En tålmodig historie

Indstil mig til en medalje. For tålmodig troskab og grundighed. Ikke mindst tålmodighed.

For snart et år siden startede et sæt roterende knive i min venstre hæl. Jeg husker ikke præcist hvornår, men på et eller andet tidspunkt i Lissabon i julen, hvor jeg kvidrede rundt i høje hæle. Og hvis I har været i Lissabon, ved I, hvor dårlig en idé, det er. Der findes ikke mange flade og jævne fortove, og jeg keglede rundt. Og måtte kaste mig ind i en skobutik efter flade sko. Det var den udløsende faktor, sagde min kloge fysioterapeut. Den ultimative stress af en svækket perinæusmuskel. Den muskel, det sidder på ydersiden af læggen og hæfter nede omkring hælen. Og musklen var svækket af utallige vrid, fordi jeg har løbet så mange år uden for stierne i de jyske skove. Det svækker nemlig den muskel, vidste fysioterapeuten. Som jeg selvfølgelig først opsøgte efter næsten otte måneder. Da jeg var ved at opgive ævret og forestillede mig et liv med knive i venstre hæl.

Musklen skulle styrkes og trænes. Derfor satte han mig på totalt begyndertræning. Jeg havde holdt en god pause hen over sommeren, fordi jeg trumfede det hele med at brække to tæer på den ucharmerende måde. Noget med for meget fart på og en teltpløk. Jeg startede med et kvarters langsomt løb hver anden dag. Langsomt på måden, hvor man ikke får sved på panden, selv i august. Sideløbende lavede jeg styrkeøvelser for den slappe muskel og fødderne, og jeg udvidede langsomt mine løbeture med fem minutter hver uge.

Og det gik godt. Indtil jeg pladrede direkte i forfængelighedspølen og trak i høje hæle. Bare fordi jeg skulle lede en workshop med en masser mennesker og gerne ville syne af lidt mere. Og så kunne jeg starte forfra med det hele. Jeg har været sur og vranten. Jeg har været ved at smide det hele væk. Og begynde at spille skak i stedet. Og jeg har været ret fortvivlet. Fordi løb altid har været en del af mit liv. Og min yndlingsmåde at koble af på.

Men jeg fandt på det der med at gøre, som fysioterapeuten sagde. Helt bogstaveligt. Jeg har været så god. Og i dag æltede han rundt i min muskel. Vred min ankel i umulige vinkler. Trak og rykkede og trykkede og testede. Og så sagde han det. Min ankel og min hæl er næsten raske. Jeg må træne, som jeg vil. Jeg må begynde at løbe i terræn igen. På bakker. Intervaller.

Og jeg kvidrede afsted på min cykel fra Rødovre, selvom vejret lagde op til vrede  miner. Næste gang det er lyst, løber jeg op ad Mount Anna.

Men en medalje. Jeg er aldrig set så tålmodig før.

IMG_0944

Iskold smukhed

Jeg har løbet den bedste tur i meget lang tid. Forsigtigt og stille hvisker jeg, at det ser ud til at virke at løbe hver dag. Og det virker bedst på asfalt. Den mindste ujævnhed kan få tårerne frem i øjnene. I dag løb jeg en time. Den længste tur i lang tid. To tredjedele var på asfalt, og jeg havde kun ondt på den tredjedel, der var grussti. Som noget andet nyt havde jeg fundet et par gamle kompressionsstrømper frem. Og asfalt og kompression er åbenbart et hit.

Det hele bliver selvfølgelig også bedre af den smukkeste dag. Iskold, ganske vist, men fuld sol og blå himmel. Faktisk varmede solen, som om den klamrede sig til den sommer, som vist godt kan siges at være smuttet nu. Jamen i morgen slutter sommertiden. Og i tv snakker de løs om arktisk kulde.

Al den sol kaldte på en svømmetur i det iskolde vand, så jeg løb hjem og pakkede en badetaske. Og mødte op til en stuvende fuld sauna, hvor vi i den grad kom hinanden ved. Badeklubben havde åbent hus og inviterede gæster. Vores sauna er meget lille. Derfor måtte jeg time mine dukkerter, så der kunne blive plads på bænken, når jeg skulle gennemvarmes igen. Men det var fedt. Og hyggeligt. Der var også gæster fra den nye vinterbadeklub på Bryggen. De åbner officielt lige om lidt og får en mobil sauna lige efter nytår. Du kan stadig blive medlem, så se her. Måske ses vi nytårsaftensdag, hvor de igen i år holder badefest.

Vandtemperaturen er nu omkring syv grader, kan jeg hilse og sige.

Godt og blandet fra Sydhavnen

Har siddet og tumlet med at skrive en anmeldelse, som er til aflevering i morgen. Så derfor sidder jeg nu med små søvnige øjne og er på spring mod dynen.

Min venstre hæl, den uendelige historie, er igen kommet i bedre lune. Måske fordi jeg har indledt en helt ny strategi. Jeg er fladet helt tilbage på gamle dages mantra: “Det skal løbes væk”. Jeg har nemlig luret den. Den har det bedst, når den bliver løbet på hver dag. Så med fysioterapeutens velsignelse er det min nye strategi. Men man ved ikke med den hæl. I sidste uge nedkaldte den en slem forbandelse over mig, så jeg pludselig en morgen nærmest ikke kunne støtte. Men det skal løbes væk, skal det. Og det bliver det. Ikke mere om det.

Derfor bliver det kun til en serie billedspam fra mine yndlings-rode-områder. Slusen i Sydhavnen og den gamle fiskerihavn. Hvor jeg så løber forbi hver eneste dag. Og fordi jeg har skullet lytte mig igennem Peter Øvigs nye bog, har telefonen været med på tur. Billederne er dog fra den sidste dag med solskin.


Nå, og nu spillede min søvnige hjerne mig et puds. For billederne lavede deres egen rækkefølge. Men så kan jeg jo lave en gættekonkurrence. hvor er billederne fra?

Godnat og sov godt, siger vi fra Sydhavnen.

Den hårde skole

Nå, vil I ikke gerne høre, hvordan det går med det der løberi? Okay?

Forhistorien kort: Julen 2011 holdt vi i Lissabon, hvor jeg med manglende omtanke havde medbragt høje hæle. Jeg fik djævleondt i venstre hæl, købte et par wannabee Converse sko og trampede videre rundt i byen. Efter et par uger begyndte samme hæl at  gøre opmærksom på sig selv, og det har den gjort lige siden. Efter et halvt år kastede jeg endelig håndklædet i ringen og gik til læge, røntgen, scanning og fysioterapeut. Det sidste var det bedste. Han fandt en god forklaring, som handlede om en lang række omvrikkede ankler over ligeså mange år. Alle de vrid har langsomt skadet en muskel i læggen. Jeg har derfor fået en serie genoptræningsøvelser og ordre på at løbe langsomt, fladt og stabilt. Jeg må udvide mine ture med fem minutter hver uge, og derudover træne smidighed af smertensfoden. Alle ture skal være lige lange. Ikke noget med en lang lørdagstur. Ikke noget med intervaltræning eller andre former for hård løbetræning. Men gerne alle andre former for hård træning.

Heldigvis er jeg velsignet med Amager Fælled på den anden side af vandet. Flad som en pandekage og med noget, der nærmer sig natur og fredfyldte omgivelser.

Og hvordan går det så? Op og ned. Med et tvist mod op. Jeg løber en lille time hver eller hver anden dag. Og lukker øjnene hårdt i, hver gang nogen let og elegant løber forbi mig. Men jeg er af den slags, der må lære på den hårde måde. Og hvad har jeg så lært?

De høje hæle er kylet langt tilbage i skabet. Det var med næsten gråd i halsen, erkendelsen ramte mig. En enkelt dag i høje hæle smadrede hælen direkte tilbage til nulpunktet. Jeg er sådan en lille lort med små tykke ben, og det gør kun godt at stable mit lille korpus op på et par tjekkede hæle. Men jeg resignerer. Og har købt nye ballarinasko. Med glimmer.

Det er rigtigt, hvad fysioterapeuten siger. Jeg skal ikke løbe på bakker. Eller i sand. Eller på ujævne skovstier. Gjorde det i Nyborg i sidste uge, og hælen var slået hjem. Jeg kan kun sende en hjertelig tak til Københavns Kommune for at jævne stierne på Amager Fælled med stabilt sand, der tromles. Perfekt timing. Tak for det.

Jeg skal ikke sløse med de der træningsøvelser. Som jeg gjorde, da det hele begyndte at gå rigtig godt. Det holdt det så op med. Til gengæld mærkede jeg effekt af øvelserne igen efter bare to dage. Jeg lærer det?

Forleden faldt jeg over et lille skriv, begået af Ole Stougaard, som jeg troede var leder af den religiøse bevægelse, der dikterer forfodsløb. Men i stedet mindede han mig her om et gammelt råd fra en hedengangen træner. Koncentrer dig om afsættet, brølede han efter mig dengang. Fordi så bliver nedslaget automatisk mindre tungt. Stil jer blot op som tilskuere til et maratonløb. De første løbere er lydløse. Jo længere man kommer ned i feltet, jo tydeligere kan man høre løbernes tramp i gaden. Tak, Ole. Det er stadig rigtigt. Og min hæl kan lide det.

Men det GÅR bedre. Når jeg holder mig til planen. En skade, der er så mange måneder gammel, rykker ikke på mirakelkure. Det tager lang tid. Måske tager det lige så lang tid, som skaden har varet. Men jeg løber. Og jeg løber for det meste med en spænding bag på den venstre hæl. Ikke egentlig smerte. Jeg kan tåle at udvide turene. Jeg kan tåle at sætte tempoet lidt op. Men det skal stadig gå langsomt.

Så jeg fortsætter. Og betragter det som et udvidet kursus i tålmodighed. Og glæder mig til at blive i stand til at løbe sammen med nogen igen.

Vrid, vrik og tålmodighed

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Og derfor redder jeg mig skrammer og revet skind gang på gang. Selv nu, hvor jeg måske skulle have nået en alder med en vis ærværdighed, har jeg blå mærker på skinnebenene og hudafskrabninger på knæene. Så det ændrer sig nok aldrig. Når man ikke vil gå glip af ret meget, må det være sådan.

Den hælskade, som har underholdt mig siden jul, er resultatet af et sammensurium af vrid, vrik og styrt i vilde løb eller på høje hæle. Eller på ski eller på klipper eller is i bjergene. Derfor er det fint, at jeg kunne blive klogere af en klog fysioterapeut. Nu ved jeg, at perineusmusklen skal trænes, næste gang jeg vrider om. For der bliver en næste gang. Sådan noget ved man bare, når man er mig.

Jeg har løbet i terræn det meste af mit liv. Længe før smarte udstyrsproducenter fandt på specielt udstyr til den slags. Jeg har løbet på strande, udenfor skovstierne, over marker, på klipper. Min gamle løbegruppe i Århus gjorde en dyd ud af ræs gennem umuligt terræn. Skovfogeden i Marselisborg Skovene var rasende på os, når vi løb og op ned af skrænterne. Med god grund, faktisk, for vi ødelagde jo de skrænter. Og vores ankler. Vi tog utallige styrt. Gruppen udmærkede sig også ved en evig prøven på at sætte den aktuelle førerhund ved at skifte retning længere nede i gruppen. Og mest af alt gjaldt det om at komme først. Først til vandposten, først til stenen, hvor stien deler sig, først til tømmerpladsen, først til Varna og først til Marselishallen. Det skal jo gå galt, og det gjorde det rigtig tit. Derfor skred mange også fra gruppen. Fordi nok løb vi hurtigt og trænede hårdt, men skadesfrekvensen var pænt høj, og folk med fornuften i behold, syntes, vi var for vilde.

Men hold nu op, hvor havde vi det sjovt. Og jeg savner de åndssvagt vilde ture. Jeg savner bakker og knolde. Og tempo.

Men jeg er grebet af fornuft. Hvis jeg hvisker rigtig stille, så karma-koordinatoren ikke hører det, kan jeg fortælle, at det går bedre med min hæl. Jeg løber, nej jeg lunter 20 minutter hver anden dag. Troede I, jeg var god til at løbe langsomt? Ha, så skulle I se mig nu. Jeg går 5-10 minutter for at varme foden godt op, løber 20 minutter og går hjem. Man kunne vel egentlig kalde det jogging, tænker jeg. Hold nu kæft, hvor er det kedeligt, og hvor jeg savner et klubliv, hvor man altid kunne finde nogen at lunte sammen med. I næste uge kan jeg måske glæde mig til at løbe 25 minutter ad gangen. Langsomt.

Tålmodigt laver jeg mine øvelser for at træne den forstyrrede muskel morgen og aften. Og jeg strækker og vrider min fod i sære retninger.

Til gengæld tramper jeg i pedalerne. Frem og tilbage hver dag, så jeg runder 90-100 km om dagen, hvor pulsen kommer op ved alle bakkerne på Kongevejen, Frederiksberg-udfordringerne og reglen om modvind. Og heldigvis har jeg mit vand, har jeg. Med kajakken og svømning og almindelig god stemning.

Og så en løbestatus

Jeg har tumlet med en sur hæl siden jul. Og jeg har løbet i så mange år, at jeg kender temmelig mange tricks. Som jeg selvfølgelig har prøvet af et efter et. Uden den store succesfornemmelse. Hælen er fortsat sur. Derfor brugte jeg noget ferietid på at besøge min læge, brække to tæer, holde fuldstændig løbepause, røntgen og ultralydsundersøgelse af hæl – og endelig et besøg hos en kompetent fysioterapeut. Jeg var heldig at få mig fedtet ind her i Brian Dåsbjergs kyndige hænder. Han viste sig virkelig, virkelig at være en mand efter mit hjerte.

Og hvad er der så galt med den sure hæl? Tjoe, et mix af forskellige gamle skader og en tur på høje hæle i Lissabons toppede gader, formentlig. Brian forklarede, at ankelvrid af en eller anden grund gør perinæusmusklen svag i lang tid. Den muskel går i ydersiden af læggen og hæfter med sine sener på ydersiden af hælen. Jeg har ikke gjort noget forkert, når jeg efter vrid og forstuvninger tapede anklen og løb videre. Det har været fint, men de mange forstuvninger har gennem tiden svækket musklen. Som så måske fik en slags dødsstød af min forfængelighed i julen med de høje hæle i Lissabon. Pyt lidt med det, for det her kan jeg gøre noget ved.

Jeg fik akupunktur for at løsne musklen og en let massage. Og så har jeg fået en plan. Musklen skal trænes og styrkes med øvelser to gange om dagen. Fra weekenden må jeg laaaaangsomt begynde at lunte 15-20 minutter hver anden dag. Og med tryk på både langsomt og lunte.

Gør dig selv en tjeneste og tag cyklen til et sted, der er dejligt at løbe, sagde Brian. Det skal være jævnt og fladt underlag, og pulsen skal ikke op. Fis hjem og hop i vandet eller tag en hurtig tur på cyklen, når du har brug for at knokle igennem. Og så kan man endnu engang glæde sig over at bo i Sydhavnen med vand udenfor døren, med flade Amager Fælled på den anden side af det vand og med 45 km på arbejde.

Mine ture skal være ensartede. Jeg må trappe ganske, ganske langsomt op, men ens for alle turene. Altså ikke noget med lange weekendture. Ingen bakker. Overhovedet.

Jeg mailer en status til ham om en uge, og så vil han fortsat sparre mig igennem. Men kun se mig, hvis der er noget, han kan løse på briksen. Jeg elsker sådan nogen løsninger, hvor jeg selv bliver direktør for problemløsningen. Også selvom det bliver langvarigt.

I’ll come bouncing back

Jeg har besluttet mig for at være fornuftig. Jeg havde leget lidt med tanken om at skide den hæl en lang march og måske trippe en lille bitte tur i løbeskoene på Amager Fælled i næste uge. Hvis altså tæerne fortsætter med at gro godt sammen. Men så var jeg i byen og få hælen både røntgenfotograferet og ultralydsscannet i dag.

Og – hej, hej, dumme lægedame – jeg er overhovedet ikke slidt. Der er ikke noget brud i hælen (hurra for det), ingenting i akillessenen (to gange hurra), men inflammation der, hvor senen hæfter på ydersiden af hælen. Jeg er simpelthen så skidegod til at stille diagnoser på mig selv, hva’beha’r? Det er altså ikke noget alvorligt, og ikke noget, der ikke kan gå over.

Derfor bliver jeg nu fornuftig. Jeg æder de piller, lægedamen har givet mig, og tager til fysioterapeut på mandag. Og holder løbepause mindst et par uger endnu. Og så skal I bare se mig komme igen. Jamen sådan er vi bare i min familie. Vi kommer bouncing back, når nogen slår os af hesten.

Og, lægedame, mine sener er både gode og kraftige, så det kommer til at vare nogen tid, før jeg læner mig tilbage som nedslidt. Bare så du ved det.