Tirsdag eftermiddag ramte det mig, at det ikke var nogen ubetinget god idé at være på to dages konference om kræftrehabilitering og senfølger. Der gik hul i min professionalisme. Jeg var en klump blød dej, der langsomt boblede over og flød ud på gulvet. Jeg var reduceret til sådan en, som engang havde haft lymfom. Som havde fået monsterhøje doser kemoterapi i et hidsigt, intensivt forløb.

Fra talerstolen talte forskerne pludselig kun til mig. En fortalte mig med alvorlig stemme, at risikoen for depression og angst er lige så høj otte år efter min diagnose som for fem år siden. En anden fortalte mig, at jeg måske har en stor risiko for at få hjertesvigt eller forhøjet blodtryk eller blodpropper som en følge af nogle af de stoffer, der piskede ind i mine årer dengang. At jeg konstant går på en ‘pude’ og med ild i fødderne, deler jeg åbenbart med nogle af de kvinder, der har haft brystkræft. Og at det aldrig bliver bedre, har jeg forlængst lært at leve med. Men at jeg oven i hatten har trukket et lod, der giver en større risiko for kræft efter kemoterapi, er en erkendelse, der almindeligvis bliver lukket ned i bunden af tasken. Rummet fyldtes af elendighed og dårlige liv.

Jeg blev ramt. Og trist. Og sur. Og trak hovedet helt ind i mig selv. Indtil jeg stak det ud igen og tænkte på, om der er sket så meget, siden jeg råbte op for snart otte år siden. Jeg råbte op, fordi jeg tænkte over, hvordan alting var gået, hvis ikke jeg havde været mig. Hvis ikke jeg havde kendt til lymfom og kemoterapi og immunsystemet. Eller til rehabilitering og motion under kemoterapi. Hvis jeg ikke havde kendt til hospitalssystemer, eller hvis jeg ikke havde haft min store kæft. Jeg hører stadig ikke så meget om, hvordan det går dem, der ikke kender til det. Dem der ikke har netværk eller job eller penge. Nå, det er stadig min mission i livet at sparke gang i den slags forskning. At sørge for, at vi støtter og holder hånden under dem, der virkelig, virkelig har brug for det, når vi har skåret i deres kroppe, strålet dem med radioaktive stråler og spulet indvendigt med kemoterapi. For det handler ikke kun om at opdage kræft i tide. Det handler også om at støtte det liv, der leves imens. Og efter.

Men tirsdag aften krøllede jeg mig sammen som skamskudt råvildt.

I dag kan jeg se, at det faktisk er lykkedes mig en stor del af tiden at leve mit liv uden forbehold igen. Ellers havde forskerne nok ikke ramt mig i solar plexus. For jeg er jo bare sådan en, som har haft lymfom engang. Og som egentlig slet ikke lever det dårlige liv, der fyldte rummet til konferencen. Men som alligevel arbejder ihærdigt med at skabe nogle rammer for sammenhæng for dem, der bliver syge. Også for kræftpatienter.

Og jeg blev på en eller anden måde endnu gladere for den poster, vi havde med. Om det projekt vi har lavet sammen i det sidste år.