Forfald

Jeg startede dagen med at spytte en kindtand fra venstre side af min overmund ud i min højre hånd, mens jeg børstede tænder. Den lå hel og fin i min hule hånd.

Der er noget særligt over tænder, der falder ud. På en eller anden måde er de vidner om det forfald, der langsomt breder sig, mens årene går. De er det synlige tegn på, at kroppen med tiden går til. Jeg hader, når mine tænder holder op med at sidde pænt i munden og gøre det, tænder skal.

Denne særlige tand var min kunstige tand. Den blev til for længe siden, da en anden tand udåndede. Og vi har en historie sammen.

Jeg arbejdede i mange år som chef for Informationen på Danmarks Smukkeste Festival. Jeg var Danmarks Smukkeste Informationsformand. For 14 år siden, efter den forfærdelige tragedie på Roskilde Festival, kom Oasis til Skanderborg på et afbud. De havde aflyst deres optræden i Roskilde men ville alligevel gerne optræde i Danmark. Vores dengang lille og lidt nuttede festival var ikke helt forberedt på den virak, Oasis’ komme betød. Der var run på billetter, på vagter, på Informationen – på alt. Der kom trusler om at vælte hegnene, fordi mange ikke havde fået billetter til koncerten. Vi forberedte os, så godt vi kunne.

Stemningen blev anderledes. Sådan lidt rå i det, midt i alt det smukke, vi altid talte om i Bøgeskoven. Folk forsøgte at klatre over vores Informationsvogn, andre prøvede at mave sig under. Men alt i alt gik det rimeligt fredeligt med alle mand udkommanderet.

Så kom der en ung gut til lugen på ydersiden af festivalen. Han var blevet smidt ud. Havde fået klippet sit armbånd af en vagt. Han følte sig uretfærdigt behandlet og ville ind igen sammen med sin store brandert. Det kunne jeg jo af alle gode grunde ikke give ham, og efter lidt diskussion sprang han pludselig ind og langede en hård knytnæve på min kæbe.

Han blev dømt for vold. Jeg ruskede kæben på plads, fejlede ingenting og fraskrev mig erstatning. Nogle uger senere viste der sig alligevel en lille bitte revne i knoglen, som gav infektion i tandroden. Der startede det store tandcirkus. Først med rodbehandling og nogle rimeligt midlertidige løsninger. Senere måtte hele roden ud, og jeg fik lavet implantat og krone. Jeg husker det som en uendelighed af operationer og infektioner. Og selvfølgelig betalte festivalens forsikring.

I næsten 14 år har vi levet fredeligt sammen, min keramiske tandkrone og jeg. Men i morges skred den altså. Slog op med mig midt i tandbørstningen. Og jeg stod igen der med følelsen af anmasende forfald.

Nu er den sat fast igen med ny cement, og jeg blev kun semiruineret. Jeg har lavet en klar aftale med keramiktanden om mindst 14 år mere på samme adresse i min mund.