Jeg arbejder på et par artikler om mine erfaringer fra Lesbos, om flygtninge, om frivillighed, om den europæiske attitude. Det går ikke så hurtigt, som jeg forestillede mig, for de er ikke de eneste ting, jeg skal skrive for tiden. Men imens må bloggen tage små hverdagshop på stedet. Artiklerne er vigtigere, og jeg er nødt til at koncentrere mig om dem. Så selvom jeg er ved at implodere af indestængt vrede, – ikke et ord om flygtninge!
Og så er det jo godt, når København belønner mig med en dag som i dag.
I aftes groede et højt stillads med elevatorplatform frem uden for mit soveværelse. Mørke mænd kørte op og ned med platformen, borede i muren og lavede altansager med stærkt lys på. Da jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg en altan. En altan! Jeg er henrykt. Og jeg er nødt til at trodse kulden og drikke morgenkaffe derude i morgen. Mens solen står op over Islands Brygge.
Inden jeg tog henrykte benspjæt over udvidelsen af mit lille territorie, cyklede jeg fra arbejde til Helgoland. Jeg kunne nå at hoppe en tur i havet på en smuk dag med sol og stille vand. Selvom vandet ikke er rigtigt vinterkoldt, er det en slags renselse. En tur i vandet og stille afslapning i varmen i saunaen. I vandet igen, så sauna, endnu et dyk og sauna, og en sidste gang, inden jeg modvilligt tørrer mig og trækker i vintertøjet igen.
Jeg cyklede hjem med røde kinder og genopladet hjerne.
Altanjubelhoppene sluttede i løbeskoene, og jeg begav mig ud i min mørke by.
Københavns havneløb i mørke er magisk. Lysene spejler sig i vandet, og der er næsten altid en særlig ro. Det var en perfekt aften. Stille luft, stille vand. Selvom man stadig må drible mellem forskelligt konstruktionsarbejde på Islands Brygge, kunne det ikke spolere en dejlig aftentur. På en aften hvor jeg kun kunne elske København.
Helles Blog 