Tag Archives: travlhed

by - 7 kommentarer

Trafikale øjeblikke

Så kør dog for fanden frem og blokér for de lortecyklister! – brølede det fra en bil på Vodroffsvej i morges. På vejen holdt 5-6 biler og ventede på at køre ud på Rolighedsvej, hvor Vodroffsvej ender i et t-kryds. Og det var cyklisterne, der kom ad Rolighedsvej mod søerne, den sure mand mente.

Forleden kom jeg fra et møde på Demensklinikken på Rigshospitalet, der ligger i matriklens øverste ende på Henrik Harpestrengsvej. Da jeg når ud til vejen, står en tydeligt forvirret ældre kvinde på modsatte fortov og får venlige vejvisninger af en sygeplejerske. Sygeplejersken peger over mod Demensklinikken og det tydelige skilt ved vejen og forklarer, at hun skal den vej. Den ældre kvinde vender sig og begynder at krydse vejen. Pludselig kommer en kvinde i høj fart på cykel og råber vredt efter kvinden: Er du fuldstændig fatsvag, åndssvage kælling – det her er en vej!

En morgen i sidste uge cyklede jeg i morgentrafikken ind ad cykelstien på Vasbygade. Jeg indhentede en cyklist, der kørte væsentligt langsommere end mig, kiggede mig bagud og trak ud til overhaling. Midt i mandøvren lyder der et ‘møp-møp’ i venstre øre, og jeg får et ikke venligt skub på venstre skulder. Jeg råber ret højt af forskrækkelse, og forbi mig hvisler en MAMIL (middle aged man in lycra) på en dyr cykel. Mens han på charmerende vis retter en fuckfinger bagud.

Kære mennesker, er det her virkelig nødvendigt? Hvad er det, der får os til at behandle hinanden som lort på vejene? Hvad er det, der får os til hele tiden at spytte nedad på de trafikanter, der er blødere eller langsommere? Og hvorfor den vrede? Hvad koster to minutters ventetid på Vodroffsvej i dit liv? Eller fem?

Fatsvag? Ja, det var jo ret præcist, hvad den ældre kvinde tilsyneladende var, men er det virkelig nødvendigt at kaste sådan en sviner i hendes ansigt? Når man cykler på et hospitalsareal, må man i et eller andet omfang forvente folk, der er langsomme, svage eller måske bare forvirrede. Og i særdeleshed uden for en klinik for mennesker med demens.

Og MAMILs dyre cykel og stramme trikot har måske ændret hans liv i positiv retning. Og måske kan hans cykel løbe meget hurtigere end alle andres. Men kære mænd i stramt tøj, I skal stadig køre efter forholdene, og det betyder, at man ind imellem må klemme en smule på bremsen for ikke at ramme andre.

Jeg gad godt vide, hvor al den trafikvrede kommer fra? Måske er det bare blevet alt for vigtigt for os at være effektive? At komme hurtigt frem? Jeg gad godt vide, hvordan vi kan ændre det? For i den sidste ende, i det store regnestykke – betyder det ikke en skid, om du bruger 5,10 eller 30 minutter mere på at komme frem. Du er strengt taget overhovedet ikke vigtigere end alle de andre på vejene og cykelstierne.

Men det gjorde mig bange i morges, da den aggressive mand stak hovedet ud af bilvinduet og råbte hadefuldt. Den ældre forvirrede kvinde blev endnu mere forvirret og glemte øjeblikkeligt, hvor hun skulle hen. Hun mistede sit greb i verden. Og da manden i stramt tøj skubbede til mig, fordi han skulle forbi og ikke havde et sekund at spilde, blev jeg bange for at falde ind i den cyklist, jeg var ved at overhale – og jeg følte mig ydmyget og set ned på.

Hvad kan vi gøre for at ændre på den vrede, der har frit spil i trafikken?

by - 4 kommentarer

Balancekunst i overhalingsbanen

Jeg flintrer rundt i vores lille land. Og holder foredrag og oplæg, går til konferencer og lange møder. Og har det sådan lidt stramt, men sjovt. Stramt fordi det kniber lidt med tid til alt det andet. Løb, bloggerier, gloning ud i luften. Men det kan jeg jo gøre i næste uge.

Jeg har igen pisket til Århus og sidder nu hos DSB og ser lidt ud på mit pæne land i efterårssol, mens jeg forsøger at samle mig om noget arbejde. Fordi i morgen selvfølgelig ligner alle de andre dage.

– Passer du nu på dig, spurgte min veninde, da hun opdagede mit dagsskema. Og da jeg svarede lidt valent, hænger det ikke sammen med selvcentreret mishandling. Jeg tror bare ikke, jeg behøver gå omkring og passe på mig. Jeg elsker at have fart på. Og jeg har en indre autopilot, som helt selv trækker i en bremse, når jeg trænger til at sidde stille på sofaen og glo ud på vandet. Eller trænger til at skride fra kulden og mørket og finde lys andre steder i verden. For når autopiloten tænder bremselygterne, så gør jeg det jo. Bremser, glor og skrider.

Jeg bekymrer mig ikke sådan om mig selv. Når jeg har perioder i overhalingsbanen, kan jeg bekymre mig meget mere om andre. Om de veninder, jeg ikke får ringet til. Om mine forældre, som oplever tavshed på linjen. Og om de små nye mennesker i familien, som helst skal have en ordentlig dosis mig med jævne mellemrum. For det skal de jo.

Jeg skal nok klare mig. Jeg lever af det. Og på det. Og måske kunne det blive et problem, den dag jeg bgynder at bekymre mig.

Så nej. Jeg passer ikke på mig. Men jeg prøver at passe lidt på de andre. Og har en uendelig tyrkertro på min indre balancekunstner.

Og så startede jeg dagen med en times løbetur langs Nyborg Strand. I tørvejr. Så kan sådan en dag jo bare komme an.

Solnedgang over Nyborg Strand

by - 0 comments

Travl, mig?

Er du travlhedsramt, eller hvad sker der for dig, siden du aldrig tager telefonen, spurgte en af mine venner forleden. Jeg er ramt af den årlige sommerferieforbandelse, er jeg. Den måned hvor jeg skal arbejde dobbelt op på alting, fordi hele verden lukker ned i den næste. Den måned, hvor deadlines falder over hinandens tæer og tromler ind over hinanden. Mens de konkurrerer om at være verdens vigtigste. Jeg hader det lidt. Fornemmelsen af trængsel i luftvejene, når telefonen ringer for femte gang, mens jeg vrider ord ud af computeren. Den lette hjertebanken, når jeg uforvarende kommer til at se på uret. Og opdager, at endnu en time er forsvundet i universet. Og deadline er lige om hjørnet.

Men det ville være løgn at sige, at jeg bare hader det. Det driver mig også. Det får mig til at stå op om morgenen. At tage toget eller cyklen hele vejen til Hillerød. Og til at lukke computeren kvart over midnat, for at stå op og fortsætte klokken halv seks.

Da jeg cyklede hjem fra Hillerød i eftermiddag, var det med det første eksemplar af rapporten om patient empowerment i rygsækken. Med billede på forsiden og teksten pænt sat op. Det var måneders arbejde, der nu er forfremmet til en offentlig rapport. Som kan sendes ud i verden og lægges på hjemmesiden. Det er det værd. De sene aftener og lange dage.

En fredag med fornemmelsen af at have nået det hele og lidt til. Hvor solen skinner, trods løfter om regn. Og hvor mig og min blå racer regerede på Kongevejen. Så kan jeg kun sige velkommen til noget weekend, som bliver mest til venner og fri. Og en lille smule arbejde.

Og undskyld, når jeg ikke tager telefonen. Jeg sætter lyd på den igen om et par uger.

by - 0 comments

Travlhed, stress og løb

Min monsteruge lakker mod enden, og jeg beklager radiotavsheden på linjen. Der har ikke været stunder til at blogge, bogstaveligt talt, og ikke meget indhold at blogge om. Det ville bare have været en lang sang fra de varme lande om at have traaaavlt. Træning har der ikke været meget af. Til gengæld har jeg ydet en prisværdig indsats for hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg er tilbage ved overfladen og har lyst til at skrive lidt travlhed, stress og løb.

Sådan en uge er nemlig ikke usædvanlig i mit liv. Jeg lever i perioder lidt “på kanten”, har mange bolde i luften, store opgaver og lidt for mange deadlines. Jeg kan godt føle mig lidt presset, og der er ikke plads til mange svinkeærinder i de uger. Men jeg er ikke stresset. Det udfordrer mig, og jeg kan have småkriser under vejs. Men jeg kommer igennem. Præcist som et løb. Nogle løb er hurtige og ikke så lange. De gør mere ondt. Andre løb er lange og seje og gør ondt på en helt anden måde. Hvad enten jeg har skullet presse mig gennem mange kilometer eller har villet presse mig igennem et kortere løb i højt tempo, kræver det nogle mentale bits and pieces fra værkstøjskassen. Den værktøjskasse har bragt gennem mangt og meget. Man kan nemlig bruge redskaber og små tricks fra løb til alle mulige andre situationer.

Første gang, jeg tænkte over det, var da jeg skrev mit første speciale på universitetet. Jeg var presset og tæt på at blæse det hele en lang march ind imellem. Jeg løb næsten hver dag gennem hele specialeskrivningen og løb et af mine bedste marathonløb et par uger efter afleveringen. Og hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jo, det var løbet, der bragte mig igennem specialesumpen. Det var erfaringerne fra den sidste halvdel af et marathonløb, der fik mig til at holde fast og stædigt arbejde videre med specialet. Ligesom efter 30 km gjorde det ondt i hele kroppen, da jeg havde skrevet 70 sider af specialet. At få vredet mine analyser på plads og få alle 100 sider til at hænge sammen, var som at jage mig selv gennem de sidste to kilometer af et 10 kilometerløb, hvor jeg løber mig helt ud. Og til andre tider som at være i den indre dialog, jeg kan føre med mig selv gennem de sidste 12 km af et marathonløb. Jeg ved, smerten går over. Jeg ved, at løbet får ende. Og jeg ved, at jeg gør det godt.

De samme teknikker bragte mig gennem mit ret heftige forløb med kemoterapi for tre år siden. Det var kort, men meget intensivt, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan kroppen blev træt og slidt, efterhånden som jeg fik flere behandlinger. Det var en meget koncentreret opgave at blive ved med at holde fokus. Og ikke kaste mig tilbage i lænestolen og lade den infame træthed tage over. Men jeg kunne gøre det, fordi jeg havde andre erfaringer med at holde fast og gennemføre noget svært og hårdt.

Derfor tror jeg også, at jeg kan holde fast i de perioder, hvor jeg egentlig har alt for travlt. Og have travlt uden at få stress. Det handler om at holde fokus. Det handler om erfaringer. Og det handler om at skynde sig at holde helt fri, så snart man kan.