Tag Archives: forår

by - 4 kommentarer

Kunne det ikke bare være godt, for fanden?

Jeg elsker foråret. Jeg er vild med, at alting går amok. Jeg bliver kåd af alt det lysegrønne. Mælkebøtterne springer ud i gult, og anemoner kaster væg-til-væg tæpper ud over skovene. Og der kommer røde tulipaner, og æbletræerne får sarte lyserøde knopper, der lover kassevis af efterårsæbler. Fuglene står tidligt op, og ænderne gider ikke længere spise vores aflagte franskbrød. Det er lyst. Når jeg vågner. Og når jeg kommer sent hjem fra arbejde, er solen stadig fremme. Jeg kan altid nå at løbe en tur. Der dufter af græs og jord på fælleden, når altså der ikke lugter af losseplads. Men havvandet dufter af salt, og det myldrer med håbefulde fiske-fætre omkring slusen.

Mine hvide lårbasser bliver udstillet i fri luft på løbeturene. Og bliver langsomt mindre hvide. Vintertøjet er kastet bagest i skabet. Jeg elsker alt det der forårsliv. Det er fyldt med energi og grøde. Alt gror. I mig og omkring mig.

Men jeg hader at sidde her med lungerne fulde af vat. Jeg hader den der forårspiben, når jeg trækker vejret. Jeg får lyst til at kradse øjnene ud. Bare det ville holde op med at klø. De øjne sprøjter tårer ud i en lind strøm, så jeg kommer til at ligne en grædekone. Næsen tapløber, og jeg storforbruger kleenex med balsam. Og nyser. Hele tiden.

Foråret er en pest.

Kunne vi ikke bare fælde alle de forpulede træer, der spyer deres giftige afkom ud over det ganske land? Og bagefter kunne vi snuppe græsset og asfaltere det hele. Så man kan få lidt ro omkring det der forår. Eller hvad? Det synes I ikke er en god idé? Fordi det er pænt? Hmmm, tænkte det nok. Så må jeg jo sidde her i ophøjet lidelsesaura.

Det gode er, at mine hostepiller (7-9-13) ser ud til at virke. Jeg hoster, men ikke ret meget. Og slet ikke så vildt som sidste år. Men vi er også kun i starten af maj.

Ved Slusen

Ved Slusen

by - 0 comments

Forårsfornemmelser og forårstræning

Frihed og forår – det er sådan set helt okay. Min mor er hjemme fra hospitalet og har det rimeligt godt, og jeg er blevet i Birkerød. Trænger vist også til nogle dage til at nusse foråret igang. Min mountainbike og min racer skal begge gøres klar til action, og min frimærkehave ryddes op. Jeg har tulipaner på bordet og påskeøl i køleskabet. Naboerne stikker hovederne frem, og ungerne leger i haven.

Det er vist nu, jeg skal passe lidt på. Når energien bobler rundt i kroppen, får jeg storhedsvanvid og tror jeg kan det hele. Men det er svært at modstå det lokkende forår, så jeg må hellere få de cykler gjort klar. Ellers løber jeg for meget. Min formiddagstur gik til Sjælsø. Først en lille tur ind i skoven og så videre mod søen. Jeg har ikke været ved Sjælsø, siden sneen for alvor tog fat, og søen var frosset til. Nu er den tøet og stierne fine. Jeg havde en dejlig tur. Holdt tempoet i bund, og løb alligevel lidt længere end planlagt. Hmm, det bliver vist til mange kilometer, næste uge skal jeg måske løbe lidt færre kilometer.

På mandag skulle jeg løbe Helvede i Nord – et umådeligt bakket halvmarathon. Men jeg har besluttet mig for at lade være og at sælge mit løbsnummer. Min træning har ikke været god nok, og jeg vil meget hellere løbe en længere tur med lidt tempo på i weekenden. Det er bedre for min marathontræning. Egentlig er det også træningen, jeg holder mest af. Jeg har løbet uendeligt mange konkurrencer i min tid. Men jeg elsker mine træningsture i skoven. Jeg savner lidt at løbe langs kysten og ved havet, men måske jeg kan lægge min lange tur mod Rungsted og tage lidt kyststrækning med i bonus?

Også da jeg løb mange konkurrencer, var træningen det sjoveste. Jeg har haft flere forskellige trænere. Selvfølgelig helt-efter-bogen-løbetrænere, men også en triatlet og en tidligere OL-deltager i kapgang har trænet mig. Jeg har trænet vildt struktureret, og jeg har trænet helt efter humør. Jeg har trænet efter pulsur (og gør det aldrig mere), og jeg har trænet tempo-tempo-tempo. Jeg har trænet med piger og drenge, og jeg har altid trænet meget alene også. Jeg har trænet sammen med kapgangs-landsholdet, og jeg har trænet sammen med de vildeste fyre. Nu er jeg dejligt fritaget for overhængende krav. Og det har været hundesjovt. Jeg har stadig mål og ønsker for min træning, men det er helt mig selv, der styrer det bal. Og sjovt skal det stadig være.

by - 0 comments

Skoven er åben

Hosten hænger ved, og jeg har fundet astmamedicinen frem. Hovedet er stadig fyldt med forkølelse. Men jeg kunne slet ikke modstå den totale forårsoplevelse, der var i luften. Så jeg smuttede i løbeskoene og tog retning mod skoven med lidt spænding i maven. Mon der gemte sig isede stier derinde? Nej der gjorde ej. Der var mudder, og sine steder meget mudder. Men jeg kunne løbe på næsten alle stierne. Skovmaskinerne havde været på spil og skåret dybe mudderspor, så jeg måtte løbe en lille omvej. Men jeg kom helt ned til Løje Sø. Og det har jeg ikke været i flere måneder.

Hestefolkene var også i skoven, og der myldrede små og store heste frem fra alle hjørner. Småpiger i trav og elegante raceheste, der adstadigt skridtede skoven af. Og hundemenneskene var der. Desværre var hundemennesker-med-hunde-uden-snor repræsenteret i stort tal. Og nu afslører jeg mig, og jeg beder medlæsende hundemennesker undskylde, men jeg afskyer løse hunde i skoven. Jeg har alt for mange dårlige erfaringer. Og jeg undgår dem, når jeg kan. Løber gerne omveje for at undgå dem. Når jeg altså ser dem. Det gjorde jeg i dag, men andre gange er det gået galt. Jeg er tre gange blevet bidt. Som i bidt gennem huden til blodet flød. Og det er ikke fedt. Andre gange er jeg blevet bidt uden blodsudgydelser, men det er heller ikke fedt. Det er så ufedt, at hjertet flyver op i halsen af mig, når en løs hund kommer styrtende imod mig. Hver gang, jeg er blevet bidt, har hundemenneskene-med-hunde-uden-snor forsikret mig, at deres dyr ALDRIG gjorde noget. Det gjorde de så den dag.

En dag for et par år siden kom jeg løbende i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg boede dengang. Pludselig – out of nowhere – kom et gult missil farende imod mig. En halvstor labradorhvalp, hvis menneske stod langt væk og talte med en anden kvinde. Kræet havde retning stik imod mig, og jeg råbte til ejerinden. Som blev stående. Hunden fortsatte sit vilde ræs og sprang op og bed sig fast i min arm. Jeg pandede den en lige højre og fik med lidt besvær svinget den løs fra min arm, mens jeg råbte temmelig ukontrolleret til ejeren. Endelig kom hundens menneske frem til os, mens hunden stadig gøede og forsøgte at hoppe op ad mig. Jeg indrømmer – jeg sparkede. Den vil bare lege, sagde hundemennesket. Det er bare for sjov. NÅ……. så det synes du? Jeg holdt min arm op, hvor blodet løb efter mit sammenstød med hunden. Aj, men det er jo ikke fordi den er ondskabsfuld, den er bare legesyg. Det sagde hun virkelig. Og jeg løb hjem og rensede mine sår.

Men sådan gik det ikke i dag. Jeg havde en fin tur rundt i skoven med en ren symfoni af fuglestemmer omkring mig.

by - 2 kommentarer

Træk nu bare stikket til den dybfryser

Smukke dage. Men kolde. Sluk nu bare for dybfrosten. Lad isen smelte og dryppe. Lad græsset komme frem, og skab vej for noget forår. Jeg har dømt forår på bloggen og skruet fuldstændig uanstændigt op for varmen i stuen. Jeg VIL IKKE fryse. Jeg har hang-overs og har sovet for lidt. Men har haft fuld kvalitetsblus på weekenden. Har luftet de høje hæle, smagt et par drinks, fejret min svoger og dyrket familien. Jeg har sovet i arm med min søster, og er blevet vækket af mine forældre alt for tidligt som en teenager efter en alt for sen fest. Vi var hensat til fjerne tidlige år af vores liv. Har spist lang morgenmad og heppet min anden svoger gennem Vasaløbets 90 kilometer i sms’er. (Han kom igennem i flot stil).

Ovenpå al den familieidyl begyndte mine øjenlåg at tynge, og jeg sadlede cyklen for at trille hjem til Birkerød. Jeg var knapt nået til Lyngby, da min telefon ringede, og jeg fik Alma i røret. Savner du egentlig ikke mig? spurgte hun – den lille lokker. Okay jow da. Og jeg vendte cyklen og drog mod Frederiksberg i stedet. Jeg ER jo nem. Og Alma havde noget hemmeligt at vise mig. Et klippet gækkebrev – til mig, – men du må ikke sige det til nogen, vel? sagde hun. Fnis. Jeg elsker, når hun sådan kommer til at vende tingene lidt bagvendt. Og påskeæg får hun alligevel. Efter at have drukket the og krammet små og store piger en times tid, vendte jeg igen cyklen nordover. Og cyklede hele vejen hjem gennem dybfryseren. Og valgte en fuldstændig restitution fra løbetræningen. Altså bare i dag. Nu fik jeg jo også cyklet tæt på 50 km. Og jeg skal vist bare tidligt i seng. Og træne fuld skrue hele næste uge.