Små hverdagshop på stedet

Jeg arbejder på et par artikler om mine erfaringer fra Lesbos, om flygtninge, om frivillighed, om den europæiske attitude. Det går ikke så hurtigt, som jeg forestillede mig, for de er ikke de eneste ting, jeg skal skrive for tiden. Men imens må bloggen tage små hverdagshop på stedet. Artiklerne er vigtigere, og jeg er nødt til at koncentrere mig om dem. Så selvom jeg er ved at implodere af indestængt vrede, – ikke et ord om flygtninge!

Og så er det jo godt, når København belønner mig med en dag som i dag.

I aftes groede et højt stillads med elevatorplatform frem uden for mit soveværelse. Mørke mænd kørte op og ned med platformen, borede i muren og lavede altansager med stærkt lys på. Da jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg en altan. En altan! Jeg er henrykt. Og jeg er nødt til at trodse kulden og drikke  morgenkaffe derude i morgen. Mens solen står op over Islands Brygge.

IMG_6112

Inden jeg tog henrykte benspjæt over udvidelsen af mit lille territorie, cyklede jeg fra arbejde til Helgoland. Jeg kunne nå at hoppe en tur i havet på en smuk dag med sol og stille vand. Selvom vandet ikke er rigtigt vinterkoldt, er det en slags renselse. En tur i vandet og stille afslapning i varmen i saunaen. I vandet igen, så sauna, endnu et dyk og sauna, og en sidste gang, inden jeg modvilligt tørrer mig og trækker i vintertøjet igen.

Jeg cyklede hjem med røde kinder og genopladet hjerne.

IMG_6108

Altanjubelhoppene sluttede i løbeskoene, og jeg begav mig ud i min mørke by.

IMG_6102

Københavns havneløb i mørke er magisk. Lysene spejler sig i vandet, og der er næsten altid en særlig ro. Det var en perfekt aften. Stille luft, stille vand. Selvom man stadig må drible mellem forskelligt konstruktionsarbejde på Islands Brygge, kunne det ikke spolere en dejlig aftentur. På en aften hvor jeg kun kunne elske København.

IMG_6116

Søndagsapati og kolde afvaskninger

Jeg tror, vi overskred den vedtagne kvote af både rødvin og gin i aftes. Pille-Pernille, Amarorama og jeg, da vi mødtes i vores eksklusive madklub. Hvor vi fik endevendt både bloggerier og resten af vores verdener. Fuck, hvor vi havde det sjovt og hyggeligt. Og nu protesterede hele min organisme, da jeg langsomt kom til live i morges. På den måde, hvor øjnene ikke rigtigt folder sig ud, og dynen kramper sammen om en fuldstændig morgenslasket krop. Det gik ikke. Jeg havde en aftale med mine skriveveninder. Dem jeg har skrevet sammen med, siden vi gik på forfatterkursus på højskole for et par år siden.

Der var kun én ting at gøre. Morgenbad. Kun det iskolde vand ville kunne vække min halvt bevidstløse krop. Så jeg moslede i noget morgentøj og slaskede ned til havnebadet. Og var sikkert ikke noget kønt syn. Selv undgik jeg behændigt at se ind i det store spejl ved siden af vaskemaskinen. Og det virkede, det kolde vand. På to splitsekunder var jeg så vågen, at jeg også kunne tale med mine badevenner i saunaen.

Således som et nyt og bedre menneske kunne jeg gå søndagen i møde. Og søndagen selv valgte at smide det grumsede morgenlook væk og iklæde sig solskin og blå himmel. Sådan at jeg kunne slutte den med smukke efterårsbilleder på nethinden, da jeg løb min tur på Amager Fælled.

Mere iskold smukhed

Der er noget særligt over at sidde ved spisebordet med en latte fra Ricco’s kl ti søndag formiddag. Hentet på vej hjem fra havnebadet. Efter en morgenløbetur som næsten tog vejret fra mig. Efterfulgt af morgensvøm i havnebadet og sauna sammen med andre morgenhyggere fra Sydhavnen. Og en næsten hel søndag foran mig.

Der er ikke så meget at sige. Bare billedspam. For det har sine fordele at være i evig genoptræning. Jeg kan uden bekymring tage detours og udforske alt, jeg kommer forbi. Og tage monstermange billeder, når morgenen er så ubeskrivelig, fantastisk smuk. Og kold.

Der er stadig små fisk i vandet i havnebadet. Og temperaturen i vandet er seks grader. Så ved I det.

Iskold smukhed

Jeg har løbet den bedste tur i meget lang tid. Forsigtigt og stille hvisker jeg, at det ser ud til at virke at løbe hver dag. Og det virker bedst på asfalt. Den mindste ujævnhed kan få tårerne frem i øjnene. I dag løb jeg en time. Den længste tur i lang tid. To tredjedele var på asfalt, og jeg havde kun ondt på den tredjedel, der var grussti. Som noget andet nyt havde jeg fundet et par gamle kompressionsstrømper frem. Og asfalt og kompression er åbenbart et hit.

Det hele bliver selvfølgelig også bedre af den smukkeste dag. Iskold, ganske vist, men fuld sol og blå himmel. Faktisk varmede solen, som om den klamrede sig til den sommer, som vist godt kan siges at være smuttet nu. Jamen i morgen slutter sommertiden. Og i tv snakker de løs om arktisk kulde.

Al den sol kaldte på en svømmetur i det iskolde vand, så jeg løb hjem og pakkede en badetaske. Og mødte op til en stuvende fuld sauna, hvor vi i den grad kom hinanden ved. Badeklubben havde åbent hus og inviterede gæster. Vores sauna er meget lille. Derfor måtte jeg time mine dukkerter, så der kunne blive plads på bænken, når jeg skulle gennemvarmes igen. Men det var fedt. Og hyggeligt. Der var også gæster fra den nye vinterbadeklub på Bryggen. De åbner officielt lige om lidt og får en mobil sauna lige efter nytår. Du kan stadig blive medlem, så se her. Måske ses vi nytårsaftensdag, hvor de igen i år holder badefest.

Vandtemperaturen er nu omkring syv grader, kan jeg hilse og sige.

Sommer i oktober

Jeg ved godt, at jeg muligvis træder i  noget med det her indlæg. For henne i Jylland har vejret vist været både vådt og koldt og blæsende. Men i København har det været fuldstændig nydning. Det har været stille vand og smukke solnedgange. Det har været løbeture i sommertøj. Det har været vinterbadning i uhørte varmegrader. Og det er noget, sådan en som mig, sætter pris på. Jeg vil bestræbe mig på at huske den her weekend, når frosten knager omkring mig, og cyklerne ikke kan låses op. Når min mund snerper sammen af indestængt vinterhad, og jeg bliver ramt af uendelighedsmareridt af is og sne og mørke.

Her kommer spredte ud- og indtryk fra et par exceptionelle dage rundt om Sydhavnen.

Havnebussen på vej hjem fra en fredag fyldt med oplevelser på Nationalmuseet. Indianere gjorde ikke stort indtryk på hverken 5-årg eller 3-årig, men to granvoksne mænd, der flåede skindet af et rådyr, fik munden til pludselig at stå stille. Kender du ikke børnemuseet på Nationalmuseet, så skrub en tur derind. Det er gratis, det er fantastisk, det er fyldt med oplevelser. Også uden børn, når man er barnlig nok.

Løbetur over Amager Fælled i det sene eftermiddagslys.

Turen hjem gennem Nokken langs vandet kunne gøre ganske åndeløs. Så jeg nærmest lykkelig landede i mit køkken med kroppen fuld af energi.

Dagens løbetur i solskin og sommertøj på Amager Fælled var både varm og svedig på sommermåden. Fuglene myldrede i bærbuskene, og jeg løber rundt med Peter Øvigs stemme i ørerne, så jeg kan have min anmeldelse parat i næste uge. Og det er godt selskab, kan jeg afsløre.

Dagens dukkert var næsten surrealistisk. Luften var sommervarm, og vandet var efterårskoldt, og omkring mig var kun smukhed.

Og ved I hvad jeg også elsker ved det der vinterbad? At jeg møder så mange forskellige mennesker, som kommer i havnebadet af lige så mange grunde. Så mødes man der ved det kolde vand og sidder sammen i den kogende sauna. Og opdager interessante ting at snakke sammen om. Og vi ville måske aldrig have mødt hinanden, hvis ikke vi havde delt en sær interesse for koldt vand.

Forårsfornemmelser

Ovenpå alle de eksotiske rejsefortællinger fra Marokko, er det godt, at Amager stadig er uovervindelig. Og at Sydhavnen er mit yndlingssted på jorden.

Morgenen lokkede tidligt med strålende sol og blå, blå himmel. Jeg vågnede tidligt og trak i løbetøjet. Skiftede hurtigt mening om den kortærmede og trak lange ærmer på. Der var noget ualmindelig krystalklart over hele verden. Luften var frisk og ny, og jeg har aldrig set vandet i havnen så klart. På Amager Fælled var dyrelivet ved at vågne,og to småfornærmede rådyr sprang ud fra buskene. Løbere og hundeluftere hilste venligt. Vandpytterne på fælleden havde frosne overflader, og græsset var dækket af rimfrost. Men solen. Solen varmede på forårsmåden.

Da jeg kom hjem, kylede jeg badetøj og håndklæde i tasken og løb afsted til havnebadet. I det vinteråbne bassin svømmede små fisk, og vandet var stadig bidende koldt. Sikke en forfriskning. Jeg hoppede i to gange og lunede mig lidt i solen. Jamen det gjorde jeg. Det ER faktisk forår.

Og så slentrede jeg forbi Riccos Kaffebar og købte en Cafe Latte med ud i solen. Og var bare helt igennem glad for at være mig lige der i Sydhavnen.

Og nu sidder jeg i sofaen og ser tv lige så forsigtigt. Fordi inde ved siden af, i soveværelset, ligger mit allermindste yndlingsmenneske og sover. Mens hendes far og mor har deres allerførste alene-kæreste-nat i et år.

20120405-221146.jpg

Frosne fristelser

Man skulle ikke have troet det muligt. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over vinterens største overraskelse. Min nye fritidskarriere. Da jeg kom fra arbejde, hentede jeg håndklæde og badetøj og tøffede ned til havnebadet. Jeg gik resolut ind og kravlede ind i blå Adidasbadedragt. Med fartstriber. Jeg hilste gennem glasdøren på de to, som sad og lunede sig i saunaen. Det føles stadig lidt sært at træde udenfor med bare tæer og arme. Når man nu lige har lagt pelsen i skabet. Men til min store overraskelse, gør jeg det helt uden tøven.

Vandet er dækket af tyk is. Ti centimeter, vil jeg tro. Og vi havde egentlig slet ikke forventet is i havnebadet. Nogen havde fortalt om turbiner, som ville holde badet isfrit. Ikke helt, altså. Ved foden af trappen ned i bassinet var allerede hakket hul i isen. Ikke noget med svømmetag der. Vandet indbyder heller ikke til længere ophold. Ned ad trappen og under med det hele. Og hurtigt op igen.

Lånt fra Facebook

Efter dukkerten var det dejligt at smutte i saunaen, få varmen og smutte ud til endnu en dukkert. Anden gang var vandet mærkbart mindre koldt. Mærkeligt fænomen. Tre dukkerter i alt, og  pauserne i saunaen fik varmen i kroppen til at slå ud i lys lue. Og så kommer man på en eller anden måde hinanden lidt anderledes ved, når man sidder der i badetøj på hver sit håndklæde. Ja, badetøj. I vores badeklub må man ikke være nøgne. Det er der nok for meget by over det til. Metropolisbeboerne vil vist betakke sig for nøgne mennesker i deres baghave. Personligt har jeg heller ikke behov for at flashe mit private maveflæsk.

Men jeg synes, det er skidehyggeligt. Når jeg nu er seriøst grounded fra mine løbesko (jo, det er jeg), så kan ishavet skubbe på humørbarometeret.

Og så kan man jo stilfærdigt hygge sig ved tanken om, at Ole Henriksen him self anbefaler fruerne at stikke ansigtet i en balje med is. Det her er hyggeligere. Og jeg sidder her med den mest afslappede energi flydende i kroppen.