Jeg har lagt begravelseskjolen i vaskemaskinen. Så kan den tørre, mens jeg er til Folkemøde og være klar til lørdag. I lørdags bemærkede jeg nemlig en plet fra noget, jeg åbenbart havde siddet på, da vi begravede min gode venindes mand. Sådan bruger jeg mine lørdage for tiden. Jeg siger farvel, trøster og græder sammen.

Det er lidt synd for kjolen, at den er endt som det. En begravelseskjole. Den er pæn. Måske en slags lækker. Men nu er der blevet grædt så meget på den, at jeg ikke kan tage den på til festlige lejligheder. Der er for mange begravelser.

Måske er begravelseskjolen ved at blive en slags støttekjole til sørgelige anledninger. Måske er det meget godt at have en begravelseskjole. Et fast holdepunkt, når verden krakelerer og jeg bliver fyldt med sorg.

Om lidt er den klar til tørring, så jeg kan tage den på, når vi meget tidligt lørdag morgen kører til Århus for at begrave min gamle chef, min inspirationskilde, min diskussionspartner, min ven. Som jeg slet ikke forstår, at jeg aldrig skal se og høre igen.

Måske er det meget godt, at min sorte kjole er blevet begravelseskjole. Selvom sorgen og tristheden ikke forsvinder, når jeg tager den af, så er den en slags sørgebind. Nok er det bare mig, der ved det. Men det er også bare mig, der bærer sorgen og tristheden. Jeg bærer den sammen med alle de mange andre, der har kendt og holdt af hende. Men hvor meget vi end deler, bærer vi sorgen alene.

Er I snart færdige med at råbeskrige om forargelse over piger, der svømmer uden drenge? Godt, for så har jeg lige noget at sige. Når nu I synes, det her er det vigtigste at råbe om i de her dage. Mens 10.000 børn er forsvundet i Europa. Og mens Aleppo bliver bombet sønder og sammen.

Der er to ting på spil her: køn og motion. Det er et velkendt fænomen i de faglige kredse, jeg bevæger mig i, at særligt kvinder fra Mellemøsten har en meget større forekomst af type2 diabetes. Denne diabetesform hænger uløseligt sammen med kost og især motion og bevægelse. Det viste sig, at de her kvinder i høj grad udviklede diabetes, fordi de ikke bevægede sig nok i hverdagen. Det gør danske mænd og kvinder også, men der er en stor overvægt blandt mellemøstlige kvinder. Også i Mellemøsten.

For at få kvinderne til at bevæge sig og blive del af den meget danske foreningskultur. fandt nogle opvakte trænere på at lave forsøg med fitnesstræning og svømning kun for kvinder. Det blev en bragende succes. Andre fandt på at lave cykelinstruktion for kvinder, for at få flere til at cykle. Det var enormt sjovt. Og hvad skete der? Andelen af type2 diabetes faldt, fordi kvinderne bevægede sig meget mere. De blev gladere, mere udadvendte og raskere.

I Hovedstadens svømmeklub var der en træner, der lagde mærke til fraværet af piger i svømmeklubben. Han lavede lidt research og fandt så på at tilbyde rene pigehold. Og pigerne strømmede til. Piger i alle farver. Danske, østeuropæiske, mellemøstlige, afrikanske. 250 piger lettede sig fra sofaen og begyndte at svømme. De fleste blev i klubben og gik videre til andre hold. En del blev selv trænere i klubben, da de blev ældre. Der var sikkert også færre af den gruppe, der udviklede type2 diabetes. Men det er blot en gisning.

Igennem længere tid har jeg hørt fra svømmelærere, folkeskolelærere og gymnasielærere, hvordan ærkedanske piger nægter at klæde om sammen med andre piger. Hvordan de, for at få pigerne til at deltage i sport, satte forhæng op mellem brusebadene. Det er tilsyneladende ikke kun de brune piger, der foretrækker en form for blufærdighed, der er anderledes, end den jeg er vokset op med.

Jeg synes, vi voksne skal slappe lidt af med skingerretorikken. I det store billede er det sgu da meget vigtigere, at de piger og kvinder får motion og fællesskab, end vores kulturelle kvababbelser. Jeg vil minde om, at det ikke er længere siden, end jeg selv kan huske, at det i vestlige lande betragtedes som særdeles skadeligt for kvinder at løbe. Det var forbudt for kvinder at deltage i løb, der var længere end 800 meter.

Lad os nu lige holde fokus og lade være med at lade alt være i relation til muslimbashing. Det vigtige her er at få piger og kvinder til at bevæge sig. Fordi det er godt for dem. Slut, punktum. Det ser faktisk ud til, at det at deltage i foreningsliv og i aktiv motion kan styrke pigerne og kvinderne, så de kan få kræfter til at gå de veje, de gerne vil.

Og de får mindre type2 diabetes. Og det er godt. Tak.

Engang havde jeg en kæreste, der var temmelig velhavende. Det var han blevet, fordi penge og økonomi for ham var det vigtigste i verden. Det gik naturligvis ikke. Med mig og ham.

Samme fornemmelse får jeg, når jeg er vidne til den politiske debat. Økonomi og penge er det vigtigste i verden. Og forleden kravlede dette billede ind i min Facebookstrøm.

Det var postet af Anders Samuelsen og delt af en af mine venner. Billedet gjorde mig næsten modløs. Det gjorde mig ked af det, som når Joachim B Olsen fortæller verden, at jeg ikke tjener min løn. Men er på overførselsindkomst. Det gør mig næsten fortvivlet, at billedet forvrænger virkeligheden, og at folk tror på det.

Du arbejder ikke for Skat. Du arbejder for Danmark. For fællesskabet. Og det er kun de allerhøjest lønnede, der arbejder tre af de dage og kun af de sidst tjente kroner. Det fortvivler mig, at det samfund, som er bygget op gennem generationer, og som hviler på en solidaritet og en politik for de svageste, er ved at skride fra hinanden.

Arbejdsløse er dovne, langtidssygemeldte er snydere, og vækst er gud. Medierne og politikerne tegner billeder for hinanden for at underbygge en dagsorden om, at folk bare skal presses og straffes og rette ind. Men jeg bevæger mig på samfundets bund. Jeg ser de ægte fattige. Jeg ser, hvordan de har det sværere og sværere, og hvordan vi lukker øjnene for dem.

Jeg ser dem, når jeg arbejder i Røde Kors klinikken for de udokumenterede migranter, hvor samfundets absolutte bund kommer. At være hjemløs uden opholdstilladelse er det hårdeste liv i vores land. Vi vil ikke se dem; vi vil ikke hjælpe, når de er syge; vi vil ikke yde husly, når vinteren slår hårdt. De er ret flittige mennesker, der bruger alle deres vågne timer på at overleve, og de allerfleste har ingen interesse i at risikere synlighed med kriminalitet.

Jeg ser dem i mit arbejde, når hjemløse skal udskrives efter en behandling. Og vi ikke ved hvortil. Og jeg priser mig lykkelig for, at vi har et offentligt, fælles system, som – med lidt hjælp – godt kan tage sig af dem, mens de stadig er syge. Jeg ser også, hvordan de får det sværere. Hvordan vi ikke vil se dem og helst ikke have dem med i ambulancen, når de bliver syge på gaden.

Enhver hjemløs har en historie. Hver gang åbner der sig en historie om et liv, der er kuldsejlet. Eller også er det bare anderledes. Nogle liv har været dømt ude fra starten i en kærlighedsløs familie uden penge. Andre liv har haft en god start og er væltet ved tilværelsens tilfældigheder. Det kunne også være dig. Og som en god ven engang sagde: når livet virkelig smager af lort, er der al mulig grund til at stikke af fra det. Her kommer bajerne, vodkaen og stofferne ind og breder lidt tidsbegrænset barmhjertighed i lusede liv.

Vi skal tage os af det. Jeg vil have et samfund, der kan tage hånd om de historier, inden de vælter. Og det er ikke kun et sundhedsvæsen. Det er daginstitutioner, skoler, biblioteker, idrætsforeninger, offentlig transport, parker og alt det andet, vi langsomt har bygget op. Som dem med flest penge ikke længere vil betale til. Jeg vil have et samfund, hvor penge, økonomi og vækst ikke er det vigtigste. Men hvor mennesker er.

For et par uger siden skrev jeg under overskriften ‘Je suis Charlie’. Det var min måde at vise sympati og solidaritet sammen med millioner af andre mennesker. Siden da har aviser flydt over med argumentation for, at vi ikke er Charlie. At vi ikke har ret til at kalde os det. Nej, jeg er sgu da ikke Charlie. Jeg er Helle, og jeg tegner ikke satiriske tegninger. Jeg har faktisk kun én eneste gang tegnet noget sjovt, og det var tegneserien til min søns bryllup. Jeg tror ikke, nogen blev sure, og den eneste magtfaktor, der blev udstillet, var kvindemagten overfor en lille skid, der voksede op med to søstre og en mor. Den var mest sjov, fordi jeg ikke kan tegne.

‘Je suis Carlie’ var verdens måde at skabe et fælles sorgudtryk. En fælleshed imod at slå ihjel for meninger, holdninger og udtryk. Det virkede, det var stærkt. Jeg synes ikke, I skal pille det ned.

Jeg har været stille siden. Fordi jeg har været rundtosset af verdens reaktioner på mordene i Paris. Mord på Ytringsfriheden, blev der råbt højt og skingrende. Aldrig har jeg da hørt og set så meget ytringsfrihed i fri dressur gennem de sociale medier. Politikere har stået i kø med verbale sværd i hånd.

Og aldrig har jeg selv følt mig så stækket. Hvorfor? Hver gang jeg har ytret mig, bliver jeg kaldt kujon eller halalhippie eller godhedsprofet. Eller dum eller naiv. Jeg bliver kaldt bange, fordi jeg mener noget andet end Det Store Skrål fra de sociale medier.

Jeg er ikke med på, hvorfor ytringsfrihed er det samme som at blive ved med at publicere tegninger af Mohammad i obskure situationer. Jeg forstod ikke Jyllandsposten, da de udskrev en slags konkurrence blandt danske bladtegnere. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor det er vigtigt at genposte de tegninger nu. Igen i dag kaldte Hassan Preisler mig for bange på P1, fordi jeg ikke er enig i, at det er det vigtige i ytringsfriheden.

Jeg er ikke bange. Eller jo, jeg er lidt bange. Jeg er bange for den offentlige enighed. Mordene på tegnerne fra Charlie Hebdo afdækker en grum vækst i antidemokratiske bevægelser. Der er radikaliserede fundamentalistiske religiøse mennesker, der organiserer sig på forskellig vis, og så er der stærkt højreorienterede nationalistiske bevægelser. Begge spreder angst og undertrykkende tavshed. Og det skræmmer mig.

Jeg vil forbeholde mig ret til at være godhedsprofet. Jeg er stolt over at stå ved, at jeg tror på det gode i menneskeheden. Jeg vil forbeholde mig ret til at være naiv. Jeg er stolt af at være naiv. Når I kalder mig for politisk korrekt med spyttet hånligt i mundvigen, vil jeg forbeholde mig den ret også. At være politisk korrekt kan kun gøre mig stolt. Jeg vil forbeholde mig ret til at mene noget andet. Jeg vil forbeholde mig ret til at have min mening om Mohammedtegninger og ytringsfrihed, også når den afviger fra din.

I ytringsfrihedens navn.