Flyttebrokker #2

Hver dag har sine små og større succes’er. I dag fandt jeg låget til min tekande. Tekanden dukkede allerede op på førstedagen, men jeg har levet uden låg og med kold te.

Øjeblikke senere havde jeg glaspladen til mikroovnen i hånden. Den havde sneget sig ned i en meget mærkelig kasse. Nu får jeg også varm mælk i kaffen.

Bunken af sammenklappede flyttekasser vokser støt, mens kaos omkring mig breder sig. Jeg pakker ud, og spiller tetris med sagerne, fordi jeg er en smule udfordret på skabsplads. Men det løser sig. Det løser sig.

Min nye lejlighed er kantet, lidt slidt, halvgammel, rummelig og fuld af lys. På den måde passer vi rigtig fint sammen, den og jeg. Jeg kan lide at være her. Meget. Og jeg kan lide, at den er min.

I dag fandt jeg knivene. Som var pakket mærkeligt i en kasse, hvor de ikke hørte til. Jeg har klaret mig med to knive. Nu bruger jeg løs.

Jeg lærer – på den håndfaste måde – at fjerdesalslejlighed i gammel bygning er markant køligere end nybygget stuelejlighed. Jeg pakker mig lidt ind, tænker på hjemmesko, og glæder mig til nye vinduer og isolering inden næste vinter.

Jeg får måske internet i morgen. Og tv. Det troede jeg også i mandags. Men nu kommer der et rigtigt menneske og gør noget. Hvis jeg er heldig, kan jeg stadig nå at streame dokumentaren om Snowden.

Efterhånden kan jeg gå relativt normalt rundt i lejligheden. Jeg har næsten foldet mig helt ud fra en kantet og gakket gangart i en uendelig labyrint mellem stabler af kasser og møbler, der lidt tilfældigt var drysset rundt i rummene.

Jeg hoster og er øm i halsen af papstøv fra en trilliard flyttekasser. Jeg længes efter frisk luft og løbeture.

Når jeg åbner øjnene tidligt om morgenen, ser jeg direkte ud på en lyserød himmel. Den er det hele værd.

I aften holder jeg fri og tager i byen og hører musik. Og er taknemmelig for venner, der minder mig om, at verden stadig er derude.