I dag gik jeg endelig til min læge. Efter at have humpet rundt på sur hæl i et halvt år. Og det blev hun ikke populær på, lægen.
Du er slidt, sagde hun. Fandme. There, I said it, sagde hun, du har løbet så længe og så meget, at du er slidt. Og så er du altså ikke helt så ung, som du var engang.
Nå, nej, men, øh, wthf…..,sagde jeg. Jeg bliver sgu da ikke slidt og går i stykker. Mig? Vel? Aj!
Aj, okay, sagde hun. Det kan godt være, at det er et brud. Eller inflammerede senetilhæftninger. Men du bliver ikke yngre.
Hrrmf. Er vist det mest dækkende udtryk.
Så med en formaning om ti dage på Ibubrufen, minus (særlig meget) løb, en henvisning til røntgen og ultralyd samt en henvisning til fysioterapeut trissede jeg tilbage til regnen. Med en følelse af at jeg ikke bliver yngre.
Men – hey – jeg er ikke slået endnu.
Helles Blog 
Magen til ufin hentydning!
Man skal vælge sine læger med omhu: Da min tidligere læge sagde til mig, halvt gennem 1. graviditet, at nu burde jeg ikke tage mere på i vægt, tog jeg udtalelsen til efterretning – og skiftede læge.
God bedring med hælen!
Hun er på alle måder til kraftig genovervejelse.
Pis! Hader hader hader at blive mindet om kroppens forfald på sådan en konstaterende (og ufølsom) måde. Men godt at høre at du har søgt råd til hælen. Den går åbenbart ikke væk. Og øv for det.
Nu bliver der i hvert holdt løbepause, til mine tæer er groet sammen igen.
Pingback: I’ll come bouncing back « Helle's Blog