Nogen dage skulle man blive i sin seng og nyde varmen, trygheden og forudsigeligheden ved sin dundyne.  Og sætte dagen til salg i den blå avis til højestbydende. Der er nok, der klager over for lidt tid. Jeg har her en hel dag, jeg gerne bytter for klingende mønt – eller bare en dag under dynen. Og det er ikke kun vejret. På en dag, hvor både min chef og min sekretær, uafhængigt af hinanden, pointerede, at jeg var noget af det mest positive, de kender. De skulle bare have mødt mig kl 17.

Den begyndte såmænd helt gemytligt, denne mandag. Jeg slog øjnene op et par minutter før, telefonen vækkede mig med sin lille godmorgen-sang. Jeg er en morgenhygger og trak tiden langt ud, før jeg måtte begive mig ud i morgenkulden. Jeg havde ét møde i Hillerød, så jeg måtte afsted. Turen derop gik mærkværdigvis helt uden svinkeærinder, og jeg nåede tidsnok frem til at modtage de indløbende afbud på telefonen. Til sidst var vi tre, og vi aflyste mødet. Nå, pyt jo, jeg tændte computeren og blev i samme nu ramt af erkendelse af, at det kapitel til mit projekt, som jeg havde arbejdet på i weekenden….., ja det lå trygt og godt hjemme på min computer i stuen i Birkerød. Rigtig, rigtig dumt. Det er mødemateriale til i morgen (hvor jeg så også er nødt til at kæmpe mig til Hillerød). Nå pyt, jeg lavede min præsentation til et andet møde i morgen. Og den blev fin. Og så kunne jeg jo tage tidligt hjem og sende det glemte kapitel rundt til mødedeltagerne. Og lige inden var det, at jeg havde en snak med min chef, hvor hun sagde det med at være positiv. Det passede også næsten endnu.

Jeg besluttede at udsætte min løbebåndstræning til i morgen. Jeg havde midlertidigt glemt alt om varslede snestorme. Og jeg cyklede til stationen og kørte til Birkerød med toget. Sådan lidt fornuftigt besluttede jeg at samle forråd, så jeg kunne modstå den snestorm, som jeg ellers havde glemt. Jeg parkerede cyklen ved Brugsen og fik fyldt to tunge poser med overlevelsesudstyr. Og så var det, at den her mandag for alvor blev sat til salg. Cykellåsen havde sat sig fast. Fuldstændigt og urokkeligt. Jeg sank så dybt, at jeg spurgte en forbipasserende mand om assistance. Men han kunne ikke. Så efter 57 grimme bandeord og 75 tunge tramp i sneen, måtte jeg slæbe indkøbsposer og og låst cykel til cykelhandleren i et spinkelt håb om et mirakel. Nope. Ingen mirakler. Han beholdt cyklen til i morgen. Og så kom han med en bemærkning om, at min cykel godt kunne trænge til lidt omsorg. DET skulle han ikke have sagt. Jeg tørrer den infame cykel af flere gange om dagen. Den bliver fodret med frostsikret olie. Og den bliver klappet og aet og trøstet, fordi den hele tiden skal forcere snedriver, is og brunligt smat. Nej, forkert. Den trænger ikke til omsorg, den trænger til sommer. Og den bor inde både dag og nat.

Nå, han fik et godt ord igen, og jeg hankede op i mine poser. Det er godt, at de var fulde af overlevelsesudstyr, for de var ved at slå mig ihjel flere gange på vejen hjem. I dag var der ikke meget ros til birkerøddernes fortovsrydning. Jeg må have været et syn for guder. Sådan en midaldrende, spruttende, bandende og småmumlende kvinde, belæsset med poser og huen trukket godt ned i panden. Som en stor klat over i’et pakkede jeg mit nyindkøbte rugbrød ud – og det åbenbarede sig som hvidt hvedebrød. Hun må have kunnet høre mig, hende oppe i Brugsen.

Mig, positiv??? Nope, ikke i dag. Nogen der vil have en mandag?