Tag Archives: regn

by - 6 kommentarer

Adventsudfordring

Da jeg var færdig med at være syg for 4½ år siden, grundlagde min svoger og jeg en tradition. Første søndag i advent løber vi halvmaraton i Randers sammen med svogerens gode ven, Ole. Da vi løb løbet første gang, var det Oles debut, og siden er det gået ham bedre og bedre. Modsat mig, der bliver langsommere og langsommere. Men det er en anden historie. Det er nemlig en hyggelig tradition. Jeg får tid sammen med min søster og svoger, vi får løbet, og så slutter vi af med et orgie af æbleskiver, gløgg og julesnask.

Min svoger er sådan en irriterende type, som helt uden træning, kan løbe pænt hurtigt. Dengang jeg var pavestolt af at kunne løbe en hurtig 5 km, slog han mig uden at skamme sig. I tykke joggingbukser og helt uden træning. Når han trænede, fik han dårlig akillessene. Han løb da også i den grad fra mig i går. Og stod tilfreds og ventede i tørt tøj med varm kakao i hånden, da jeg sammen med Ole krydsede målstregen.

Vejret var rædselsfuldt. Det kan godt være, det blæste i København. Men i Randers BLÆSTE det. Og væltede ned med vand. Så hvad fanden vi egentlig lavede midt på Østervold i Randers sådan en søndag middag. Hvor man kunne sidde trygt og tørt i en lun stue og koncentrere sig om æbleskiverne. Ja, det kræver vist en dybere analyse. Som vi ikke gider gå ind i her.

Vi var der. Og vi havde svoret en hellig ed på at løbe helt til målstregen. Når jeg understreger det, hænger det sammen med, at sidst vi løb, udgik både min svoger og jeg, og DET ville vi ikke gøre til en tradition. Så gennemføre, koste hvad det ville – var søndagens parole.

Jeg stødte ind i gamle træningskammerater fra Århus, og vi mindedes, hvordan jeg cyklede med på de lange løbeture hver evigt eneste lørdag, mens jeg var kemoterapi. Og jeg mindedes, hvordan jeg hver lørdag trak mig selv op ved det fraværende hår, og cyklede 30-40-50 km på min pink mountainbike. Fordi de ture gjorde godt, selvom kroppen næsten klæbede til lænestolen. Og jeg mødte Karina, som engang havde en blog, der var med til at skabe et venskab.

Og så kastede vi os ud i vinden og regnen. Føj for den lede. Jeg fik allerede kvalme af det kolde drikkevand efter 10 km. Men jeg havde et hyggeligt løb. Slog følge med en Mette fra Hadsten og sludrede om løb og træning. Senere måtte jeg lige tage mig lidt af den kvalme og drosle lidt ud til siden. Det gentog sig et par gange, og pludselig var Ole nået frem til mig. Og så hyggede vi os i mål.

Ole er en historie for sig. Han medbragte en bærepose med et imponerende arsenal af energidrikke. Han var klædt på til polargrader (og var selvfølgelig den, der lo sidst, da jeg rystende af kulde endelig kom i mål. Lommerne i Oles polar-løbetøj bugner af gode sager. Jeg kender kun Ole, der har lommerne fulde af bananer, energi-gels og bolsjer, når han løber. Hans enorme glæde over dagens resultat, skyder min indre skuffelse fuldstændig til hjørne.

Man kan undre sig over, at vi ikke lavede en sommertradition. Og jeg undrer mig hver gang, vi står på den startstreg i Randers. Men når vi så sætter os omkring bordet hjemme hos Ole, sammen med min søster, Oles kone og alle deres unger, og den snapseforstærkede gløgg varmer vores dybfrosne kroppe. Ja så ved vi jo, at vi gør det igen næste år.

by - 2 kommentarer

A rainy day

Stod op i en syndflod af vand. Det er alligevel lidt ufatteligt, at der kan blive ved med at være for meget af noget vådt deroppe. But still – det er klasser bedre end sne. Jeg elsker mine lørdag morgener med te i lange baner, aviser, tjekke mails, snakke i telefon, rugbrødsmadder med ost. Og jeg når aldrig at løbe med Birkerøddernes Løbeklub, som løber klokken ti. Det når jeg altså bare ikke. I stedet nød jeg morgenen og cyklede til Birkerød og handlede.

Det blev eftermiddag, før jeg var klar til at teste, om jeg var klar på nogle flere lange kilometer. Belært af sidste weekends ynkelige performance, planlgde jeg at dele min lange tur i to. Først en tur til Rungsted Kyst, så hjem til en slurk livgivende vand, og så den sidste lille tur rundt i Birkerød. Så ville jeg kunne mærke, om jeg ville blive ynkelig.

Sandelig om ikke regnen stoppede, da jeg tjekkede ud fra matriklen. Jeg løb glad afsted og mødte en anden løbende kvinde, som jeg konkurrerede med hele vejen til Hørsholm. Jeg holdt faktisk en overraskende god fart hele vejen til Rungsted Kyst. Faktisk kunne jeg se, da jeg kom hjem, at jeg i korte perioder havde holdt et tempo, der næsten lignede noget fra gamle dage. Fed fornemmelse. Jeg løb helt ned til noget vand og igennem noget marina. Og der dukkede den ene lækre restaurant op efter den anden. De må tjekkes ud,når det bliver tørt og varmt i vejret. Der var næsten Skagen stemning over stedet.

Hjem igen. Jeg kan egentlig godt lide den rute. Den går gennem skov og by og er rimeligt afvekslende. Jeg holdt et hæderligt, lidt langsommere tempo, og det var dejligt at runde hjemmet og få vand. Jeg kunne godt lidt mere, så jeg fortsatte en kort rute gennem noget Birkerød. Knapt 23 km blev det til ialt. Meeeen, kors hvor var man træt til sidst. Der er langt til marathon distancen. Måske hjælper det også, nårjeg holder op med at være fuld af snot. En dag.

by - 3 kommentarer

Og jeg fik min regn

Man skal aldrig ønske noget, for man risikerer, at det går i opfyldelse. Og det gjorde mit ydmyge ønske om regn. Og jeg fik det at føle, gjorde jeg. Men – hehe – det er bedre end sne.

Jeg cyklede gennem regnen til møde på Gentofte Hospital. For at holde møde om kvalitetsmålinger i kræftbehandlingen. I starten efter min egen sygdom var det ret svært at skelne mit eget fra det, jeg skulle arbejde med. Jeg havde mere end svært ved at løfte mig ud af mit eget lille bitte tunnel-perspektiv. Folk har været søde og overbærende, men man kan ikke bruge det til meget, at en konsulent hele tiden bliver oversvømmet af sine egne private erfaringer, vel? Når nu man skal forsøge at skabe nogen helt overordnede rammer for en bedre behandling af alle kræftpatienter. Og af alle andre slags syge mennesker. Men den slags går jo heldigvis over. Tiden går, og selv en kræftsygdom bliver til et lille kapitel i et livsforløb. Man skulle ikke tro det, da man stod midt i hele miseren, men sådan er det gået. Det har også været en lidt ‘villet’ proces. Jeg har ikke villet være “kræftramt”, “kræftpatient” eller “kræftoverlever” resten af mit liv. Jeg har villet have det kræft-klistermærke af panden og være mig igen. Kræft er noget, jeg har haft. Det giver mig nogle helt specielle erfaringer. Et særligt indhold af min livs-rygsæk. Men det er ikke min identitet. Og det giver mig nu en helt speciel indfaldsvinkel til at arbejde med kvalitet i behandlingen. Fordi nu har jeg lært en masse om sådan et syge-forløb, som jeg tidligere har været tilskuer til. Forløb jeg kunne tage del i som hjælper, eller forløb jeg kunne læse om. Forløb der udmøntede sig i en række forskellige tal og tabeller. I al ydmyghed er jeg nok blevet en bedre konsulent ud i den svære kunst at arbejde med kvalitet i vores sundhedsvæsen. Men det har taget noget tid. Og det er godt, at tunnelsynet ikke blev kronisk.

Regnen fortsatte, da jeg fortsatte til Rigshospitalet, hvor jeg tager del i at starte en forening for tidligere kræftpatienter, som skal være et forum for fysisk træning., MotionsPact. Foreningen er stadig i sin spæde startfase, men der dukkede nogle stykker op trods regn og vinterferie. Jeg selv løb en tur, der skulle være restitution overnpå min 16 km tur i går. Men der sker noget med mit tempo for tiden. I hvert fald løb jeg i noget, der forekom mig langsomt og afslappet – og viste sig at være i noget, der sagtens kunne kaldes tempo. Men våd blev jeg.

Og sneen tumler ned fra mit tag, mens jeg står her og klapper i hænderne.