Homecoming blues

Hvordan er det at komme hjem, spørger folk mig. Der findes ikke et kort svar.

Midt i januar, da jeg landede i Sydhavnen var det godt at være hjemme. Og svært at forlade Lesbos. Jeg savnede de mennesker, jeg arbejdede sammen med heftigt, fordi vi havde nået noget særligt sammen. Jeg elskede at komme hjem til min lejlighed og at kramme alle mine små og store børn. Og jeg var træt. Eller nærmere udmattet. Både af at have arbejdet intenst i mange timer i mange dage og af de mange dybe og alvorlige indtryk, mødet med den græske virkelighed for grækerne og for flygtningene efterlod i mig.

Jeg var fyldt af en slags håb, fordi jeg netop havde oplevet frivillige fra hele verden stå sammen om at organisere modtagelsen af stærkt afkølede flygtninge, hjælp med registrering og etablering af lejre og transport. Det var et stærkt fællesskab, og jeg følte mig en smule optimistisk over, at mennesker af forskellige religioner, hudfarver, kompetencer og størrelser fandt sammen om den store opgave at redde mennesker fra at dø af drukning og nedkøling. Og at hjælpe grækerne på den lille ø til en dagligdag midt i et inferno, EU ikke hjalp dem med.

Et langt liv i det danske sundhedsvæsen og mange års arbejde med flygtninge og migranter i Danmark har lært mig at være helt til stede i menneskers ulykkelighed uden at tage alt under min egen hud. Det hjalp mig på Lesbos. Det må man kunne, hvis man skal blive stående på sine ben, og hvis man seriøst skal kunne hjælpe. Problemet er den andens, ikke mit, og jeg skal blive stående, fordi jeg kan noget, han har brug for. De gruopvækkende historier gjorde dybt indtryk, men de sled mig ikke i stykker.

Som dagene gik, trængte den aktuelle politiske debat gennem mit optimistiske panser. Og slog revner i det. Det er svært at fatte, at stort set samtlige politikere taler, som om VI har en krise. Det gør ondt i mig, når medier og politikere taler om flygtninge, som var det kvæg. Det gør ondt i mig, når politikere taler om det som et problem, der handler om, hvor mange, der krydser vores grænse. Det svirrer om ørerne på os med tal. Hvor mange skal vi tage? Hvor meget koster de? Hvad kan vi få ud af dem? Hvor mange kommer til grænsen? Har regeringen standset flygtningestrømmen?

Det sidste er et tåbeligt spørgsmål. Nej, regeringen har ikke standset flygtningestrømmen. Mennesker flygter, og flere mennesker vil flygte. De vil stadig flygte, når vi smækker grænselågerne i. De vil stadig flygte, når Tyrkiet spærrer hele deres kyststrækning. Alle de mennesker vil stadig være der. Og hvor skal de være, når vi bliver ved med at nægte fælles indsatser? Har regeringen mon tænkt over, hvordan der ser ud ved den Makedoniske grænse? Den er nemlig lukket det meste af tiden. Kun mennesker fra Syrien, Irak og Afghanistan lukkes ind i små grupper med timers mellemrum. I mellemtiden sidder familier under helt åben vinterhimmel og venter.

Det værste er måden, mange taler om flygtninge. Jeg er holdt op med at læse kommentarfelter på de sociale medier og i aviserne. Jeg kan ikke tåle det. Jeg ved jo, at det er mennesker. Det er dig og mig. Jeg ved, at jeg ville risikere næsten alt for at bringe mine unger og småunger i sikkerhed. Allesammen. Det gør mig usigelig bange, at vi ikke fatter, det kunne være os. Det gør mig næsten rædselsslagen, at konventioner for menneskerettigheder og for flygtninge bliver betvivlet og sat i spil. Fordi vi vil have vores velstand i fred.

Jeg ville ønske, vi havde politikere, der havde modet til at lede vores land uden at sætte frygt som platform. Jeg ville ønske, vi havde politikere, der havde modet til at sige, at vi har råd, og at situationen kalder på os. At vi selvfølgelig kan tage nødlidende mennesker til os uden at tabe os selv. Vi har råd. Danmark har så mange mennesker, der har så meget. Og Danmark har så mange mennesker, der gerne giver meget.

Jeg mødte ingen mennesker, der krydsede havet for at finde et land, hvor de kunne sætte sig på røven og blive underholdt. Jeg mødte ingen mænd, der ikke trykkede mine hænder. Eller kindkyssede. Eller krammede.

Det er det sværeste ved at komme hjem.