Tag Archives: modvind

by - 2 kommentarer

Onsdagsmandag eller mandagsonsdag

Allerede i dag  kom jeg først  hjem, da aftenen havde meldt sin ankomst. Edikkesur med surt på. Efter en onsdag der troede den var en mandag. Og jeg må hellere skynde mig i seng, så den kan få en slutning.

I morges måtte jeg søge assistance i min gamle, tilsidesatte computer. Og den hævnede sig på bedste Microsoft-vis med at nægte at lukke. Der var opdateringer, sagde den. Undgå at slukke computeren eller strømmen. Jeg skulle til møde på Østerbro, så jeg lod stikket sidde og overlod opdateringer og det hele til computeren. Det tog den ilde op, og havde brændt sig sammen, da jeg kom hjem.

Efter mødet på Østerbro fortsatte jeg mod Hillerød, hvor den store vindgud havde skruet helt op for blæsebælgen. For søren da, det var en hård tur, og jeg overlevede kun ved tanken om den fest, det ville blive at cykle hjem. Jeg skulle blive meget, meget klogere. For selvfølgelig havde vinden i bedste Kongevejsstil vendt sig, da jeg endelig cyklede ud af døren i Hillerød.

Og her må indskydes en tak til Rudersdal Kommune for næsten af smadre min cykeltaske, da hullerne i cykelstien fik tasken rystet løs, så den satte sig fast i egerne. Med en katastrofeopbremsning til følge. Og tak til mig selv for ikke at være nærig med hverken cykel eller tasker. De holdt. Og min reaktionsevne bestod testen.

Endelig hjemme besluttede jeg at springe i vandet og vaske det sure ud. Og hvad skuede mit øje?? Tre grinende brandmænd med meterlange tentakler stirrede mig direkte i fjæset fra siden af min ponton. Jamen pis os, da. Slut med svømmeture. Mere surt.

Trøste-sushi, tænkte jeg så. Klokken var jo  blevet mange. Og jeg fortjente det. Deres telefon virkede ikke. Ingen sushi, men en tur i Irma. Hvor jeg købte en flødebolle.

Ind på en helt indiskutabel førsteplads i rækken af dårlige oplevelser kommer Lyngby. Der er intet vundet ved ikke at køre en stor bue udenom. Byen må hade cyklister, siden den gør så mange krumspring for at gøre livet surt for folk på to hjul. En ting er de evige brosten. De sidste måneder har der været vejarbejde på sydsiden, og Lyngby flotter sig med ET skilt til cyklistomvejen. Man skal være barnefødt for at regne den ud, hvordan man kan finde tilbage til brostenene og hovedvejen. Oven i den førsteplads kommer en absolut topscorer i dårlige cykelstier. Må jeg foreslå en tur ad vejen fra Virum til Sorgenfri. Jo, det er Lyngby-Tårbæk kommune, og cykelstien er et mønstereksempel på asfaltpatchwork.

I den anden ende af scalaen scorer min venstre hæl point. Og Brian Dåsbjerg bliver ophøjet til gud. Den har det  bedre, hælen. Og det kan jo næsten opveje sådan en mandagsonsdag.

Tak, det hjalp. Godt I er her.

by - 0 comments

Gammelmor i grublehjørnet

På sådan en dag, som blev annonceret som en sommerdag med let eller ingen vind, var det en ansélig bunke modvind, man havde bunket sammen til mig mellem Hillerød og Sydhavnen. Vi lader os ikke trodse, den blå cykel og jeg. Men man må jo undre sig over, hvordan vinden kan koncentrere sig på Kongevejen. Gang på gang.

Hvis nu det havde været mig, der sad bag rattet i en lille smart bil på Frederiksberg, og som snittede et cykelbaghjul i et kækt højresving, så ville undskyldninger have stået i kø og falde over hinanden på vej ud af min mund. Jeg ville nok ikke have eksploderet i halvhysterisk tøsefnis, mens jeg slammede hånden for munden. Og kørte videre. Men det var mit baghjul, mig der skulle ligeud og mig med en puls så langt oppe i det røde felt, at jeg blev ganske tavs.

Jeg har to cykelhjelme. Og længe har de begge været forsvundet. Eller. Jeg har ikke gidet at lede efter dem. Jeg forstod ikke, hvor de var blevet af på mine knapt 80 kvadratmeter. Det har jo også været varmt. Og håret er nyklippet. Og så fik jeg en gedigen opsang i mandags over at køre uden hjelm. Sådan en af dem, der godt kan gøre mine ører lidt lyserøde. Og lyserøde ører klør som bekendt. Et tilfældigt blik i pulterrummet, et tilfældigt dyk ned i en kurv med tasker – og den sorte cykelhjelm gled ind i min hånd. Meget heldigt på en måde, når nu Frederiksbergtrunte havde travlt i højresvinget.

Jeg har ondt i røven. Jeg må være i dårlig cykelsaddelform. But how? Jeg bor jo nærmest på den cykel.

Der skete noget mærkeligt med tiden. Jeg er stadig midt i sommerferieforbandelsen, så der bliver arbejdet igennem lige til feriedøren smækker på fredag. Jeg havde en aftale om en aftentur med en veninde kl 19 og ville hjem kl. 15. Hun er nemlig en ny veninde, og mit hus så ret brugt ud. Som det ofte gør. Derfor driblede jeg lidt ærgerlig og lidt presset på tid ud fra Hillerød tyve minutter over fire. Jeg løftede et øjenbryn i Holte, da uret ved stationen viste ti minutter over fire. Og tænkte, at de måtte se at stille det ur. Da jeg nåede hjem, havde universet simpelthen foræret mig en hel ubrugt time. Måske havde jeg bare alligevel lukket computeren tyve minutter over tre. I hvert fald havde jeg god tid. Og mit hjem så stadig brugt ud.

Og cyklen bor stadig i stuen.

 

by - 6 kommentarer

Modvind på cykelstierne

Det er næsten en sand fornøjelse at cykle hjem fra arbejde. Solen skinner, og skoven er grøn. Og, ja, jeg cykler hele vejen. Alle 45 kilometer. Den blå racercykel er forfremmet til mit daglige transportmidler. Og der er dødsstraf for at nakke den. Ikke kun fordi det er forbudt, og jeg bliver sønderknust, men også fordi jeg cykler rundt med TO monstertunge tykke kæder til at låse den fast med. Og det giver næsten hold i nakken. Og pokker skulle transportere begge kæder rundt på Sjælland, hvis nogen alligevel napper min cykel.

Men det er en nydelse at race afsted langs Kongevejen og overhale de smarte i det dyre tøj. Dem med topmaven, som er trukket i Riis dresset eller gul førertrøje. Jeg elsker at hvisle forbi en elcykel på vej op ad bakken. Og jeg hviner næsten af fryd, når jeg kommer hurtigere frem end bilerne.

Men jeg vil godt have den vind op til forhandling. Jeg mener, vi bor i et demokratisk land. Eller? Man kunne ærligt talt godt fordele vindretningen mere retfærdigt. For hver dag kører jeg ind i en massiv mur af blæst, når jeg kommer til et sted mellem Blovstrød og Birkerød. Kunne man ikke skifte retning hver anden dag? Det er en seriøs vind, jeg taler om.

Ikke at jeg har noget imod en kæk vindblæst frisure. Eller blæst op under sommerkjolen. Men når jeg må træde til NED ad bakkerne og stå op i pedalerne, når det går op, så er det for meget. Når det er hver dag. Så hvis I bare ændrer det til fredag, vil jeg være glad. For i morgen skal jeg bare på Rigshospitalet. Aftale?

by - 2 kommentarer

Så barnlig er jeg

Jeg har et anstrengt forhold til vind. Jeg ved ikke, hvorfor. Men vind kan få mit temperament helt op i det højrøde felt.

I dag kastede jeg et blik ud af vinduet ved middagstid og bestemte mig for at cykle til møde på Gentofte Hospital. En tur på 27 km skulle ikke betyde noget og heller ikke gøre transporttiden meget længere. Og solen skinnede jo.

Så afsted med mig. Min grå hverdagscykel er død. Der skal ikke opereres mere på den, og nu står den og dør en naturlig død af slid og alderdom på min terrasse. Der er ikke flyttet en erstatning ind i cykelkælderen endnu, for det er alligevel vejr til at lufte min blå racercykel. Den bliver parkeret på mit kontor og giver anledning til ret mange ekstra besøg af kolleger, der lige skal ind og løfte lidt på den. Jeg klamrer mig beskyttende til den i s-toget om morgenen, og nyder turen hjem gennem skoven. Hvis man kan være forelsket i en cykel, er jeg det i den, og nu har vi efterhånden kendt hinanden i næsten fem år.

Vi, cyklen og jeg, cruisede ud på Overdrevsvejen og satte kursen sydover. På Kongevejen blev jeg mødt af massiv vind. Lige i fjæset. Og jeg trampede det bedste, jeg har lært. Og så er det, at jeg begynder at sprutte. Af arrigskab. Helt åndssvagt, for vejret lader sig ikke sådan påvirke. Og jeg tænkte, at jeg jo bare kunne hoppe på et tog, hvis det blev for meget. I Birkerød for eksempel.

Men da jeg nåede Birkerød, var der alligevel ingen rigtig grund til ikke at tage de sidste små 12 km med til Gentofte Hospital. Men vinden tog til, mens min arrigskab voksede til næsten raseri. Den første ladcykel i den forkerte retning på cykelstien var tæt på grimme ukvemsord.

Men jeg nåede frem. Kun en smule forsinket. Og havde et fint møde, inden jeg igen kæmpede mig gennem vilde vinde resten af vejen til Sydhavnen.

Og hjemme i Sydhavnen på min lille terrasse var der læ. Og sol. Og sommervarme. Og så er verden hurtigt tilgivet.