Balancekunst i overhalingsbanen

Jeg flintrer rundt i vores lille land. Og holder foredrag og oplæg, går til konferencer og lange møder. Og har det sådan lidt stramt, men sjovt. Stramt fordi det kniber lidt med tid til alt det andet. Løb, bloggerier, gloning ud i luften. Men det kan jeg jo gøre i næste uge.

Jeg har igen pisket til Århus og sidder nu hos DSB og ser lidt ud på mit pæne land i efterårssol, mens jeg forsøger at samle mig om noget arbejde. Fordi i morgen selvfølgelig ligner alle de andre dage.

– Passer du nu på dig, spurgte min veninde, da hun opdagede mit dagsskema. Og da jeg svarede lidt valent, hænger det ikke sammen med selvcentreret mishandling. Jeg tror bare ikke, jeg behøver gå omkring og passe på mig. Jeg elsker at have fart på. Og jeg har en indre autopilot, som helt selv trækker i en bremse, når jeg trænger til at sidde stille på sofaen og glo ud på vandet. Eller trænger til at skride fra kulden og mørket og finde lys andre steder i verden. For når autopiloten tænder bremselygterne, så gør jeg det jo. Bremser, glor og skrider.

Jeg bekymrer mig ikke sådan om mig selv. Når jeg har perioder i overhalingsbanen, kan jeg bekymre mig meget mere om andre. Om de veninder, jeg ikke får ringet til. Om mine forældre, som oplever tavshed på linjen. Og om de små nye mennesker i familien, som helst skal have en ordentlig dosis mig med jævne mellemrum. For det skal de jo.

Jeg skal nok klare mig. Jeg lever af det. Og på det. Og måske kunne det blive et problem, den dag jeg bgynder at bekymre mig.

Så nej. Jeg passer ikke på mig. Men jeg prøver at passe lidt på de andre. Og har en uendelig tyrkertro på min indre balancekunstner.

Og så startede jeg dagen med en times løbetur langs Nyborg Strand. I tørvejr. Så kan sådan en dag jo bare komme an.

Solnedgang over Nyborg Strand