Tag Archives: torskerogn

by - 1 kommentar

Slut med rogn

Alting har en ende. Selv et kilo torskerogn. Og jeg lovede at madblogge om mayo. Face it. Det er hurtigere at lave sin egen mayonnaise end at løbe i Irma og hente en tube. Som ikke er mad.

Tag to (eller flere) pasteuriserede æggeblommer. Lever du livet spændende, kan du også bruge blommen fra hele æg og lave marengs af hviderne. Pisk blommerne godt og grundigt, så de stivner. Og så tilsætter du langsomt, langsomt i en tynd stråle den gode olivenolie. Hold pause med olien ind i mellem, hvor du pisker godt igennem. Bliv ved med at tilsætte olie, til mayo’en har den konsistens, du bedst kan lide. Så rører du salt, peber, hvidløg, chili, og hvad du ellers lyster, i, og du har kreeret en mayonnaise, der vil tage kegler. Sørg for, at temperatur på æg og olie er nogenlunde ens og ikke for kold.

Dagens rogn blev fortæret til frokost i en torskerognssalat med chili og hvidløg. Og den allersidste rest blev tryllet til tapas, som fik selskab af fisk, chorizo, hummus og ost og blev delt med Sofie og familie.

Og dagens togoplevelse? Jamen både morgentoget og eftermiddagstoget kom til tiden. Med god plads til cyklerne. Og plads til mig i stillekupeen. Hvor jeg fuldstændig uforstyrret kunne krybe sammen på en vinduesplads og lytte til “Den hundredeårige der sprang ud af vinduet”. Eneste mislyd var, at jeg gang på gang kommer til at sprutte himmelhøjt af grin. Og det gør man ikke uden dødsblikke i en stillekupé.

Slut for nu med rogn og togoplevelser.

by - 2 kommentarer

Dagens rogn #2

Dagens rogn blev kun frokost. For i aften bliver på Paté Paté på Vesterbro. Frisk torskerogn er en gave til madpakken. I dag blev en halv buks til torskerognssalat. Jeg fjernede hinderne og findelte rognen med en gaffel. Rørte en ny mayo. Don’t ever buy the shit. Hvorfor? Fordi, som min kloge bonussøn mesterkokken siger, – mayo på tube er ikke mad. Det hele blandes, sammen med finthakkede forårsløg, hvidløg og peberfrugt, og voila! En herlig frokostret. Og en halv buks mindre. Det smutter nu hurtigere, end jeg forestillede mig, torskerognen. Så fredag bliver sidste rogndag.

Med til dagens rogn hører også dagens togoplevelse. Som I dag gik fra Valby til Herlev. Igen i dag var der let panik på perronen. Denne gang fordi der endnu engang havde været en personpåkørsel. I Hellerup. Jeg lærer aldrig at forstå det. Der er så mange måder at aflive sig selv på. Hvorfor vælge en så spektakulær facon? Som i uhørt grad involverer de omkringstående.

Det lammede så åbenbart s-togstrafikken hele morgenen, og vi filtrede endnu engang et ufatteligt antal cykler sammen i et flexrum. Og også folk i Valby kunne grine og slå krøller på sig selv, for at få plads til endnu en damecykel og en grøn racer. Man kommer hinanden ved på sådan en dag. Fnis og kreative bud på, hvordan bageste mand mon ville komme ud på næste station, bidrog til underholdningen. Og jeg opgav også i dag at høre videre på min lydroman om “Den hundrede-årige der sprang ud af vinduet”.

Den fine stemning begrænsede sig imidlertid tilsyneladende til flexrummet. For pludselig kom en ung pige meget hurtigt ud fra stillekupeen ved siden af. Hun havde rødmende kinder og råbte noget vredt bagud, inden hun standsede i døren. Hvor tårerne pludselig sprøjtede ned ad kinderne. Hvad sker der, spurgte jeg. Jo, jeg er sådan en der blander mig. Lidt hikstende forklarede hun, at hun var blevet lidt ‘rørt’ over, at en i stillekupeen havde kaldt hende hjernedød. Jamen for fanden da. Jeg sendte hende et klem med øjnene tværs over alle cyklerne. På en eller anden måde pludselig berørt af hendes følelsesmæssige ærlighed. Hvor dumt at kalde nogen for hjernedød. Hvor fint bare at kunne tude over det. I fuld offentlighed.

by - 2 kommentarer

Dagens rogn

Et helt kilo torskerogn i køleskabet kan bidrage til underholdningen de næste dage. Her kommer simpelthen en rogn-føljeton.

Dagens rogn blev fordelt på frokost og aftensmad. Kold kogt rogn på rugbrød er en glimrende spise, og jeg kunne stadig glæde mig til aftenrognen. Som blev stegt i tykke skiver i smør og olivenolie. Og så lavede jeg clu’et – hjemmerørt mayo med hvidløg og chili. Jamen man kan sidde her og blive helt frydefuld over al den rogn, der stadig ligger i køleskabet. Fortsættelse følger fra frokostfronten imorgen.

Sammen med dagens rogn blev der plads til at fordøje dagens togoplevelser. Hvad skal man med tv, når man har linje E?

Sammen med en kollega nåede jeg Hillerød station på cykel, hvor der herskede en let anstrengt stemning omkring klokken halv fem. Noget med noget tog, som havde været taget ud. Derfor var der kø både for at komme ud af toget, og for at komme ind. Jonas og jeg spillede smarte og spurtede ned i den fjerne togende. Og det var der 10-12 andre cyklister, der også havde gjort. Og så sker der det, som altid sker, når cykelrummet er proppet til bristepunktet. Venligheden slår igennem. Folk møver sammen, griner og giver plads.

Undtagen de tre, der klumpede sammen på cykelsiden med hver sin grønne bajer i hånden. Med hærgede ansigter og klumper i balancecenteret. Men cykelrummets venlighed kunne rumme dem. De fik lov at sidde med deres eftermiddagsbajer. Og hvad de nu ellers havde gang i.

Indtil et sted mellem Svanemøllen og Østerport station. Nu var det tyndet ud i de sammenfiltrede cykler, og trekløveret kunne efterhånden indtage et sæde hver. På cykelsiden. Men pludselig var der ond stemning i mellem dem. Den ene havde tilsyneladende købt piller gennem de to andre, en lang mand og en kvinde med lyse krøller. Og nu var hun utilfreds med virkningen.Og ville have sine penge igen. Og der, midt i flexrummet i linje E, foldede narkomanens rædselsfulde liv sig ud for vores sarte ører. Kvindens afmagt over at have brugt 500 kroner på piller, der ikke gav hende den ro, hun må have. She lost it, siger man på engelsk. Flegnede fuldstændig ud, der midt i flexrummet. Råbte, skreg, sparkede og rasede. Over de penge, hun ikke havde længere. Over ikke at have råd til metadon. Over at være nødt til at gå på gaden. Over ikke at have penge til sine børn.

Indtil parret valgte at stå af på Østerport station. Netop som dørene var ved at lukke i, samlede den rasende kvinde cykel, taske og frakke og stormede efter dem. Mens vi langsomt kørte ud af stationen, så vi hende i en stadig diskussion med den lange mand.

Da togføreren på Vesterport meddelte, at en dør var gået i stykker,og at han derfor ikke måtte køre med passagerer, kunne vi kun finde hinandens øjne. Og bryde sammen i en slags lettelsens grin. Og cykle det sidste stykke hjem. Til rognen.

by - 2 kommentarer

Lidt undskyldt er man vel…?

Torskerogn?

Søndag aften sad jeg bag skærmen og skulle bestille varer fra Årstiderne, og så var det, jeg syntes, at jeg kunne trænge til lidt godt. Forkæle mig selv nærmest. Efter en uge med høj feber, ynk og hoste. Og der var frisk torskerogn på Årstidernes menu. Frisk torskerogn er lækkert. En delikatesse, som i den grad er årstidbestemt. Og guf for en svagbrystet kone i vitaminunderskud. Det snupper jeg, tænkte jeg og slog et kækt kryds.

I går stod kassen udenfor min terassedør, og der var meget. Virkelig meget torskerogn. Jeg må have haft en rest feberhjerne, og jeg må have bestilt med den under armen. Måske har jeg haft et anfald af noget demens og troet, der stadig var myldrende fuldt af sultne børn i mit hus? Sådan som demente kan leve i fortiden og glemme alt om nutiden. Eller også har jeg bare helt glemt at se på, hvilken mængde torskerogn, jeg bestilte. Men her er det eneste sultne væsen mig.

Ugens menu er derfor torskerogn. I aftes kogt torskerogn. Til frokost kold, kogt torskerogn på rugbrød. I aften stegt torskerogn. Og i morgen til frokost, torskerognssalat. Derefter en kort torskerognspause, fordi jeg skal spise på Vesterbro. Men så skynder jeg mig tilbage til nye torskerognsvarianter for fredagen. Lørdag er jeg gudskelov inviteret til fest, og må have nået et mætningspunkt for torskerogn. Og hvis jeg er heldig, har jeg spist op.

Yndlingsopskrifter modtages med kyshånd.