En klog mand sagde engang, at man hverken kan se direkte på solen – eller på sorgen uafbrudt. Ind imellem må man løfte blikket og se til siden. Det var nok det, jeg gjorde, mens jeg var på skiferie. Vendte blikket til siden. Væk fra sorgen over min gode venindes ulykkelige situation.
Jeg havde hende med hver eneste dag. Helt inde under den tynde uldtrøje sad hun, mens hun hjalp mig med ikke at lade vejret og det sure løg sejre. Mens hun hele tiden mindede mig om at værdsætte. Mens jeg fortalte hende om de smukkeste udsigter til fjeld og himmel. Og imens lod hun mig se den anden vej. Jeg lod for en stund som om alt var næsten godt. Etablerede min lille ferieboble, som gav plads til nydning.
Jeg er startet i mit nye arbejde. Og det gør mig glad. Eller gladere. Og jeg tænker hver dag på den smukke buket, der stod udenfor min dør dagen efter, jeg havde sms’et til hende om jobbet. Med et lille brev om at danse lidt indianerdans for hende også. For det var det, jeg gjorde, da jeg vidste, at jobbet var mit. Jeg har danset indianerdans med indlagte jubelhyl for både hende og mig selv. Jeg ved, hun synes, mit arbejde er vigtigt. Ikke bare for mig, men for så meget andet.
I de her dage græder jeg. Sorgen har kastet sig over mig med orkanstyrke. Jeg går på arbejde, men jeg klapper sammen, når jeg kommer hjem. Mens jeg cykler gennem byen, løber øjnene i vand og trækker mascaraen ud i sorte strimer. Når jeg lukker døren i Sydhavnen, græder jeg igen. Kroppen er tung som beton. Nogle dage gør det godt at løbe en tur i blæsten. I dag krøller jeg mig bare sammen.
Jeg har ikke så meget at skrive om. For det meste er uden betydning lige nu.
Helles Blog 
Hjerter. Små bitte hjerter, dem sender jeg ud til dig og veninden, så de kan ramme jer et efter et, som små bobler af kærlighed til dig som jeg kender, og hende som jeg ved du holder sådan af. Jeg gruer for hvornår det er min tur til at have det sådan med min hjernetumor veninde, for det ved vi jo også kommer. Men nu; hjerter til jer.
Tak Pille – du er det sødeste væsen
Uuuhh… jeg læste din venindes blog og ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Hvor er det frygteligt og trist. Jeg føler med hende – og med dig, Helle.
Tak. Nej der er ikke så meget at sige
Det er historier som Lenes, der får min tro på alting til at kollapse. Det giver jo for f… ingen mening. Kram til dig
Troen på alting må ikke kollapse. Skal Lenes historie på nogen måde give en smule mening, må det være at tro på det, vi er og gør. Værdsætte det og dem, vi har. Og blive ved med at arbejde for en bedre verden for alle. Kram til dig også
Det har du ret i. Da min bedste venindes bror døde i efteråret (ugen før sin 45 års fødselsdag), blev vi enige om, at vi netop skal leve livet. For hans skyld. Vi skal gide det…<3
Det skal vi. Det er det eneste der giver mening