I sidste uge, da SF imploderede, måtte jeg slukke for internettet, for radioen og for tv’et. Og sætte mig i mørket og glo lidt ud på isen i min kanal. Jeg blev så ærketrist, at det lignede en slags ulykkelighed. Jeg magtede ikke vittighederne. Selvom SF ikke er mit parti, var jeg slet ikke i humør til at være sjov.
Der er for meget, jeg ikke forstår. Kan vi ikke godt stoppe et øjeblik og tale lidt om det?
Jeg forstår ikke, hvornår vi holdt op med at stille spørgsmål til, hvad det er for nogen penge, vi vil bygge vores fælles goder på. Og jeg forstår slet ikke hvorfor. Jo, jeg var en af dem, der skrev under mod salg af 19% af aktierne til Goldman Sachs. Jeg skrev ikke under, fordi jeg bilder mig ind at have forstand på investering. Jeg skrev under, fordi jeg vil have, at vi tænker os om. Steen Hildebrandt siger det rigtig klogt sit blogindlæg i Mandag Morgen (og jeg har plukket):
”Vi har lavet den aftale, der samlet set er den bedste for danske skatteydere,” siger de ansvarlige politikere. ”Bedst” handler alene om penge. – Vi opfører os mange steder som dyr, der kun tænker på at æde det næste måltid og gerne stjæler – om nødvendigt – fra den svage ved siden af, som også er sulten. – Bæredygtighed i betydningen respekt for liv, respekt for naturen, respekt for de næste generationer er nemlig ikke bare, som det er blevet sagt, nice to have. Det er need to have.
Det er tid til forandring. Det er tid til – for at sige det på en gammeldags, men meget aktuel måde – en større solidaritet. Der er behov for solidaritet mellem mennesker, kommuner, regioner, lande. Der er behov for et meget mere nuanceret vækstbegreb. – Hvis alle er optaget af rettigheder, af kontraktuelle rettigheder og garantier for både det ene og det andet, men ingen er optaget af pligter og forpligtelser, ja, så falder fællesskaberne fra hinanden. Og det er, hvad der er ved at ske.”
Derfor skrev jeg under. Jeg vil hellere betale mere for mit elforbrug, end jeg vil sælge ud af etik og moral. Det her handler om værdier og anstændighed.
Jeg forstår ikke, hvordan Københavns Kommune kan blive ved med at proppe fingrene i ørerne, når advarslerne om nattearbejde på Metrostationerne igen og igen lyder? Jeg forstår godt, at det hele kan blive hurtigere færdigt. Og jeg forstår godt, at det koster penge. Men jeg forstår ikke, hvordan de mange beboeres helbred ikke kan være værd at ofre penge på? Det vil tage et år mere, siger de. Ja – skal det så ikke bare tage et år mere? Så folk kan sove om natten og tale sammen, mens de spiser? Så hele familier ikke risikerer en fremtid med dårligt helbred? Spørger jeg. Fordi jeg ingenting forstår.
Jeg forstår ikke, hvorfor alting skal måles i indkomst. Hvis du kan tjene lidt mere, søger du nok et job? Eller et andet job? Uddannelsers succes er det samme som højere indkomster? Arbejde for det offentlige er ikke rigtigt arbejde? Ikke så rigtigt som arbejde i det private? Jeg har hele mit liv levet i det offentlige sundhedsvæsen, og jeg kender ikke noget arbejde, der er så nyttigt og giver så meget mening, som at arbejde for, at alle kan få behandling, når de bliver syge. At mange flere kan leve et sundt og godt liv, selvom livsomstændigheder kan være så forskellige. Det giver så meget mening, og det vil give mening resten af mit liv. Jeg ønsker ikke at lave andet. Jeg kunne sagtens tjene flere penge. Jeg har tre uddannelser og en energi, der slår de flestes. Men jeg vil helst lave det, jeg gør. Det er ikke penge, der flytter sådan nogen som mig. Det er mening. Og det mest meningsfulde er det, vi er fælles om.
Vi er nødt til at tale om det. Vi er nødt til at tænke os om. Hvis vi tror, vi kan blive ved med at tjene flere penge, sætte flere biler på gaderne, lade forretninger gro og gro, så taber vi alle dem, der ikke kan. Og der bliver flere af dem. Og jeg bliver bange for, at gabet, mellem dem der kan og dem der ikke kan, bliver alt for stort. Jeg hører allerede spørgsmål om, hvorfor vi skal betale for dem, der ikke kan. Hvorfor vi skal betale for behandlinger på hospitalerne for dem, der har levet på samfundets bund og fået de sygdomme, der bor der.
Og jeg har kun ét svar: Det skal vi, fordi vi kan.
Helles Blog 
HØRT! Jeg vil gerne tale om det. Jeg vil gerne snakke lidt om hvilken vej vi går på og hvor vi er egentligt på vej hen?
Jeg læser KUN nyheder på nettet, for der kan jeg bedre selv bestemme hvad jeg vil fodres med.
Jeg bliver SÅ irriteret/i dårlig humør/ked af det og ender i et sort hul, når jeg tænker over, at det er
sådan en verden mine børn skal vokse op i.
Så får jeg trang til at råbe STOOOOOOOOOP!
Og vi skal også snakke om hvorfor at det ikke er et rigtigt arbejde, at være offentligt ansat?
Jeg mener da, at jeg arbejder helt rigtigt hver eneste dag! Og det ser også ud som om, at mine kollegaer gør det….
Og den næste der siger; Jamen du har jo betalt frokost, slår jeg, selvom jeg er en pæn lettere gråhåret dame, knap medio 40.
For så kan jeg oplyse, at det ikke sker ret tit, at jeg sidder på min mås hele den halve time jeg får betalt. Jeg arbejder ofte. For samfundet.
Ja, vi skal tale meget mere om, hvordan vi passer bedre på vores verden og hinanden.
Betalte frokostpauser hører jo til jobs, hvor man aldrig kan regne med at holde reel pause. Tænk hvis læger og sygeplejersker rent faktisk skulle kunne holde pause på bestemte tidspunkter? Det lader sig jo ikke gøre
SÅ lige på kornet! Har lyst til at læse dit indlæg højt (og Steen Hildebrandts kommentar med) for hele den danske befolkning – sætte det på facebook – få det i tv-avisen. Så præcist og enkelt formuleret. Tak for det!!
Tak for dine ord. Sæt endelig igang. Det er så vigtigt
Jeg har lige læst en bog fra 1973(!) der påpeger det samme problem med økonomi som “videnskab”, som vi ser i dag. Den hedder “Small is Beautiful – A study of Economics as if People Mattered http://palombia.tumblr.com/image/74370101813
Disclaimer: Bogen er gammel og der er ting der har ændret sig siden den blev skrevet, og ting jeg er uenig i. Noget med at tage Burma som skoleeksempel på noget positivt, bla. Men beskrivelsen af økonomi som disciplin, og farerne ved at tage den som sin chef og ikke sin tjener, rammer stadig plet i dag.
Bogens forfatter skriver, at det eneste, økonomi som disciplin måler på, er om noget giver økonomisk overskud. Der er ikke andre værdier. Naturressourcer, livskvalitet, helbred, kunst og kultur, moral og etik, større forståelse af verden, det kan ikke gøres op i kroner og ører, ergo eksisterer det ikke i økonomens forsimplede verden. Kun som noget forbrugere er villige til at betale for. Ikke som noget, der har værdi for et samfund i sig selv. Han laver et tankeeksperiment med et andet værdisæt end økonomiens, bare for at illustrere hvor anderledes et resultat det ville give.
Kun hvis du kan overbevise Københans Kommune om at det bliver voldsomt meget dyrere *for dem selv* i længden at smadre folks helbred end at forlænge metrobyggeriet, har det vægt. Sandsynligvis er det dog ligemeget, da det er penge fra en anden kasse og regningen i øvrigt først kommer om nogle år.
For mig ligner det at det, der er sket er at økonomi er blevet vores statsreligion. Vækst er den eneste gud og BNP er dens profet. Bjarne Corydon er en af ypperstepræsterne. Rationelle argumenter duer simpelthen ikke mod den slags. Hvis det strider mod, hvad deres religion fortæller dem, kan det ikke eksistere.
Det er en gammel diskussion, som er blevet tiet ihjel. Der er også bogen ‘Grænser for vækst’ fra 1972, som godt kunne genoptrykkes og trækkes frem. Den eneste politiker, der for alvor åbner for debatten er Uffe Elbæk. Jeg følger hans projekt, Alternativet, lidt fra sidelinjen
Tusind tak Helle, for et rigtig godt indlæg! Vi har brug for at blive hevet i trøjen når vi løber for stærkt ud af døren, vi har brug for at blive stillet de afslørende og svære spørgsmål, dem der ikke har et hurtigt svar. Kun på den måde kan vi tage de gode afgørelser. Det er det samme heroppe, i Norge. Vi har for mange penge. Meget vil have mere og vi stiller os på hinanden for at komme op. Det er et grimt syn. Vi må have nogle nye ligninger for at regne på hvor godt det går, fortsat vækst vil ende rigtig galt. Det er ikke kedeligt at være tilfreds og så have lidt tid til at tage seig af sin næste.
Tak. Lige præcis. Det er på tide at stoppe lidt op og se på, hvad vi har gang i. (Og nu har jeg lige betalt skiferien til Norge i næste måned 🙂 )