Tag Archives: familie

by - 4 kommentarer

Snas og højdepunkter fra året der smuttede

Jeg er lige så stille ved at løfte armen for at vinke farvel til 2011. Som var mig meget mere nådig end så mange andre år. Hvor jeg andre år på kanten af december har tænkt, slut nu bare, så jeg kan tage fat i en anden ende. Ja så sidder jeg på en måde og ser mildt og tilfreds på den lille bitte stump, der endnu er tilbage af 2011. Et år hvor de store dramaer er sket i sikker afstand fra mit lille liv. Et år der har givet mere, end det har taget. Et år der næsten roligt er tøffet afsted i sit eget tempo. Så lad os da bare tage det, året. I overskrifter.

Arbejde

Lige meget hvordan jeg ryster posen, hopper arbejdsoverskriften op først. 2011 blev året, hvor sundhedsvæsenet begyndte at rykke på den fede måde. Hvor jeg kun vanskeligt får armene ned. Fordi der nu kommer fokus på samarbejdet mellem patienter og sundhedsvæsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde. At jeg altid har elsket at arbejde i og for vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har drømt om – i hele mit arbejdsliv – at være med til at ændre fokus, så patienterne bliver hørt, set og forstået meget mere, end det sker i dag. Da jeg selv blev kastet ind i at være patient,  blev jeg kun bestyrket. Alting gik godt, når vi samarbejdede. Lægerne, sygeplejerskerne og mig. Og det gik rigtig skidt, når de glemte mig.

Og nu er ord som patient empowerment og patient involvering ved at blive helt almindelige. Og jeg får lov at folde mig ud. Og være med til at give ordene liv og mening. Omsætte dem til levende projekter og handlinger. Hold da op. Aldrig har arbejdstimer givet så meget mening.

Små mennesker

I 2011 blev min store rodebutik af en familie beriget med tre små nye mennesker, David, Rebekka og Vera:

Det gør mig jo ekstra glad for at have fået en lejlighed med plads. Næste projekt er at finde et gitter til trappen, for Vera er allerede bedre kendt som Turbo-smølfen og David som Houdini II, og hvem af de to, der bliver 2012 sjællandsmester i hurtigkravl, står hen i det uvisse.

Coming to terms

2011 blev året, hvor løb fandt sin nye plads i mit univers. Løb er fedt, men som livsindhold er det ligegyldigt. Sådan har det vist altid været, men mine drømme om at genfinde tidligere tiders fart, fik til tider løb til at fylde for meget. Jeg tror, at jeg er kommet overens med, at sådan bliver det ikke igen. Jeg har fået for meget kemoterapi, og det har smadret et eller andet i det, der gjorde, at jeg kunne løbe stærkt. Løb vil altid være en del af mit liv. Og en vigtig del. Alt har bare forandret sig. Jeg kunne muligvis komme igen, men det er ikke worth it. Det vil tage alt for meget tid og energi fra det arbejde, som er så meget vigtigere. Jeg kender ingen, der har haft lymfekræft, som er kommet til at løbe hurtigt igen.

Det betyder ikke, at jeg træner mindre eller aldrig løber intervaller. Det betyder bare, at det har fundet sin plads. At løbe langsomt betød meget mere end at finde  mig selv på næstsidste side i resultatlisterne. Det betød, at jeg måtte ændre mit mentale billede af mig som løber. Og det tager tid. Jeg var blevet en, man måtte vente på. Det betød, at jeg med et ikke kunne træne med de fyre, jeg havde leget med næsten dagligt i årevis. Det var en syngende social lussing. Og mit mentale billede af løb er blevet til noget helt andet. Hvor det tidligere faldt mig ret let at løbe hurtigt og derfor legede med at løbe om kap med de halvhurtige drenge, er løb blevet meget mere meditation. Jeg er kommet til at holde af mine lange ture alene. Uden krav til hastighed. Uden følelsen af ikke at slå til. Og måske er det bare bedst sådan lige nu. Hvor arbejdet skal have lov til at bestemme. Det er sgu da ligegyldigt, om jeg løber nogle minutter hurtigere eller langsommere. Det gør ikke verden til et bedre sted.

Hjem

Det blev året, hvor jeg efter temmelig meget rakken rundt, fik mig et hjem. Et rigtigt hjem med terrasse og fast husleje. Birkerød og jeg blev aldrig et godt match. Det blev jeg og Sydhavnen derimod. Jeg elsker, elsker, elsker at være i byen igen. Og at have Amager lige inden for rækkevidde. Come on – jeg er for gammel til fremleje. Så nu har fast grund under fødderne og rullegardiner for vinduerne. Og har på en eller anden måde fundet hjem.

Så i min lille livsboble ånder der fred. Midt i en verden af vold, uro, ødelæggelse og store kampe.

by - 7 kommentarer

Jamen så glædelig jul, der…

Kufferten er næsten pakket. Projekter er lagt i vinterhi, og på mærkelig vis er der i løbet af dagen pustet en umiskendelig stemning af jul rundt i kroppen. Så meget at jeg måtte svinekøbe ind af småkager og juleslik, som de nok ikke har i Lissabon. Og nej, ikke en eneste klejne er blevet kogt i mit køkken, og ikke en eneste brunkage er kommet ud af ovnen. Men der er folk, der lever af den slags. Og jeg rødmer ikke det mindste over at betale mig fra det.

Jeg har flintret rundt på cykel for at nå det ene barn og det andet barn, inden jeg damper af i morgen med det tredje barn. De sidste julegaver blev flået ned i tasken. For jeg var blevet overhalet indenom og måtte ty til fysiske julebutikker. Jeg får almindeligvis tics og nervøse trækninger af dem ved juletid. Og jeg elsker internettet. Men pludselig var den over mig, den jul, og jeg måtte bide i det sure æble. Heldigt for mig, hva? At jeg kun skal holde jul med min søn. For i min familie er vi kun på gaver med dem, man holder jul sammen med. Og så småbørnene, selvfølgelig.

Og så fik jeg alligevel et lille bitte stik i mit moderhjerte, der på Hovedbanegården, da jeg mødte Sofie og en yderst veloplagt Vera i barnevogn på vej til Århus. Og der i stuen i Hvidovre, da to juleklare småpiger klæbede rundt om mine ben som sultne chimpanseunger. Jul uden mig? Hvar? Og så mærkede jeg et andet lille bitte stik. Som blev til en indre flod. Af stolthed. Jeg er jo bare skidehamrende stolt af min familie. Både den blodbeslægtede og den tilgiftede. Både biologiske børn og bonus. Jeg får en stor glad  klump i maven over, at min familie er så……. ukompliceret? At vi allesammen godt kan lide at være sammen. At vi kan holde verdens bedste jul, og at vi kan give slip på hinanden og gøre noget andet. At mine unger har fundet kærester, der passer så fint til lige dem, og som gør dem lykkelige og tilfredse. Og at jeg kan forlade dem i sikker overbevisning om, at deres jul bliver rigtig fin.

Og det gør min også. Jeg tager afsted med en af mine yndlingsrejsekammerater. Min søn. Som jeg sidst rejste med for tre år siden, da vi rejste rundt i Argentina og Bolivia. Denne gang er vi mere beskedne, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Lissabon sammen med ham. Og løbeskoene er selvfølgelig lagt i kufferten. Sammen med solcremen og de kortærmede.

by - 2 kommentarer

Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.

by - 0 comments

Langtur på nostalgiens vej

Ved middagstid travede jeg afsted på ugens lange tur. Måske ikke helt så lang, som jeg havde drømt om, men jeg hang lidt i en klokkestreng. Helt efter bogen havde vi overset sommertiden, og dagen var med ét kortere end vi lige gik og forestillede os. Og nøj, hvor havde vi bare sovet dejligt. Jeg havde bare et par timer mellem formiddagsbesøg på hospitalet og en hurtig eftermiddagsvisit, inden Sofie og jeg skulle med toget tilbage til Hovedstaden.

Jeg løb igen ned ad det lille hjulspor bag mine forældres hus. Krydsede over golfbanen og ramte igen Pramdragerstien. Vejret var pragtfuldt, og jeg løb med bare arme. Jeg mødte svaner på træk og svaner på det opdæmmede vand langs Gudenåen. Der var ikke mange mennesker. Først da jeg nærmede mig byen, mødte jeg adskillige fiskere ved åbredden. Jeg passerede igen nostalgiske steder, hvor jeg havde spillet guitar med Helge og Karsten, drukket øl med Anette og Søren og padlet i kano med Knud mellem sivene. Ved Randers Regnskov drejede jeg over den blå bro og løb mod Vorup, hvor jeg fulgte en del af den sløjfe, vi løber til advents-halvmarathon. Jeg kortede den lidt af og løb mod øst mod Dronningborg. Som vi også løber til samme halvmarathon. Krydsede forbi havneområdet og forbi roklubben, hvor jeg har deltaget i et utal af fester. Videre ud af, inden jeg drejede tilbage mod byen og gennem Tøjhusparken. Her drev det af nostalgi. Her har jeg leget med mine unger, her har jeg kysset min exmand og sladret med bedsteveninden på en bænk. Igennem Tøjhuskvarteret blev det til ren nostalgigrød. Her har jeg boet, her boede min dengang bedste veninde, her levede mit ungdomsnetværk i de gamle huse. Der lå engang en købmand, og der boede vores bedste venner med deres mange børn. Men jeg måtte videre og krydsede gennem byen tilbage til Pramdragerstien, hvor en sand storm ydede modstand resten vejen, ledsaget af en ret kold regn. Men turen var alligevel fin. 22 km og ikke så lang som planlagt, til gengæld var den langsom.

Nu er jeg tilbage i Birkerød og klar på dagens arbejde i morgen. Min mor har det stabilt. Det hedder det. Og min far har lagt det værste chok bag sig. Og måske tager jeg tilbage om et par dage.

by - 2 kommentarer

Træk nu bare stikket til den dybfryser

Smukke dage. Men kolde. Sluk nu bare for dybfrosten. Lad isen smelte og dryppe. Lad græsset komme frem, og skab vej for noget forår. Jeg har dømt forår på bloggen og skruet fuldstændig uanstændigt op for varmen i stuen. Jeg VIL IKKE fryse. Jeg har hang-overs og har sovet for lidt. Men har haft fuld kvalitetsblus på weekenden. Har luftet de høje hæle, smagt et par drinks, fejret min svoger og dyrket familien. Jeg har sovet i arm med min søster, og er blevet vækket af mine forældre alt for tidligt som en teenager efter en alt for sen fest. Vi var hensat til fjerne tidlige år af vores liv. Har spist lang morgenmad og heppet min anden svoger gennem Vasaløbets 90 kilometer i sms’er. (Han kom igennem i flot stil).

Ovenpå al den familieidyl begyndte mine øjenlåg at tynge, og jeg sadlede cyklen for at trille hjem til Birkerød. Jeg var knapt nået til Lyngby, da min telefon ringede, og jeg fik Alma i røret. Savner du egentlig ikke mig? spurgte hun – den lille lokker. Okay jow da. Og jeg vendte cyklen og drog mod Frederiksberg i stedet. Jeg ER jo nem. Og Alma havde noget hemmeligt at vise mig. Et klippet gækkebrev – til mig, – men du må ikke sige det til nogen, vel? sagde hun. Fnis. Jeg elsker, når hun sådan kommer til at vende tingene lidt bagvendt. Og påskeæg får hun alligevel. Efter at have drukket the og krammet små og store piger en times tid, vendte jeg igen cyklen nordover. Og cyklede hele vejen hjem gennem dybfryseren. Og valgte en fuldstændig restitution fra løbetræningen. Altså bare i dag. Nu fik jeg jo også cyklet tæt på 50 km. Og jeg skal vist bare tidligt i seng. Og træne fuld skrue hele næste uge.