Vejret fik ikke lov at bestemme mere på den her tur. Ikke fordi det på nogen måde mildnede sig. Men vi gav det en fuckfinger og drog ud i blæsebælgen både i går og i dag.
I går var mest en tur, der kunne give vores skrammede selvfølelse et lille boost. For vi kunne ikke på noget tidspunkt se andet end hvidhed omkring os. Og mærke blæsten. Det startede dårligt for mig. Jeg var muggen fra morgenstunden, og hverken ski, stave eller balance opførte sig ordentligt. Jeg har på den anden side mere end svært ved at snerpe munden helt sammen og tage pivestemmen på for at vippe fornærmet ind i varmen. Så jeg fortsatte. Det er ikke muligt at være et surt løg i længere tid, så jeg bad til sidst løget om at klappe i. Og turen endte i fred og fordragelighed. Og tilfredshed med at trodse blæsevejret.
Som for at understrege sin pointe, havde universet denne morgen skruet yderligere op for blæsebælgen og kvitteret med en bunke nysne. Og sol. Vi var hurtige som ninjaer til at pakke og gøre værelse rent og var de allerførste, der trådte ud i jomfrusneen. Henning gik forrest og trådte spor hele vejen op ad løjpen. Med blæsten lige i hovedet. Og vi var i tvivl. Blæste det alligevel for meget? Skulle vi vende om? Men vi gav igen vejret en fuckfinger og fortsatte rundt på højfjeldet. Vi ville have vores allersidste dag på fjeldet.
Og det fik vi. Med sol, sne og blæst, så vi måtte bruge armene, også når bakkerne gik nedad.
Nu sidder vi med brugte kroppe og forsøger at piske tiden til at gå lidt hurtigere. Skiene er afleveret, og nu vil vi bare gerne hjem. Men tid tager den tid, tid tager, og jeg prøver at skrue op for tålmodighedsbarometeret. Inden vi skal klare 12 timers bustur endnu engang.
Og inden jeg skal pakke en helt ny slags hverdag ud, når jeg mandag morgen sætter kursen mod Rigshospitalet.
Helles Blog 