Når drømme sker

For et par måneder siden sad Rikke og jeg i mit gamle køkken over noget take-away fra Claus Meyer og en sjat vin.

“Det er nu tankevækkende,” sagde Rikke, “for halvandet år siden sad vi her og drømte og lavede planer. Og du drømte om et job i København på et hospital, en andelslejlighed i det gamle Sydhavn, der var billigere end din husleje og en kolonihave. Og hvad skete der? Nu arbejder du på Rigshospitalet, har købt andelslejlighed og kolonihave.”

Der var et par pinde mere på min liste, men de kommer sikkert. Noget med at få råd til at rejse langt igen. Og noget med at tage tilbage til Nepal og arbejde.

Og nu sidder jeg her. I min nye og hyggelige lejlighed. Hvor jeg alligevel undrer mig en smule over, at det betyder så meget, at den er min. Men det gør det. Den er min, og jeg kan male den grimt, hvis jeg vil.

Og Rikke sidder i Sydsudan, sådan som hun faktisk også drømte om.

Om morgenen buldrer solen ind i min stue, og eftermiddagen fylder mit køkken med lys. Jeg har så meget himmel omkring mig.

Det er nu, du finder ud af, hvor meget håndværker, der er i dig. Sagde Rikke også den aften med Meyer. Jeg er stadig lige dårlig til at bore pæne huller i en væg. Men det har jeg heldigvis svigersønner til. Jeg er på den anden side hamrende god til at rive ned. Og det gør jeg i kolonihaven. Der er alt for mange vægge, alt for mange fliser, og alt for lidt have. Jeg bryder ned og åbner op. Skaber lys og rum og grønhed. Jeg lærer om solceller og sivebrønd. Jeg sår og planter. Og jeg taler med naboerne over hækken, som man gør i en kolonihave. Jeg laver bål og drikker kaffe i solen. Og jeg elsker at få gæster i min have.

Jeg bytter planter og får aflæggere, og jeg deler ud i haveforeningen af det, jeg river ned. Kolonihave er rendyrket bytteøkonomi. Og når man bytter falder man i snak. Og bytter videre.

Så når jeg ikke får skrevet så meget her, er det fordi jeg har så travlt ude i min virkelighed. Med en masse sjovt. Og der er aldrig langt til kaffe på kanden, hvis du lægger vejen forbi mit lille havehus.

Sådan kan det gå, når man drømmer drømme og lægger planer.

IMG_4537

Om øfferier og taknemmelighed

Når mit hverdagsgrundlag er sat i spil, som det er med flytning og hospitalsfusion, får jeg tendenser til ucharmerende øfferier, der nærmer sig småfornærmet selvmedlidenhed. Det starter en indre svada af grimme ordkæder, som ingenkanlidemigrigtigt, eller jegerheltaleneomalting, eller hvadhvisaltingaldrigblivergodtigen. Den indre ordgylle drejer videre over i: jeglykkesaldrigrigtigt, eller jegerogsåblevetfortyk eller mere ulideligt selvpineri. Det er ikke charmerende. Eller konstruktivt.

Men inden det rigtigt kommer igang, sker der altid det samme. Måske sender universet advarsler ud, fordi det ikke orker mig i det lune: stophendestophende eller lover flødeboller til dem, der gør noget. I hvert fald ringer den ene veninde, den anden inviterer til middag, den tredje kommer med vin og kaffe, og den fjerde sender en sjov tegning. Helt uden jeg har nået at sende dårlige vibrationer til dem. Hvor ved de det fra?

Resultatet er, at jeg glemmer, hvor synd det er for mig, hvor grim jeg er, og hvor mislykket gennemført en fiasko jeg også er. Så får jeg middage med vin og lækker mad og kloge snakke og sjove vittigheder til sent. Jeg får veninde med til altid venlige Bornholm, hvor vi boede på hotel, løb ture langs vandet og var til to dages inspirerende seminar. Om patientindragelse.

Nu har jeg spurtpakket halvdelen af den milliard flyttekasser, der er hældt ind i mit køkken. Jeg har flyttet hele terrassen i kolonihaven (som om – min svigersøn stillede jo med bil og trailer og bar de tunge ting). Jeg har hovedet fyldt med en million ideer til mit job og mit fusionerede hospital. Og i morgen smutter jeg en hurtig tur til Randers og spiser frokost med min far. Fordi jeg kan.

Oven i min hat skriver naboer de sødeste ting på Facebook, banker på døren med kager i hånden og inviterer på farvelmiddag.

Jeg klapper mig selv venligt på håret og tsk’er over mig selv. Jeg har jo for fanden da verdens rigeste liv fyldt med heldighed.

Tak til universet – og veninderne og alle I andre for at stoppe mig.

IMG_4393

Let kaos og undtagelsestilstand

Jeg pakker. Pakker i kasser. Folder ud, fylder i og stabler. For næste lørdag klokken otte ringer Flyttemand Henning på min dør og flytter hele molevitten op på fjerde sal i den anden ende af Sydhavnen.

Jeg er nået til det punkt i processen, jeg vist hader mest. Der står sammenklappede flyttekasser nok til at bringe tvivl. Når jeg det? Har jeg kasser nok?

Kaos breder sig langsomt omkring mig. Mens nullermænd får væksthormon og kravler frem fra deres skjul. Jeg hader det. Fordi nu ved jeg, at de næste uger fortsætter i kaos. Indtil alle kasserne har tømt deres indhold, og Flyttemand Henning har hentet dem igen.

Og så starter et nyt kaos. Omflytningsfasen. Hvor jeg flytter om. Og om. Og om. Indtil tingene har fundet deres plads i vores nye univers. Så er jeg flyttet ind.

Jeg hader også at tage afsked med mine naboer. De er så fine naboer. Og mon de også kan mødes på midten de næste somre? Rykke alle bordene sammen imellem lejlighederne, dele grill og vin og snakke, til ungerne segner. Plaske rundt i vores helt eget badebassin, fyldt med børn og svømmedyr? Mon der kommer en ny nabo, der sætter pris på det? Og passer på dem, de gode naboer?

Og hvem bliver min nye nabo?

Jeg er krøbet i mental undtagelsestilstand. Til sidst bliver det godt. Til sidst bor jeg i min nye lejlighed i Sydhavnen. Med en slags fast grund under fødderne.

Men bank bare på. Jeg er hjemme der inde bag ved.

New normal

Der sker ting i mit liv for tiden. Ting som siger noget om et liv under forandring. Mit. Det er som endeløs dominoeffekt, og jeg har ingen idé om, hvad der startede den. Det er ikke dårligt. Faktisk helt utroligt godt. Men uventet.

Måske startede det hele, da jeg tog på skiferie forrige år og mødte hende, der havde en lille kolonihave i Musikbyen. Mød bare op en dag og snak med dem, sagde hun. Det gjorde jeg, da det blev forår, og så blev jeg skrevet op til en plads på ventelisten. Senere blev mit lod trukket ud, og nu havde jeg en ægte plads på ventelisten til en kolonihave. Mens jeg stod der på ventelisten, skete der så meget andet i mit liv, og en dag var der pludselig et hus, der kunne blive mit.

Huset var perfekt. Rødt og fint og lige ved vandet. Det var lidt dyrt, men jeg lånte penge og købte det. Det førte et bankskifte med sig. Farvel til den store stygge bank, der helst ville have erhvervskunder. Goddag til en bank, der hilste mig velkommen. Og pludselig havde jeg købt en lejlighed.

Et andet sted startede det hele med en slags forenklingsprojekt. Jeg havde for mange ting. Jeg havde udviklet mig til en gemmer. Jeg smed intet ud, og tingene var langsomt begyndt at kravle ud og tage kvælertag på mig. De åd luften. Kravlede frem som mider og formerede sig som møl. Jeg så på det omsiggribende kaos og begyndte halvhjertet igen at rydde ud i det. Det gik langsomt. Indtil en dag de uendeligt mange Ikeareoler gav mig kvalme. Jeg solgte dem. Og jeg solgte kommoden fra samme sted. Da jeg nu manglede plads, måtte jeg sende endnu flere ting i rotation ude i verden. Min verden var fyldt med overflødigt gods.

Med let blødende hjerte gik alle mine artikler fra antropologistudiet til genbrug. Bøger blev sendt ud i verden for at blive læst igen af andre. Gamle videofilm fandt nye seere. Min gamle transistorradio gjorde en dreng glad. Og min pladesamling blev kørt i Rikkes bil til en forhandler på Nørrebro. Tingene trak sig langsomt tilbage og mistede sit solide tag i mig og mit hjem.

Jeg kastede mine øjne på mit bjergudstyr. Det fyldte næsten pulterkammeret ud og rummede tøj og støvler til de rigtig høje bjerge. Som jeg jo havde lovet mine børn at holde mig væk fra. Hvormange år havde det ligget der i pulterkammeret? Sammen med alt det andet udstyr. Nu er det meste solgt. En kvinde, der skulle på bjergbestigning i Sydamerika, købte mit duntøj, og Evereststøvlerne er sendt afsted til en russisk fyr. En af isøkserne afleverede jeg i lufthavnen til en fyr på vej til Marokko. Jeg sender masser af god karma med alle tingene og håber, de kommer med på mange flere eventyr.

Nu er jeg så blevet sådan en med nye stole omkring spisebordet. Jeg er blevet sådan en, der skal i byen og købe vaskemaskine og køleskab og opvaskemaskine. Fordi jeg om nogle uger flytter ind i min nye lejlighed. Som er min. Jeg er sådan en, der holder sommerferie i mit kolonihavehus og laver planer. Og sådan en som en dag tager tilbage til Nepal for at arbejde, som jeg lovede kvinderne i Humla. Fordi jeg nu får råd til det.

IMG_0272

Imens i baglokalet….

Når jeg ikke har ligget fladt på sofaen med en klædeligt lidende grimasse og hånd over panden, er der sket ikke så lidt omkring mig.

Den ene forandring i 2014 har ført den næste med sig. Nyt job. Ny kolonihave. Ny bank. Ny bolig.

Det gik stærkt. Fra sofaen har jeg fået bankens godkendelse. Jeg har underskrevet købsaftale. Jeg har sagt min lejlighed op. Så når det bliver midt i marts, bor jeg på 4. sal med udsigt til himlen. Stadig i Sydhavnen.

Jeg får lidt mere af det hele: have, vand, himmel – og min helt egen lejlighed. Og nu får jeg måske råd til at holde mit løfte til kvinderne i Nepal og rejse ud igen.

IMG_4214

Drengeliv

Vi har en lille Grand-biografklub, mine veninder og jeg. Tidligere var vi Biografklub Danmark, men vi gad faktisk ikke se de film, de hostede op med. Derfor blev det en Grandklub. Fordi der altid går suverænt gode film. Vi skiftes til at bestemme film, og for det meste spiser vi lige sammen først. I aftes var vi en amputeret klub i de bløde sæder, bare fordi det kun var os to der kunne. Og fordi det var sidste chance for at se Boyhood.

Jeg bookede billetterne, og først et par dage før filmen gik det op for mig, at den varede tre timer. Og altså ville slutte til midnat. Og to gamle tilbagelænede koner kan nok være lidt stive i betrækket dagen derpå. Men det var sidste chance.

Den film varede ikke ét minut for længe. Simpelthen. Jeg gennemlevede synkront hele mit liv med min søn. Jeg vil se den igen. Sammen med ham.

Hvad er det med den film? Den handler jo bare om en dreng, der bliver større. Den samme dreng hele filmen igennem. Som starter som lille og slutter som ung gut på college. Filmen, altså.  Den er fyldt med små og større hverdagsdrama, fra skænderier med søsteren til sammenstød med moderens fordrukne og manipulerende mand. Den fjerne far indtager scenen som det legende, eksperimenterende og skæve element. Han udfordrer børnene på nærhed og ærlighed, og de tilbringer tid hos ham hulter til bulter i sofaer og på madrasser. Mens moderen tager sine universitetsstudier op, bliver gift, skrider dramatisk fra sin fordrukne mand, starter nyt liv med børnene, bliver gift, bygger hus, skrider fra sin fordrukne mand – og sender sine børn ud i verden. Spændingen i filmen er ikke i handlingsplottet. Den er i relationerne.

Aner vi et genkendelsens mønster her til en anden drengs mor? Mens drengen pakker sine ting for at tage på college i de sidste scener, bryder moderen sammen i gråd. Hun hikster rækken af livsbegivenheder op for den måbende dreng, og slutter med at det næste bliver hendes begravelse, indtil han let henkastet spørger, om ikke hun er ca 40 år for tidligt ude. Hun tager hænderne fra ansigtet og siger: Jeg troede bare, der var mere til det, livet.

Drengen kører afsted, videre i sit liv, og på min cykeltur hjem, er et pludselig mig. Mig der husker de gange, jeg selv har siddet og tænkt, at der måtte være mere.

Og hver gang, hver eneste gang har der været mere. Det kan hun jo ikke vide, den mor i filmen. For hun var jo midt i det der med at slippe ham ud af sit liv. Men hver gang den følelse er dukket op i mit liv, har der vist sig så meget mere. Så meget, at da jeg pludselig stod der, konfronteret med noget, der kunne være blevet en slutning, da jeg blev syg. Ja så var det rigdommen, mangfoldigheden, eventyrene og alle de børneliv, der havde fyldt mit liv, som rammede fornemmelsen af endelighed ind.

Måske lignede vi hinanden lidt, den mor og mig. Hun gik i hvert fald rent ind. Eller drengelivet, der udfoldede sig omkring hende, gik rent ind. Nu må jeg finde den i en streamingudgave og invitere min søn på vin.

IMG_4115

Hekseskud

Der er uger, der er stille. Med meditativ stirren på vandet udenfor mit vindue. Og så er der uger, der er så pakkede med action, at jeg lander lidt fortumlet, når den slutter. Og småsavner nogle refleksive stunder undervejs. Mens jeg hygger mig over alle de mennesker, jeg har krammet, og alle de visdomsord der har krydset min vej. På en uge.

Nu sidder jeg meget stille i Sydhavnen med et hævngerrigt hekseskud nederst i ryggen. Jeg pakker mig ind i en sandwich af Panodil og Ipren, mens jeg krabber mig rundt og lader ting ligge på gulvet til bedre tider. Nej, det er ikke nemesis over en for aktiv uge. Det er min sædvanlige overentusiasme til ninjatræningen. Jeg gik for hårdt til makronerne i tirsdags. Jeg lærer det aldrig. Det var slemt onsdag og torsdag morgen. Så blev det bedre. Chokket ved morgenbadningen var åbenbart for meget for min sure ryg, selvom jeg også forkælede den med en varm sauna. Nu har den låst mig inde.

Jeg har været i Randers hos min far. Jeg har været i Odense og undervise. Jeg har været til venindes phd-forsvar i Århus og mødt 100 gamle studiekammerater, kolleger og veninder i samme ombæring. Jeg har besøgt min søster og Anne. Jeg har spist ude flere gange end hjemme. Jeg har løbet langs Gudenåen og i Hans Broges Bakker. Og altså ninjatrænet tirsdag aften.

Torsdag var jeg for første gang til forestilling med det kongelige i Skuespilhuset. Min fødselsdagsgave fra søn og svigerdatter var forestillingen Hedda Gabler i Det Røde Rum. Og jeg kan kun kaste mig ud i hæmningsløs reklame. Se den! Se fantastisk skuespil og få lidt at tænke over med hjem. Ibsen holder stadig. En anden hæmningskløs reklame ryger ud til Den Vandrette Vinbar, der serverede perfekt naturvin til vores ligeså perfekte fiskeret. En himmerigsaften på en helt almindelig torsdag sammen med to yndlingsmennesker.

I sommer, da jeg var på North Side, og det var blevet klart, at min mor nu ikke levede længe, sluttede jeg festivalen med en morgenkoncert med Ane Brun. Jeg elsker hendes stemme, og på en eller anden måde trøstede den korte morgenkoncert lidt i forhold til det, der skulle ske. Så da jeg så, at hun skulle komme i DRs Koncertsal, købte jeg omgående billetter til mig selv og min veninde. At skæbnen ville, at en anden veninde havde købt billet ved siden af vores sæder, gjorde det hele endnu bedre. Ane Brun var ganske alene på scenen og fortalte, at hun godt kunne lide at gå tilbage til udgangspunktet. Og hun spillede og sang hele salen op. Greb os allesammen. Og jeg blev fuldstændig glad indeni over at musikalitet, kreativitet, talent og ægte norsk styrke kan samles i ét menneske sådan en lørdag aften.

Men denne søndag bliver tilbragt i fred og ro med mit hekseskud. Skudt i ryggen af heks, der er mig. Mens jeg hygger mig over, hvor meget godt, der kan fyldes ind i en ret almindelig uge.

IMG_4122

Underbukser og kontoudtog

I dag var alle prøvelsers dag. Det lyder slemt, og jeg havde det, som skulle jeg til gynækologisk undersøgelse og derefter have tjekket hele min samlede trussebeholdning.

Jeg skulle til møde i min nye bank.

Jeg har det stramt med mennesker, der kigger min allerinderste økonomi efter i sømmene. Fordi jeg på den måde aldrig er blevet den rigtige slags voksen. Sådan en med penge på bogen og investeringer. Mine penge flintrer ud i universet og giver mig liv. Og eventyr. Og jeg har stadig en slags automatisk reaktion fra dengang, da jeg overlevede tre børn på en sygeplejeløn. Der var aldrig penge nok, og jeg levede i konstant frygt for, at kortet blev spærret. Det blev det aldrig, og børnene blev både store og voksne. Og verden er en anden.

Men jeg havde besluttet at skifte bank. Min gamle bank, som jeg har været i symbiose med siden min pure ungdom, havde skiftet stil og havde kun hån tilovers for en finansiel undermåler som mig. Og det kan jeg ikke bruge til noget. Ikke fra dem, der forvalter mine penge, og som ind imellem skal hjælpe mig fra undergang.

Så efter mange tilløb havde jeg samlet alle papirer, lavet budget (jo, det havde jeg virkelig), sendt det ind til banken og aftalt et rigtigt møde. Med et levende bankmenneske. Og det pressede mig og stressede mig, så jeg var ganske ved siden af mig selv hele dagen. Jeg kom for tidligt. Og tænkte lidt, at jeg bare kunne snige mig ud af døren igen. Men jeg blev.

Og så åbenbarede der sig et venligt menneske. Som sagde ‘fedt’ til mit job og ‘fedt’ til min måde at tænke om penge. Som sagde rigtige ting, som at ‘du har jo sparet en masse liv op, og det er da mere værd end penge’. Og som sagtens forstod mit behov for fleksibilitet. Og som gerne ville have mig som kunde.

Mine skuldre sank helt ned igen, og kløerne forsvandt bag neglene. Og så var det bare det. Nu har jeg skiftet bank. Det gjorde ikke ondt.

Og jeg følte mig en lille smule rigtig fornuftig på voksenmåden.

Og så cyklede jeg til Bellacenteret til bogmesse og mødtes med Anne. Og nød nogle særligt herlige stunder, mens vi lyttede til Maren og senere kværnede et par sodavand i en café, der kun var hyggelig, fordi vi var der.

Da jeg senere løb mørketur på Amager Fælled, mens den aftagende fuldmåne sendte magiske stråler mellem træerne, mærkede jeg lettelsen. Over ikke at være dumpet i kontoudskrifter. At mine finansielle ‘underbukser’ stod for et gennemsyn.

Og over at Anne og jeg allerede ses igen i næste uge.

Forfald

Jeg startede dagen med at spytte en kindtand fra venstre side af min overmund ud i min højre hånd, mens jeg børstede tænder. Den lå hel og fin i min hule hånd.

Der er noget særligt over tænder, der falder ud. På en eller anden måde er de vidner om det forfald, der langsomt breder sig, mens årene går. De er det synlige tegn på, at kroppen med tiden går til. Jeg hader, når mine tænder holder op med at sidde pænt i munden og gøre det, tænder skal.

Denne særlige tand var min kunstige tand. Den blev til for længe siden, da en anden tand udåndede. Og vi har en historie sammen.

Jeg arbejdede i mange år som chef for Informationen på Danmarks Smukkeste Festival. Jeg var Danmarks Smukkeste Informationsformand. For 14 år siden, efter den forfærdelige tragedie på Roskilde Festival, kom Oasis til Skanderborg på et afbud. De havde aflyst deres optræden i Roskilde men ville alligevel gerne optræde i Danmark. Vores dengang lille og lidt nuttede festival var ikke helt forberedt på den virak, Oasis’ komme betød. Der var run på billetter, på vagter, på Informationen – på alt. Der kom trusler om at vælte hegnene, fordi mange ikke havde fået billetter til koncerten. Vi forberedte os, så godt vi kunne.

Stemningen blev anderledes. Sådan lidt rå i det, midt i alt det smukke, vi altid talte om i Bøgeskoven. Folk forsøgte at klatre over vores Informationsvogn, andre prøvede at mave sig under. Men alt i alt gik det rimeligt fredeligt med alle mand udkommanderet.

Så kom der en ung gut til lugen på ydersiden af festivalen. Han var blevet smidt ud. Havde fået klippet sit armbånd af en vagt. Han følte sig uretfærdigt behandlet og ville ind igen sammen med sin store brandert. Det kunne jeg jo af alle gode grunde ikke give ham, og efter lidt diskussion sprang han pludselig ind og langede en hård knytnæve på min kæbe.

Han blev dømt for vold. Jeg ruskede kæben på plads, fejlede ingenting og fraskrev mig erstatning. Nogle uger senere viste der sig alligevel en lille bitte revne i knoglen, som gav infektion i tandroden. Der startede det store tandcirkus. Først med rodbehandling og nogle rimeligt midlertidige løsninger. Senere måtte hele roden ud, og jeg fik lavet implantat og krone. Jeg husker det som en uendelighed af operationer og infektioner. Og selvfølgelig betalte festivalens forsikring.

I næsten 14 år har vi levet fredeligt sammen, min keramiske tandkrone og jeg. Men i morges skred den altså. Slog op med mig midt i tandbørstningen. Og jeg stod igen der med følelsen af anmasende forfald.

Nu er den sat fast igen med ny cement, og jeg blev kun semiruineret. Jeg har lavet en klar aftale med keramiktanden om mindst 14 år mere på samme adresse i min mund.

IMG_3991

Tanker om værdi

Det sker, jeg bliver lidt overmandet af følelser af mærkelighed og mismod. Lidt som en utilpasset skarnsunge. Jeg har jo levet mit liv lidt anderledes end så mange andre.

Jeg har været gift og skilt. Og gift og skilt igen. Jeg har gjort mine børn kede af det og forstyrret deres barndom. Jeg har såret mænd, og jeg har mere end én gang krøllet mig sammen omkring et knust hjerte. Jeg ejer ikke min bolig, har ingen bil, men bor til gengæld dyrt til leje. Jeg er single for evigt, og midt i mærkelighedssumpen er det klart, fordi ingen gider sådan en som mig.

Sådan kan det køre i ring. Mens jeg tilføjer, at mine ben er alt for små og tykke. Og jeg har grimme hænder. Og er et rodehovede. Og kedelig.

Indtil jeg sætter mig ned og ser mig fast i øjnene og trækker vejret helt ned i maven.

Det kan godt være, at ingen mand igen vil kaste lystne blikke efter mig. Men jeg har elsket og er blevet elsket tilbage. Jeg har haft brandgod sex i mit liv – og også taget min del af floppene.

Jeg har tre børn, som sætter deres fine, fine aftryk i verden. Og som formerer sig lystigt og fylder jorden med endnu flere fine mennesker. Mine ægteskabelige krumspring har foræret mig to ekstra børn, som jeg virkelig godt kan lide at være sammen med. Og som også sætter fine nye mennesker i verden.

Mine børn har haft mig i deres hule hænder hele deres liv. Vi har sammen lavet en familie, der tit får mig til at knibe mig selv i armen, og som på flere måder er større end de flestes. Imens vi klarede hverdagsærterne alene sammen, tog jeg også to universitetsuddannelser. Oven i min sygeplejerskeuddannelse. Dengang man endnu kunne den slags.

Jeg har haft kræft og fået mere kemoterapi, end de fleste hospitaler har i skabet. Og jeg lever. Og arbejder. Og løber. Og gør ting, som levende mennesker gør. Og gør en lille forskel i sundhedsbranchen.

Jeg har rejst steder, som ikke mange andre har været. Jeg har besteget høje bjerge og snorklet blandt hajer og delfiner. Jeg har rejst verden tynd alene og mødt de fineste mennesker. Og ret mange af dem, har jeg fortsat kontakt med.

Mit liv er fyldt med mennesker, som tropper op – både når jeg har brug for dem, og når vi bare skal grine sammen.

Hele lavinen af mismod og selvbebrejdelser blev udløst af en samtale med et pengemenneske i en bank. Og i øjnene på et pengemenneske er jeg intet. Mit liv har ingen værdi. Overhovedet. Det har ingen værdi, fordi jeg ikke ejer noget, han kan sætte sine penge på. Ham talte jeg med, da jeg ville låne penge til min kolonihave, fordi sådan en som mig jo aldrig har 50.000 til overs. Og i løbet af det kvarter, vi talte sammen, mistede jeg enhver lyst til at bidrage til hans bankforretning. Når jeg bliver talt så meget ned, vender jeg ryggen til.

Men den bliver siddende længe, følelsen af mærkelighed og mindreværd. Uger, faktisk.

Jeg fik min kolonihave, fordi jeg har den bedste far, der kan træde til i sådan en situation. Men den følelse af skrøbelighed og nedværdigelse og mindreværd, som pengemanden kaldte frem i mig, vil jeg helst ikke se igen. Og der er kun én måde at undgå folk som ham på. Jeg er nødt til at frigøre mit liv fra den måde at se verden på. Jeg skal kunne klare mig uden pengemennesker.

Jeg elsker min lejlighed. Den er mit paradis i Sydhavnen, og hver eneste dag er jeg glad, når jeg åbner min dør. Men den æder meget af min løn hver måned, og i kolo-haven har jeg fået mig et nyt paradis. At dele mit liv mellem det ene paradis og det andet paradis ville være perfekt, men det gør mig sårbar overfor bankfolk. Jeg ved, at jeg vil blive i Sydhavnen, og på en eller anden måde er det muligt at finde en billigere lejlighed her. Jeg har ikke spor lyst til at skifte naboer og gad godt kunne pakke dem sammen og tage dem med. For det bliver svært at finde deres lige. Men jeg må have mine boligudgifter ned i løbet af det næste års tid.

Og hold så kæft – finansmenneske. Værdi og værdi er to vidt forskellige ting. Og jeg ville nødigt bytte mine med dine.