Tag Archives: bjergbestigning

by - 0 comments

Kærlighed og kompromis

I eftermiddag var jeg i biografen og se en film om bjergbestigere. Det har jeg været så mange gange, men denne film var anderledes. Filmen var lavet af en kvinde, der havde klatret og besteget bjerge i 18 år. Og som havde fået stor trang til at blive mor. Hun elskede bjergene, og havde svært ved at forestille sig et liv uden. Nu spekulerede hun over, om et liv som bjergbestiger kunne kombineres med at blive nogens mor.

Hun satte derfor fire voksne mennesker stævne. De havde alle mistet deres mor eller far på K2 i Pakistan i 1986. K2 er verdens næsthøjeste bjerg og mange gange vanskeligere end Everest. I 1986 havde kun syv mennesker nået toppen af K2.

De fem tog på en fælles ekspedition til K2. Ikke for at bestige det eller nyde naturen, men for at finde tilbage til de døde forældre og reflektere sammen over deres store passion og målrettethed. Om alle de mange måneder i børnenes liv, hvor mor’en eller far’en var på lange ekspeditioner. Og om tab de aldrig rigtigt kunne afslutte, fordi deres mors eller fars liv forblev på bjerget.

Det blev selvfølgelig en refleksion over mit eget liv også. Jeg tog ikke på lange ekspeditioner, da mine børn var små. Men jeg gjorde det, da de blev store. Jeg har altid følt mig irriteret over, at ingen spurgte de mandlige bjergbestigere til deres børn. Ingen undrede sig nogensinde over, at mænd kunne tage afsted på farlige ekspeditioner i månedsvis. Alle de kvinder, jeg har kendt i bjergene, har følt sig virkelig presset af de spørgsmål, folk kunne finde på at stille.

Jeg elsker at være i bjerge og stor natur. Jeg har haft fantastiske oplevelser på store bjerge rundt om i verden. For nogle år siden sagde jeg stop. Det gjorde jeg, fordi jeg måtte erkende, at mine børn aldrig holdt op med at være stive af skræk. Mine mange fornuftsargumenter om farligheden i Københavns Trafik trængte ikke igennem. De var bange. De ville ikke miste mig, mens jeg var langt væk. De kunne ikke holde tanken ud om, at jeg kunne falde flere hundrede meter ned eller ligge efterladt i et telt med alvorlig højdesyge. De skældte ud, hver gang jeg kom hjem med en brækket finger eller næse.

Så bange skal mine børn ikke være. Derfor lovede jeg dem at holde op med at bestige høje bjerge. Jeg har ikke noget, jeg skal bevise derude. Jeg elsker stadig bjerge. Og jeg bruger virkelig tit min tid i dem. Men jeg gør det lidt ydmygere.

Ved filmens slutning spurgte filmmageren: Mon jeg kan blive din mor? Mens billedet af hende med en helt ny baby i armene tonede frem.

Så der – midt i Cinemateket – gav jeg faktisk mig selv et klap på skulderen. Kærlighed er kærlighed, og den ægte slags fylder jeg gerne med kompromis’er.

14blanin-morgen2

by - 9 kommentarer

En lille ild i blodet

Når det stikker mig, kan jeg være nærig. Sådan på den lidt indædte og småtvære måde. Kan man mon være nærig på en glad måde? Jeg er bedst til at være glad for tiden, og derfor bestemte jeg mig alligevel for at købe en halvdyr billet til et foredrag med en lille østrigsk kvinde.

Jeg har fulgt hende gennem mange år, Gerlinde Kaltenbrunner. Bare fordi hun er en sej kvinde, der elsker at bestige bjerge på den helt oprindelige måde. Hun planlægger selv, bruger ikke supplerende ilt og har ikke hjælpere på bjergene. At hun også er sygeplejerske og omtrent på højde med mig, skruer bare interessen i vejret. I 2011 lykkedes det hende efter syv forsøg at bestige K2 i Pakistan fra den nordlige side i Kina. Som er endnu sværere end den pakistanske side.

Og nu stod hun i Falconersalen på Frederiksberg og fortalte varmt og næsten beskedent om, hvordan hun voksede op og lærte at klatre og løbe på ski fra hun var ganske lille. Hun fortalte om sin passion, og hvordan det lykkedes hende at blive så professionel, at hun kunne leve af det. Hun fortalte begejstret om skønheden i bjergene og om de mennesker, hun havde klatret sammen med. Jeg elsker, når seje mennesker gør meget ud af at præsentere sig selv som del af deres team. Når superseje Gerlinde bruger flere billeder på at introducere kokken, der var med i base camp på K2. Og hvordan han lavede bjerge af tibetanske momos til dem, når de ikke var på bjerget. Mit hjerte græd en lille smule, mens hun fortalte om svenske Fredrik Ericssons fald og død på K2 i 2010. Og jeg fik en klump i halsen og våde øjne, da hun endelig stod på toppen af K2 i 2011 efter en næsten ubeskrivelig svær klatring.

Og lige der vidste jeg, at jeg skal tilbage til Himalaya. Ikke i 8000 meters højde. Ikke noget farligt. Jeg skal bare tilbage. Til skønheden, naturen, menneskene. Og storheden. Der blev tændt ild i det halvlunkne hverdagsblod.

Og da jeg hilste på Gerlinde Kaltenbrunner efter foredraget, kunne vi kende det i hinandens øjne. Efter ganske få bemærkninger fandt vi et bestemt sted i Patagonien, hvor vi havde siddet ved en gletchersø og set over på et bjerg, vi aldrig glemmer. På hver sit tidspunkt.

Og det var kun godt, at jeg ikke er god til at være tvær og nærig for tiden. Og til dem, der ikke nåede det, er der en lille appetitvækker:

by - 4 kommentarer

Langt højere bjerge…..#2

Det gik ikke for Bo. Han fik en dårlig nat, hvor han måtte hjælpe et par fuldstændig udmattede bjergbestigere, der kom tilbage fra toppen. De måtte overnatte sammen med ham i det lille telt, og han måtte hjælpe dem med at smelte sne, så de kunne få væske. Derfor sov han ikke meget, og derfor var han for træt. I de højder og uden supplerende ilt, er der ingen chancer for at få mere energi. Man ved bare, at kroppen bliver drænet og drænet. Derfor vendte Bo om. Klog som altid. Min respekt for ham bliver kun større. Mens det gør mig så ondt for ham, at det heller ikke lykkedes denne gang.

Bo’s historie fortæller en hel masse om, hvordan bjergbestigning er fyldt med risiko. Og den fortæller, hvordan man som en klog bjergbestiger kalkulerer med den risiko. Jeg har aldrig været på Everest. Eller drømt om det. Der er ikke noget imponerende over mine meritter i bjerge rundt om i verden. Men også på knapt så høje bjerge, kalkulerer vi med risiko. Når en risiko er kalkuleret, kan den meget lettere kommes i møde. Der vil altid være en lille risiko for uforudsete ting, som pludselige vejrskift, sneskred og stenskred. De sidste to er de helt store jokere, men heldigvis sker det sjældent, at mennesker er involveret.

Jeg har aldrig været en dare-devil med behov for adrenalinrush. Jeg er altid taget afsted  med en klar målsætning om at komme hjem. Ellers giver det jo ingen mening. Derfor kan jeg også bedst lide at være afsted på egne ekspeditioner med mennesker, jeg kender. Jeg har set guider på kommercielle bjergbestigninger skubbe udmattede klienter videre. Som lader sig skubbe, fordi de ikke selv kan tage ansvar for noget, de måske ikke rigtigt ved, hvad er. Jeg har været på ekspedition med en, som manglede filteret for kalkuleret risiko. Og fortsatte alene i dårligt vejr, fordi toppen var vigtigst. Og satte os andre i en ulidelig situation, fordi vi kun kunne sidde tilbage i vores forblæste telte og håbe på, at alt gik godt. Det gjorde det heldigvis.

Jeg elsker det meditative og det enkle i bjergene. Jeg elsker at løse de problemer, som giver os en sikker færd. Jeg elsker at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og jeg elsker at være sammen om beslutninger. Jeg elsker skønheden, og jeg elsker de fysiske udfordringer. Jeg er en bedre projektleder, fordi jeg har lært af problemløsninger på vejen i bjergene. Jeg er bedre til at se muligheder, fordi jeg har lært at finde muligheder i bjergene. Jeg tror også, jeg bliver et lidt bedre menneske, fordi jeg har lært betydningen af samarbejde og omsorg i bjergene. Og fordi jeg lærer en grad af nærvær, der ikke er mulig at finde andre steder.

Den risiko, jeg udsætter mig for, når jeg tager ud i bjergene, er altså langt mindre, end når jeg bevæger mig rundt på cykel i trafikken. Her bliver den kalkulerede risiko meget sværere at håndtere. Fordi der kører forskellige slags mennesker rundt i bil. Nogle er måske sure på konen, andre måske stressede over at holde i kø, endnu andre har måske sovet for lidt. Statistisk set er det meget farligere at ride, for slet ikke at tale om lystfiskeri. Ridning og lystfiskeri kræver langt flere menneskeliv end bjergbestigning. Og hvis vi tæller Mount Everest og K2 ude, ser statistikken helt anderledes og endnu bedre ud.

Den slags forskellig risiko og forskelle på angst for, hvad der kan ske, har vi snakket rigtig meget om i min familie. Og der vil selvfølgelig altid være noget symbolsk ‘farligere’ ved at tage på bjergbestigning, end ved at cykle fra Hillerød til Sydhavnen. Der er en risiko for at forsvinde og dø alene langt fra hjemmet. Men – hånden på hjertet – jeg kunne i teorien ligge en uge i min seng, hvis jeg skulle ligge der og få hjertestop helt alene. Min familie ved, at jeg optræder fornuftigt. De ved, at jeg hellere undværer en bjergtop end at sætte liv og helbred på spil. De ved, at de er de vigtigste i verden, og at jeg vil hjem til dem igen.

Det er ikke nogen ny beslutning at droppe de rigtig høje bjerge. Den har vi taget for længe siden, mine unger og jeg. Jeg finder aldrig ud af, hvordan det er at være mig i 8000 meters højde. Og det er fint med mig. Der er andre og vigtigere ting at finde ud af.

Argentina 2006 182

by - 6 kommentarer

Langt højere bjerge….

Min gode ven, Bo Belvedere, er lige nu højt oppe på Mount Everest fra Tibetsiden. Imens sidder jeg og drejer lidt rundt om mig selv. Mens jeg håber og ønsker, han lykkes denne gang. Og endnu mere at han kommer hele vejen ned i god stil og i ét stykke. Jeg tjekker hans ekspeditionsblog flere gange dagligt i disse dage. Hvor han har indledt sit forsøg på at komme til toppen. Uden supplerende ilt.

Jeg har kendt Bo længe. Vi har begge arbejdet i Kiplingtravel som rejseledere i bjergene, og da jeg fik job i Hillerød, tilbød Bo generøst, at jeg kunne flytte ind i hans og Helles hus i Holte. Jeg boede i et hyggeligt bofællesskab med dem i det første år på Sjælland. Så fik de endelig solgt deres store hus, og vi flyttede hver til sit. Efter adskillige forgæves forsøg på at få noget økonomi til at hænge sammen, så vi kunne blive i vores bofællesskab.

Kærlighed til store bjerge og trang til eventyr er en svær størrelse. Det er svært at forklare, hvordan man kan tage på eventyr og efterlade sine kære i en tidslomme, som let bliver fyldt med angst. Sådan helt kuglet om sig selv. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv så mange gange. Taget afsked med forældre med kontrollerede grådklare stemmer. Klemt munden stramt sammen, når min datters blik undveg mit i afskeden. Ingen kunne drømme om at forbyde mig det. De har kendt mig længe. De kender min nysgerrighed og min hang til udfordringer. Og jeg? Jeg lukkede lidt omkring mig selv og tog afsted.

Jeg har skrevet om at komme hjem. Hvordan min store kærlige flok tropper sammen i lufthavnen, når jeg lander. Hvordan vi forenes i et endeløst kram. Jeg har ikke skrevet om de gange, jeg er blevet mødt af rasende ild fra min datter, når jeg er hjemvendt med brækkede knogler. Eller er blevet slået hjem af højdereaktioner. Den rasende ild skyder direkte ud af det bål af angst, som hun har levet i de uger eller måneder, jeg har været væk.

Noget i mig har ændret sig. Langsomt har jeg fattet lidt af dybden i deres angst. Eller måske har jeg langsomt lært at lytte. Langsomt har jeg måske fattet, at livet og verden ikke handler om mig alene. Måske hænger det sammen med de mange små nye mennesker i familien. Måske hænger det bare sammen med, at jeg på mange måder har leveret den mængde angst og rædsel i deres liv, som de kan tage. Mine ture til høje bjerge har kun lagt til det hav af angst, min sygdom oversvømmede mine børn med. På en eller anden måde larmer det inden i mig. Så det ikke længere er muligt ikke at lytte. Og så er det ikke længere muligt bare at lukke mig længere. Jeg tager ikke til høje bjerge mere. Jeg tager stadig på eventyr. Også i bjergene. Og helst hvert år. Der er så meget af verden, jeg ikke har set endnu.

Det skal de ikke bestemme, vil nogen sige. Det skal de måske ikke. Men jeg har mærket, hvor bange mine børn er. Og det skal de ikke være. Bare fordi. Det. Skal. De. Ikke. Det har de været nok.

Tilbage til Bo. Dette er ikke et moralsk opstød på familiens vegne. Bo har deres fulde opbakning, og hele familien deler hans kærlighed til natur og bjerge. Han er så uendeligt meget dygtigere end mig og optræder altid klogt i bjergene. Man er klog, når man kan vende om 450 meter fra toppen af Everest, som Bo har gjort tidligere.

Jeg sidder i min stue og hepper. Sender den bedste karma med vinden over bjegene til Everest. Og glæder mig til at give ham et velkommen-hjem-kram.

14bLanin.morgen2

by - 7 kommentarer

Facebook og gensyn

Vi mødtes for syv-otte år siden i verdens smukkeste by, San Martin de los Andes i det nordlige Patagonien i Argentina. Og I kan godt spare jer for  at kaste alternative kandidater på banen. San Martin de los Andes er bare verdens smukkeste. Sådan er det, så hold bare op. Basta.

For nogle dage siden mødtes vi så igen, Agustina og jeg. Midt i København, hvor hun sad på stensætningen ved Nyhavn, hvor havnerundfarten lægger fra. Syv – otte år. Det er pænt lang tid fra et tilfældigt møde i en lille by langt ude i de patagoniske vildmarker. Og så var det bare smadderhyggeligt at ses igen.

Hvordan går det til, spørger I måske. Facebook, my friends, siger jeg bare. Facebook har sat mig i stand ttil at bevare noget kontakt til rigtig mange af de forskellige mennesker, jeg har mødt på rejser rundt om i verden. Og pludselig kan man så mødes i noget virkeligt liv atter engang.

Nåmn, historien, for sådan en er der jo. Jeg rejste alene rundt i Argentina og ankom til San Martin de los Andes med en totalt latterligt stor rygsæk. Jeg ved faktisk ikke, om rygsækken eller jeg var størst. Jeg havde udset mig byen, fordi jeg gerne ville bestige en vulkan i nærheden. Alene. Jeg trængte til noget alenetid. For er der noget, der er svært i Argentina, er det at få alenetid. Folk er simpelthen så overstrømmende venlige og imødekommende, at man får forbud mod at kede sig. Jeg havde mødt ufatteligt mange søde og rare mennesker, som havde inviteret mig til det ene og det andet. Men jeg var på en måde blevet sådan lidt selskabstræt. Og jeg tænkte, at en lille bjergbestigning sådan midt i intetheden kunne være godt for sjælen. Derfor ankom jeg belæsset med bjergudstyr og varmt tøj. Og var sådan helt ærligt ved at segne, fordi det var herretungt.

Jeg havde udset mig et bestemt hostel, som andre havde anbefalet, og jeg slæbte min monsterrygsæk derop. Og havde selvfølgelig ikke reserveret, fordi sådan noget bruger jeg meget sjældent. Og alt var optaget. Jeg sukkede og slængte atter den store rygsæk på ryggen og fortsatte til det næste hostel. Jeg ankom tidligt om morgenen, fordi i Argentina er hovedtransportmidlet bus, og man kører de lange afstande om natten. Der var bid på det næste hostel. Jeg fik en seng og i overkøjen lå Agus. Hun er på alder med min ældste datter, men vi faldt omgående i snak.

Vulkanen, jeg ville bestige, lå 6-7 timer i bus fra byen, og jeg gav mig hurtigt i kast med at organisere min videre færd. Men så let gik det ikke. Derude, midt i banditland, hvor alverdens outlaws og gamle nazister havde søgt tilflugt gennem de sidste 100 år, – ja der var regler som ingen andre steder i det store land. Jeg skulle have tilladelse til det bjerg. Og der var krav om både radio, tjek af udstyr og dokumentation af erfaringer. Desuden gik der kun busser en gang imellem. Altså ikke hver dag. Jeg er ikke sådan at slå ud, så jeg fortsatte ufortrødent og fik faktisk en slags tilladelse. Og Agus trådte til som min uforbeholdne hjælper. Det lykkedes at få en busbillet nogle dage senere.

Det gav os nogle hyggelige dage sammen i den smukke by. Jeg kan stadig huskemine morgenløbeture langs søen, som byen lå ved. Det var betagende smukt. Jeg løb nogle kilometer ud af byen og vendte tilbage langs bredden. Vejen var hævet højt over søen, og det gav sådan et eventyrligt indløb til den smukke by.

Men alting har en ende, og en tidlig morgen tog Agus og jeg afsked. Jeg steg på en gammel bus og drog afsted til grænsen mellem Argentina og Chile, hvor Volcano Lanin ligger. Vulkanen har sådan en helt klassisk bjergform, som et barn ville tegne det.

Den ligger virkelig in the middle of nowhere. Man bliver smidt af bussen, og tænker WTF – her er ingenting. Men der er en lille lejrplads, og der er et kontor, som huser både grænsevagter og vulkanvagter. Her blev jeg underkastet et grusomt forhør, og min tilladelse blev afvist, fordi jeg ingen radio havde. Jamen hold nu op, tænkte jeg. Bjerget var bare 4000 meter højt. Hvad skulle sådan et cirkus til for? Men ham, der havde trukket vagttjansen den dag, var hverken til at hugge eller stikke i. Enden på det hele blev, at jeg kunne leje en radio nogle dage senere.

Lidt slukøret slog jeg mit lille bitte telt op og flyttede ind på lejrpladsen. Senere, da jeg sad og læste i solen, kom en lyshåret fyr forbi. Hi, I’m Jason, sagde han, og spurgte, hvorfor jeg sad der helt alene. Jeg forklarede ham alle mine besværligheder, og han fortalte, at han og hans venner skulle bestige bjerget næste dag. Vil du ikke med, spurgte han, så kan du jo bare være med i vores radio. Jamen jo, det ville jeg gerne, og pludselig var jeg en del af en lille gruppe. Der var Jason og hans argentinske kæreste samt tre andre argentinere. Og sådan blev det. Vi hyggede resten af dagen, og næste morgen begav vi os afsted på den første etape på bjerget. Vi overnattede i en – aj hytte kan man næsten ikke kalde det – en slags overdækket lejrplads. Hele aftenen fortalte vi historier fra vores forskellige hjemegne og havde det fantastisk. Jason er fra Alaska, og jeg har en stående invitation til at besøge ham. Når han er der. For han er lettere at møde i Himalaya eller Andesbjergene.

Midt på natten klatrede vi så det sidste stykke til toppen i den smukkeste solopgang.

Vi nåede toppen i et forrygende blæsevejr, så vi måtte have et fast tag i hinanden for ikke at blæse ned.

Jeg så ikke Agus igen. Vi mailede sammen, og en dag fandt hun mig på Facebook. Nu bor hun i Irland og var sammen med sine forældre i København på en lille ferie. Selvom vejret viste sine værste efterårstænder, var de ret betagede af vores by. Og jeg nød at kunne gengælde en smule af Agus’ hjælpsomhed og vise Københavns bedste sider frem. Hvad de syntes bedst om? Alle cyklerne, Dragør, fiskefrikadeller og wienerbrød.

Billederne er ikke mine egne. Det var længe før, jeg havde digitalt kamera, så jeg har været på togt med Google. Det sidste billede fra Lanin fik jeg tilsendt fra en i gruppen.

Og Jason? Ham er jeg selvfølgelig også venner med på Facebook, og vores veje har krydset derude i Himalaya.

by - 0 comments

Skodtur – og lidt opløftende musik fra en bjergbestigning

Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.

Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.

Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.

Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.

by - 2 kommentarer

Kilometerfræs

Min træningsrytme begynder at ligne noget gammelkendt fra en svunden tid. En halvlang tur midt på ugen, en lang i weekenden og nogle kortere kvalitetsture ind i mellem. Før i tiden havde jeg to-tre træningspas mere, men nu ligger jeg på fire, og det er okay for nu. Søndagen er blevet den dag, jeg får fræset kilometer ind på løbekontoen. Jeg startede ud i lidt overdrevet optimisme. Når nu sneen turbo-tør, så måtte jeg vel i skoven. Det varede kun tre minutter, så vendte jeg snuden den anden vej igen. Det er ikke fedt at løbe på Kongevejen, men det er decideret ufedt at løbe i ankeldyb smatvåd sne. Det blev Kongevejen med fuglefløjt på min vej og pivvåde løbesko fra min lille skovtur. Jeg løb omtrendt samme rute som sidste søndag. Ad Kongevejen, gennem mit gamle kvarter i Holte, Øverødvej, Vangebovej (og denne gang IKKE gennem Geels Skov), Virum og hjem ad Kongevejen. Det blev et par kilometer længere end sidste søndag, og de sidste af dem var lidt seje. De sidste to aftener med vin og lystigt selskab tog deres egen lumre hævn midt på Kongrevejen. Jeg skulle nok alligevel have taget en lille mundfuld vand med på turen. I hvert fald var jeg voldsomt tørstig, for ikke at sige nærmest lidt dehydreret. Men en god tur, hvor min indre autopilot tog over det meste af vejen. Det skal sgu nok gå, det der marathon. Jeg må bare begrænse festlighederne derhenne sidst i maj.

Mens jeg løb, lod jeg tankerne køre sit eget løb. De spurter afsted ad sine egne stier på mine lange ture. Og de tumlede videre omkring noget med løb og identitet. I aftes havde jeg besøg af en god ven, som også er bjergbestiger. Vi snakkede om, hvordan løb havde ændret sig for os gennem tiden. Hvordan vi i “gamle dage” trænede hårdt, hurtigt og meget; var ambitiøse og evigt konkurrerende. Det resulterede selvfølgelig i en masse skader og løbepauser, og på et tidspunkt har løbet så ændret sig fra at være en af de primære omdrejningspunkter i vores liv til at være en del af mange andre ting. Som f.eks. forberedelse til bjergbestigning. Jeg har altid trænet andet end løb. Har altid cyklet meget, og da jeg løb mange konkurrencer, lavede jeg hård styrketræning to gange om ugen. Og i perioder lykkedes det også at svømme en eller to gange om ugen oven i købet. Det er alt for skrøbeligt at begrænse sig til løb, hvis man træner meget. Kroppen opnår en bedre balance ved at kombinere forskellige træningsformer, og man bliver mindre sårbar, når skaderne uværgerligt melder sig. Jeg kan huske ensomheden i længere skadesperioder, hvor jeg med ét røg ud af mine løbesammenhænge. I de perioder var det godt at have andet i livet. Og når man nu er sådan en ild-i-røven person, der bare synes, det er fedt at tumle rundt i naturen…….

Og så fik jeg omkring 22 km ind på marathonkontoen.