En lille ild i blodet

Når det stikker mig, kan jeg være nærig. Sådan på den lidt indædte og småtvære måde. Kan man mon være nærig på en glad måde? Jeg er bedst til at være glad for tiden, og derfor bestemte jeg mig alligevel for at købe en halvdyr billet til et foredrag med en lille østrigsk kvinde.

Jeg har fulgt hende gennem mange år, Gerlinde Kaltenbrunner. Bare fordi hun er en sej kvinde, der elsker at bestige bjerge på den helt oprindelige måde. Hun planlægger selv, bruger ikke supplerende ilt og har ikke hjælpere på bjergene. At hun også er sygeplejerske og omtrent på højde med mig, skruer bare interessen i vejret. I 2011 lykkedes det hende efter syv forsøg at bestige K2 i Pakistan fra den nordlige side i Kina. Som er endnu sværere end den pakistanske side.

Og nu stod hun i Falconersalen på Frederiksberg og fortalte varmt og næsten beskedent om, hvordan hun voksede op og lærte at klatre og løbe på ski fra hun var ganske lille. Hun fortalte om sin passion, og hvordan det lykkedes hende at blive så professionel, at hun kunne leve af det. Hun fortalte begejstret om skønheden i bjergene og om de mennesker, hun havde klatret sammen med. Jeg elsker, når seje mennesker gør meget ud af at præsentere sig selv som del af deres team. Når superseje Gerlinde bruger flere billeder på at introducere kokken, der var med i base camp på K2. Og hvordan han lavede bjerge af tibetanske momos til dem, når de ikke var på bjerget. Mit hjerte græd en lille smule, mens hun fortalte om svenske Fredrik Ericssons fald og død på K2 i 2010. Og jeg fik en klump i halsen og våde øjne, da hun endelig stod på toppen af K2 i 2011 efter en næsten ubeskrivelig svær klatring.

Og lige der vidste jeg, at jeg skal tilbage til Himalaya. Ikke i 8000 meters højde. Ikke noget farligt. Jeg skal bare tilbage. Til skønheden, naturen, menneskene. Og storheden. Der blev tændt ild i det halvlunkne hverdagsblod.

Og da jeg hilste på Gerlinde Kaltenbrunner efter foredraget, kunne vi kende det i hinandens øjne. Efter ganske få bemærkninger fandt vi et bestemt sted i Patagonien, hvor vi havde siddet ved en gletchersø og set over på et bjerg, vi aldrig glemmer. På hver sit tidspunkt.

Og det var kun godt, at jeg ikke er god til at være tvær og nærig for tiden. Og til dem, der ikke nåede det, er der en lille appetitvækker:

9 thoughts on “En lille ild i blodet

  1. Det er en helt særlig følelse, at mødes med et menneske, med samme passion som en selv. Jeg er sikker på, at det også har været godt for Gerlinde, at møde dig. “Takes one to know one” som det hedder på engelsk 🙂

  2. Godt du kom afsted 🙂 jeg glæder mig meget til at læse videre og finde ud af hvilke konsekvenser dette foredrag gav dig. Man kan sagtens fornemme på dit indlæg, at det var en dame der gjorde indtryk. Skønt.

  3. Jag har sagt det før og jeg siger det igen, du skulle møde Randi Skaug. Jeg synes i oser af det samme – på den gode måde vel at mærke. Hils og sig at jeg har sagt det, hvis du tager kontakt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s