Jeg pakker. Pakker i kasser. Folder ud, fylder i og stabler. For næste lørdag klokken otte ringer Flyttemand Henning på min dør og flytter hele molevitten op på fjerde sal i den anden ende af Sydhavnen.
Jeg er nået til det punkt i processen, jeg vist hader mest. Der står sammenklappede flyttekasser nok til at bringe tvivl. Når jeg det? Har jeg kasser nok?
Kaos breder sig langsomt omkring mig. Mens nullermænd får væksthormon og kravler frem fra deres skjul. Jeg hader det. Fordi nu ved jeg, at de næste uger fortsætter i kaos. Indtil alle kasserne har tømt deres indhold, og Flyttemand Henning har hentet dem igen.
Og så starter et nyt kaos. Omflytningsfasen. Hvor jeg flytter om. Og om. Og om. Indtil tingene har fundet deres plads i vores nye univers. Så er jeg flyttet ind.
Jeg hader også at tage afsked med mine naboer. De er så fine naboer. Og mon de også kan mødes på midten de næste somre? Rykke alle bordene sammen imellem lejlighederne, dele grill og vin og snakke, til ungerne segner. Plaske rundt i vores helt eget badebassin, fyldt med børn og svømmedyr? Mon der kommer en ny nabo, der sætter pris på det? Og passer på dem, de gode naboer?
Og hvem bliver min nye nabo?
Jeg er krøbet i mental undtagelsestilstand. Til sidst bliver det godt. Til sidst bor jeg i min nye lejlighed i Sydhavnen. Med en slags fast grund under fødderne.
Men bank bare på. Jeg er hjemme der inde bag ved.
Helles Blog 