Jeg vælter rundt i arbejde. Og mens jeg forsømmer og forsømmer alt andet. Og listerne over dem jeg gerne vil give et ring, en mail eller måske endda et besøg, bliver længere. Så er mit liv fyldt med mennesker, der ikke forsømmer mig. Som får mig i biografen, som inviterer på middage, som trækker mig til træning og vinterbad, og som drikker mig næsten under bordet i den hyggeligste madklub i byen. De ringer, og skriver, og kommer. Og jeg er et heldigt menneske at have dem i mit liv.
Jeg har præcist to uger til at vælte mig færdig. Om to uger skal jeg lukke og slukke. Og det er en deadline, der ikke kan rykkes. Og om to uger holder jeg ferie. Between jobs.
Mens jeg jubler rundt i stuen over, at sneen er væk og vejret mere og mere ligner forår, krydser jeg fingre for sne i Norge. For jeg vil selvfølgelig brygge videre på sidste års oplevelser med langrend i Norge. Vi var egentlig klar på endnu en Signe-og-Helle-på-tur, men Signe måtte melde forfald. Altså på den ret lykkelige måde – over at flytte sammen med kæreste i lige den uge. Og det kan man ikke lade en kæreste alene med.
Jeg besluttede næsten bare at tage afsted alene. For min ferie var ikke sådan at flytte på. Så standsede jeg alligevel op og spurgte et par stykker. Som ikke kunne springe på med kort varsel. Og så var lysten til en makker ikke til at ryste af mig, og jeg skrev et opslag på Facebook. Jeg efterlyste ud i det åbne en makker til langrend i Norge i uge 11. Og ud af det blå sprang min rigtig gamle ven, Henning, som uden at blinke byttede to vagter. Og så var han klar. Vi har været på tur sammen før. Aldrig på ski. Men i bjerge. Og det er tæt på ti år siden sidst.
Jeg er et heldigt menneske.
Også mens jeg arbejder videre.
Helles Blog 