Når mit hverdagsgrundlag er sat i spil, som det er med flytning og hospitalsfusion, får jeg tendenser til ucharmerende øfferier, der nærmer sig småfornærmet selvmedlidenhed. Det starter en indre svada af grimme ordkæder, som ingenkanlidemigrigtigt, eller jegerheltaleneomalting, eller hvadhvisaltingaldrigblivergodtigen. Den indre ordgylle drejer videre over i: jeglykkesaldrigrigtigt, eller jegerogsåblevetfortyk eller mere ulideligt selvpineri. Det er ikke charmerende. Eller konstruktivt.
Men inden det rigtigt kommer igang, sker der altid det samme. Måske sender universet advarsler ud, fordi det ikke orker mig i det lune: stophendestophende eller lover flødeboller til dem, der gør noget. I hvert fald ringer den ene veninde, den anden inviterer til middag, den tredje kommer med vin og kaffe, og den fjerde sender en sjov tegning. Helt uden jeg har nået at sende dårlige vibrationer til dem. Hvor ved de det fra?
Resultatet er, at jeg glemmer, hvor synd det er for mig, hvor grim jeg er, og hvor mislykket gennemført en fiasko jeg også er. Så får jeg middage med vin og lækker mad og kloge snakke og sjove vittigheder til sent. Jeg får veninde med til altid venlige Bornholm, hvor vi boede på hotel, løb ture langs vandet og var til to dages inspirerende seminar. Om patientindragelse.
Nu har jeg spurtpakket halvdelen af den milliard flyttekasser, der er hældt ind i mit køkken. Jeg har flyttet hele terrassen i kolonihaven (som om – min svigersøn stillede jo med bil og trailer og bar de tunge ting). Jeg har hovedet fyldt med en million ideer til mit job og mit fusionerede hospital. Og i morgen smutter jeg en hurtig tur til Randers og spiser frokost med min far. Fordi jeg kan.
Oven i min hat skriver naboer de sødeste ting på Facebook, banker på døren med kager i hånden og inviterer på farvelmiddag.
Jeg klapper mig selv venligt på håret og tsk’er over mig selv. Jeg har jo for fanden da verdens rigeste liv fyldt med heldighed.
Tak til universet – og veninderne og alle I andre for at stoppe mig.
Helles Blog 