsker at holde foredrag. Så man må gerne kontakte mig, hvis man skulle få lyst til at høre mig give den gas med en masse billeder.

Jeg kommer stille i form igen. Jeg har løbet tre ture på 10-12 km i min skov. Kun én i regnvejr, og løbeskoene kommer også med til familietræf på Mols. Det går egentlig meget godt, bare langsomt. Og på mandag, ik? Når hele Region Hovedstaden og alle de andre skal løbe DHL, så lader jeg sgu nok bare uret blive hjemme. Nogen gange behøver jeg slet ikke at vide, hvor lang tid det vil tage mig at tilbagelægge fem kilometer, vel? Og som en slags straf for ikke at være hjemme hele sommeren, skal jeg løbe sidst på vores hold. Altså når alle de andre har tændt grillene langs ruten inde i Fælledparken. Jeg hader at løbe sidst. Men det bliver garanteret skidehyggeligt. Og det er på en måde en rimelig straf. Jeg tager den med oprejst pande (med mindre altså at nogen alligevel vil bytte?? Mon?)

Efteråret er også skrivetid. Og først skal jeg selvfølgelig have skrevet min rapport færdig om mit arbejde i Humla og sende den afsted til Kathmandu. Jeg mangler lige den sidste finpudsning, som nok kan klares i bussen i morgen og overmorgen. Jeg har et par artikler i støbeskeen. Om Humla og om udviklingsarbejde. Og mit kapitel til Tracy’s bog er næsten færdigt og klar til at sende.

Jeg har ikke set på billeder endnu. Jeg er ikke helt landet endnu. Det er som om, jeg lige må sunde mig en smule, før jeg giver mig i kast med de omkring 700 billeder, der ligger på memory kortene. Som om jeg lige skal tage de hjemlige indtryk ind først. Så der skal nok komme billeder. Om lidt.

I går blev også den musikalske efterårssæson skudt igang. Det gjorde den i Amager Bio sammen med Henrik og Secret Oyster. De leverede en fantastisk koncert, og ham der guitaristen, jeg havde flimset sammen med engang i forrige århundrede, kunne stadig trylle på sin guitar. Og havde stadig den der frække udstråling.