Jeg har løbet den bedste tur i meget lang tid. Forsigtigt og stille hvisker jeg, at det ser ud til at virke at løbe hver dag. Og det virker bedst på asfalt. Den mindste ujævnhed kan få tårerne frem i øjnene. I dag løb jeg en time. Den længste tur i lang tid. To tredjedele var på asfalt, og jeg havde kun ondt på den tredjedel, der var grussti. Som noget andet nyt havde jeg fundet et par gamle kompressionsstrømper frem. Og asfalt og kompression er åbenbart et hit.
Det hele bliver selvfølgelig også bedre af den smukkeste dag. Iskold, ganske vist, men fuld sol og blå himmel. Faktisk varmede solen, som om den klamrede sig til den sommer, som vist godt kan siges at være smuttet nu. Jamen i morgen slutter sommertiden. Og i tv snakker de løs om arktisk kulde.
Al den sol kaldte på en svømmetur i det iskolde vand, så jeg løb hjem og pakkede en badetaske. Og mødte op til en stuvende fuld sauna, hvor vi i den grad kom hinanden ved. Badeklubben havde åbent hus og inviterede gæster. Vores sauna er meget lille. Derfor måtte jeg time mine dukkerter, så der kunne blive plads på bænken, når jeg skulle gennemvarmes igen. Men det var fedt. Og hyggeligt. Der var også gæster fra den nye vinterbadeklub på Bryggen. De åbner officielt lige om lidt og får en mobil sauna lige efter nytår. Du kan stadig blive medlem, så se her. Måske ses vi nytårsaftensdag, hvor de igen i år holder badefest.
Vandtemperaturen er nu omkring syv grader, kan jeg hilse og sige.
Jeg gider ikke blogge idag. Jeg holder lørdagslukket og bruger dagen på at kramme lidt på nogen venner, der har brug for kram. Og på venner der bare skal have mad og selskab. Jeg har passet både min seng og min lørdagsavis. Og jeg har suset rundt på Amager Fælled i løbesko, mens radioen blev ved med at tale store ord om regn og skybrud. Her skinnende solen jo bare.
Så den her går til alle jer, der tror det er synd for os, der bor i København. Som tror, at her ikke er andet end trafik og lyskryds og stenbro. Jeg tog telefonen med på tur, og godt for det, for pludselig uden grund eksploderede min lille verden i høfeber. Så kunne jeg passende standse op og tage billeder, når nysene overmandede mig.
Mine damer og herrer, må jeg præsentere Amager Fælled, et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen i København.
Årets sidste dag går på hæld, og jeg smutter ind til mesterkokken, min bonussøn, og holder nytår med hans familie. Tidligere i dag tog jeg imod en invitation fra Islands Brygges havnebad, trak i løbetøjet, smed håndklæde og tørt tøj i rygsækken og løb ind langs vandet. Ved havnebadet stimlede bunkevis af mennesker sammen, og det var en fest. Det var simpelthen ikke en mulighed at tøse ud med så mange tilskuere. Jeg trak resolut løbetøjet af. Og så stod jeg der i badedragt. Den 31. december. Tæt på frysepunktet. Der var kun én ting at gøre. At springe.
Og jeg gjorde det. Jeg satte af fra kanten og sprang direkte i det iskolde vand. Min lille krop hvinede chokeret, men sælsomt nok føltes det ikke så koldt, som det burde have gjort. Så jeg svømmede bare roligt hen til trappen og gik op igen til mit håndklæde og det tørre løbetøj. Der var grin og spas hele vejen rundt om bassinet. Men jeg måtte vente med varm alkohol, for jeg skulle jo løbe hjem igen.
Turen lagde jeg over Amager Fælled, som virkede nærmest magisk i disen. Og kroppen emmede af varme hele vejen hjem.
Hav nu et fantastisk nytår derude. Tak for i år og tak fordi I læser med. Vi ses i 2012.
Lissabon tog godt imod os. Med 20 grader og høj sol. Vi labbede det i os og kastede os ud i juleindkøb på portugisisk. Som inkluderer rigelige mængder af portvin i udvalg.
Juleaftensdag startede med en gammel tradition. Nemlig at komme tidligt ud af fjerene, hoppe i løbeskoene og hilse på morgenfuglene. Hvilken fryd at løbe afsted i bare arme og ben. Selvom enhver løbetur i Lissabon bliver til ren bakketræning, fordi ingenting går lige ud. Alt er mere eller mindre stejlt op eller ned.
Jeg fandt en lille park efter tyve minutters op-ad-bakke-løb og nød et fantastisk kig ud over byen og floden. Jeg hilste på enkelte andre morgenløbere og en del morgenfriske unge og gamle mænd. Som fik smilet frem på mit aldrende fjæs, fordi de ganske ublu piftede efter mig. HA, det sker ikke så tit på Amager Fælled.
Men nyd nu bare billederne og drøm om sol og sommer.
Måske er der noget juleoverskud, der er ved at snige sig ind på kontoen? I går løb jeg både morgentur på Fælleden og aftentur rundt i Randers, og i dag måtte jeg simpelthen springe afsted ned ad bakken fra mine forældre og løbe en tur langs Gudenåen ad den gamle Pramdragersti. Pramdragerstien stammer tilbage til 1400-tallet, hvor pramme blev trukket af pramdragere mellem Bjerringbro og Randers. Det var hårdt og usselt arbejde, og der er spundet mangen en historie om pramdragerne.
Men stien er der stadig. Den blev renoveret sidste år, og jeg elsker at løbe der,når man kan for vand. På begge sider af stien er vand, Gudenåen til den ene side og oversvømmede områder til den anden. I dag var det smukkeste lys malet ud over ådalen, så jeg tog kameraet i hånden og løb afsted i tide, før mørket sænkede sig helt. En ting er nemlig at løbe i mørke på fælleden, hvor der bare huser mordere og romaer, noget helt andet er Pramdragerstien, hvor der er iskoldt vand til begge sider og vrede pramdragerspøgelser. Som nok kunne spise sådan en lækkerbisken i tjekket løbetøj. Jeg nåede det, inden solen helt forsvandt, og I kan bare få billederne og høre violinerne i baggrunden.
Og så hjem til et bad og et godt glas rødvin. Serveret med kærlighed. Inden jeg smutter hjem til hovedstaden igen.
Klokken ni i morges ringede Jesper på min dør for at hente mig med på dagens løbetur. Han har plantet en slem bacille i min lille hjerne. Om et løb næste år. Som vil sprænge mine grænser fuldstændigt. Og det er en bacille, for den rumsterer i hovedet, og jeg har endnu ikke kunnet udtale et rungende nej. Why? Jeg elsker Italien. Og jeg elsker i særlig grad Norditalien. Jeg har haft nogle vidunderlige klatre- og vandreoplevelser i Dolomitterne, og jeg har mødt de sejeste mennesker. Der er smukt, vildt, voldsomt, stejlt og varmt i juli måned. Og løbet? Det er her. Og nu tier jeg det lidt ihjel. Indtil videre. Og det godter Hr. Jesper sig jo pænt over.
Men i dag var der hverken stejlt eller varmt. Det var bidende koldt, selvom blæsten havde lagt sig en smule sammenlignet med de foregående dage. Vi løb mod Valby og Valbyparken, og så løb vi den dejligste tur. Gennem Valbyparken og Musikbyens Haveforening, som ligner Christiania, fra før det blev mondænt. Vi fortsatte langs vandet, fandt en bakke, som vi måtte op på, og mødte en ordentlig bunke hundeluftere. Som jeg næsten ikke blev bange for. Forbi noget surferparadis og til Hvidovre Havn. Hvidovre Havn??? Anede ikke, der var en havn der. Jamen hold da op, hvor kan man blive klog på sådan en løbetur.
Så driblede vi over motorvejsbroen tilbage til Amager, mens vi vinkede til Avedøre Værket og måtte råbe himmelhøjt for at høre hinanden. Tilbage på Kalvebod Fælles, hvor vi tog en lille rundtur, inden vi vendte næserne mod Sydhavnen igen. Og sådan gik der 17 kilometer sådan en torsdag morgen.
Jeg er forelsket i Sydhavnen. Den har det hele. Jeg elsker mangfoldigheden og kontrasterne. Her er mondænt byggeri med middelklassefolk, som mig selv. Her er skur i Fiskerihavnen og haveforeningerne. Her er indvandrere og sutter. Her er grimt og smukt. Og så er her vand i massevis og noget natur indenfor rækkevidde. Her er et utal af spændende løbeture. Der er alt, hvad jeg skal bruge af butikker. Og jeg har det som blommen i et æg.
Både i går og i dag trak jeg i mine trailsko og løb afsted ind i skoven i tusmørketiden. Når sneen ligger tykt, kan man orientere sig på skovstierne meget længere. Der er helt tyst, og skoven pakker mig nærmest ind. Men jeg skulle slet ikke løbe rundt her i Rude Skov. Jeg skulle være i Randers og købe julegaver med min mor, og jeg skulle løbe halvmaraton sammen med min svoger. Som vi har lavet en tradition ud af. Hvert eneste år løber vi halvmaraton i Randers sammen med en af hans venner. Efter løbet tøffer vi til Århus og drikker gløgg og får æbleskiver. Men ikke i år. Jeg fik en mail fredag eftermiddag, at løbet var aflyst, fordi byen var begravet i sne. Og så skulle jeg nok heller ikke slæbe min lille mor rundt i snedriverne. Og kunne jeg måske overhovedet komme frem? Eller hjem igen?
Vi udskød en uge, og derfor er jeg her i Rude Skov. Og er ved at drukne i sne. Se selv:
Det er hårdt at løbe i den dybe sne. Trailskoene har godt greb om underlaget i skoven. De er også lavet til bjergløb, og jeg var superglad for dem i Nepal. Men sneen er dyb, og jeg løber af sted med høje knæløft. Specielt op ad bakkerne trækker det tænder ud. Alligevel er det fedt her de første snedage. Før skifolkene har lavet spor gennem hele skoven. Før det hele er tøet og frosset igen. Og frem for alt skal jeg ingen steder. Så kan det jo sagtens gå med det der sne.
I morgen vil jeg på en længere tur. Og jeg har slæbt skiene frem. Når nu skoven alligevel ligger der udenfor min dør med al den sne.
Haft haft trukket feriestikket de sidste fire dage. Og slået mine folder i Berlin sammen med tre af mine kolleger. Som nok er ved at blive en slags veninder.
Engang i vinter, da vi var ved at blive kvalt i arbejde, stranguleret i sundhedsaftaler, ædt op af kvalitetsudvikling og halshugget af deadlines, – ja så besluttede vi, at vi også ville have det sjovt sammen. At vores fantastiske samarbejde kunne andet og mere end at fremme hovedstadens sundhedsvæsen. Tankerne udviklede sig lynhurtigt til en fælles weekend i Berlin. Berlin er min ubestridte yndlingsby (eller én af dem), og vi lejede en lejlighed af Sofie og Thomas, som jeg har kendt, siden de gik i skole med mine egne unger. En lejlighed, der ligger i mit yndlingsområde i Berlin, Prenzlauerberg, som er en del af det gamle Østberlin. Her er SÅ hyggeligt, på den helt fredelige måde. Her er sjovt og skævt. Man får den bedste morgenmad på Café Entweder Oder og man kan få den festligste middag hos Fra Rosa. Man får serveret en supergod fire-retters menu og betaler, “hvad man synes”, typisk 20 Euro. I baren er stillet adskillige flasker rød og hvidvin frem, sammen med vand og forskellige slags økologisk saft. Man lægger 2 euro, og forsyner sig med, hvad man har lyst til og de de mængder, man vil. Når man går, lægger man et passende beløb for sine drikkevarer. Fantastisk koncept.
Jeg brugte selvfølgelig for mange penge. Købte frække røde sko og en nederdel i mit yndlingsmærke, Desigual fra Spanien. Og så løb jeg nogle dejlige ture i Prenzlauerberg. Jeg elsker at løbe i Berlin. Der er så lyst og stort og så mange grønne områder. Jeg elsker fornemmelsen af at løbe gennem verdenshistorien, og hver gang jeg ser en stump af muren, bliver jeg så tankefuld over, hvordan mennesker kan manipulere med hinanden. Og derfor er Berlin så livsbekræftende, så glad og så spændende. Fordi den har ændret sig og udviklet sig.
Nu er jeg hjemme og har løbet 15 km i min våde skov. Lidt tunge ben efter flyveturen, men det gik okay. Og det var så den sidste af den slags inden Copenhagen Marathon. Jeg er SÅ spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg gik jo rundt i Berlin med marathonfornemmelser, fordi jeg har løbet dernede flere gange.
OG – de bedste nyheder: Tracy har sagt ja til at løbe på vores kvindehold til 24Run i Holte 🙂 Det er SÅ dejligt, og jeg glæder mig til at have hende med på holdet
Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.
Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.
Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.
Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.
…. i hundrede år, synger Gnags. Og det er det i dag. Stod halvtidligt op og stak af på en lille restitutionstur overnpå gårsdagens lange tur. Det er et godt tegn for min form, når jeg begynder at kunne det. Og altså kan have en god tur. Det blev den slags tur, hvor jeg ville ønske, jeg gad at have kameraet i lommen. I radioen talte de om mange skyer i de østlige egne, men i Rude Skov spillede solen sit helt eget spil. Den varmede min kind og legede gennem træernes grene. Da jeg kom til Stubbe Sø var det tæt på “breathtaking”, som de siger på et sprog, der nogen gange bare kan det der. Solstrålerne spillede i vandet, og søen var blank som et spejl. Ænder snadrede stille rundt, og fuglene styrtdykkede ved overfladen efter insekter. pludselig skræmte jeg en stor flok skovduer op foran mig. Deres fjer lyste som sølv, mens de gjorde luften omkring mig levende. Et lille rødegern i stiens kant lod sig ikke skræmme af mig, men gnaskede videre på, hvad den nu havde fundet sig. Et andet egern spænede afsted og sudede op i et træ. En spurvehøg lettede lidt fornærmet og sejlede videre gennem stammerne.
Kors hvor er man heldig, at man har sådan nogle morgener. Og hvor er man heldig, at man bor et sted, hvor man bare sådan kan løbe afsted i ro og fred.
Helles Blog 