Mørkeløb #4

Hvis man tror, at det udfordrende og hårde ligger i at skrive ansøgning til ny stilling. Eller alle de hundredevis af overvejelser, der sætter hjernen tæt på nedsmeltning, inden man endelig tager en beslutning. Så tager man fejl. Det virkeligt hårde starter, når nyheden er ude og man har cirka en måned til at afvikle, overdrage, gøre færdigt, rydde sit kontor, arrangere farvelfest (eller gravøl), tage den ene afsked efter den anden og finde ud af, hvordan man får det hele fragtet hjem på cykel. Helst skulle jeg også nå at afvikle lidt ferie i februar.

Derfor kommer min træning til at lægge sig på tossede tidspunkter. Alle ved, at jeg kun kan holde mit sindssyge arbejdstempo, hvis jeg træner meget. Derfor træner jeg. Også. I dag blev klokken 8, før jeg snørede skoene og smuttede over slusebroen i mørket. Det var bælgmørkt. Og alligevel ikke mørkere, end jeg sagtens kunne løbe over Amager Fælled.

Jeg mødte ikke en eneste levende sjæl. Ingen. Ikke engang dyrelyde mellem træerne. Der var helt stille. Og ret hurtigt løb jeg ind i et meditativt flow, som man kun kan gøre alene i mørket. Jeg lukkede mig inde i min egen boble og løb hurtigt hele fælleden rundt. Omkring mig kiggede lys fra Ørestaden og metroen frem, når træerne blev lave nok. Jeg var mig selv i hele verden. Fri fra giraffer, syriske katastrofer, Goldman Sachs og hemmelige socialdemokrater for en stund. Og fri fra afviklinger, patientinterviews, projekter, notater og rapporter en stund. En stund af den slags, der sætter turbo på energibarometeret.

Jeg tog en dyb indånding og kastede mig igen ud blandt mennesker og lys. Ophævede min løbende meditation. Jeg løb gennem Islands Brygge og krydsede Bryggebroen, som jeg allerbedst kan lide, når det er mørkt. Fordi lysene fra de mange huse spiller i vandet. Og så var jeg hurtigt hjemme igen.

Efter en dag som ovenikøbet har været en eksklusiv fridag sammen med verdens mindste Vera.