Begravelseskjolen

Jeg har lagt begravelseskjolen i vaskemaskinen. Så kan den tørre, mens jeg er til Folkemøde og være klar til lørdag. I lørdags bemærkede jeg nemlig en plet fra noget, jeg åbenbart havde siddet på, da vi begravede min gode venindes mand. Sådan bruger jeg mine lørdage for tiden. Jeg siger farvel, trøster og græder sammen.

Det er lidt synd for kjolen, at den er endt som det. En begravelseskjole. Den er pæn. Måske en slags lækker. Men nu er der blevet grædt så meget på den, at jeg ikke kan tage den på til festlige lejligheder. Der er for mange begravelser.

Måske er begravelseskjolen ved at blive en slags støttekjole til sørgelige anledninger. Måske er det meget godt at have en begravelseskjole. Et fast holdepunkt, når verden krakelerer og jeg bliver fyldt med sorg.

Om lidt er den klar til tørring, så jeg kan tage den på, når vi meget tidligt lørdag morgen kører til Århus for at begrave min gamle chef, min inspirationskilde, min diskussionspartner, min ven. Som jeg slet ikke forstår, at jeg aldrig skal se og høre igen.

Måske er det meget godt, at min sorte kjole er blevet begravelseskjole. Selvom sorgen og tristheden ikke forsvinder, når jeg tager den af, så er den en slags sørgebind. Nok er det bare mig, der ved det. Men det er også bare mig, der bærer sorgen og tristheden. Jeg bærer den sammen med alle de mange andre, der har kendt og holdt af hende. Men hvor meget vi end deler, bærer vi sorgen alene.

IMG_6726

Debatten svømmer videre

Jeg troede, jeg fik skrevet mig færdig om svømmedebatten. Men ak, alle der mener noget, kappes om at råbe højt om, hvordan pigesvømningen i Hovedstadens Svømmeklub er en trussel mod de danske værdier om ligeværdighed og ligestilling mellem kønnene. Og hvordan pigesvømning vil forhindre pigerne i at blive integrerede i den ligeværdighed.

Lad os træde et skridt tilbage. Hæve os op i et højere perspektiv, og sammen kaste et blik på den måde debatten om køn har udfoldet sig i Danmark i de seneste måneder. Det må jo afspejle den aktuelle grad af ligeværdighed og ligestilling mellem kønnene. Ja?

For nogen tid siden stod en modig 15-årig og hendes mor frem og fortalte, hvordan pigen var blevet fotograferet nøgen og billedet delt og delt og delt igen på de sociale medier. Pigen havde været næsten lammet af angst og ydmygelse, indtil hun  trak vejret dybt ind og trådte frem. Det viste sig ikke at være ualmindeligt, og i den følgende debat kom det frem, at også ret små piger var ude for at blive fotograferet afklædte og få billederne delt og delt og stillet offentligt til skue. Det skete ikke sjældent, at en medsøster var fotograf, i f.eks. et omklædningsrum, og derefter delte billedet med drenge fra skolen. Det kunne bunde i hævn eller i ualmindelig chikane. Og det kunne ofte dreje sig om en genert pige, der måske ikke var helt stolt af sin krop.

Forleden skrev en 12-årig pige så et debatindlæg i Politiken med en opfordring til drengeforældre om at tale alvorligt med deres sønner om de her ting. For en ting er åbenbart billeder, drengene ser porno, synger om »hovedspring i en fisse«, og klapper pigerne i numsen, skriver hun. Dagen efter var Politiken nødt til at skrive sådan:

Screenshot 2016-05-01 22.04.14

For pigen på 12 år var blevet svinet til. Af voksne danske mænd med solide danske kerneværdier om ligeværdighed og ligestilling.

I samme periode har der kørt en intens debat om voldtægt. Information lavede en lang temarække om virkelige voldtægtsoplevelser for at sætte spot på, at kvinden ikke er den ansvarlige. Der har været en hed debat ovenpå en sag, hvor tre unge mænd angiveligt blev frifundet for gruppevoldtægt af en ung pige, fordi hun ikke havde sagt fra, og heller ikke været bevidstløs. Uden at forholde mig til den omtalte sag, finder der generelt en stærk italesættelse sted af, at kvinder ofte ‘selv er ude om det’. Og spørgsmålet er, om voldtægt ikke rigtigt er voldtægt, når voldtægtsmændene ikke hører et tydeligt ‘nej’?

Lad os så forestille os at være en ny eller relativt ny familie i Danmark. Lad os et øjeblik glemme alt om muslimer, forkvaklede kønssyn, gammeldags traditioner og strenge dominerende fædre. Hvor betryggende mon det virker at sende sin datter ud i det danske samfund alene? Et samfund man som forældre måske også har lidt svært ved at forstå. Jeg ved godt, hvad jeg ville tænke. Og jeg er rimeligt glad over ikke længere at have døtre i den alder. Jeg har børnebørn, som jeg sender bekymrede tanker og forsøger at klæde så godt på til verden, som jeg nu kan. Jeg har jo lang erfaring med at begå mig i det danske samfund.

Der er alt for meget ‘tvang’, ‘straf’ og ‘gør-som-vi-siger-eller-skrid’ i den måde, vi taler om det her på. Der er løftede pegefingre og lukkede døre. Og det gælder næsten hele det politiske spektrum. Hvad blev der af ‘en fremstrakt hånd’? Eller hvad blev der af ‘skal vi hjælpe dig med at forstå’? I det mindste bør vi være helt sikre, når vi bruger den slags afklapsningsmetoder, vi åbenbart er udstrakt enige om. Vi bør være helt sikre på, at vi kan skelne mellem den forestilling om ligeværdighed og ligestilling, vi gerne vil have i vores bevidsthed – og den måde ligeværdighed og ligestilling lever i den faktiske virkelighed. For hvis den aktuelle debat i Danmark er udtryk for graden af ligeværdighed og ligestilling, så har vi et par nullermænd, der skal fejes grundigere ind under gulvtæppet, før vi begynder at vifte med belærende pegefingre. Eller vi skal følge 12-årige Selmas opfordring og se os selv dybt i øjnene.

Og så synes jeg, vi skal huske på, at idrætsforeninger er sat i verden for at få mennesker til at lave idræt. Det lykkes ret godt for Hovedstadens Svømmeklub. Og jeg synes, vi skal lytte, når de siger, at rigtig mange af de her piger går videre på andre svømmehold, og at en stor del bliver trænere. Og skal vi så trække vejret helt ned i maven, nyde det forår der endelig er braget frem og række en åben hånd frem?

IMG_5396

 

Om svømning og lidt om svømning

Er I snart færdige med at råbeskrige om forargelse over piger, der svømmer uden drenge? Godt, for så har jeg lige noget at sige. Når nu I synes, det her er det vigtigste at råbe om i de her dage. Mens 10.000 børn er forsvundet i Europa. Og mens Aleppo bliver bombet sønder og sammen.

Der er to ting på spil her: køn og motion. Det er et velkendt fænomen i de faglige kredse, jeg bevæger mig i, at særligt kvinder fra Mellemøsten har en meget større forekomst af type2 diabetes. Denne diabetesform hænger uløseligt sammen med kost og især motion og bevægelse. Det viste sig, at de her kvinder i høj grad udviklede diabetes, fordi de ikke bevægede sig nok i hverdagen. Det gør danske mænd og kvinder også, men der er en stor overvægt blandt mellemøstlige kvinder. Også i Mellemøsten.

For at få kvinderne til at bevæge sig og blive del af den meget danske foreningskultur. fandt nogle opvakte trænere på at lave forsøg med fitnesstræning og svømning kun for kvinder. Det blev en bragende succes. Andre fandt på at lave cykelinstruktion for kvinder, for at få flere til at cykle. Det var enormt sjovt. Og hvad skete der? Andelen af type2 diabetes faldt, fordi kvinderne bevægede sig meget mere. De blev gladere, mere udadvendte og raskere.

I Hovedstadens svømmeklub var der en træner, der lagde mærke til fraværet af piger i svømmeklubben. Han lavede lidt research og fandt så på at tilbyde rene pigehold. Og pigerne strømmede til. Piger i alle farver. Danske, østeuropæiske, mellemøstlige, afrikanske. 250 piger lettede sig fra sofaen og begyndte at svømme. De fleste blev i klubben og gik videre til andre hold. En del blev selv trænere i klubben, da de blev ældre. Der var sikkert også færre af den gruppe, der udviklede type2 diabetes. Men det er blot en gisning.

Igennem længere tid har jeg hørt fra svømmelærere, folkeskolelærere og gymnasielærere, hvordan ærkedanske piger nægter at klæde om sammen med andre piger. Hvordan de, for at få pigerne til at deltage i sport, satte forhæng op mellem brusebadene. Det er tilsyneladende ikke kun de brune piger, der foretrækker en form for blufærdighed, der er anderledes, end den jeg er vokset op med.

Jeg synes, vi voksne skal slappe lidt af med skingerretorikken. I det store billede er det sgu da meget vigtigere, at de piger og kvinder får motion og fællesskab, end vores kulturelle kvababbelser. Jeg vil minde om, at det ikke er længere siden, end jeg selv kan huske, at det i vestlige lande betragtedes som særdeles skadeligt for kvinder at løbe. Det var forbudt for kvinder at deltage i løb, der var længere end 800 meter.

Lad os nu lige holde fokus og lade være med at lade alt være i relation til muslimbashing. Det vigtige her er at få piger og kvinder til at bevæge sig. Fordi det er godt for dem. Slut, punktum. Det ser faktisk ud til, at det at deltage i foreningsliv og i aktiv motion kan styrke pigerne og kvinderne, så de kan få kræfter til at gå de veje, de gerne vil.

Og de får mindre type2 diabetes. Og det er godt. Tak.

IMG_5078

Når håb forsvinder/vanishing hope

Forleden genkendte jeg en mand fra Pakistan på et billede på Facebook. Jeg havde taget imod ham, da han ankom til Lesbos. Måske var han en af dem, der havde sår eller havde brækkede knogler. Jeg husker det ikke. Men jeg husker hans ansigt. Nu stod han i en kø med andre mænd fra Pakistan i Morialejren udenfor Mytilini på Lesbos. Tårerne løb ned ad konderne, og kroppen udtrykte fuldstændig modløshed.

Allerede mens jeg var på Lesbos, ophørte Grækenland med at registrere flygtninge fra Pakistan. Jeg forstod aldrig hvorfor, for de fortalte næsten allesammen, hvordan de var flygtet fra Taliban. De var bange for deres liv. Den unge mand havde altså været i Moria, siden jeg tog afsked med ham på nordkysten engang i januar. I alt var der omkring 500 flygtninge fra Pakistan i lejren. Mine venner fra lejren fortalte, hvordan der var dukket en bus fuld af kampberedt politi. De pakistanske flygtninge fik valget mellem at følge frivilligt med eller bliver tvunget. 150 mænd fulgte frivilligt med i første omgang, mens resten af gruppen overvejede. Næste morgen besluttede de at overgive sig. Fordi de var bange for, at de frivillige hjælpere i lejren ville blive ramt af vold.

Nu stod den unge mand så der i en kø for at blive bragt til færgen mod Athen. Uden at vide hvad der skulle ske. Den næste opdatering fortalte mig, at de pakistanske mænd blev fulgt ombord på færgen og lagt i håndjern. Eller strips. Og at de ville blive sendt tilbage til Pakistan uden chance for at få deres sager prøvet.

No wonder den unge mand græd og så overvundet ud.

Hvad i himlens navn har Europa gang i? Hvornår er det blevet vigtigere at lukke mennesker ude, end at tage vare på de rettigheder, hele Europa blev enige om, sidste gang verden gik amok? Mennesker flygter, fordi de har behov for beskyttelse. Det har vi vedtaget at give dem.

Da jeg var på Lesbos gav arbejdet så god mening, fordi der hele tiden var et håb. Et håb om en fremtid for de mange hundrede mennesker, der ankom til Lesbos. Med den aftale EU har indgået med Tyrkiet, er håbet slukket. mere end 50.000 mennesker er strandet i Grækenland. I Piræus, I Athen og ved den Makedonske grænse har tusindevis af mennesker levet i lejre bestående af små festivaltelte. Børn lever i mudder. Ingen ved, hvad der skal ske.

På Lesbos er lejrene, med undtagelse af to, lukket. Militær har overtaget Moria, de frivillige er bortvist, og det hele er hegnet ind med pigtråd. Moria er blevet et fængsel. Alle der ankommer til øen, bliver interneret. Også børn. På ubestemt tid.

Jeg er rystet. Og vred. Og skamfuld. Jeg græder indvendigt.

Vi kan ikke være det bekendt.

IMG_5726

The other day I recognized a man from Pakistan in a picture on Facebook. I met him when he arrived at Lesbos. Maybe he was one of the guys with wounds or broken bones. I don’t remember. But I do remember his face. Now he stood in a queue with other men from Pakistan in Camp Moria outside Mytilini on Lesbos. Tears were running down his cheeks and his body expressing complete discouragement.

While I was on Lesbos, Greece stopped registration of refugees from Pakistan. I never understood why, while almost all of them told how they fled the Taliban. They feared for their lives.

The young man had stayed in Moria, since we said goodbye on the north coast sometime in January. In total there were about 500 Pakistani refugees in the camp. Friends from Moria told how a bus full of riot police showed up. The Pakistani refugees were given the choice between following voluntary or forced. 150 men followed voluntarily at first, while the rest of the group was considering. The next morning they decided to surrender. Because they were afraid, that the volunteers in the camp would be hit by the violence.

So now the young man was in a queue to be brought to the ferry for Athens. Not knowing what was going to happen. The next update told me that the Pakistani men were taken aboard the ferry and handcuffed. It also told, that they would be sent back to Pakistan without having their cases assessed.

No wonder the young man was crying and appearing so overcome.

What in Heaven’s name is Europe doing? When did it become more important to shut people out, than to take care of human rights, that Europe agreed on last time the world went crazy? People are fleeing, because they need protection. We did decide to give them that.

When I was on Lesbos, my work made so much sense, because there always were hope. A hope for a future for the hundreds of people, who arrived on Lesbos. With the agreement the EU has concluded with Turkey, hope is off. More than 50,000 people are stranded in Greece. In Piraeus, in Athens and at the Macedonian border thousands of people have lived in camps consisting of small festival tents. Children live in the mud. No one knows what will happen.

Camps on Lesbos are, with the exception of two, closed. Military has taken over Moria, the volunteers are expelled, and the whole thing is fenced in with barbed wire. Moria has become a prison. Everybody arriving on the island will be detained. Children also. Not knowing for how long.

I am shaken. And angry. And ashamed. And I am crying inside.

We should all be ashamed.

Happy international women’s day

Dagen har været præget af de sædvanlige udbrud fra velsituerede mænd og kvinder om det forældede i en international kvindedag. Og ligeså sædvanligt kommer der en årlig opsang fra mig.

Der er masser af gode grunde til at mødes og fejre alt det, kvinder har opnået gennem de sidste par hundrede år. Der er så meget grund til at hylde vores formødre, der modigt gik på barrikaderne, blev fængslet, udstødt og endda slået ihjel for at bane vejen for det, vi kender i Vesten i dag. Det skal vi aldrig glemme.

Vi skal heller ikke glemme, at der fortsat er stor ulighed mellem mænd og kvinder i vores land. Adskillige kvinder er ressourcestærke og foretager klare valg gennem livet. Selvom de stadig halter voldsomt efter mændene hvad angår indkomst og karrieremuligheder. Men der er en stor gruppe kvinder, som på flere måder falder udenfor den almindelige kontekst af ligestilling. Det gælder kvinder, der af forskellige sociale og kulturelle grunde er afskåret fra at kunne foretage de samme valg i deres liv. Og de får det ikke automatisk meget bedre i de kommende år, hvor der er skåret kraftigt i kontanthjælp og de ydelser, asylansøgere og flygtninge kan modtage, til de finder et arbejde. Det ved vi efterlader kvinderne i en vanskelig situation, som let kommer til at begrænse deres valgmuligheder endnu mere. Så kip med flaget for dem, støt dem, hjælp dem, luk dørene op. En stor del af de kvinder, der tilhører indvandrermiljøerne, bliver  dagligt begrænsede i deres muligheder. For alle de her kvinder er der stadig en meget konkret kamp, som alle os med mange ressourcer kan støtte og bygge muligheder for.

Men i dag går mine tanker alligevel hele tiden til de stærke og modige kvinder, jeg har mødt, som har vovet at tage flugten alene med deres børn fra krig og forfølgelse. Eller som flygter helt alene. Ingen beskytter de kvinder. Vi ved, de bliver udsat for overgreb under hele deres flugt. Vi ved, de flygter fra endnu flere overgreb.Og verden virker ligeglad. Jeg sender alle  mine bedste tanker i deres retning. Jeg ønsker inderligt, de finder en fredeligt plet på jorden, hvor de og deres børn kan vokse sammen. Jeg forstår ikke, at verden ikke rækker hænderne frem mod jer.

Jeg sender også tanker til de modige syriske kvinder, der er blevet i deres krigsplagede land. Jeg vifter ekstra stærkt med mit flag, fordi de igen har været på gaden og demonstrere for fred og frihed. Og imod Assad, russerne, IS og de andre, der bliver ved og ved med at slå mennesker ihjel. I er de modigste, jeg kender. Jeg sender alle mine ønsker i jeres retning. Må I få den fred og den lighed og det demokrati, som I fortjener.

Lad os aldrig holde op med at fejre denne dag og minde os selv og hinanden om, at demokrati også er lighed. Også mellem køn.

IMG_7093

Today was marked by the usual outbreak from prosperous men and women on the International Women’s Day being out dated. And as usual I will present an annual reminder.

There are plenty of good reasons to meet and celebrate what women have achieved over the last few hundred years. There is so much reason to pay tribute to our foremothers, who bravely went on the barricades, were jailed, ostracised and even killed, paving the way for what we know in the West today. We must never forget.

We must not forget that there is still great inequality between men and women in our country. Several women are resourceful and make clear choices throughout life. Though still lagging behind men in terms of income and career opportunities. But there is a large group of women, who in many ways are excluded from the general context of equality. This applies to women, who for different social and cultural reasons are prevented from making the same sort of choices. And they are not automatically improving in the coming years, while there has been sharp cuts in social benefits and benefits for asylum seekers and refugees can receive. We know this leaves women in a difficult situation, which easily comes to limiting their choices even more. So  raise the flag for them, support them, help them, open the doors. A large part of the women belonging to immigrant communities are daily limited in their options. For all these women there is still a very real struggle. And all of us, the resourceful people, can support and build on their opportunities.

Anyway today my thoughts keeps going to the strong and courageous women, I have met, who have dared to take flight from war and persecution alone with their children. Or completely on their own. Noone protects these women. We know they are victims of abuse throughout their flight. We know they are fleeing even more abuse in their homeland. And the world seems not to care. I send all my best thoughts in their direction. I sincerely wish, that they will find a peaceful spot on Earth, where they can grow with their children. I don’t understand, why the world doesn’t reach out towards them.

I also send my thoughts to the brave Syrian women, who have stayed behind in their war-torn country. I raise my flag even higher, because they once again went on the streets demonstrating for peace and freedom. And against Assad, the Russians, the IS and the other groups, that goes on and on killing people. You are the bravest women, I know. I send all my wishes in your direction. May you have the peace and equality and democracy, that you so deserve.

Let us never stop celebrating this day and keep reminding ourselves and each other, that democracy also is equality. Also gender equality.

Når et kram ikke er nok

Cirka hver fjerde uge arbejder jeg frivilligt i klinikken for udokumenterede migranter. Folk, der opholder sig i landet uden de nødvendige dokumenter og tilladelser, har ikke ret til lægehjælp. Med mindre det drejer sig om noget akut og uafviseligt. Det kan være fødsler, ulykker, blindtarmsbetændelse og sådan nogle ting. Fejler de alt muligt andet, kan de komme i vores klinik, som er drevet af Røde Kors og frivillige læger, sygeplejersker, jordmødre, fysioterapeuter, tandlæger og andre forskellige sundhedspersoner.

I klinikken kommer alle slags mennesker. Strandede back packere, fyrede au pair piger, hjemløse, østeuropæere, flygtninge og andre, som falder udenfor de etablerede systemer. Man kan sige, at vi gør en indsats for, at der ikke findes døde mennesker i gaderne, og vi sparer det etablerede sundhedsvæsen for mange penge, ved at behandle sygdomme, inden de udvikler sig til noget akut. Og vi gør de mennesker en meget stor tjeneste ved at hjælpe dem med at tage hånd om deres helbred.

Jeg holder ret meget af det arbejde. Jeg lærer en masse hver eneste gang, og jeg bliver helt rørt over, hvor meget mennesker kan klare. Klinikken er næsten altid fyldt af glade patienter, som er enormt taknemmelige, og for det meste kan vi løse deres problem. Det kan være en sårrensning, antibiotika eller diabetes. Det kan være gamle krigsskader eller forstuvede ankler. Det kan også være druk og stoffer, der giver revne skind. Eller det kan være frostsår og lungebetændelser om vinteren. Vi ser mange gravide, som kan følge en svangrekontrol hos os, hvor vi holder øje med både kvinderne og børnene. Tandlægerne trækker rådne tænder ud og sætter fyldninger i andre. Kort sagt en myriade af mennesker og problemstillinger. Og jeg går altid glad hjem igen.

Eller, næsten altid. For selvom man er ung og lever i skjul for myndighederne, kan man godt blive alvorligt syg. Og det sker, at jeg møder nogen, som viser sig at være dødeligt syge på en måde, som det etablerede sundhedssystem ikke kan definere som akut. Altså noget man dør af, men ikke med det samme. Kræft, for eksempel. Og så står vi der. Med al vores viden og erfaring. Med kroppe, der er ved at sprænges af afmagt. Og vi ser på den unge kvinde, som ikke kan rejse ‘hjem’ og få behandling. For hun har hverken penge til flybillet eller hospitalsbehandling. Og vi kan kun åbne armene og give hende de længste kram. Og tilbyde medicin for smerterne. Hun har mennesker, der elsker hende. Og alting er nok i den sidste ende bedre end ‘hjemme’.

Jeg får en ubændig lyst til at lægge min arm om hendes skuldre og tage hende med til hospitalet. For hun er alt for ung til at dø.

IMG_6207

Approximately every four weeks, I volunteer in the clinic for undocumented migrants. People staying in the country without the necessary documents and permits are not entitled to medical care. Unless it’s something urgent and undeniable. It may be labour, accidents, appendicitis and stuff. For any other disorder, they can come to our clinic, which is run by the Red Cross and volunteer doctors, nurses, midwives, physiotherapists, dentists and other various health professionals.

All kinds of people come to the clinic. Stranded back packers, fired au pair girls, homeless people, Eastern Europeans, refugees and others who fall outside the established systems. One can say that we make every effort to ensure that there are no dead people in the streets, and we save the established health care system a lot of money by treating diseases before they develop into something acute and serious. And we are doing the people a great service by helping them take care of their health.

I care a lot about the work. I learn a lot every single time, and I get touched by how much a person can handle. The clinic is almost always full of happy, grateful patients, and most often we can solve their problem. It may be a wound cleansing, antibiotics or diabetes. It may be old war injuries or sprained ankles. It may also be drinking and drugs, providing crack skins. Or it may be frostbite and pneumonias in winter. We see many women who can follow a prenatal care with us, where we are watching both women and children. The dentists pull rotten teeth and put fillings in others. In short, a myriad of people and issues. And I always go home happy.

Or almost always. For even if you are young and live in hiding from the authorities, you can become seriously ill. And it happens, that I meet someone who turns out to be fatally ill in a way, that the established health system can not define as acute. So something you die from, but not immediately. Cancer, for example. And there we stand. With all our knowledge and experience. With bodies that are bursting with impotence. And we look at the young woman, who can not travel ‘home’ and get treatment. For she has neither the money for airfare or hospital treatment. And we can only open our arms and give her the longest hugs. And provide medicine for pain. She has people who love her. And everything is probably in the end better than ‘home’.

I get an uncontrollable urge to put my arm around her shoulders and take her to the hospital. For she is far too young to die.

Let kaos og undtagelsestilstand

Jeg pakker. Pakker i kasser. Folder ud, fylder i og stabler. For næste lørdag klokken otte ringer Flyttemand Henning på min dør og flytter hele molevitten op på fjerde sal i den anden ende af Sydhavnen.

Jeg er nået til det punkt i processen, jeg vist hader mest. Der står sammenklappede flyttekasser nok til at bringe tvivl. Når jeg det? Har jeg kasser nok?

Kaos breder sig langsomt omkring mig. Mens nullermænd får væksthormon og kravler frem fra deres skjul. Jeg hader det. Fordi nu ved jeg, at de næste uger fortsætter i kaos. Indtil alle kasserne har tømt deres indhold, og Flyttemand Henning har hentet dem igen.

Og så starter et nyt kaos. Omflytningsfasen. Hvor jeg flytter om. Og om. Og om. Indtil tingene har fundet deres plads i vores nye univers. Så er jeg flyttet ind.

Jeg hader også at tage afsked med mine naboer. De er så fine naboer. Og mon de også kan mødes på midten de næste somre? Rykke alle bordene sammen imellem lejlighederne, dele grill og vin og snakke, til ungerne segner. Plaske rundt i vores helt eget badebassin, fyldt med børn og svømmedyr? Mon der kommer en ny nabo, der sætter pris på det? Og passer på dem, de gode naboer?

Og hvem bliver min nye nabo?

Jeg er krøbet i mental undtagelsestilstand. Til sidst bliver det godt. Til sidst bor jeg i min nye lejlighed i Sydhavnen. Med en slags fast grund under fødderne.

Men bank bare på. Jeg er hjemme der inde bag ved.