Tag Archives: mad

by - 2 kommentarer

Fede efterveer

Mens min krop langsomt kommer sig over, hvad der føles som et veritabelt animalsk overgreb, begynder jeg at føle mig hjemme i mig selv igen. Jeg er stadig lidt rystet over, hvor meget ravage sådan en smule kostforandring kunne lave. Hold nu op, jeg har haft det skidt. Jeg er ærligt talt også en kende forbavset over, at jeg gjorde det. Jeg mener, jeg virker indenfor sundhedsvæsenet og omgiver mig med bl.a. en kollega med phd i human ernæring. Og hun har trukket lidt højlydt på smilebåndene over mit kødfulde fedteksperiment.

Der er masser af forskning, der viser en klokkeklar sammenhæng mellem for stort proteinindtag, og særligt i form af rødt kød, – og kræft i mave-tarmsystemet. Der er masser af forskning, der viser sammenhænge mellem hjerte-karsygdomme og for højt fedtindtag. Og også her trækkes lige linjer til udvikling af kræftsygdomme. Man bliver det, der kaldes tyndfed. Altså slank nok, men med indre fedtpolstring på usmarte steder. I blodårerne fx.

Nåmen, det er ikke første gang, jeg har eksperimenteret, og det bliver sikkert heller ikke sidste. Jeg eksperimenterer lidt videre med (næsten) ingen brød. Men jeg har droppet de ekstreme mængder protein og fedt. Jeg spiser igen masser af frugt og rodfrugter. Med mit træningsniveau kan jeg ikke undvære kulhydrat. Det kan jeg bare ikke. Jeg guffer julebag og har lagt dej til endnu mere.

Og jeg har det SÅ godt.

Hvad er den diætform så godt for? Jeg ved det ikke. Men jeg er stødt på mennesker, der fx kværner 10 flødeboller og en liter kakaomælk inden deres løbetur. Og andre, der har et chokoladeforbrug på flere hundrede gram om dagen. Hvis det er dagligstandarden, kan jeg måske godt forstå, at man kan opleve lidt større velvære. Og et vægttab.

Men sådan leger vi alligevel ikke i min butik. Og jeg elsker at dele min mad med andre og tage del i andres mad. Så derfor stopper mærkeligheden.

by - 10 kommentarer

LCHF – tak, men nej

Jeg ved ikke helt, hvad der satte mig igang med at eksperimentere med min krop. Muligvis var det blot og bar forfængelighed. Fordi der kryber en insisterende flæskepølse frem om min mave, når jeg ikke holder skarp justits med, hvad der bevæger sig ind. Muligvis en slags lemmingeeffekt, fordi gud og hvermand synger høje lovord om at ændre sin kost til et højt indtag af fedt og meget lavt indtag af kulhydrater. Med til historien hører et nærmest abnormt højt indtag af protein. Ud over begejstrede vægttab beretter folk vidt og bredt om fantastisk velbefindende, bedre søvn, masser af energi og helbredte skavanker. Ligemeget – jeg sprang forsigtigt på.

I et overvældende flow af danske madblogs har jeg ind imellem brugt opskrifter fra Madbanditten, som er en af de varmeste fortalere for LCHF (low carb, high fat). Bloggen er inspirerende på mange måder, og jeg fulgte anvisningerne til punkt og prikke. Den første uge gik virkelig godt. Min krop syntes godt om forandingerne. Så jeg drog ind til Politiken og købte bogen af Jane Faerber, som også er bestyrer af Madbanditten. Spis dig mæt og glad hedder den, og den er lækker. Fyldt med lækre billeder og fine ideer, som bloggen også er.

Mit energiniveau var dalet en anelse i den første uge. Men det tog jeg helt roligt. Det beskrev hun også både på bloggen og i bogen. Jeg var ualmindelig kvæstet efter min hårde torsdagstræning og skruede lidt ned for resten af træningen. Men i løbet af weekenden begyndte alt at føles forkert. Jeg fik kvalme og en fornemmelse af et helt galt blodsukker efter morgenmaden. Som jo består af masser af æg, kød og ost. Og jeg begyndte at bruge betænkeligt lang tid med morgenavisen på toilettet. Bare tanken om æg begyndte at kalde opkastningsfornemmelser frem. Jeg var kort sagt nødt til hurtigt at lægge morgenmaden om. Det gjorde jeg – og fortsatte kuren. Mens jeg langsomt mistede enhver lyst til at lave mad.

Kort sagt – jeg er en afhopper. Jeg holdt kun et par uger. Det har været et par slemme uger. Min krop kan ikke klare de store mængder fedt og protein. Jeg er blevet mere og mere træt og har fået mindre og mindre lyst til mad. Jeg vil have fuldkorn tilbage i mit liv! Jeg har ikke samvittighed til at spise de store mængder døde dyr. Jeg tør slet ikke tænke på verdensmiljøet, hvis alle mennesker slugte så meget protein.

Har jeg tabt mig? Ja, det tror jeg. Jeg vejer mig ikke. Men om det er kuren eller dagene med tæt toiletkontakt, er svært at svare på. Blev jeg mæt? Ja, det gjorde jeg. Men en mærkelig form for mæthed, som for mig resulterede i en stærkt nedsat træning i hverdagen. Og jeg vil nu hellere træne løs med flæskebræmme på maven, end kaste mig slank på sofaen. Blev jeg glad? Nej, mit humør dalede under de snærende restriktioner, kvalme og samvittighedskvaler.

Jeg kan sagtens anerkende, at andre kan have glæde af at spise på den måde. Min krop kan det bare ikke. Så hej igen havregryn, fuldkorn og rodfrugter. Og farvel til overdrevne æggeretter, alt for meget fed ost og kød i ekstreme mængder – og kvalme. Det har været en skidt cocktail for mig.

Og min flæskekrop skruer sig jo uden problemer ned i størrelse 36, jeg stopper lige her og lever livet videre med sociale måltider og madglæde.

by - 1 kommentar

Mad, mad, mad

Jeg har efterhånden lært mig at lave ordentlig mad til mig selv. Because I’m worth it. Og fordi livet er for kort til dårlig mad. Men det er en svær læreproces. Jeg er vokset op med selskab i køkkenet og omkring spisebordet. Min familie bestod af far, mor og fem børn. Og selv om min mor af og til bad os skrubbe ud af køkkenet, så hun kunne lave mad i fred og ro, var køkkenet gennem hele min barndom et sted, vi mødtes og gjorde noget sammen. Spisebordet var tegnebord, lektiebord, spillebord, sybord og det sted, familien var sammen. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi sad meget i sofa, og fjernsyn var ikke noget, der fyldte. Det gjorde spisebordet.

Jeg har boet i kollektiv med maddage og fællesspisning, og da jeg flyttede for mig selv, var jeg ikke længe om at etablere noget madklub, så der fortsat var larm og fællesskab omkring maden. Nå ja, så fik jeg jo på rekordtid min egen storfamilie med børn på køkkenbordet og kærlig gourmethygge. Selv midt i storfamilien fik vi etableret madfællesskab med andre familier. Med børnene myldrende om haserne, og os med storfamilien kunne rånyde at få maden serveret og tiltuske os noget voksenselskab over kartoflerne. En søndags-frokost-madklub kombineret med to timers badminton varede i flere år. Min eksmand kunne låne to sammenhængende idrætssale på det gymnasium, han underviste på, og voila: alle redskaber ude til ungerne i den ene sal, og indædte par-badmintonkampe mellem de voksne i den anden.

Efter idyllen krakelerede og jeg indtog livet som single og alenemor til tre, etablerede vi på mit nye arbejde en gourmet madklub for dem uden kærester. Gentagne dates med samme person diskvalificerede for medlemskab uden nåde. Konceptet var gourmet oplevelser. Finere middage med flere retter. Vi skulle kort sagt kræse for hinanden, når der nu ikke var andre, der gjorde det. Klubben døde en slags naturlig død, fordi folk ikke kunne overholde grundreglen om ikke at gentage dates. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er tilbage i udgangspunktet. Nu bor vi bare for spredt i landet.

Senere fandt vi sammen i andre singlemadfællesskaber, som jo let kom til at hænge sammen med noget forlænget dansetur i byen. Og havde det venindesjovt på den fedeste måde, der som regel handlede om at drukne i rødvin eller spændende drinks.

Men nu jeg har rykket mit singleliv til hovedstaden, savner jeg noget madfællesskab. For Guds skyld ikke noget stramt sundhedskoncept, men bare almindelig sund og lækker mad. Kunne sagtens være på hverdagsaftner. I weekenderne udnytter jeg jo mine venner og mine unger. Så kom frit frem. Kender I en københavnermadklub, der mangler et medlem? Eller er der nogen derude, der vil være med?

20120527-110254.jpg

by - 7 kommentarer

Blær og brændenælder

Okay, hvad er meningen lige med at starte dagen med et billede af…….. brændenælder?

Det er fordi, jeg skal blære mig. Og på en måde var det brændenælder, der startede det hele. De her brændenælder er fra Amager, men sidste sommer, mens jeg arbejdede i Humla i Nepal, var brændenælder en af de vigtigste ingredienser i min kost. Brændenælder og boghvede. Og salt butter tea og tsampa. Som er te, brygget med smør og salt samt ristet bygmel. Når det gik højt, vankede der dårlige indiske ris, og da de bittesmå abrikoser blev modne, var der fest. Det var den diæt, der ligesom startede det hele. At jeg fattede, at jeg måtte gøre noget for mit flyvske blodsukker. I de to måneder helt uden sukker og helt uden kød, havde jeg det nemlig fortrinligt.

I januar eller februar smed jeg sukkeret ud af mit liv. Og kunne pludselig igen sove almindeligt om natten. Og vågne udhvilet. Lidt senere udvidede jeg diæten til også at være stort set vegetarisk. Og jeg har bare fået det bedre og bedre.

Jeg har ingen religiøse følelser omkring mad. Altså ud over, at alt hvad der bliver kastet i min mund, skal være ordentligt. God kvalitet, mest økologisk og næsten altid lavet fra bunden. Men forhistorien er, at jeg som et led i den behandling, jeg fik for min kræftsygdom for nogle år siden, fik ret store mængder binyrebarkhormon. Det er jo lidt af et vidundermiddel, som kan bruges til meget forskelligt og ofte har en slags mirakuløs virkning. Det har det også på kræft. I gamle dage, før kemoterapien, var binyrebark den eneste behandling for leukæmi. Men det har også forskellige bivirkninger. En af dem er, at det kan fremkalde type 2 diabetes og i det hele taget lave rod i sukkerstofskiftet. Jeg har altid haft et let påvirkeligt blodsukker, sådan at jeg aldrig har kunnet springe måltider over. Fordi mit blodsukker så raslede ned under gulvbrædderne og fik mig til at bide i samme gulvbrædder. Men efter min behandling dengang har det været anderledes end tidligere.

En anden bivirkning til store doser binyrebarkhormon er vægtforøgelse. Man får sådan et moonface og en solid bilring rundt om det, der engang var en talje. Charmerende, ikke? Og jeg, der altid har haft den fladeste mave, blev overfaldet af en ordentlig fedtpølse på maven. Som sad fast, uanset hvor mange kilometer jeg pløjede igennem i løbesko.

Så tilbage til blæret. Fedtpølsen er slået hjem. Den er væk. Så meget at to mennesker helt uafhængigt af hinanden har udbrudt: neeeej, hvor har du tabt dig – det ser skidegodt ud. Blær-blær-blær. Jeg kan komme i mine præ-sygdom bukser igen. Har de stramme t-shirts under seriøs overvejelse. Og bedst af det hele, jeg er ved at blive lidt tilfreds med min krop igen og føle mig meget mere hjemme.

Er det ikke ligemeget, spørger I? Det kunne man måske godt sige. Come on, du er i live og alt det, så betyder det vel ikke så meget med en delle på maven? Den behandling, jeg fik for min sygdom, var den mest intensive behandling, de kunne finde i skabet. Og tak for det. Men det efterlader en krop i smadder. En krop man skal bygge op og lære at kende på ny. Alt er forandret. Fornemmelser, lugte, sultfølelse, mæthed, søvn. Man får uvarslede anfald af kampsved, så væskerne sprøjter, og alle papirer bliver våde. Pænt distraherende midt i et vigtigt møde. Det har taget virkelig, virkelig lang tid, før jeg kunne begynde at føle mig en lille smule hjemme i mig selv. Og så hjælper det altså ikke sådan en proces, at der sidder tre kilo bævreflæsk på den mave, der engang var flad og muskuløs, vel?

Den er væk, pølsen. Næsten. Og jeg sover om natten. Jeg er begyndt at drømme igen, og mit indre ur er vågnet. Jeg har altid været en irriterende person, som vågner møgtidligt. Og er udhvilet. Pludselig kender jeg mig igen. Jeg er fuld af energi. Så jeg nu kan sætte mig ud til vandet med en kop te og hilse sådan nogle morgener velkommen.

by - 4 kommentarer

Elementært, Watson……….

Jeg har i meget lang tid haft en fornemmelse af, at noget af den medicin, jeg fik for min kræftsygdom, har lavet ballade i mit sukkerstofskifte. Med et blodsukker, der spurtede op og ned ad skalaen og et medfølgende humør. Det er galt nok, men meget værre er, at jeg i 3½ år har sovet rædderligt skidt. Jeg har altid været af den slags mennesker, der knaldede øjnene i på vejen mod hovedpuden og slog dem friske op klokken kvalme om morgenen. Seriøst! Mine specialer er skrevet fra kl. fem om morgenen. Da mine unger var små, stod jeg op, før de vågnede og løb. Bagefter vækkede jeg dem med morgenmad. Men det har ændret sig de sidste tre års tid.

Jeg har ligget og vredet mig i timevis uden at kunne sove. Jeg har vågnet midt på natten og droppet al videre søvn. Ligget nat efter nat med en fornemmelse af aldrig at nå ned til noget dyb søvn. Det holder jo ikke. Ikke når man træner pænt meget og har et arbejde, som kræver velsmurte hjernevindinger. Hver dag. Selvfølgelig var det oplagt at kaste skylden på angst og bæven efter en vild og voldsom sygdom. Det var bare ikke sådan, det føltes. Jeg lå ikke og spekulerede hjernen skæv. Jeg var ikke fyldt af angst. Det føltes som en helt fysisk ting. Min krop var ikke i sove-mode. Jeg har prøvet meditation, yoga, afspænding, – you name it. Sovemedicin var ligesom ikke et issue, vel? Når det var sådan en permanent-lignende tilstand. Og drikke sig i hegnet hver aften for at sove? Heller ikke rigtigt. Så jeg affandt mig med det. Tænkte at det måske også var en slags pris for at leve videre.

Indtil jeg endelig tog action på det med blodsukkeret. For nogle uger siden stoppede jeg helt med at spise sukker. Altså kager, slik, sukker i kaffe og sådan. Oh miracle!!! Jeg sov. Eller jeg sov bedre. Så researchede jeg på en ny bog “Det helbredende køkken”, som er en vegetar-kur, der skal virke stabiliserende på blodsukkeret. Den blev godtaget som seriøs uden religion og hokus pokus. Jeg har nu fulgt den (altså sådan da – jeg får jo også gæster. Og ingenting skal få mig til at hælde rismælk på min mysli). Og jeg er overbevist. Jeg snorksover igen om natten, og min dyrebare hjerneaktivitet føles mere smooth. Jeg tænker bedre, og det er altså godt, når nu det er det, jeg får min løn for. At den uvelkomne flæskepølse, der er flyttet ind på min forside, er på kraftig retræte, gør jo heller ikke noget. HA – aldring og overgangsalder – gu’ vil jeg ej bare finde mig i flæskepølser.

Nu var det ikke noget, jeg fandt på ud af den blå luft. Ind imellem blev min mangel på almindelig søvn temmelig påtrængende. På grænsen til noget betænkeligt. Og jeg kastede mig nærmest ud i en slags detektiv arbejde. Havde jeg overhovedet haft søvn-succes’er de sidste år? Og jeg måtte erkende, at på mine ekspeditioner, når jeg var i bjergene, mine to måneder i Nepal og min lange løbetur sammen med Jesper sidste år var sådan en slags succes’er. Der sov jeg. Og hvad var anderledes? Det var det der med sukkeret. Jeg spiser ikke sukker og chokolade, når jeg er på bjergbestigning. I Humla var sukker ikke-eksisterende. I England var der ingen mellemmåltider, og de desserter, vi drømte om, mens vi løb? Ja de blev alligevel droppet om aftenen. Det var jo oplagt, ikke?

Og hvordan går det så med det der træning? Jo, tak. Det går faktisk rigtig godt. Selvom jeg lever med en konstant tidsjoker for tiden. Har lidt for mange dage, hvor klokken er blevet 19, før jeg sætter nøglen i døren. Og når vejret så optræder med isstorme og snevejr kombineret med lavt blodsukker og monstersult, ja så er turene blevet samlet omkring weekenderne med en eller to småture i løbet af ugen. Og alligevel sniger det sig op omkring 70 km om ugen.

Jeg kan mærke, at jeg har omlagt min kost ret radikalt. Ikke fordi jeg var nogen stor kødspiser eller flænsede bageren på vejen hjem. Jeg kan mærke, det er godt. Alligevel kræver kroppen klart og tydeligt mad til tiden. Jeg har været en smule træt. Men det er vendt til lidt hyper energi. Meningen er at følge kuren i fire uger. Derefter kan man indrette sig, som det nu passer bedst. Men fuck, hvor er det godt, det der nattesøvn. Tænk at det skulle være så svært…….