Flyttebrokker

Er hun mon flyttet ud af bloggen, da hun flyttede ud af sin lejlighed, sidder du måske og tænker? Eller har hun bare droppet det der med at skrive?

Nej til begge dele. Jeg har bare ikke noget internet. Eller tv, for den sags skyld. Jeg lever helt analogt, og når jeg ikke klapper flyttekasser sammen, læser jeg bøger. Eller taler med folk. Det er ikke holdbart i længden, og jeg har afleveret mange meter brok og bøvl hos Yousee. Som bliver ved med at love bedre tider. Så jeg f.eks. kan passe mit arbejde, selvom jeg er på en slags ferie. Det vælter nemlig ind med sager, som jeg helst skal tage mig lidt af, fordi det handler om andre menneskers liv.

Men – når det så er sagt, har det haft sin egen stille værdi at være i cyber-fred. Jeg er nemlig fuldstændig og totalt udmattet efter den her flytning. Det har været hårdt at slæbe ting og sager i en lind strøm hele vejen til 4. sal. Og noget videre til loftsrummet. Det udviklede sig til et kapløb med tiden, da jeg pakkede kasser og alligevel ikke havde nok. Og det har været decideret rædselsfuldt at gøre den gamle lejlighed klar til flyttesyn. Fordi jeg f.eks. ikke er sådan en, der gør ovn ren hver måned. Eller vasker skabe af på oversiderne. Da vi flyttede sofaen, opdagede jeg en gul legoklods, der havde sat sig fast på væggen. Og jeg har gået i kølvandet på en rød tusch, der har været i nærkamp med gulvet. Lejligheden er ren, tom og helt alene tilbage.

Jeg glemte lamperne. At de skulle afmonteres. Og det udviklede sig til en slags gyser, da den hjemlige stige i gården viste sig at være bøjelig på midten. Det er ikke en fordel, når man skal afmontere lampe i fire meters højde. Efter en lidt heftig søgning, dukkede svigersøn op med stige – og højdeskræk. Så det blev mig, der klatrede helt op og skruede på de skruer, der skulle skrues på. Med svigersøn klar til at gribe. Nu er lampen hjemme og klar til montering i mere ydmyge højder.

Der var hængekøjestativet, kassen med terasseudstyr og blomsterne, som blev transporteret til kolonihaven på cykel ad flere omgange. Der var skabet, der skulle skilles ad og bæres til genbrugsstationen. Og der var resten, der skulle bæres hjem til det nye hjem på 4. sal. På cyklen.

Og så var der alle farvellerne. Farvel til naboerne, som jeg allerede savner. Farvel til overboerne, der omgående inviterede mig til at leje deres lejlighed i Valparaiso. Og farvel til Irma og Riccos og alle de mennesker i Sluseholmen, der har fyldt min hverdag.

Nu pakker jeg ud. Og klapper kasser sammen i en voksende bunke midt på stuegulvet. Jeg spiller tetris med møbler og bøger og køkkensager. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg får plads til mit arvegods. Eller mit tøj. Men der vokser langsomt ideer frem, som tager højde for det der med 4. sal. Mine arme nægter at bære skabe herop. Faktisk har jeg næsten ikke arme tilbage. Jeg har ømme lår og baller og mave og ryg. Jeg behøver slet ikke tænke på træning lige nu.

Det bliver godt til sidst. Jeg ved det. Jeg kan lide at være her. Ingenting føles forkert, bortset fra internettet. Jeg tror, vi passer godt sammen, min lejlighed og mig. Vi er ikke til hverken tunge eller traditionelle løsninger.

Når jeg engang får internet, flytter jeg ind i sofaen et døgn, mens jeg læser blogs og ser Netflix. Og jeg nyder himlen, når jeg vågner tidligt hver morgen.