Tag Archives: Kalvebod Fælled

by - 25 kommentarer

Et surt opstød – om løbere og løbegrise

Det her er et billede af noget, der er langt ude. Det er et billede af 48 emballager til energi gels, som nogle løbere ynder at bruge, når de skal løbe lidt længere distancer. Det er et billede af 48 emballager, som jeg samlede op på min løbetur på Kalvebod Fælled i dag.

IMG_3196

48 klamme indpakninger, der lå og flød i græsset langs den rute, jeg løb sidst på eftermiddagen. I sidste uge lå der 20. Som jeg samlede op og smed ud senere.

Energi gels er sukker i geleform. Eller næsten flydende. Løberne rykker den yderste spids af (og kaster dem fra sig?), hvorefter de sutter det flydende og temmelig klistrede sukker i sig. Nogle udgaver er en smule større og har et lille skruelåg af hård plast. Indpakningerne er lavet af metalfolie og plastik. Så Amager har fornøjelse af dem i meget lang tid

I dag samlede jeg op. Jeg løb to timer med jeres klamme genbrugsspyt sejlende rundt i min ene hånd. Over the top på klammometeret, siger jeg bare. Men da jeg havde bestemt at samle de første op, måtte jeg jo fortsætte. Så kunne jeg bare ikke løbe forbi de næste. Måske havde jeg tænkt anderledes, hvis jeg havde forestillet mig at ende med 48 klamrikker i hånden. Min lille, sarte hånd kunne dårlig nå omkring.

Jeg ved ikke, hvem der smider dem. Måske bliver nogle af dem tabt? Men ikke 48. Og ikke hver uge. Et par steder lå de på en måde, der fik mig til at forestille mig en fælles pause, hvor 2-3 løbemakkere synkronsuttede sukker i sig. Og smed hylstrene og løb videre.

Nogle kan også være smidt af cyklister. Der lå en del langs asfaltstien ved Kalvebodsdybet. Men der lå mange på de små spor, hvor kun løbere kommer. Måske tænker I, at sådan en lille bitte sag ikke kan gøre så meget?

Det er dejligt, I kan lide Amager. Det er virkelig skønt, at mange har fået øjnene op for den vidunderlige naturperle, der ligger så tæt på København. Men hvis I bliver ved med at efterlade jeres skrald i det her omfang, så vil det hurtigt presse den natur, så Amager igen kommer til at leve op til sit kælenavn, Lorteøen.

Tag jer sammen! Kære skide-løbere, om I kalder jer maratonløbere, trailløbere, ultraløbere eller bare synes, I er totalt seje, – så vil I altid i mine øjne være små patetiske tøsedrenge eller tøsepiger, når I ikke passer på vores jord. Tag jeres 3 gram unedbrydeligt skrald med jer. Hver gang.

by - 10 kommentarer

Hverdagen vinker

Mens jeg begynder at forberede mig på noget hverdag, forsøger jeg af alle kræfter at lade være med at række tunge af juleferien. Jeg fik set de fleste af de mennesker, jeg havde planlagt. Undtagen dem som også lagde sig med influenza. Jeg fik holdt jul. Næsten uden julefrokoster. Fik set en masse film og læst bøger. Og slidt urimeligt meget på sofaen.

Nu ligger de bunker, jeg kastede bag lænestolen før jul, sorteret på gulvet. Klar til nyt liv. Og jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Og kan se, at jeg nok må afsætte nogle timer i morgen. Selvom ferien ikke helt officielt er slut.

Til gengæld belønnede min næstsidste feriedag mig med noget, der lignede forårsvejr. Jeg blev grebet af stemningen og var pludselig på vej mod Kalvebod Fælled. Hvor jeg fortsatte langs vandet og over motorvejen. Og så ved jeg ikke helt, hvad der skete, men jeg fandt mig selv på vej ad et af de virkelig små spor. Ud over fælleden. Hvor jeg ikke har været i næsten et år, fordi min venstre hæl har sat markante begrænsninger. I dag var ren nydning, og jeg kom længere væk, end jeg har været meget længe. 16-17 kilometer alene på savannen helt uden hælbrok kunne næsten få tårerne frem.

Noget er alligevel gået godt i den juleferie.

IMG_4027IMG_4032IMG_4036

IMG_4044

by - 4 kommentarer

På opdagelse på Kalvebod Fælled

Når jeg arbejder så meget og med så krævende opgaver, som jeg har gjort de sidste måneder, er jeg nødt til at balancere min træningsmængde. Jeg kan ikke arbejde så hårdt uden at træne. Men hvis jeg træner for meget, koster det på energi – og kreativitetskontoen. Så der er gået en rum tid, siden jeg har løbet længere ture. Men denne weekend var i frihedens tegn, og et par uger ude i horisonten truer et halvmaraton. Som jeg egentlig ikke har større forventninger til end at komme igennem. Det er en tradition, min svoger og jeg startede, da jeg var færdig med at være syg for fire år siden. Og der er gløgg og juleslik bagefter.

Anyway, lørdag genoptog jeg en anden lille tradition. Jeg bevæbnede mig med vand og kamera og tøffede over broen til Amager på en fejende flot efterårsdag. Med tindrende blå himmel og sol. Jeg drejede til højre under Sjællandsbroen ud langs vandet. Jeg gad ikke løbe forbi Fasanskoven. Folk valfarter til the former crime scene. Som om der skulle være andet end træer at kigge på. Det er trods alt 15 år siden, nogen slog en stakkels kvinde ihjel derude.

Derfor forcerede jeg afspærringen og løb mod Kalvebodbroen. Stien har været lukket i mange måneder, fordi man arbejder på at forhøje digerne rundt om Amager. Da jeg nåede næste afspærring lige efter broen, var dette syn mere, end jeg kunne stå for.

Dette er adgang til det allerhelligste af Amager. Vådområderne, hvor fuglene hersker, og hvor mennesker ikke har adgang. Når digerne er færdige, må vi allesammen løbe forbi vådområderne på digerne. Til den tid bliver det muligt at løbe eller cykle hele vejen rundt. Ja med undtagelse af et lille stykke på sydspidsen, som bare altid vil vær for vådt.

Men lad mig tage  jer med til den mere eksotiske del af solskinsøen, hvor selv folk med hang til asfalt og afsky for kuperede naturstier, kan opleve en slags halvrå natur.

Nå ja, ikke alt er natur.

Lidt uhygge i vandkanten?

Næsten hjemme igen, mens solen langsomt sank.

Og selv husbådene går til ro.

2 timer og 20 minutter senere låste jeg mig tilfreds ind i hjemmet, og gjorde mig klar til at blive indtaget af hende her.

Som havde bestilt overnatning sammen med sin mor.

by - 7 kommentarer

Weekenden i løb

Min træning er lidt…… hmmm – sjov? For tiden. Jeg har lidt rigeligt at rive i henne i det der sundhedsvæsen. Altså på den sjove nok måde. Det æder bare den tid, jeg ellers skulle være i løbeskoene. Nåmn så må man jo sno sig, og derfor tæsker jeg rigtig mange kilometer mellem fredag og søndag aften. Det kan være smart – eller det kan dræbe enhver træning. Men sådan er det bare lige nu. Også den her weekend.

Fredag landede jeg i løbeskoene kl 18 og satte af ind mod Islands Brygge. Langs vandet, forbi Nokken og ind til barnevognssegmentet på Islands Brygge. Er det ikke fantastisk, at man kan nå det, mens det er lyst? Men træerne vokser trods alt ikke ind i himlen, og jeg nøjedes med 11 km og nåede hjem i tusmørket.

De sidste weekender har jeg løbet 20-25 km både lørdag og søndag, men jeg havde planlagt en indisk treat til de venner, der kom på besøg om aftenen. Og det tager lidt tid at lave. Derfor bed jeg turene lidt anderledes for denne weekend. Stod tidligt op og tøffede ud i forårsmorgenen. Trissede afsted til Valbyparken og løb bakkeintervaller på Bjerget (jo jeg gjorde, Jesper). Og tøffede hjem igen efter 16 km.

Tryllede løs på indisk hele eftermiddagen og nød resultaterne i godt selskab. Indisk mad er fortrinlig vegetarkost. Det smager fantastisk, indeholder masser af grøntsager, og tilfører protein fra bønner og linser.

Søndag blev så min rigtig lange dag. Jeg løb 30 km, og det gik ret meget bedre, end jeg havde regnet med. Jesper har inviteret Sirus og mig på tur rundt om Amager på lørdag. Og en ting er, at jeg er ultralangsom og sinker de to helt vildt, – jeg skulle helst i det mindste kunne løbe hele vejen.

Amager gik totalt forårsamok. Jeg løb bagom Ørestaden og videre i kanten af Kalvebod Fælled mod Kongelunden. Ude for enden kunne jeg ikke dy mig for at løbe en tur op på diget (jeg lærer det aldrig, vel?)

Udsigt fra diget

Jeg løb afsted, så langt jeg kunne komme. Og selvfølgelig var der spærret med pigtråd og forbudtskilte. Alligevel havde jeg lært noget fra mine forsøg på det andet dige sidste weekend. Så jeg vendte om. Helt lydigt.

Avedøreværket set fra diget ved Kongelunden

I det fjerne aner man gastårnet i Valbyparken

Så jeg løb hele vejen tilbage til Kongelunden og drejede ud over Kalvebod Fælled. Som også var gået helt i forårsmode. Solen væltede ned fra en knaldblå himmel. Jeg smed hurtigt jakken og trak ærmerne langt op over albuerne.

Dem der råber frost og vinter nu, kan så godt vende trutmunden den anden vej og gå hjem. Det her DET er forår.

30 km er langt. Jo, det er. Og jeg skal nok blive mør næste weekend. Men der er også noget særligt ved at komme så langt omkring bare i løbesko. Man oplever anderledes, og det ER godt i kroppen bagefter. Og sådan nåede jeg alligevel op omkring 60-70 km igen i denne uge. Og fik jer med på de sidste 30.

by - 2 kommentarer

Esbjerg og en kold løbetur

Her sidder man så. På et billigt hotel i Esbjerg. Som ikke lugter af fisk idag. Her er bare koldt. Og sne. Og langt fra København. Men det er en anden historie, som I måske får i morgen.

Det er altid sådan en lidt amputeret dag, når man skal afsted om eftermiddagen. Men en løbetur kunne jeg nå, og jeg løb afsted på en sen morgentur. Det var koldt med koldt på. Men jeg var smart. Jeg zig-zaggede afsted gennem Amager Fælled og driblede næsten udenom noget modvind. Ud på Ørestad Boulevard og videre mod 8tallet. Fik kontakt til en lille flok løbere på det modsatte fortov. Sol var der ikke noget af, og temperaturen var væsentligt lavere end i går. I dag var der hverken vand eller kamera med. Det er hyggeligt at tage billeder undervejs, men det optimerer ikke træningen.

Pludselig fræsede det ene udrykningskøretøj efter det andet forbi mig. Brand og politi med blå blink og hylende dæk. Længere fremme kunne jeg se røgen vælte ud fra Fields, og folk stod i hobetal på fortovet med skuffede drømme. Politiet lavede en effektiv afspærring, men jeg kendte heldigvis en smutvej bag om metrobanen. Så jeg driblede væk fra postyret. Der var ingen ambulancer, så der var nok ingen tilskadekomne. Og Fields klarer det nok.

I dag havde jeg regnet vinden rigtigt ud. Jeg havde ingen vind imod mig, da jeg nåede ud til 8tallet. Ha, jeg snørede den, vinden. Og så kastede jeg mig ud i at finde vej ud over sletterne på Kalvebod Fælled. Og jeg gjorde det. Måske ikke den direkte vej. Men jeg fandt hjem, og jeg havde løbet 19 km i fin stil. Altså det tegner meget godt med den der form.

Ellers er det bare go’nat fra Esbjerg. Hvor de ikke engang havde fisk på menu-kortet???