Blodprop #21

Jeg levede mig igennem endnu en serie kemoterapi. Endnu 13 højdosisbehandlinger. Jeg svulmede igen op af væske, og svulmede ind igen. Jeg afstødte igen mine slimhinder og fik svamp i munden, græd lidt og helede igen. Og midt i det hele, mærkede jeg noget i min hals. Det føltes som en slags uro i halsen, som faldt lidt udenfor kategori. Jeg brød mig ikke om ukendte kategorier.

På hospitalet kiggede de på min hals. Der var intet at se. Så scannede de halsen. Og fandt ingenting. Jeg gik hjem igen.

Efter min pause pakkede jeg igen min kuffert og trissede over på hospitalet til min tredje behandlingsserie. En lidt anderledes serie med lidt færre daglige behandlinger, men skyhøje doser. Mine øjne skulle beskyttes af øjendråber og igen fik jeg høje doser binyrebarkhormon. Mens jeg sad på motionscyklen, trådte min veninde ind på stuen og i samme øjeblik svulmede min højre arm pludselig op. Den var kæmpestor. Jeg ringede, og sygeplejersker og læger myldrede omkring mig. Og droppet blev stoppet. I stedet blev der lagt drop i begge mine hænder. Ingen vidste, hvad der foregik. Min veninde sivede ud af stuen.

Måske var kemostoffet sivet ud i mit væv. Og det ville slå mit væv ihjel. Ingenting føltes okay. Jeg rystede og tudede og min arm blev større. Jeg fik en slags modstof mod kemostoffet i håb om at begrænse skaderne.

Nu lå jeg på ryggen. Med drop i begge arme, og den højre lejret på en skinne. Jeg var hjælpeløshed. Jeg skulle tisse. Nogen stillede en bækkenstol ved siden af min seng. Jeg lå og ønskede, de ville køre den lidt væk, når jeg ikke skulle tisse. Min familie kom styrtende.

På røntgenafdelingen stod min seng midt i en forladt stue. Jeg skulle tisse. Droppene pøsede væske ind i mig. Der var ingen. Jeg råbte. Der var ingen. Jeg hang fast i dropstativer på hver side af sengen.

Grædende blev jeg ultralydsscannet igen, og de fandt en stor blodprop, lige der i brystet hvor venerne deler sig. Lige der hvor mit venekateter lå. Lige før hjertet. Der var ikke sivet kemo ud i mit væv.

Tænk at man skulle blive lettet over, at ens mor har en blodprop, skrev min søn.

Jeg fik også en blodprop i hånden, hvor droppet havde været. Jeg blev ramt af forvirring. Hvorfor fik jeg nu blodpropper? Skulle jeg begrænse mig? Altså mine fysiske udfoldelser? Ja, du skal hvile dig, sagde afdelingssygeplejersken. Du må ikke lave aktiviteter, der får pulsen op, sagde fysioterapeuten, for så kan blodproppen rive sig løs. Kom ud og rør dig, sagde min ven, der er thoraxkirurg. Jeg ved det ikke, sagde en anden fysioterapeut.

Nu fik jeg også blodfortyndende medicin og stak mig i låret hver dag. Mit lår blev fyldt med store blå mærker. 

Måske var løbeturene medvirkende til blodproppen. Måske fik bevægelserne spidsen af venekateteret til at svinge en lille smule frem og tilbage inde i mit blodkar. Måske lavede det et lille skrab i karvæggen, hvor blodplader fik blodet til at klumpe sammen. Ingen vidste det. Når man har kræft og får kemoterapi, får man bare lettere blodpropper. Jeg holdt op med at løbe. Det var en ond beslutning. Jeg kunne gå og cykle, lave yoga og styrketræning. Og løbe igen, når venekateteret engang var væk. Det kunne synes et let offer, når vi taler om kræft. Men det var det ikke.

Min højre arm var tyk og hævet i lang tid, og min hals ligeså. Den var så hævet, at det smertede, og en forkert bevægelse medførte endnu mere hævelse. Løbeturene konverterede jeg til timelange vandreture i skovene, langs kysterne og rundt om Brabrandsøen, hvor jeg gik på opdagelse i min egen natur. Jeg lyttede til musik og havde madpakke med. Mine vandreture blev hellige. Ville folk besøge mig, måtte de gå med eller vente.

Jeg bliver et gladere menneske af at gå. Jeg elskede træerne, bølgerne, vinden, sneen, ja selv regnen. Og min verden faldt langsomt til ro.

Om at være heldig #20

En tidlig morgen, da jeg kom gående over hospitalets areal, ringede min telefon. Det var to venner fra Indien, der græd i telefonen og spurgte fortvivlet til, hvordan alting skulle gå. De spurgte, hvad de kunne gøre for mig. Jeg forklarede om sygdommen og behandlingen og sagde, at det hele nok skulle gå.

Jamen, sagde de i munden på hinanden, hvordan skal du klare dig? Og så græd de lidt igen. Jeg kyssede dem hele vejen fra Århus for deres kærlige omsorg. Men de spurgte videre. Hvad lever du af nu? Hvor skal du bo? Og så gik det op for mig, at de faktisk talte om at sætte en indsamling igang. At hvis jeg havde fået lymfekræft i Indien, ville jeg have mistet mit job og dermed min indkomst. Jeg ville blive sat ud af min bolig, og jeg ville ikke kunne betale for behandlingen.

Jeg satte mig ned på en bænk. Og så forklarede jeg dem langsomt, at jeg ikke mistede mit job. At min arbejdsplads ville betale mig løn under hele forløbet, og at samfundet ville betale min arbejdsplads nogen af pengene igen. Jeg ville ikke miste min bolig, men blive boende. Og vigtigst, at hele min behandling ikke ville koste mig. Behandling på hospitalet er gratis og betalt gennem vores skattepenge. At jeg ville få hele behandlingen, og at jeg virkelig håbede på at overleve. Og komme tilbage og se dem i Delhi.

De blev helt stille i telefonen. De fattede det ikke rigtigt. Og så eksploderede de i glade stemmer og glædesgråd.

Jeg blev siddende længe på bænken og tænkte på, hvor heldig jeg var. At blive født netop i Danmark. At jeg levede i et land, der tog hånd om mig, når alt var værst. At jeg kunne samle mig om at klare den barske behandling. At jeg stadig kunne få mad på bordet. At min behandling ikke var afhængig af, hvem jeg var. At mit job ventede på mig, når jeg var færdig med behandling.

De to sluttede vores samtale med at fortælle, at de bad for mig hver dag. Jeg følte mig velsignet. Og taknemmelig helt ind i knoglerne.

Venner #19

Min sygdom rystede mine venners fundamenter. Det rystede deres grundtro på verden. På sammenhæng og retfærdighed. På mening og meningsløshed. Når jeg kunne blive syg, kunne alle.

Jeg levede sundt. Var i fysisk topform. Levede mine drømme, efterhånden som de opstod. Jeg var billedet på den raske dansker. Hende der trådte levende ud af forebyggelsesstatistikkerne. Sådan en der ikke fik kræft.

Men jeg fik kræft. Og mens mit indre skændtes med sig selv, om jeg skulle rulle gardinerne for og gemme mig i det næste års tid – eller om jeg skulle stå åbent frem og tage, hvad der kom. Ja, så skrev jeg rundt til alle venner og kolleger og bekendte. Kom og hjælp mig, så jeg ikke dør af kedsomhed, skrev jeg. Jeg løb ud til min løbeklub og fortalte og gentog. Jeg cyklede til møde med alle mine afdelingssygeplejersker og fortalte og gentog. Og tudede.

Og de var der, vennerne. De var der, og de blev der, og de kom. De kom med indkøb og mad. De kom og gik ture med mig. De kom med bøger og film og musik. De sendte artikler og træningsprogrammer. Vi talte og grinede og græd sammen. De fejrede sammen med mig, når min mund helede efter slimhindeløsning, og jeg igen kunne spise brød. Når jeg ikke kunne spise, kom de med suppe og spiste sammen med mig.

I starten druknede de mig i blomster. Smukke, smukke blomster, som jeg måtte lade blive på hospitalet. For blomstervand er fyldt med bakterier, og bakterier skulle holde sig væk fra mit liv.

Der var selvfølgelig nogen, der ikke var der. Jeg tænkte mest på dem, der var. Senere var det sværere med dem, der ikke var der. De havde jo ingen idé om, hvordan mit liv var tumlet rundt. Og det var faktisk svært at mødes uden den erfaring. I flere år var der et liv før sygdom, og et liv efter sygdom. I midten var der en livsomvæltende begivenhed.

Venner tog mig i hånden og gik sammen med mig. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan turen havde været uden dem.

Jeg har jo en historie at fortælle #18

Det har været jul og nytår, og det er tid at tøffe videre med min fortælling om at blive syg. Fortællingen nåede inden jul igennem min diagnoseproces, min første kemoserie og to ugers pause. Jeg blev behandlet efter en tysk behandlingsprotokol efter en plan, der hed aggressivt og intensivt. Jeg havde fået 13 højdosisbehandlinger og en skrap omgang binyrebarkhormon på fem døgn. Den næste serie var fuldstændig identisk, og jeg havde en idé om, hvad der ventede mig.

Jeg havde endnu hår på hovedet, og på afdelingen rådede de mig til at anskaffe en paryk, mens jeg stadig havde hår. Det råd skal I ikke give igen. Når man har hår, kan man ikke mærke, hvordan en paryk vil føles.

En løbervens kone var stylist. Jeg kendte hende ikke rigtigt, og hun kendte ikke rigtigt mig, men hun tilbød mig at hjælpe med hår og paryk og udseende i det hele taget. Jeg var stadig lidt rundtosset af mine nye vilkår og sagde ja tak. Vi startede i parykbutikken, hvor min rundtossethed fik mig til at købe en paryk med halvlangt lyst hår ud fra en antagelse om, at sådan en måtte man have. Jeg kom aldrig til at bruge den. Den ligger stadig i en pose i mit loftsrum.

Næste projekt var briller. Jeg bruger kontaktlinser, og de ville blive en infektionsrisiko og ubrugelige med de slimhindeproblemer, kemoterapien medførte. Så væk med dem. Stylisten afviste mine gamle briller, og jeg investerede i et par dyre nye briller. Hun og brillemanden syntes ikke, det klædte mig med de runde briller, jeg havde brugt i mange år. Vi sluttede dagen i hendes frisørsalon, hvor jeg efterlod mine lange lokker.

Lige der gik det op for mig, at jeg var aldeles ligeglad med mit udseende. Kræft er grimt. Kræft er fysisk. Og fysisk grimt. Kræft forandrer. Det gav mening at se ud, som jeg gjorde. At lade mit ansigt følge, hvad der måtte ske. Jeg smed kohlblyanter og læbestifter væk. Og bandede lidt af de dyrt indkøbte paryk og briller, som fik mig til at ligne en helt anden, end den jeg var. Parykken lignede en fastelavnsparyk, da den kom på, og da jeg ikke længere havde hår var den værre end den værste kradsuld. De næste mange måneder brugte jeg bløde tørklæder på mit nøgne og følsomme hovede.

Ændret udseende var en af de absolut mindste udfordringer, jeg skulle møde.

Godt nytår – be kind

Jeg fejrede nytår i min stue sammen med tre virkelig gode veninder og udsøgt mad, som jeg havde hentet på en fiskerestaurant. Jeg elsker at lave mad. At kræse den hele dag og gøre mig umage. Nytårsaftensdag gjorde jeg mig umage med hente maden på min cykel, at pynte nytårsbord, at læse aviser. at løbe nytårstur, at ligge lidt på sofaen og til sidst iføre mig glimmerkjolen fra Nepal. Alt var godt, og vi spiste og drak og talte til klokken tre.

2018 gav meget at være taknemmelig for, og det bød på mange tårer og kram. Det bød på gensyn og afskeder og meget kærlighed, og det bød på meget, som skal tages virkelig alvorligt. Der er miljø og klima, der er banditter i habitter, der er en voksende ulighed. Jeg ser folk blive skubbet ud af deres boliger, og jeg møder mennesker, der ikke kan betale deres medicin. Vi har skabt et samfund, hvor bestemte måder at tænke økonomi på, er blevet styrende for de måder, vi indretter det hele på. Den demokratiske samtale er blevet vanskeligere. Politiske beslutninger tages på enkeltfortællinger og frygt for vælgerflugt. At bevare magt er blevet et mål i sig selv for en del politikere, hævet over ideologi og landets bedste. Jeg savner solidaritet.

Det nytter ikke at sidde i hver sit hjørne og være sure på politikerne. Det nytter ikke at blive siddende der og blive vred over samfundsudviklingen. Det nytter ikke at sidde på bagdelen og råbe. Vil vi have ændret på noget, kan vi kun begynde ét sted. Hos os selv.

Derfor:

Lav frivilligt arbejde. Et eller andet. Frivilligt trænerjob, genbrugsbutik, lektiehjælp, legetante, områdefornyelse, besøgsven – hvad som helst.

Meld dig ind i et politisk parti. Nej, der er ingen, du er fuldstændig enig med. Tag det parti, du er mest grundlæggende enig med, og meld dig ind. Støt demokratiet og vær så aktiv, som du kan gabe over. Bare bliv medlem..

Deltag i bevægelser. Gå med i klimademonstrationer, sæt dig ind i #metoo, deltag i fredsdemonstrationer, vær aktiv lokalt.

Vær venlig, be kind. Bliv ikke selv et kældermenneske. Kald ikke folkevalgte for fascister. Det er de ikke, de er folkevalgte, og I er uenige. Og man kan godt tale ordentligt til hinanden.

Vær nysgerrig. Folk handler af overbevisning, også politikere. Vi kan være uenige, men verden bliver altid bedre, når vi gør os umage med at forstå den andens bevæggrunde. Nysgerrighed gør klogere. Læs og lyt.

Vær gavmild. Man bliver et gladere menneske af at give. Når du anskaffer dig nyt, så giv noget andet bort. Gør et andet menneske glad.

Hils på din nabo. Hvis du synes, vi har for lidt med hinanden at gøre, så ræk din hånd frem. Byd nye naboer velkommen. Snak med kassedamen i Netto. Smil til buschaufføren. Det virker.

Tænk klimavenligt. Tænk over din transport, dine madvaner, dine it-vaner, dit forbrug. Genbrug, slid dine ting op, ryd op. Saml skrald op på din vej, sorter dit affald, stop madspild.

Vis omtanke. Tænk og tæl til ti, før du taler og farer i tasterne.

Øv dig. Bliv dygtigere til noget, du gerne vil blive bedre til. Måske skal du øve dig meget, men det bliver man også gladere af.

Prøv noget nyt. Noget du ikke har prøvet før.

Godt nytår – lad os gøre 2019 til et venligere år.

Glædelig jul

Jeg holder en kort julepause i min sygdomsføljeton. For det er jo jul. Og siden dengang for tolv år siden har min familie fordoblet sig, så vi i går var 12 mennesker på mine 80 kvadratmeter. Syv voksne og fem børn. Plus en i maven på Nina. Jeg elsker jul, og jeg elsker at samle alle mine. Vi er faktisk ret gode til at holde jul sammen.

Jeg har fem børnebørn, og julen er først og fremmest deres. De glæder sig helt fra dybet af deres hjerter. De giver gaver, som jeg de har tænkt længe over og valgt med hjertet. Jo, de elsker at få gaver, men jeg tror de elsker mere at give. Og de rører mig næsten, så jeg bliver våd i øjnene. Lillejuleaften gennede jeg dem alle fem sammen, så vi kunne pynte julestuen og julestræet sammen. Det var snevejr, stuen var fyldt med hjerter og nisser og glad forventning. Jeg kogte rødkål og risengrød, og senere rullede vi i sneen på Vestre Kirkegård og spiste æbleskiver med syltetøj og flormelis.

Forældrene spiste frokost og ordnede sager og var alene.

Vi mødtes til frokost. Eller faktisk gav jeg mig til at piske flødeskum lidt før frokost. Da jeg var færdig med at piske lå der syv mistede opkald på min telefon. Nede på gaden stod nemlig min Sofie med mand og tre børn og syv tons pakker og sengetøj. Og troede, jeg var løbet en tur. Så kom de, og vi spiste og drak øl og lavede mad. Og de der fem børn, som er mellem to og 11 år, de børn myrede omkring og glædede sig. De erobrede min seng og så film på iPad sammen. De spiste juleslik, og de grinede og de krammede og fortlste historier. De fik et par før-pakker og hjalp hinanden med at pakke ud. Jeg var helt på røven over, at fem børn kunne glæde sig sammen i ro og fordragelighed sammen.

Jeg var den, der stegte ænder. Lækre danke lokale økologiske ænder, som blev kælet for med orangefyld fra morgenstunden, så min svigersøn kunne få ovntid til sin flæskesteg. Mine ænder skal dryppes med appelsinsaft og sky jævnligt, mens de steger, og skyen uden andefedt skal jeg selvfølgelig bruge til saucen. Da ænderne var færdige, greb jeg bradepande og bagerist, så flæskestegen kunne komme ind. I samme sekund råbte min svigersøn meget højt, og jeg hældte varmt andefedt og sky ud over hele køkkengulvet. Det må være indbegrebet at dårlig timing at overtrække sit køkkengulv med andefedt juleaftenseftermiddag. Jeg vaskede gulv. Og indkasserede min svigersøns højlydte latter. Nej hele familiens. Mens alle tænkte – godt det ikke var mig. Okay, det var en fornøjelse at lave mad resten af dagen i et renskuret køkken.

Det blev godt, det hele. Vi spiste, mens jeg ventede spændt på dommen over rødkålen. Jeg har jo set Paprika Steens julefilm (Den tid på året), hvor søsterens hjemmekogte rødkål spiller sin egen rolle. Og da jeg havde kogt min rødkål færdig og ville nyde et glas af den vin, jeg havde brugt til at koge i – opdagede jeg, at rødkålen havde kogt i gløgg! Jeg kan kun sige, at det faktisk fungerer. I kvalitetsgløgg. Jeg kasserede dog det glas, jeg havde hældt op og åbnede den flaske, kålen skulle have kogt i.

Vi gik om juletræet og sang julesalmer og fik gaver mellem ænder og risalamande. Og på en eller anden måde holdt alle børn sig vågne til midnat. Så var alle trætte, og jeg puttede mig på sofaen med Vera, mens resten af familien allesammen sov i min seng. Eller ikke hele resten, for nogen tog også hjem.

Og så vågnede jeg med tre børn under min dyne på sofaen i min stue. Og alt var, som det skulle være. Vi stegte klatkager af resterne af risengrøden, Vera spiste den sidste rest risalamande. Og kaffen smagte af julefred.

Og fordi alt det, elsker jeg julen. Glædelig jul.

Mens verden går videre #17

To ugers ferie havde jeg fra kemoterapien. De første dage gik med at komme til mig selv ovenpå de mange stoffer, jeg havde fået indenbords i den første behandlingsserie. Og med at stikke mig selv i lårene med medicin, der skulle få immunforsvaret op i gear igen. Så kom et par dage med feber, og en lille uge med en mund, der gjorde så ondt, at jeg måtte holde op med at tale om det. De sidste dage var vidunderlige.

De var vidunderlige som de første timer efter et maratonløb. Eller som dagen efter at have klatret ned fra stor højde i bjergene. Eller som det må føles, når man holder op med at banke hovedet ind i en lygtepæl. Det var dage med fravær af smerte. Dage hvor kroppen boblede af ny energi. Jeg var glad. Lettet over at have overkommet den første prøvelse.

Midt i min ferie havde jeg stirret på den udprintede side med resultaterne af mine blodprøver. Jeg havde ingen af de hvide blodlegemer, der bekæmper infektioner. Ingen. Jeg havde næsten ingen blodplader, som får blodet til at størkne, hvis man slår sig. Min krop var i stilstand.

Hvorfor var jeg ikke bange? Det var nu, jeg kunne få infektioner, der kunne slå mig ihjel. Det var nu, jeg kunne få ukontrollerede blødninger. Det var det her, der gjorde min behandling så risikabel og farefuld. Jeg kiggede igen og igen på papiret. Jeg var ikke rigtig bange. Ikke rigtigt. Selvom jeg også var bange.

Og langsomt kom min krop til sig selv igen.

Jeg kunne løbe og cykle og løfte vægte. Jeg havde ikke tabt vægt. Jeg var ved godt mod, og jeg var ikke fri for at føle nysgerrighed for, hvordan næste etape ville forløbe. Jeg var i helt ukendt land. Men jeg havde været i ukendt land mange gange før i mit liv. Det kan være svært at begribe og forklare, men jeg var virkelig nysgerrig på, hvad det hele ville bringe.

Fra motionscyklen ved altandøren kunne jeg se ud over min by. Der var noget roligt over, at byen fortsatte sit liv som vanligt. At det kun var min verden, der ikke var det, den plejede at være. At andre mennesker stod op og gned søvnen ud af øjnene, før de gik på arbejde, som de plejede. At de spiste og lagde planer for deres dage. At de sludrede med konen og satte børnene på plads, mens de smurte madpakker og lyttede tilfældigt til radioavisen. Det var rart at tænke på, at andre mennesker kørte i supermarked og købte deres aftensmad, inden de tændte for tv’et og lod nyhederne fylde stuerne. 

Hvis jeg dør, vil verden gå videre. For mine børn og for alle andre. Måske har jeg sat et spor i sandet. Måske ikke. Om nogle år kan jeg lige så godt ikke have været her.

Den tanke kunne jeg godt lide. Selvom jeg grumme nødigt ville gå glip af noget af det.