Tag Archives: Sorg

by - 3 kommentarer

Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

by - 1 kommentar

Liv

Jeg har det bedre. Det hjalp at tage en pause. Og faktisk hjalp det også at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Fordi så ved folk det. Og så ringer de. Eller skriver eller sender tanker og ting til mig. Og det varmer og luner og stiver mit kollapsede stillads mere af, end I aner.

Det gør også godt at bo sådan, at hele familien tromler sammen og springer i vandet i timevis. Sammen.

IMG_3641

Der er noget med sol og vand og gummibåde, der spænder fuldstændig ben for tunge tanker. Og når familiens yngstemenneske hele tiden er på nippet til at kaste sig frygtløst ud på dybt vand, og må afledes med kildeture og på-hovedet-ture, er det umuligt ikke at grine.

IMG_3639

Første etape af min pause blev brugt på at indfri et Tivoli-løfte. Som var den eneste grund til, at Vera kunne se noget fornuft i, at jeg forlod Mols i sommer. Så jeg svingede mit Tivolikort, og vi prøvede både karruseller og ballongynge og fik is og balloner. Det er balsam for en jaget sjæl at være flere timer i Tivoli med to børn, der helt uden spørgsmålstegn nyder alting.

IMG_3659

Bagefter havde jeg en hel og uspoleret dag fuldstændig for mig selv. Sammen med en halvdårlig krimi, som ikke behøvede nogen form for koncentration. Og med sporadiske indfald på arbejdsmailen. Og det er det, jeg skal gøre. Tage en pause i ny og næ. En enkelt dag, når sorgen spasser ud. Bagefter er det fint at finde tilbage i verden igen. Og dele kram og andet hverdagsgodt med dem, man holder af.

IMG_3664

Og det er vel en måde at håndtere sorg på. At gå lidt ind i det, blive der og blive flænset. Og så tage en pause til at hele flængerne. En pause hvor der både er elskede mennesker og alenehed. For sorgen kan deles til en vis grad. Men en stor bid af den er min alene. Og pausebehovene skal jeg høre efter for at blive ved med at være hel.

Og jeg er et heldigt menneske med livet fyldt med mennesker, der vil mig det godt. For fanden da, hvor I gør mig glad.

Nu fejrer vi yngstemenneskets første fødselsdag i morgen. Og hele min enorme familie vil tromle sammen og springe i vandet igen. Når de har sat mange kilo kager til livs.

Og på så mange måder er alt godt. Alligevel.

IMG_3667

 

by - 7 kommentarer

Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622

 

by - 7 kommentarer

For ti øre blandet tankerod

I går blev Lene begravet i Århus. Og det virkede som god plan at tage hjem efter gravkaffen i Marselisborg Skov.  Tre timer i et stille tog, krølle sammen i sofaen med et glas rødvin og tidligt i seng. Måske var der bare ikke nogen god plan for en dag som i går?

Bisættelsen var smuk. Den var også hård og ond, som sådan noget endeligt afsked er. Mit blik vandrede mellem Aksel Emil, der sad stille og puttede hos sin mormor, og den kiste, der stod midt i et vældigt blomsterhav. Jeg forsøgte at forstå, at i den kiste, lå altså min fine veninde. Jeg tror ikke helt, jeg har begrebet det.

Da jeg steg ud af toget i København, tumlede jeg ud i den sorteste tomhed. En tomhed så voldsom og overvældende, at den lammede mig lidt. Jeg fandt hjem. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig. Jeg holdt mig til planen med sammenkrølning i sofaen og et glas rødvin.

Da jeg vågnede tidligt i morges, krøllede tomhedsfornemmelsen mig sammen under dynen. Da jeg luskede op på badeværelset, mærkede jeg pludselig en syngende lammer på højre skulder. Lene slog til, mens hun råbte af mig oppe fra sin himmel. Lev for satan, gjaldede det fra skyen. Stop det der! Det er nok nu!

Jeg fremstammede et spagt – ja, okay. Mens jeg kiggede ud på den sol, der insisterende bredte sig.

Så trak jeg løbetøjet på og løb ud. Lene sagde så tit, at hun levede lidt gennem de billeder, jeg postede på Instagram og Facebook om mine løbeture. Og nogen af dem, hun holdt særligt af, var billederne fra Sydhavnstippen. Så der løb jeg over og hilste på alle de nye får, der blevet lukket ud. De passer på Tippen for os.

Nu er jeg igang med min helt egen terapi: at befri seks gamle spisebordsstole for 25 år gammel maling. Det er langsomt arbejde i solen. Det skrider stille og roligt frem, og jeg får seks nye stole. Mens jeg tænker på Lene. Og på en måde skraber alt det onde væk.

IMG_3097

IMG_3095

by - 1 kommentar

Smukke Mols

Det her bliver lige så rodet, som jeg er indeni. Jeg har været på Mols, prøvet at kæle lidt for mine forældre, besøgt Lene og Mikkel på hospice – og tænkt mange tanker. Jeg er ramt i solar plexus af tung sorg. Et kvalificeret gæt kunne være, at den vejer omkring trekvart ton. Det er meget at bære på for en lille skid som mig. Den har sat sig i kroppen og fordelt sig i armene, i maven, i halsen og i mine ben. Den har sat sig tungt på mine tanker og får alt til at køre i slowmotion. Jeg kan huske fornemmelsen af slowmotion fra dengang, jeg selv blev syg. Som ville jeg sætte tiden i stå. Og måske er det det, jeg gerne vil. Sætte tiden i stå. Udsætte det uundgåelige. Standse de onde processer. Men det nytter ikke. Det er uden for min magt.

Da bussen fra Århus passerede Sluseholmen, udbrød en medpassager: “Hvor er det bare megagrimt”. Og jeg var to nanosekunder fra at vende mig om og eksplodere i hendes ansigt. Her er ikke grimt. Her er godt at være. Jeg gjorde det ikke. Eksploderede.

Nu er jeg tilbage i Sydhavnen, hvor ungerne leger i solen. Og de voksne har slæbt kaffekopperne udendørs.

Når tung tristhed fylder mit indre univers, er det bedste i verden Mols Bjerge. Mols Bjerge er smukke og fyldt med barnlig tryghed. Fordi jeg har løbet rundt her, siden mine små tykke ben har kunnet bære mig. Derfor er det så godt at tage min tunge sorg og løbe med den, ikke fra den. Ud i de smukke landskaber, der dufter af barndom.

IMG_3078

IMG_3082

Og det allerbedste i hele verden er at stå stille op klokken seks og løbe ud i den sprøde fine morgen. Hvor jeg er helt alene sammen med smukhed og dyr, der krydser min vej. Verden er ny. Næsten. Og der sker en slags bittesmå mirakler undervejs.

IMG_3083

IMG_3085

IMG_3089

by - 8 kommentarer

Meningsløshed

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet i dag. Men så skrev Linda dette indlæg.

I den forgangne uge er Lene flyttet på hospice. At min fine, dejlige veninde nu bor på et hospice, er ikke til at fatte. Det giver ingen mening. Men det er virkeligheden, og jeg arbejder langsomt på at begribe den. I lørdags besøgte jeg hende. Jeg kan ikke skrive om det her. Men jeg kan gribe Lindas tanker om ‘at vinde over sygdom’, for det er noget, Lene og jeg har talt meget om i det sidste år.

Lene er ikke nogen taber. Hun er heller ikke en vinder. For livet – og døden – handler om helt andre ting.

Da jeg selv blev syg for 7-8 år siden, blev jeg konfronteret med den kamp-metafor, der knytter sig som en sugemalle til ordet, kræft. Jeg tænkte meget over det, mens kemoen og kræften kappedes om at lave ravage i min krop. Og jeg kunne ikke mærke, at jeg kæmpede. Jeg kunne mærke benhårdt koncentreret arbejde. Det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har været kastet ud i. Men kamp? Det kunne jeg ikke genkende.

Senere, da jeg levede videre efter min sygdom og besteg bjerge i Himalaya, blev jeg kaldt en helt. Og folk sagde, at jeg havde vundet over kræften, besejret sygdommen. Jeg blev ked af det, når nogen brugte sådanne ord. Fordi jeg vidste, at det var et af universets store tilfældigheder, der havde betydet, at jeg ikke døde. Jeg kunne nogen gange dybt inde i mig selv opbygge en frygt for en slags nemesis, hvis nogen brugte den slags ord for meget. Som ville universet opdage det, og vælte dårligt karma over mig, hvis jeg blev for kæphøj. For havde der havde været en slags retfærdighed i, hvem der ‘vandt’, og hvis der havde været nogen form for fair play involveret her. Ja så ville det nok have været min studiekammerats unge søn, der havde fået den vinderkåring. I stedet døde han af sin leukæmi. Eller det ville have været min kollega, som døde fra fem små børn dengang. Eller Lene. I hvert fald ikke mig, der trods alt havde levet en god del år og taget godt for mig af livet.

Det er ikke et spil. Det er ikke hverken fodbold eller en gladiatorkamp. Det er en tragedie, og i en tragedie råder meningsløsheden. Jeg kan godt forstå, at folk har brug for at sætte den meningsløshed på plads. Og jeg kan måske ind imellem forstå, at de gør det ved at bilde sig selv ind, at de har vundet. Jeg kan bare ikke have det. For når der er vindere, er der tabere. Når der er helte, er der ofre. Og det holder ikke i den virkelige tragedie, hvor meningsløsheden råder, og hvor universets pegefinger rammer i blinde.

Jeg kørte med Lenes mor til Århus efter mit besøg. I mange timer var jeg ramt af stilhed inden i. I Århus gik jeg ned til et af mine yndlingssteder ved åen. Der hvor der tit er for vådt til, at man overhovedet kan sidde der. Men i lørdags var der tørt. Her sad jeg en times tid og så på åvandet, der langsomt flød afsted, som det altid har gjort. Bagefter tog jeg toget tilbage til København og krøllede mig sammen i min store sofa.

I dag har jeg krammet lidt ekstra på nogen af de små og store børn i min familie. Du er ikke ked af det, for jeg holder dig i hånden, sagde Vera på 3, da vi mødtes ved elefanterne i Frederiksberg Have.

Og sådan kan små sjæle tænke store tanker.

IMG_2978

by - 8 kommentarer

Sorg

En klog mand sagde engang, at man hverken kan se direkte på solen – eller på sorgen uafbrudt. Ind imellem må man løfte blikket og se til siden. Det var nok det, jeg gjorde, mens jeg var på skiferie. Vendte blikket til siden. Væk fra sorgen over min gode venindes ulykkelige situation.

Jeg havde hende med hver eneste dag. Helt inde under den tynde uldtrøje sad hun, mens hun hjalp mig med ikke at lade vejret og det sure løg sejre. Mens hun hele tiden mindede mig om at værdsætte. Mens jeg fortalte hende om de smukkeste udsigter til fjeld og himmel. Og imens lod hun mig se den anden vej. Jeg lod for en stund som om alt var næsten godt. Etablerede min lille ferieboble, som gav plads til nydning.

Jeg er startet i mit nye arbejde. Og det gør mig glad. Eller gladere. Og jeg tænker hver dag på den smukke buket, der stod udenfor min dør dagen efter, jeg havde sms’et til hende om jobbet. Med et lille brev om at danse lidt indianerdans for hende også. For det var det, jeg gjorde, da jeg vidste, at jobbet var mit. Jeg har danset indianerdans med indlagte jubelhyl for både hende og mig selv. Jeg ved, hun synes, mit arbejde er vigtigt. Ikke bare for mig, men for så meget andet.

I de her dage græder jeg. Sorgen har kastet sig over mig med orkanstyrke. Jeg går på arbejde, men jeg klapper sammen, når jeg kommer hjem. Mens jeg cykler gennem byen, løber øjnene i vand og trækker mascaraen ud i sorte strimer. Når jeg lukker døren i Sydhavnen, græder jeg igen. Kroppen er tung som beton. Nogle dage gør det godt at løbe en tur i blæsten. I dag krøller jeg mig bare sammen.

Jeg har ikke så meget at skrive om. For det meste er uden betydning lige nu.

IMG_2965