Der var engang…..

Der var engang en afdeling på et stort universitetshospital i en anden by. Afdelingen husede de alvorligt syge kræftpatienter fra hele landsdelen. Dem der fik mest kemoterapi, og dem der blev svækkede af infektioner og sygdom. Patienterne var tynde og stille, som de sad eller lå på deres hvide senge med bløde tørklæder over deres skaldede isser. De fleste smilede blegt, når en sygeplejerske anbragte kulørte væsker i stativet ved sengen og ledte dem ind i de hårdt prøvede blodårer.

En dag modtog afdelingen en kvinde. Kvinden krøllede sig sammen i fosterstilling, mens rasende og fortvivlede tårer sprøjtede ud på de slidte vægge. Da der ikke var flere tårer, rejste hun sig i vrede og udstedte ordrer til de måbende sygeplejersker. Hun nægtede at opholde sig i sin hvide seng med det blåstribede dynebetræk. Hun slæbte sin store kuffert op ad trapperne, hver gang hun tjekkede ind til behandling. Fyldt med bøger, tøj, computer og billeder til natbordet. Og flyttede ind. Kvinden brokkede sig og forlangte behandlingen indrettet, så hun kunne småløbe hele vejen til stranden og tilbage igen hver eftermiddag. Hun krævede luft.

Da et par bævende sygeplejersker havde lavet et par ubetydelige fejl ved hendes intravenøse kateter, smed hun dem ud, og så overtog hun selv. Når hun kunne, gik hun hjem og sov om natten.

Det gik godt. Kvinden sluttede sin behandling og forærede sygeplejerskerne en stor kurv med lækre sager fra hele verden. Fordi hun var glad og taknemmelig. Men hun var også vred, fordi hun havde opdaget, hvordan det var at være patient. Derfor skrev hun et meget langt brev til sygeplejerskerne og lægerne og til hospitalsledelsen. Om alle de ting hun havde oplevet i de måneder. Bare fordi de skulle vide det.

Kort efter modtog hun en invitation fra afdelingen. De ville gerne have hendes mening om afdelingens kompetenceudviklingsprogram. Lidt senere modtog hun et langt brev fra hospitalets ledelse. Med tak for fortællingen. Og undskyld for de ting, der ikke altid var gået helt godt. Afdelingens ledelse skrev også et langt brev til kvinden. Og kvinden skrev artikler om, hvordan det var at blive patient.

Et år senere skrev afdelingen igen til kvinden. De spurgte, om hun ville holde et oplæg til sygeplejerskerne og lægerne om god kommunikation og svære samtaler til to temadage, som afdelingen skulle holde. Kvinden blev glad og holdt sine oplæg. Og fik en kurv med lækkerier fra Århus af afdelingen.

Nu er der gået fem år, og afdelingen har ikke glemt kvinden, der engang var patient. Nu vil afdelingen igen arbejde på at blive endnu bedre til at kommunikere og tale med deres patienter og pårørende midt i alt det svære, som de patienter og pårørende står i. Og afdelingen har endnu engang bedt kvinden om at holde et oplæg for dens sygeplejersker og læger. Om kommunikation og svære samtaler set fra patientens perspektiv.

Se det er en rigtig historie fra det virkelige liv. Om en virkelig afdeling og en virkelig kvinde, som virkelig har været patient. Om en afdeling der ikke kun tager brok for brok, men lytter til brokne kvinder, som de både har set i forvredet fosterstilling og i stålsatte stilletter med håret flyvende om ørerne.

Sådan en afdeling kan man kun sige stort tak til. Og have den dybeste respekt for. Specielt når man er en kvinde, der engang var patient.