Om lidt er det jul. Og jeg har brugt hele julemåneden på at være syg. Hele julemåneden!  Influenza var okay, og det var sådan set også på en måde okay, at udviklede sig. Men at det toppede med det værste astmaanfald i mange år, var på ingen måde okay. Faktisk tror jeg, det er det værste astmaanfald nogensinde i hele mit liv.

Jeg har listet forsigtigt rundt i min lejlighed, mens jeg trak vejret som gennem et tyndt sugerør. Jeg har undgået at tale mere end et minuts tid ad gangen, fordi jeg simpelthen ikke havde luft til det. Jeg har vågnet 4-5-6 gange hver eneste nat med de mest monsteragtige hosteanfald. Jeg er knækket sammen, når jeg nåede til 4. sal med prikken i fingrene, i maveskindet og i lårene. Halvdelen af mine lunger er fyldt ud med en slags skumgummi, som ikke gør det nemmere at trække vejret.

Gradvist har jeg sammen med min læge sat astmamedicinen op til tredobbelt dosis, og nu tror jeg, det går fremad. I hvert fald overlevede jeg både at være til Händels Messias og til det, der blev årets eneste julefrokost i går. Og i dag har jeg været til juleværksted hos en veninde her i Sydhavnen med en gruppe virkelig dejlige damer. Og min læge har sagt, jeg skal give den gas med den medicin. Jeg må øge til det 6 dobbelte.

Jeg er udmattet. Så udmattet at jeg nærmest ikke kan være rigtig rasende. Det er der ellers al mulig grund til, for jeg elsker julemåneden. Jeg elsker at være sammen med venner og familie og lave hyggelige ting sammen. Julemåneden er fuld af musik og dejlighed. Den her julemåned har været noget af det ensomste. Jeg har sat rekord i aflysninger. Julekasserne er kommet ned fra loftet, men jeg har ikke hængt noget julepynt op. Jeg havde bestemt at købe en lækker chokoladekalender, men så kom influenzaen. Der ligger dej til julekager i mit køleskab, og jeg når at bage dem inden på fredag.

Jeg har sådan et arbejde, jeg kan lave hvor som helst. Med mindre jeg skal lave noget med patienter eller møder. Så jeg har prioriteret mine ture ud af huset omhyggeligt og lavet det meste fra spisebordet eller sengen. Jeg har undgået for mange telefonsamtaler, og jeg har alligevel lavet utroligt meget arbejde. Som vi jo gør i det offentlige.

Nu glæder jeg mig til den rigtige jul. Med mine mest elskede mennesker. I et sommerhus i Odsherred. Og når vi når til lørdag, kan jeg både trække vejret og synge. Sagde vi.

Jeg er fyldt op af menneskeskæbner i dag. Menneskeskæbner der fortæller om livets store tilfældigheder.

Hvad nu hvis du havde fuld gang i at være 25. Det var ret fedt at være lige der i livet, ikke? Pludselig sker der mærkelige ting i din krop. Lidt efter går din hjerne amok. Du bliver psykotisk. Senere stivner du i depression. Du er indlagt længe på psykiatrisk afdeling, som ikke helt kan finde det rigtige spor. Pludselig tyder noget på en fysisk sygdom. Du bliver flyttet til et højt specialiseret hospital og opereret. Og opereret igen. Og igen. Og igen. Du er indlagt i måneder og bliver mere og mere svækket, mens dine psykiske problemer vokser.

Hvad nu hvis du var midt i en god karriere og havde bosat dig i udlandet? Og hvad nu hvis du pludselig fik en blødning i hjernen? Og din familie boede i Danmark. Og den familie fik dig flyttet, så du var tættere på dem. Hvad nu hvis den blødning i hjernen havde givet dig en skade, så du aldrig kunne vende tilbage til dit job i udlandet? Og hvad nu hvis du nu sad lidt fortumlet og forvirret her i Danmark uden penge, uden rettigheder og uden fremtid?

Hvad nu hvis du fik en blodprop i hjernen. Du som altid havde arbejdet på det lokale plejehjem. Og nu – nu kunne du selv blive beboer på det plejehjem. Hvordan ville du have det? Hvordan ville det føles, at dine kolleger nu kunne læse alt om din sygehistorie? Og der er ikke noget at gøre ved det.

Hvad nu hvis du havde den perfekte chefstilling indenfor dit drømmefirma? Du er ung, smuk og fuld af succes. Pludselig får du kræft. Du gennemgår den ene store operation efter den anden. Du får strålebehandling, og du mister stemmen og bliver fuld af arvæv, der langsomt stivner, hvis det ikke hele tiden masseres og udstrækkes. Men forestil dig, du bliver rask. Hvis bare nogen kunne træne det stivnede arvæv, ville du kunne både arbejde og passe dit barn.

Hvad nu hvis en af de her skæbner var dig? Det kunne være dig, jo.

Jeg har arbejdet for meget for længe, og timerne har hobet sig op i bunker, der skal omsættes til fridage. Det er bare gået ret skidt med det. For hver gang, jeg har forsøgt at skyde en fridag eller to ind, er de blevet harpuneret af uafviselige møder og uopsættelige opgaver. Derfor besluttede jeg at stikke af. Løbe min vej og gemme mig i et døgn. Lukke for arbejdsmailen, lade telefonen brumme lydløst og forgæves og efterlade computeren i Sydhavnen.

Jeg bookede et værelse på Airbnb ved vandet, gjorde et halvhjertet forsøg på at gå tidligt fra arbejde og sprang på et tog mod Malmö på Hovedbanegården. Og fra det øjeblik gik alting langsomt. Grænsekontrollen i lufthavnen får åbenbart folk til at bryde ud i rendyrket hysteri. Hvor de uden blusel råber grimme ord efter de folk, der har fået opgaven. Og det var danske grimme ord. Jeg havde fri, og jeg skulle alligevel bare til Malmö. Om det så tog ekstra tid, havde jeg bare mere tid til at læse min bog.

Malmö er fin. Jeg er glad for at få hilst bedre på. Jo, selvfølgelig har jeg været i Malmö masser af gange. Men kun på korte visitter. Julemarkeder og sådan. Nu boede jeg i det relativt nye kvarter ved vandet og kunne vinke hjem til København. Og jeg kunne lide det.

Malmös udgave af Københavns Sluseholm og Nordhavn er charmerende og levende på en måde, som København helt har glemt at tænke ind i de nye kvarterer. Selvfølgelig findes de ensartede komplekser også i Malmö. Men der er bygget forskellighed og mangfoldighed ind. Her små torve, cafeer og restauranter. Her er små bitte gader fyldt med blomster og huse i mange forskellige farver. Man kan gå på opdagelse mellem bygningerne og hele tiden opleve nyt. Cafeerne, restauranterne og torvene giver sammen med vandet liv døgnet rundt.

Jeg kan virkelig lide det. Og jeg har lyst til at hilse mere endnu på Malmö.

Og jeg tog ikke telefonen (undskyld Far), jeg lavede ikke en skid, og jeg har nærmest ro i mit hovede i dag. Jeg løb morgentur, spiste fiskegryde, læste, læste, læste, vrikkede med tæerne i vandkanten og kiggede på skyer.

Er du egentlig okay, spørger nogle lidt bekymret, når jeg ikke blogger. Jeg er okay. Jeg er bare lidt virkelighedsramt. Ulykkelighedsbarometeret omkring mig har stået højt i lang tid. Ikke inde i mig, men omkring mig. I mit arbejdsliv og i mit frivillighedsliv huserer rigtige menneskeskæbner, og mit job er, at løse nogle af de problemer, de er klistret ind i. Og det gør mig ulykkelig og stille, når jeg for tit ikke kan det.

For tiden skaber jeg plads omkring mig. Jeg aflyser og udsætter. Jeg laver stille dage og aftener.

Jeg har længe arbejdet flere timer, end jeg får løn for. Det har jeg altid haft hang til periodevist, og det fungerer godt, når de ekstra timer kan løse nogle af de problemer, jeg skal løse. Problemerne bliver bare hele tiden sværere at løse. Ikke mine problemer, men problemer for ulykkelige mennesker, der har fået sygdomme på nakken. Vi kan godt klare de fleste menneskers sygdomme på mit hospital. Jeg er stolt af mit hospital, fordi det er stort og rummeligt og fyldt med de dygtigste mennesker. Men syge menneskers liv er ikke sygdom. Det er liv, der bliver brudt af sygdom. Liv der skal klistres sammen igen. Liv der skal leves, så længe det er. Der bliver flere af de mennesker med liv, der er svære at klistre sammen efter sygdom. Der bliver flere af de liv, som bliver til overs i et samfund, der kun dyrker vækst. De har ikke noget sted at bo. De er faldet ud af arbejdsmarkedet, eller sygdommen har sendt dem ned ad en meget lang rutchebane. Uden blødt faldsand. Vi har trukket ressourcerne væk fra det sikkerhedsnet, vi skulle holde under dem, så de famlende og langsomt kunne rejse sig. Eller læne sig tilbage med lidt værdighed i behold. Det er ved at forsvinde, sikkerhedsnettet.

Det gør mig ulykkelig, at vi er ved at skabe et samfund, hvor vi ikke investerer i mennesker. Men i økonomisk værdi. For jeg møder de mennesker hver eneste dag i mit arbejde.

Det gør mig ulykkelig, at millioner er på flugt. Millioner af mødre og fædre og børn og bedsteforældre, som tager tunge beslutninger om at redde sine familier fra krig og forfølgelse. Og det, vi tænker på i mit land, er os selv. Vi taler om ‘de andre’ på måder, der skal få dem til at holde sig væk og forsvinde. Vi ser stolte på hinanden, når færre fremmede krydser vores grænse. Krigene og menneskene er der endnu. De fleste af de mødre og fædre og børn og bedsteforældre, jeg har mødt, gør en stor indsats for at lære at leve i vores land, når de har fået lov at være her. Vi ser bare ikke andet end forskelligheder.

Det gør mig ulykkelig, når en stor del af danskerne bræger på internettet og siger virkelig grimme ting om mennesker, de aldrig har mødt. Det gør mig ulykkelig, når de fleste danskere tror, at integration er noget, der sker, hvis de fremmede gør det rigtige. Integration er en aktiv proces mellem mennesker. Integration forudsætter, at man er taget imod. Det gør mig ulykkelig, når mennesker, jeg engang betragtede som venner, siger uhyrlige ting på internettet om mennesker af kød og blod, som de aldrig har mødt.

På min arbejdsplads laver vi en simpel måling af, hvordan vi har det. Ganske simpelt. To eller tre spørgsmål der slutter med en skala over, hvor belastet, vi har følt os i den sidste uge. Beskrivelsen af den højeste ende af skalaen siger noget med, om du har trukket dig fra sociale sammenhænge i løbet af arbejdsdagen, om du glemmer ting osv. I den her uge gik det op for mig, at jeg har scoret højest på den skala i et stykke tid. Det var åbenbart også tydeligt for en kollega, som greb min arm og sagde, hun gerne ville passe på mig.

Derfor aflyser jeg og udsætter og laver stille dage og aftener.

Der skal så lidt til. En professor der tager imod en patient, han godt kunne have ladet være med. En mor der lyser op, fordi hun mærker, at vi virkelig gør alt for at hjælpe hende. En kommunalt ansat der, midt i noget virkelig kompliceret, udbryder: det gør vi bare, vi finder ud af det. En besked på WhatsApp fra en kurdisk kvinde i Grækenland med billede af os to. En kollega der griber min arm. Og løbeture i solskin med en tur i vandet. En stille aften på altanen. Radiser og rabarber og blomster, der blomstrer.

Og jeg blogger en gang imellem, når det er godt. Jeg er okay.

Jeg sidder stadig måbende og ser tilbage på et par rablende måneder, hvor jeg tre gange har måttet bide i gulvet med influenza. Jeg er stadig rasende over, at min drømmeskiferie sluttede på den allerførste dag, hvor turleder Michael og Jens var med til at slæbe mig igennem de sidste mange kilometer over fjeldet. Og hvor min indbyggede stædighed fik mig til at trampe skiene frem, selvom min kropstemperatur lå alarmerende højt. Klogt? Alternativet?

Jeg er også stadig en lille smule rasende over, at jeg har været lammet i den her uge. Der er bunker af arbejde, der råber på mig. Jeg skulle have passet nogle børn meget mere for deres mere og mere gravide mor. I stedet har jeg ligget her på min sofa under min røde dyne og læst kriminalromaner.

Påsken var fyldt med sol, og der blev lukket op for vandet i kolonihaven. Og jeg var jo den, der skulle have pillet i jorden, ryddet op under halvtaget, luftet ud i huset og fået sol på næsen, mens jeg sad på bænken i eftermiddagssolen. Jeg skulle have lagt kartofler til forspiring og gjort plantekasser klar.

Jeg skulle have løbet lange forårsture med bare arme, mens jeg lyttede til fuglene. De kvidrer løs udenfor mine vinduer. Jeg sidder bare herinde.

På positivsiden har jeg så læst de kriminalromaner, som jeg til dagligt synes er fuldstændig spild af tid. Det er måske meget godt?

Jeg har opdaget en norsk serie på Netflix, Dag, som gav gedigne hosteanfald af grin. Tak, Lise. Jeg har hørt timevis af radio om virkelig interessante ting. Udsendelser som jeg aldrig ville have fået tid til at høre. Midt i min gedigne spildtid er jeg blevet klogere.

Min datter har ikke født endnu. Det er skidt for hende. Men alting er lettere, når jeg er parat til at smutte ud af døren.

Kristeligt Dagblad har takket ja til en kronik, jeg har sendt ind. Den skal jeg nok få hug for, men det gør mig glad, at de sagde ja. Og jeg er næsten klar med næste artikel.

Måske har universet haft en mening med at knockoute mig? Måske var der en mening med at lægge mig i seng og bagbinde mig? Aner det ikke. Men i morgen står jeg op, køber brød med på arbejde og begynder at samle op på alt det, der har hobet sig op i den her uge.

Velkommen til overfladen.

Dumbstruck, I am looking  back at a raving couple of  months, where I three times had to bite the floor with the flu. I am still furious that my dream ski vacation ended on the very first day, while the tour guide Michael and Jens helped dragging me through the last several kilometers over the mountain. And where my natural stubbornness got me to trample the skis forward, even though my body temperature was alarmingly high. Wisely? The alternative?

I am also still a bit furious, that I have been crippled this week. There are piles of work yelling at me. I should have looked after a couple of children much more for their increasingly pregnant mother. Instead, I have been lying here on my couch in my red duvet, reading detective novels.

The Easter week was filled with sunshine, and the water was turned on in my urban garden. And I was the one, who should have picked in the soil, cleaned up under the canopy, aired out the house and had sun on my nose, sitting on the bench in the afternoon sun. I should have put potatoes to sprout and made plant boxes ready.

I should have done long spring runs in short sleeves, listening to the birds. They are chirping outside my windows. I’m just sitting here.

On the positive side, I have read detective stories, which I otherwise think of as a complete waste of time. That may be quite okay?

I have discovered a Norwegian series on Netflix, Dag, which left me coughing out of laughter. I have listened to hours of really interesting radio programmes. Broadcasts that I never would have had time to listen to. In the midst of my solid waste of time, I have become wiser.

My daughter has not given birth yet. This is too bad for her. But everything is easier when I’m ready to slip out the door in a moment.

A newspaper has accepted an article I sent in. I will probably get a lot of disagreements, but it makes me happy that they accepted. And I’m almost ready with the next article.

Maybe the universe had an intention knockouting me? Maybe there was a purpose to put me to bed and pinion me? I have no idea. But tomorrow I will get up, buy bread and bring it to work, and I will begin to pick up on everything that has accumulated in this week.

Welcome to the surface.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en del af Dansk Røde Kors’ klinik for udokumenterede migranter fra den spæde start. Fordi jeg kort og godt ikke kan have på min samvittighed at lade folk dø eller ødelægges af sygdom, når vi kan gøre noget. Fordi jeg kan noget, de mennesker har brug for. Jeg kan ikke leve passivt med at være indbygger i et land, der kan lade hjemløse dø på gaden. Et land, hvor jeg seriøst har hørt politikere hvæse og spytte af ordet ‘næstekærlighed’ i samme åndedræt, som de taler varmt og agitatorisk om kristne grundværdier. Som modsætning til andre religiøse grundværdier, forstås. Jeg har det virkelig stramt med, at vi har udviklet en nation, der sidder hårdt på låget af pengekassen og ikke vil dele vores fredagsslik med nogen.

I klinikken kommer mange forskellige mennesker. Med ét fællestræk – de har ikke ret til lægehjælp, eller sygepleje, eller jordemoderomsorg. Vi er stadig så humane, at vi ikke afviser akut behandlingskrævende mennesker ved døren i hospitalerne. Men vi har kun ret til at gøre det absolut fornødne og hælder dem ud på gaden hurtigst muligt. Får man blødende mavesår, får man en operation. Og ikke mere. Er man gravid og får veer, får man lov at føde sit barn. Og ikke mere. Ingen undersøger det spæde barn og holder bare lidt øje med, at det har det godt. Ingen holder øje med moderens blødning. Eller hjælper med amning. Og ingen holder øje med den gravide kvinde, mens barnet vokser i hende.

Jeg er ikke særlig kristen, men jeg møder masser af næstekærlighed i den klinik. Jeg møder et fokus på ‘den anden’, og ikke så meget ‘mig selv’. Jeg møder det både blandt dem, der har valgt at bruge deres fritid på at gøre noget virkelig nyttigt, og blandt dem der kommer som brugere i klinikken. Brugerne hjælper hinanden, følger hinanden, oversætter for hinanden og venter på hinanden. Alle er i den samme rådne situation.

Men næstekærlighed bliver afvist i de politiske skåltaler. For hvis vi forhindrer, at mennesker dør på gaden i Danmark, vil vi virke som en magnet for flygtninge, hedder det. Så hellere være en samling nationalrøvhuller, der er sig selv nærmest.

Derfor bliver jeg glad, når jeg læser et blogindlæg som det her. Næstekærligheden findes. Og særligt når vi ser, at ‘de andre’ er mennesker. Men den kan stadig ikke finde fodfæste i dansk politik.

Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Lægeforeningen, Jordemoderforeningen og Dansk Sygeplejeråd har anmodet sundhedsministeren om at hjælpe gravide, illegale indvandrere. Og har fået et rungende nej. In your face.

På Vestre Kirkegård ligger en stor del af de mange, mange flygtninge, der døde i vores land efter anden verdenskrig uden ret til lægebehandling. Og jeg får en klump i halsen, hver gang jeg går forbi det her lille kors. Som er et af mange.

Vil vi være det bekendt? Igen?