Kolonihaveliv

Forleden var jeg i Silvan. Sådan som vi havefolk jo er ind imellem. Tilfældigt faldt jeg over en smuk rose, der var sat ned. En Astrid Lindgren rose, der også dufter vidunderligt. Den ville passe perfekt ved siden af min havelåge. Så jeg købte rosen og cyklede glad hjem. 

På min havegang mødte jeg Maj-Britt, der beundrede min nye rose. Hvor skal den stå, spurgte hun. Vi følger med i hinandens haver. 

Nej! Udbrød hun. Den smukke rose skal ikke stå udenfor. Tænk hvis nogen gør den noget. Du skal selv have glæden over den vidunderlige duft i din have. Hun trak mig med ind i sin have og pegede rundt. 

Du må få alle de det stauder. Så kan du plante nogen af dem udenfor din havelåge, sagde hun. Vi gravede og gravede og kort efter havde vi fyldt hendes trillebør med stauder. 

Sådan er livet i haveforeningen. Vi blander os. Og blander blomster. Og nu står Astrid Lindgren helt passende under mit stuevindue. Og en kæmpestor gul blomst pynter ved indgangen til min have. 



Naboen jeg aldrig fik hilst ordentligt på

Jeg har arbejdet for meget for længe, og timerne har hobet sig op i bunker, der skal omsættes til fridage. Det er bare gået ret skidt med det. For hver gang, jeg har forsøgt at skyde en fridag eller to ind, er de blevet harpuneret af uafviselige møder og uopsættelige opgaver. Derfor besluttede jeg at stikke af. Løbe min vej og gemme mig i et døgn. Lukke for arbejdsmailen, lade telefonen brumme lydløst og forgæves og efterlade computeren i Sydhavnen.

Jeg bookede et værelse på Airbnb ved vandet, gjorde et halvhjertet forsøg på at gå tidligt fra arbejde og sprang på et tog mod Malmö på Hovedbanegården. Og fra det øjeblik gik alting langsomt. Grænsekontrollen i lufthavnen får åbenbart folk til at bryde ud i rendyrket hysteri. Hvor de uden blusel råber grimme ord efter de folk, der har fået opgaven. Og det var danske grimme ord. Jeg havde fri, og jeg skulle alligevel bare til Malmö. Om det så tog ekstra tid, havde jeg bare mere tid til at læse min bog.

Malmö er fin. Jeg er glad for at få hilst bedre på. Jo, selvfølgelig har jeg været i Malmö masser af gange. Men kun på korte visitter. Julemarkeder og sådan. Nu boede jeg i det relativt nye kvarter ved vandet og kunne vinke hjem til København. Og jeg kunne lide det.

Malmös udgave af Københavns Sluseholm og Nordhavn er charmerende og levende på en måde, som København helt har glemt at tænke ind i de nye kvarterer. Selvfølgelig findes de ensartede komplekser også i Malmö. Men der er bygget forskellighed og mangfoldighed ind. Her små torve, cafeer og restauranter. Her er små bitte gader fyldt med blomster og huse i mange forskellige farver. Man kan gå på opdagelse mellem bygningerne og hele tiden opleve nyt. Cafeerne, restauranterne og torvene giver sammen med vandet liv døgnet rundt.

Jeg kan virkelig lide det. Og jeg har lyst til at hilse mere endnu på Malmö.

Og jeg tog ikke telefonen (undskyld Far), jeg lavede ikke en skid, og jeg har nærmest ro i mit hovede i dag. Jeg løb morgentur, spiste fiskegryde, læste, læste, læste, vrikkede med tæerne i vandkanten og kiggede på skyer.

Begravelseskjolen

Jeg har lagt begravelseskjolen i vaskemaskinen. Så kan den tørre, mens jeg er til Folkemøde og være klar til lørdag. I lørdags bemærkede jeg nemlig en plet fra noget, jeg åbenbart havde siddet på, da vi begravede min gode venindes mand. Sådan bruger jeg mine lørdage for tiden. Jeg siger farvel, trøster og græder sammen.

Det er lidt synd for kjolen, at den er endt som det. En begravelseskjole. Den er pæn. Måske en slags lækker. Men nu er der blevet grædt så meget på den, at jeg ikke kan tage den på til festlige lejligheder. Der er for mange begravelser.

Måske er begravelseskjolen ved at blive en slags støttekjole til sørgelige anledninger. Måske er det meget godt at have en begravelseskjole. Et fast holdepunkt, når verden krakelerer og jeg bliver fyldt med sorg.

Om lidt er den klar til tørring, så jeg kan tage den på, når vi meget tidligt lørdag morgen kører til Århus for at begrave min gamle chef, min inspirationskilde, min diskussionspartner, min ven. Som jeg slet ikke forstår, at jeg aldrig skal se og høre igen.

Måske er det meget godt, at min sorte kjole er blevet begravelseskjole. Selvom sorgen og tristheden ikke forsvinder, når jeg tager den af, så er den en slags sørgebind. Nok er det bare mig, der ved det. Men det er også bare mig, der bærer sorgen og tristheden. Jeg bærer den sammen med alle de mange andre, der har kendt og holdt af hende. Men hvor meget vi end deler, bærer vi sorgen alene.

IMG_6726

Stille dage i Sydhavnen

Er du egentlig okay, spørger nogle lidt bekymret, når jeg ikke blogger. Jeg er okay. Jeg er bare lidt virkelighedsramt. Ulykkelighedsbarometeret omkring mig har stået højt i lang tid. Ikke inde i mig, men omkring mig. I mit arbejdsliv og i mit frivillighedsliv huserer rigtige menneskeskæbner, og mit job er, at løse nogle af de problemer, de er klistret ind i. Og det gør mig ulykkelig og stille, når jeg for tit ikke kan det.

For tiden skaber jeg plads omkring mig. Jeg aflyser og udsætter. Jeg laver stille dage og aftener.

Jeg har længe arbejdet flere timer, end jeg får løn for. Det har jeg altid haft hang til periodevist, og det fungerer godt, når de ekstra timer kan løse nogle af de problemer, jeg skal løse. Problemerne bliver bare hele tiden sværere at løse. Ikke mine problemer, men problemer for ulykkelige mennesker, der har fået sygdomme på nakken. Vi kan godt klare de fleste menneskers sygdomme på mit hospital. Jeg er stolt af mit hospital, fordi det er stort og rummeligt og fyldt med de dygtigste mennesker. Men syge menneskers liv er ikke sygdom. Det er liv, der bliver brudt af sygdom. Liv der skal klistres sammen igen. Liv der skal leves, så længe det er. Der bliver flere af de mennesker med liv, der er svære at klistre sammen efter sygdom. Der bliver flere af de liv, som bliver til overs i et samfund, der kun dyrker vækst. De har ikke noget sted at bo. De er faldet ud af arbejdsmarkedet, eller sygdommen har sendt dem ned ad en meget lang rutchebane. Uden blødt faldsand. Vi har trukket ressourcerne væk fra det sikkerhedsnet, vi skulle holde under dem, så de famlende og langsomt kunne rejse sig. Eller læne sig tilbage med lidt værdighed i behold. Det er ved at forsvinde, sikkerhedsnettet.

Det gør mig ulykkelig, at vi er ved at skabe et samfund, hvor vi ikke investerer i mennesker. Men i økonomisk værdi. For jeg møder de mennesker hver eneste dag i mit arbejde.

Det gør mig ulykkelig, at millioner er på flugt. Millioner af mødre og fædre og børn og bedsteforældre, som tager tunge beslutninger om at redde sine familier fra krig og forfølgelse. Og det, vi tænker på i mit land, er os selv. Vi taler om ‘de andre’ på måder, der skal få dem til at holde sig væk og forsvinde. Vi ser stolte på hinanden, når færre fremmede krydser vores grænse. Krigene og menneskene er der endnu. De fleste af de mødre og fædre og børn og bedsteforældre, jeg har mødt, gør en stor indsats for at lære at leve i vores land, når de har fået lov at være her. Vi ser bare ikke andet end forskelligheder.

Det gør mig ulykkelig, når en stor del af danskerne bræger på internettet og siger virkelig grimme ting om mennesker, de aldrig har mødt. Det gør mig ulykkelig, når de fleste danskere tror, at integration er noget, der sker, hvis de fremmede gør det rigtige. Integration er en aktiv proces mellem mennesker. Integration forudsætter, at man er taget imod. Det gør mig ulykkelig, når mennesker, jeg engang betragtede som venner, siger uhyrlige ting på internettet om mennesker af kød og blod, som de aldrig har mødt.

På min arbejdsplads laver vi en simpel måling af, hvordan vi har det. Ganske simpelt. To eller tre spørgsmål der slutter med en skala over, hvor belastet, vi har følt os i den sidste uge. Beskrivelsen af den højeste ende af skalaen siger noget med, om du har trukket dig fra sociale sammenhænge i løbet af arbejdsdagen, om du glemmer ting osv. I den her uge gik det op for mig, at jeg har scoret højest på den skala i et stykke tid. Det var åbenbart også tydeligt for en kollega, som greb min arm og sagde, hun gerne ville passe på mig.

Derfor aflyser jeg og udsætter og laver stille dage og aftener.

Der skal så lidt til. En professor der tager imod en patient, han godt kunne have ladet være med. En mor der lyser op, fordi hun mærker, at vi virkelig gør alt for at hjælpe hende. En kommunalt ansat der, midt i noget virkelig kompliceret, udbryder: det gør vi bare, vi finder ud af det. En besked på WhatsApp fra en kurdisk kvinde i Grækenland med billede af os to. En kollega der griber min arm. Og løbeture i solskin med en tur i vandet. En stille aften på altanen. Radiser og rabarber og blomster, der blomstrer.

Og jeg blogger en gang imellem, når det er godt. Jeg er okay.

IMG_6708

Betragtninger

En eftermiddag i sidste uge sad jeg i et telt i Grækenland lidt nord for Athen. Jeg talte et par timer med et syrisk ægtepar, der startede med at spørge mig, om jeg vidste, hvordan de kunne komme hjem til Syrien. Jeg blev akut mundlam.

I weekenden vendte jeg hjem til Politiken, hvor Henrik Sass-Larsen i et interview udtalte, at humanisme er ødelæggende for samfundet. Humanisme er ødelæggende for samfundet? Sagt af en socialdemokrat. Jeg blev mundlam. Og blev nødt til at liste forbi Anker Jørgensen henne på Vestre Kirkegård for at tale lidt med ham.

Jeg har lært meget af de mennesker, jeg har mødt både herhjemme og i Grækenland, som har taget flugten fra deres hjemland. Og det står ret klart for mig, at det ikke er humanisme, der har ødelagt de samfund, de har forladt.

Det syriske ægtepar har levet i mere end to måneder i et støvet telt med deres tre små børn. Og de har netop opdaget, at et fjerde barn er på vej. Børnenes mor kan ikke bære tanken om at sætte et barn i verden i et telt. Beboerne i lejren har haft besøg af både slanger, vildsvin og vilde hunde. Der er ingen skole for de 300 børn, der bor i lejren, og de sanitære forhold har jeg tidligere beskrevet. Familien boede tidligere i Aleppo. Og ingen kan vist længere være i tvivl om, hvor hårdt angrebet Aleppo er – ikke mindst af Assads styrker flankeret af russiske tropper. Faren fortalte, at Islamisk Stat havde taget deres hus. Men familien har et hus på landet. Og på landet udenfor Aleppo er der ikke helt så farligt, fortalte faren. Morens søster, som også er gravid, bor i det hus.

Du må forstå, sagde faren, vi levede i et stort hus, mine børn gik i en god skole, og jeg har altid haft arbejde. Nu har vi ingenting, og jeg kan ikke sørge for min familie. Vi dør langsomt her. Det kan godt være, at der ikke er noget arbejde at få i Syrien. Men jeg kan prøve. Det kan jeg ikke her. Vi vil hellere løbe risikoen. Og dø hurtigt, hvis det kommer til det.

Det er ikke en utaknemmelig familie. Det er ikke en familie med forventninger om, at andre løser deres problemer. Det er en familie, der altid har taget ansvar – for sig selv og for andre. Og det er en familie, som på rigtig mange måder er igangsættere og samlingspunkt i lejren.

Humanisme er ødelæggende for samfundet……? Hvad sker der mon for den generation, der er født ind i krig, fordrevne og uønskede? En hel generation af børn, som vi i de velstående lande ikke vil forholde os til?

IMG_6640

Ritsona refugee camp

image

For ca tre uger siden tikkede en besked ind fra Katie, der spurgte, om jeg ville med til Grækenland i maj. Nej, nej, tænkte jeg, det kan jeg ikke bare sådan lige. Okay, men kan du så ikke møde mig i Paris, spurgte hun. Okay, jo for Søren, det kunne jeg. Og da jeg havde trukket vejret et par gange, kunne jeg selvfølgelig også tage med til Grækenland. Selvfølgelig kunne jeg det. Mens vi planlagde fra hver sin side af Atlanten, meldte Melie sig på banen fra Vancouver Island, Canada. Vi mødte alle tre hinanden i Skala Sikamneas på Lesbos i december. Katie er family doctor i Bozeman, Montana, og Melie er sygeplejerske og laver noget, der ligner mit, på Vancouver Island, Canada.

Derfor er vi nu i Grækenland i ferielandet, Chalkida. Ikke langt herfra driver den græske Airforce en flygtningelejr, hvor vores gamle NGO, Lighthouse Relief, har etableret et skærmet område for kvinder og børn. I går tilbragte vi det meste af dagen i Ritsona refugee camp. Vi blev vist rundt og brugte mange timer sammen med nogle af de familier, der har levet i teltlejren siden februar eller marts. Her er mange mennesker. Ca 900, hvoraf 300 er mindre børn. 300 børn i telte? Der er ca 20 små babyer, og der er ca 20 gravide kvinder. Gravide, spørger du, er det ikke dumt? Tjo, men når man placerer mennesker i en teltlejr på den græske Lars Tyndskids mark, uden mulighed for forbindelse med det omgivende samfund, er der ikke mange muligheder for effektiv prævention. Og det kan man blive gravid af. Der er nemlig masser af kærlighed i den teltlejr.

Alt er så anderledes end på Lesbos i december og januar. Her er ingen dramatiske situationer med forkomne, sårede og frysende mennesker. Og her er ikke så meget håb at give videre. Ingen ved, hvor længe folk skal blive i lejren. Som det ser ud lige nu, er de græske myndigheder ved at lukke den store flygtningelejr ved den makedoniske grænse og fordele folk i de øvrige 40 græske lejre. En del vil komme til Ritsona, der arealmæssigt kan rumme flere. Der er forberedelser i gang til vinteren med at rejse penge til Ikea-barakker, fordi teltene trods alt bliver for kolde. Der er fire meget store problemer i forhold til lejren.

For det første er her ikke vand. Det betyder, at hver familie modtager et antal flasker med drikkevand hver dag. Ekstra vand findes ikke. Der transporteres lidt vand til lejren til de fem brusebade, 900 mennesker skal deles om. To af dem har varmt vand. Noget af tiden. Slut! Ikke mere vand.

For det andet er der opsat en række ‘festivaltoiletter’, altså latriner, der skal tømmes, ved en åben plads, der bruges til fodboldspil, og hvor en del mænd hænger ud. Kvinder tør ikke gå på toilet, når det bliver mørkt. Kvinder holder derfor op med at drikke, så de ikke bliver nødt til at gå på toilet. Kvinder bliver dehydrerede, får urinvejsinfektioner og får det endnu sværere i den svidende varme.

Det tredje problem er, at lejren ikke har elektricitet. Der kan derfor ikke sættes lys op omkring de toiletter, som ingen kvinder tør besøge i mørket. Der er ingen køleskabe, ingen lys i teltene, og til vinter er der ingen varme.

Endelig er lejren placeret sådan, at ingen beboere har mulighed for at købe ind. Der er ingen landsbyer i nærheden, og der går ingen busser. Borgmesteren i Chalkida har frabedt sig bustransporter til hans by. Som jo skal leve af turisterne. Der ikke godt kan kombinere deres ferie med nødlidende mennesker. Det betyder, at folk er nødt til at holde sig til den mad, som militæret deler ud. De må undvære mellemmåltider til deres børn og de gravide kvinder. Det betyder også, at selv om de i princippet ikke er låst inde som i lejrene på øerne, så er de låst fast i lejren.

Det er en pæn lejr. Endnu har mismodet ikke taget helt fat i folk, og de organiserer rengøring og vedligeholdelse. De bygger kreative tilbygninger til deres familietelte. De har ongoing fodboldturneringer mellem forskellige fraktioner i lejren.De passer hinandens børn. Men rastløsheden breder sig langsomt, og børnene bliver præget af ensformigheden og dårlig ernæring.

De tror stadig på det. De har undsluppet de frygteligste rædsler, og de er for så vidt i sikkerhed. De drømmer om deres familie i fjerne lande. Og de drømmer mest om en sikker fremtid for de børn, der løber omkring i de støvede stier i Ritsona Refugee Camp.

English version:

About three weeks ago a message ticked in from Katie, asking if I would join her Greece in May. No, no, I thought, I can not do just that right away. Okay, but can you meet me in Paris, she asked. Sure I could. And after a couple of breaths, of course I could also go with her to Greece. Why not? While planning from either side of the Atlantic, Melie signed in from Vancouver Island, Canada. We all met in Skala Sikamneas on Lesbos in December. Katie is a family doctor in Bozeman, Montana, and Melie is a nurse, doing stuff more or less similar to what I am doing on Vancouver Island, Canada.

Therefore we now are in Greece in the holiday area Chalkida north of Athens. Not far from here the Greek Airforce runs a refugee camp, where our old NGO, Lighthouse Relief, has established a shielded area for women and children. Yesterday we spent most of the day in Ritsona refugee camp. We were shown around and spent many hours with some of the families, who have lived in the tent camp since February or March. There are so many people. App 900, out of whom 300 are young children. 300 children in tents? There are approximately 20 small babies, and there are  20 pregnant women. Pregnant, you ask, is that not stupid? Well, putting people in a tent camp in the middle of nowhere with no possibility of connecting with society, limits the options for effective contraception. And that can make women pregnant. There is lots of love in the tent camp.

Everything is so different from Lesbos in December and January. There are no dramatic situations, no exhausted, wounded and freezing people. And there is not so much hope to pass on. No one knows how long people should remain in the camp. As it stands right now, the Greek authorities are about to close the large refugee camp at the Macedonian border and distribute people to the other 40 Greek camps. Some will come to Ritsona, that area wise can accommodate more. Preparations are underway for the winter to raise money for Ikea barracks, because the tents after all will be too cold. There are four major problems in relation to the camp.

First, here is not water. This means that each family receives a number of plastic bottles of drinking water each day. Extra water is not available. Only a small amount of water is transported to the camp for the five showers, shared by 900 people. Two of them have hot water. Some of the time. That’s it! No more water.

Secondly, a number of “festival toilets’, that is, latrines to be emptied, is placed by an open space used for football games and hanging out for a number of men. Women dare not go to the toilet, when it gets dark. Therefore women tend to stop drinking. Women become dehydrated, get urinary tract infections making it even harder in the scorching heat.

The third problem is no electricity in the camp. There are no lights around the toilets, that no women dare visit in the dark. There are no refrigerators, no lights in the tents, and in the winter there is no heat.

Finally, the camp is located, so no residents have the opportunity to go shopping. There are no villages nearby, and there are no buses. The Mayor of Chalkida has declined bus transfers to his city. That shall live by tourists. It means that people have to stick to the food that the military will distribute. They have to do without snacks for their children and the pregnant women. It also means that, although in principle they are not locked up like in camps on the islands, they are stuck in the camp.

It’s a nice camp. So far discouragement not taken a complete hold on people, and they organize cleaning and maintenance. They build creative additions to their family tents. They have ongoing soccer tournaments between different fractions in the camp. They take care of each other’s children. But restlessness spreads slowly, and the children will be marked by monotony and poor nutrition.

They still believe in it. They have escaped the most frightful horrors, and they are so far in safety. They dream about their family in distant countries. And they dream mostly about a secure future for the children, running around in the dusty trails of Ritsona Refugee Camp.

To historier

For et par år siden fik en, jeg kender meget godt, en alvorlig skade i sin skulder. Hun er ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Skulderskaden kunne formentlig spores tilbage til en overbelastning i forbindelse med kajakroning. En skulderskade er stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Ingen arme – ingen arbejde. Det kaldes også en frosset skulder, og min gode bekendte fik omgående ordineret fuldstændig ro og blev sygemeldt på ubestemt tid. Hun var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en fysioterapeut, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke arbejde, eller vaske op, eller ro kajak, eller løbe, eller støvsuge, eller tømme opvaskemaskinen. Og hun kunne heller ikke sove ret længe ad gangen.

Hun var sygemeldt i lang tid. Vi taler om måneder, inden hun langsomt fik lov til at løfte armen en lille smule. Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og på et helt rigtigt tidspunkt startede hun forsigtigt på arbejde ganske få timer ad gangen. Hendes leder omlagde hendes arbejdsopgaver til noget, den skadede skulder kunne klare. Hun fik en specialdesignet stol og en særlig mus til computeren. Langsomt, langsomt kunne hun arbejde mere og mere, og i det tempo, skulderen og fysioterapeuten kunne acceptere, udvidede hun sine opgaver. I dag arbejder hun igen på fuld tid med helt normale opgaver, hun ror kajak, løber, vasker op og sover fint om natten.

For et par år siden blev en, jeg kender meget godt, alvorligt syg. Hun var ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Hun fik en alvorlig stressreaktion. Man kunne godt sige, at hendes hjerne frøs. Eller at det hele kunne spores tilbage til en langvarig overbelastning. Hendes læge ordinerede fuldstændig ro og sygemeldte hende, efter at have forsøgt en periode med nedsat tid. Det var stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Min gode bekendte var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en psykolog, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke sove, mistede orienteringen, kunne ikke arbejde og følte på alle måder, at hun var ved at gå i stykker. Og vi andre kunne se, at det var hun.

Hun havde været sygemeldt et par måneder, da hun skriftligt blev bedt om en dato for, hvornår hun kunne være tilbage i arbejde på fuld tid. Hun forsøgte. Men hun kunne ikke. Endnu. Så blev hun fyret. Fik sin opsigelse med posten.

Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og langsomt, langsomt tøede hendes hjerne op. I dag har hun det godt og sover om natten, når hun får lov. Hun er ikke i arbejde endnu, fordi livet lavede gæk med hende, som liv nogen gange gør. Men det ved jeg, at hun kommer.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de to historier ligner hinanden. Og hvor forskelligt de to historier har formet sig. Det var bare det.

IMG_0227

Tak til Husk mit navn for billedet fra Havneholmen