Tanker om en ghetto

Omme i min baghave er der vokset en ghetto. Faktisk ved jeg ikke, om det er hele Sjælør Boulevard, der er blevet ghetto. Eller om det kun er blokkene overfor stationen. De blokke der lige er blevet renoveret og gjort lyse og venlige. Eller om det er de blokke, der ligger længere oppe mod Vigerslevvej. Man kan ikke se det.

Sidste år lukkede 7eleven på stationen en periode om aftenen, fordi nogle ungdomsbanditter stjal slik hver aften. Jeg ved ikke, om de var fra ‘ghettoen’. Jeg har prøvet at se på blokkene med nye øjne, siden udnævnelsen til ghetto. Altså bare for at forstå, hvor den ghetto nu er. Men bortset fra de nyrenoverede blokke, ligner de sig selv. Jeg vinker stadig til de små piger, der kalder, når jeg løber igennem. Og jeg smiler stadig til kvinderne, der smiler til mig. Nå ja, nogen af de små piger har sort hår, og nogen af kvinderne har tørklæde på. Der er også små piger med sort hår og kvinder med tørklæde i min gade. Vi er vist ikke en ghetto – endnu.

Aj, faktisk er der helt fredeligt i det, de nu kalder en ghetto. Måske bor der nogle børster, men de spiller fodbold om eftermiddagen og leger i sandkassen.

Burde jeg føle mig utryg? Det har altid gjort mig tryg at høre forskellige sprog omkring mig. Det har gjort mig tryg og glad at være omgivet af forskellighed. Jeg ved ikke, hvorfor det gør nogen mennesker utrygge? Jeg bliver tryg i bevidstheden om, at her er plads og rum. Af at vi giver plads og giver en hånd.

Måske er jeg bare dansk på den helt forkerte måde. Jeg falder i hvert fald helt udenfor de fleste politiske beskrivelser af danskhed. Jeg bliver en lille smule kvalt af det. Jeg er aldrig bange for, at nogen vil tage min danskhed fra mig, bare fordi de kommer fra et andet sted. Jeg føler mig aldrig truet af, at nogen tror på den ene eller den anden gud. Kun af de, der tror for meget. For skråsikkert. Og det er ikke nødvendigvis på en gud.

IMG_7802

Per Kirkeby – min redningsmand

Jeg skal begynde at skrive igen. Jeg skal. Jeg skal overvinde den inderlige modvilje, der vælter op i mig, når jeg sætter mig til tasterne. Mit liv er bedst, når jeg skriver. Jeg har en pligt til at skrive. Til at lade min stemme lyde i det hav af meningsløst politisk angst og vrede, der flyder ud over internettet hver eneste dag. Og jeg har noget på hjerte. Hver dag.

Men jeg starter med et tab. For i dag er maleren Per Kirkeby død. Uden Per Kirkeby havde jeg aldrig skrevet mit første speciale. Og måske heller ikke det andet.

Da jeg som så mange andre gik uhjælpeligt i stå i min specialeskrivning, talte jeg en smule fortvivlet med min vejleder. Hun var min vejleder på universitetet og hun var maler. Hun så længe granskende på mig og stillede et par spørgsmål til min sumpede tilstand. Så klappede hun papirerne sammen med et lille smæld. Gå i biografen, sagde hun. Hvad? Jeg så overrasket op. Gå i biografen og se Per Kirkebys dokumentarfilm om sit store maleri. Se den og hør rigtig godt efter alt, hvad han siger.

Jeg gik lettere forvirret derfra og trissede ned i Øst for Paradis og købte en billet og så filmen. Det var ‘Vinterbillede’, og pludselig midt i filmen, forstod jeg, hvorfor min vejleder sendte mig i biografen. Filmen handler om tilblivelsen af billedet og hvordan billedet af sig udvikler sig til noget han ikke kan lide. På et tidspunkt udbryder han, at han hader gult (eller var det rødt?), men han er nødt til at male det ud, før han kan gå videre. Han skal overstå alt det grimme, før der opstår energi i billedet.

Jeg gik hjem og skrev. Skrev og skrev mig igennem alt det, der var grimt. Alt det der rejste sig som modstand og trak energien ud af mit speciale. Og så skrev jeg bare mit speciale.

Nu er han død, den store mester. Hans kunst lever, og den energi, der ramte mig midt i hans fine film, må jeg kunne finde igen. Jeg tror, jeg skal skrive mig igennem det grimme atter engang for at finde ud af det garn, der har viklet sig om mine fingre. I aften sender jeg bare en kærlig tak og håber inderligt, at han kom godt afsted. Og jeg sender en tak til universet for at minde mig om at komme ud af en sump.

IMG_9625

Hvorfor ikke velkommen?

For mange år siden var jeg tilknyttet Århus Kommunes Sprogskole, hvor jeg underviste i sygdom og sundhed, det danske sundhedsvæsen og opfattelser af krop og helbred. Min undervisning var del af et obligatorisk integrationskursus, som alle, der kom til Danmark, skulle gennemgå. Og det var alle. Det var folk fra hele verden. Fra Iran, USA, Tyrkiet, Kina, Thailand, Somalia, Palæstina, Afghanistan, Spanien, Vietnam og mange, mange flere. Det var flygtninge, forretningsfolk, familiesammenførte, studerende, arbejdssøgende og folk, der bare flyttede sig.

Det var hamrende gode kurser. Kurset forløb over nogle uger og indførte kursisterne i det danske samfund og demokratiske grundprincipper. Sideløbende var der danskundervisning, men kurset her fandt sted så tidligt, at det foregik med simultantolkning. Typisk underviste jeg fem forskellige sproggrupper ad gangen, og det betød jo en ekstrem langsom undervisning. Alt skulle tolkes for alle. Og det var hamrende sjovt.

Jeg lærte alle tolkene at kende og hørte om deres besværligheder med at få jobs, de var kvalificerede til. De var næsten alle højt uddannede, men det var nærmest umuligt for dem at få kvalificeret vejledning i forhold til deres uddannelsesniveau. De blev tolke. Eller grønthandlere. Eller pizzabagere. Eller taxachauffører. Men var altså kemiingeniører, advokater, læger eller lærere.

Der var en begyndende ulmen i folkedybet mod indvandrere, som rettede sig med spredt fægtning mod ex-jugoslaviske krigsflygtninge, somaliere og tyrkiske arbejdere. Men de nytilkomne blev klædt godt på, og det gik dem faktisk relativt godt. De fleste mennesker har et indre drive til at ville klare sig selv.

Men så kom Venstre til magten i starten af nullerne. Og noget af det første, den nye regering gjorde, var at lukke de obligatoriske integrationskurser. De blev skåret til et absolut minimum, og de fysiske rammer blev flyttet ud af byerne. Ud på landet hvor huslejen var billigere. Og hvor det var svært for nytilkomne at komme, fordi de samtidig med kurserne passede deres skole og arbejde. Som jeg husker det, blev kurserne  derefter prioriteret til flygtninge og kortet dramatisk ned. Jeg underviste nogle gange ude på landet udenfor Århus, men så blev jeg vist sparet sammen med de øvrige eksterne undervisere.

Jeg tænker tit på de kurser, og på hvordan Venstre valgte at lukke dem. Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke i dag. Vi var en række ret højt uddannede mennesker, der var tilknyttet som eksterne undervisere. Vi underviste for den kummerlige timeløn, der dengang blev tilbudt af kommunen. Vi gjorde det, fordi det var så meningsfuldt. Og sjovt. Det var jo dejligt at være med til at byde mennesker velkommen til vores land. Det var vidunderligt at diskutere menstruation og fødsler med somaliske kvinder. Mens to generte kinesiske mænd sad og stirrede lamslået på os. Det var fantastisk at forklare vores sundhedsvæsen for mennesker, der aldrig havde mødt noget lignende.

Jeg savner at byde folk velkommen og byde dem indenfor i vores samfund. Hvorfor holdt vi op med det?

img_7703

Ugens optur – andre mennesker

I min opgang bor en herlig blanding af forskellige mennesker. En af dem er en mand af en lidt ubestemmelig alder. Jeg tror, han drikker mange øl, og det tror jeg, fordi han næsten altid har en plastikpose med øl i hånden, når jeg møder ham. Han er altid venlig, altid omsorgsfuld og holder døren for  mig og altid parat til en sludder på trappen. Han gør altid glad. Også når han er lidt tipsy.

Jeg har optur over mennesker, der ikke er optagede af sig selv. Som ikke er optagede af deres personlige skatteudgifter eller indre balancer. Som retter deres opmærksomhed væk fra sig selv og mod andre.

Jeg har været til temadag det meste af dagen hos Dansk Røde Kors. Sammen med en stor del af de andre frivillige i den Røde Kors klinik, som jeg selv bruger en aften eller to på hver måned. Sammen brugte vi en lørdag med at blive klogere på udenlandske hjemløse i København, strandede au pairpiger fra Filippinerne og internationalt sundhedsarbejde. Det gør mig bare glad at være sammen med mennesker, der retter opmærksomheden mod andre, som har større behov end dem selv. Jeg elsker, når vi sidder der med vores umoderne humanisme. Sammen. Fordi vi gerne vil gøre det bedre for dem, som er helt udenfor samfundet og helt uden rettigheder.

Og jo mere vores politikere og medier arbejder på at splitte og på at gøre alt i livet sværere for dem, der i forvejen har det sværest, jo mere står vores gruppe af sundhedsfaglige frivillige sammen. Som en beskyttende mur mod en overmagt af frygtramte, der tumler over i fremmedfjendske fællesskaber. Det handler jo bare om mennesker. Om mennesker vi ikke vil se døde i vores gader. For sådan et land vil vi ikke have. Det er ikke det Danmark, vi kender.

Som en helt naturlig sløjfe på min lørdag, var jeg i Cinemateket til Docs and Talk, arrangeret af DIIS. Eftermiddagen var et mix af filmklip om Kurdistans kvindelige krigere, forskere fra DIIS og Joanna Palani, der selv har arbejdet og kæmpet med YPG og YPJ. Og Joanna Palani leverede en velplaceret bredside til alle vi kvinder på tilskuersæderne om kvindekamp og ligestilling. Jeg er ikke helt færdig med at tænke over, hvad hun sagde til os. Mine kinder blussede lidt efter hendes opsang. Og for pokker, hvor er det da godt at få noget at tænke over på sådan en ellers ret almindelig lørdag.

God weekend, derude.

IMG_9308

Ugens optur – februar #2

Jeg har optur over familiens kommende generationer. De giver mig tro på verden igen. Det bliver godt nok.

Forleden fortalte Esther om dem, der laver mad i skovbørnehaven. De hedder Rakata og Yen, fortalte hun. Faktisk druknede det, hun ville fortælle, fordi vi voksne afbrød hende. Rakata? Sagde vi – mon hun kommer fra Indien? Njae, sagde vi, hun kunne også komme fra Nordafrika. Ved du det, Esther? Hvor Rakata kommer fra?

Esther sendte os et mærkeligt blik. Hun kommer da fra skovbørnehaven, sagde hun. Jaja, sagde vi, men ved du om hun kommer fra et andet land? Nej, sagde Esther, det ved jeg da ikke.

Vi voksne fortsatte ufortrødent. Er Rakata mørk i huden. Ja, hun er, sagde Esther. Er hun meget mørk eller lidt brun, blev vi ved. Hun er meget mørk i huden, sagde Esther. Så tog hun min arm og placerede den ved siden af hendes egen. Se, sagde hun og nappede lidt hud op fra sin arm. Jeg er sådan helt hvid i huden. Så nappede hun lidt hud op mellem to fingre på min arm. Og se, sagde hun, du er sådan lidt mere brun i det. Og Rakata er mere brun i huden.

Så vendte hun opmærksomheden mod sin pasta på tallerkenen. Og fik understreget det himmelråbende ligegyldige i, hvor Rakata stammer fra. Hun koger bare bedre pasta, end vi gør. Med eller uden kød.

IMG_8663

Ugens optur – Februar

Ugens optur er Troels Kløvedal. Jeg har i den grad optur over hans seneste og sidste roman, Alle mine morgener på jorden. Og hvor er jeg taknemmelig for, at han har nået at skrive den. Jeg har hørt bogen som lydbog på mine længere løbeture og cykelture, og uanset hvor mavesur jeg har været, når jeg trykkede på start, har den efterladt mig gladere og mere optimistisk. Der er nok at være mavesur og nedtrykt over i dagens Danmark, fordi vores folkevalgte politikere dagligt overtrumfer hinanden i forsøg på at udgrænse bestemte befolkningsgrupper, som åbenbart ikke har gjort sig fortjent til politisk omsorg.

Troels Kløvedal har hele livet været en mand, der arbejdede efter sit hjerte. Og beretningen om hans lange liv med Nordkaperen, rejser, kollektiver og kærlighed gør  mig glad. I en tid, hvor flere skal rette mere ind, og hvor kontrol går amok, elsker jeg hans vildskab mere.

I går eftermiddags lyttede jeg til den sidste del af bogen, mens jeg løb 14 kilometer i et dagslys, der forandrede sig til spektakulær solnedgang over Kalveboddybet. Verden gik i en god times tid ligesom op i en højere enhed. Mens jeg løb langs vandet lyttede jeg til epilogen. Og tårerne piblede frem og frøs næsten til is på mine kinder, fordi jeg var rørt helt ind i det dybeste af mit hjerte. Troels Kløvedal er døende. Han kan ikke længere synke sin mad selv eller trække sit vejr uden respirator. Han føler sig ude i hårdt vejr og får en stigende lyst til at søge ind i en lukket lagune, som han siger. Alligevel kan han elske udsigten fra vinduet i sin gård på Djursland.

Først får man alting foræret, så mister man alting igen. Sådan er livet.

IMG_9271

Den standhaftige myte

Jeg bor i Københavns gamle Sydhavn. Og jeg kan lide at bo her. Her bor en mangfoldig blanding af mennesker i alle farver og former. Sydhavnen blev i sin tid bygget som ‘arbejdernes Hellerup’ af lave etagebyggerier med grønne områder og masser af luft. Lejlighederne er små, og tidligere boede folk med alle deres børn i de små kår. Igennem mange år er lejlighederne blevet fyldt med folk, der ikke havde råd til at bo andre steder, og der råder en særlig sydhavnsstolthed blandt indbyggerne. Mange unge flytter væk, men de fleste vender tilbage. Igennem mange år er der flyttet mennesker med nye etniske og nationale baggrunde ind i Sydhavnen, og vi rummer nok den største variation af oprindelsesnationaliteter. Vi lever temmelig fredeligt sammen. Der findes selvfølgelig dumme bøller, som der gør andre steder i København. Men der er flest af os andre.

Her i Sydhavnen er der mange, der ikke arbejder. Her bor mange psykisk syge og mange der fejler fysiske ting. Der bor også mange, der de fleste dage kigger ret dybt i en grøn ølflaske. Alligevel er her ret fredeligt. Men det er bekymrende at se, at de folk, der ikke arbejder, bliver fattigere. For det gør de, og det er tydeligt. I Sydhavnen bekymrer vi os om den hastigt voksende biltrafik. Den er voldsom herude. P. Knudsensgade, Vasbygade, Enghavevej står hver morgen og eftermiddag fuldstændig stille med biler – køler ved køler – med hver sin ensomme chauffør. Vi bekymrer os om klimaforandringer, og det gør vi også helt konkret, fordi vores bydel blev ret voldsomt oversvømmet, dengang om sommeren, da København druknede. Vi bekymrer os om hinanden, fordi flere mangler mere end tidligere, og her eksisterer en stor hjælpsomhed.

Her bor også røvhuller, der stjæler folks christianiacykler, og de fulde ølmennesker på Mozarts Plads slår ind i mellem hinanden på tæven. men mest kun hinanden. Andre idioter bryder ind i vores kolonihavehuse om vinteren, og der er nogle unge, der bliver ved med at genere kiosken på Sjælør Station, så den må lukke tidligt. Men de hører nu nok til i Valby, siger vi i Sydhavnen. Jeg er ikke romantiker med skyklapper, men jeg kan faktisk godt lide at bo her. Og jeg føler mig fuldstændig tryg.

Jeg er rent ud sagt målløs over, at vores politikere lykkes med at puste myten om indvandring op igen og igen. Så sent som i dag udtalte Socialdemokraternes formand, at Danmarks største problem er ikke-vestlig indvandring. Undskyld, jeg kan altså få øje på adskilligt andet, der kan udkonkurrere det problem. Men det vil vi ikke tale om. I stedet scorer politikerne omtale og (måske) stemmer på at hænge en befolkningsgruppe ud offentligt. Det er ikke kønt. Integration er ikke en katastrofe. Det går for det meste forbavsende godt. Kriminaliteten er historisk lav. Flere unge uddanner sig. Arbejdsløsheden er lav. Til gengæld buldrer boligpriserne afsted, og snart har kun velhavende mennesker råd til at bo i København. Også i Sydhavnen.

Kære mennesker i Danmark, – politikere, journalister, meningsmennesker og alle I andre. Kan vi ikke nok begynde at tale om de virkelige problemer? Vi har IKKE flygtninge/migrantkrise i Danmark. Vi kan hjælpe de lande, der har. Og vi kan tale om klima, miljø, trivsel, skattesnyd, sundhed, ulighed, som altsammen kan hjælpe os i Danmark til ikke at få nogen kriser. Lad os dog kræse lidt for de folk, der bor i vores land. Lad os gøre Danmark til et rart og venligt sted igen. Lad os gøre Danmark til en solidarisk del af resten af verden. Det andet klæder os ikke.

IMG_5785