Om ferieforandringer

En del af mine venner ved, at jeg planlagde at tage tilbage til Grækenland for at arbejde i den efterhånden permanente flygtningelejr, Moria, på Lesbos. Den er blevet næsten permanent og ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg lavede en aftale med den eneste NGO, der driver en sundhedsklinik inde i lejren. En græsk NGO der arbejder derinde i dagtimerne og i modtagecentrene på kysten om natten. Alt var godt. Men så modtog jeg en mail, der forklarede, at jeg skulle godkendes af myndighederne. Fint nok, tænkte jeg, for sidst jeg arbejdede der, var der frustrerende mange, der kaldte sig sundhedsfaglige uden at være det. Folk der af forskellige grunde søgte dramaet i den desperate situation.

Jeg skulle fremsende mine eksamens- og autorisationsdokumenter – helt fint, tænkte jeg. Men de skulle oversættes til græsk af en autoriseret oversætter. Jeg skulle udover det have en udtalelse om, at jeg er kompetent og troværdig af en ledende fagperson, der ikke er min direkte chef. Også oversat til græsk af en autoriseret oversætter. Endelig skulle alle dokumenterne påtegnes i Udenrigsministeriet. Det betød en udgift på 3-5000 kr for tre ugers frivilligt arbejde – inden jeg havde betalt flybillet og ophold. Jeg nåede min grænse, takkede pænt nej og lagde planerne på hylden.

I stedet lejede jeg et sommerhus på Falster og inviterede de unger med, der kunne. Det kunne mit yngste barn og hendes livlige flok, som åndede lettet op over at slippe ud af byen. De havde en uge, hvor faderen stadig skulle arbejde. Jeg byttede nød og elendighed ud med uspoleret sommerglæde og feriebegejstring. Vi boede i første række til stranden og i fin afstand til den opgejlede ferieby med fadøl, minigolf og dårlig musik. Vi badede morgen, middag og aften. Vi slog teltet op på græsplænen, så pigerne på skift sov sammen med mig. Vi lærte de to små vandbegejstring.

Ingen af de to var tiltrukket af vandet. Stranden var fint, men de slog sig ned længst væk fra vandet og legede i den store sandkasse. Lige til vi kom på at vise dem, hvordan der kunne hentes ubegrænsede mængder vand til sandlegetøjet. I løbet af en eftermiddag lå Esther og pjaskede i vandkanten, og Otto lod sig overtale til at stå i det lave vand. De gik på opdagelse i sanseoplevelser af vådt sand mellem tæerne og vandets temperaturskift. De studerede vandmænd og fandt fire sten. Vi voksne løb ture på diget og drak masser af kaffe. Og vin. Vi vågnede før børnene og levede vores liv udenfor huset.

Da ugen var slut, cyklede jeg så de 140 km hjem. Fordi det også er ferie for mig.

Nu er vi lidt forelskede i tanken om et sommerhus.

IMG_0041

IMG_0087

IMG_0056

Juletanker på en sommerdag

I går var der seks måneder til jul. Selv tak for at  minde jer om det efter måneders tavshed på min blog. Men jeg afvikler stadig med stor fryd julegaver fra sidste år. Der skete nemlig det, at jeg fik akut forstoppelse i den uendelige strøm af Lego Friends, Barbie, Skovens dyr og de nu giftige Squeeshies. Pludselig gad jeg bare ikke lange flere af den slags videre til mine dyrebare børnebørn. Jeg ville give dem noget andet. Noget virkelig værdifuldt. Noget der betyder. Noget vi kan tale videre om. Jeg ved godt, de bliver glade for tingene, men – hånden på hjertet – de mangler dem ikke rigtigt.

Derfor udstedte jeg to julegavekort. Et til de to store piger, Alma og Ella, med en weekendtur til Randers, hvor deres mor er født og deres oldefar bor. Jeg lejede en lejlighed, og vi oplevede. Vi traskede gennem byen, legede i deres mors gamle børnehave, kiggede på vores gamle kollektiv, besøgte oldefar, var i Randers Regnskov, spiste pizza og is og slik og købte gaver med hjem. Det er den bedste gave, vi nogensinde har delt, og de to piger styrede oplevelsesprocessen hele vejen. Aj, hvor sjovt tror du, vi synes det er at se på et hus udefra, som du engang har boet i? Vi var sammen, vi blev klogere på hinandens liv, vi grinede og var eftertænksomme. Og jeg fik endelig oplevet Randers Regnskov.

IMG_9624.JPG

IMG_9606.JPG

Det andet gavekort var til Vera, som er blevet syv år. Gavekortet lød på en vandretur med telt til Stevns Klint. Vi tog toget til Rødvig og vandrede tre kilometer med vores rygsække til Boesdal Kalkbrud ad Trampestien. Her fandt vi en shelterplads og slog teltet op. Vi lavede mad og gik på opdagelse og krøb i soveposerne, da det begyndte at regne. Vi fortalte historier og lyttede til regnen og børstede tænder ud af teltåbningen. Vi sov som sten hele natten og vågnede langsomt og spiste morgenmad i teltet, fordi det stadig regnede. Og så stoppede den, regnen. Og vi tørrede telt og pakkede sammen. Og vandrede tre kilometer tilbage til Rødvig, mens solen overtog verden. I Rødvig var der is og chokolade og en badetur, inden vi tog toget tilbage til København. Det her var den bedste julegave, sagde Vera. Men næste gang, skal vi så ikke sove to gange i telt? Og gå lidt længere?

IMG_9927

IMG_9931.JPG

IMG_9946

Jeg er så klar til næste års julegaver, mens jeg langsomt former min fremtids rejsemakkere.

 

Tanker om en ghetto

Omme i min baghave er der vokset en ghetto. Faktisk ved jeg ikke, om det er hele Sjælør Boulevard, der er blevet ghetto. Eller om det kun er blokkene overfor stationen. De blokke der lige er blevet renoveret og gjort lyse og venlige. Eller om det er de blokke, der ligger længere oppe mod Vigerslevvej. Man kan ikke se det.

Sidste år lukkede 7eleven på stationen en periode om aftenen, fordi nogle ungdomsbanditter stjal slik hver aften. Jeg ved ikke, om de var fra ‘ghettoen’. Jeg har prøvet at se på blokkene med nye øjne, siden udnævnelsen til ghetto. Altså bare for at forstå, hvor den ghetto nu er. Men bortset fra de nyrenoverede blokke, ligner de sig selv. Jeg vinker stadig til de små piger, der kalder, når jeg løber igennem. Og jeg smiler stadig til kvinderne, der smiler til mig. Nå ja, nogen af de små piger har sort hår, og nogen af kvinderne har tørklæde på. Der er også små piger med sort hår og kvinder med tørklæde i min gade. Vi er vist ikke en ghetto – endnu.

Aj, faktisk er der helt fredeligt i det, de nu kalder en ghetto. Måske bor der nogle børster, men de spiller fodbold om eftermiddagen og leger i sandkassen.

Burde jeg føle mig utryg? Det har altid gjort mig tryg at høre forskellige sprog omkring mig. Det har gjort mig tryg og glad at være omgivet af forskellighed. Jeg ved ikke, hvorfor det gør nogen mennesker utrygge? Jeg bliver tryg i bevidstheden om, at her er plads og rum. Af at vi giver plads og giver en hånd.

Måske er jeg bare dansk på den helt forkerte måde. Jeg falder i hvert fald helt udenfor de fleste politiske beskrivelser af danskhed. Jeg bliver en lille smule kvalt af det. Jeg er aldrig bange for, at nogen vil tage min danskhed fra mig, bare fordi de kommer fra et andet sted. Jeg føler mig aldrig truet af, at nogen tror på den ene eller den anden gud. Kun af de, der tror for meget. For skråsikkert. Og det er ikke nødvendigvis på en gud.

IMG_7802

Per Kirkeby – min redningsmand

Jeg skal begynde at skrive igen. Jeg skal. Jeg skal overvinde den inderlige modvilje, der vælter op i mig, når jeg sætter mig til tasterne. Mit liv er bedst, når jeg skriver. Jeg har en pligt til at skrive. Til at lade min stemme lyde i det hav af meningsløst politisk angst og vrede, der flyder ud over internettet hver eneste dag. Og jeg har noget på hjerte. Hver dag.

Men jeg starter med et tab. For i dag er maleren Per Kirkeby død. Uden Per Kirkeby havde jeg aldrig skrevet mit første speciale. Og måske heller ikke det andet.

Da jeg som så mange andre gik uhjælpeligt i stå i min specialeskrivning, talte jeg en smule fortvivlet med min vejleder. Hun var min vejleder på universitetet og hun var maler. Hun så længe granskende på mig og stillede et par spørgsmål til min sumpede tilstand. Så klappede hun papirerne sammen med et lille smæld. Gå i biografen, sagde hun. Hvad? Jeg så overrasket op. Gå i biografen og se Per Kirkebys dokumentarfilm om sit store maleri. Se den og hør rigtig godt efter alt, hvad han siger.

Jeg gik lettere forvirret derfra og trissede ned i Øst for Paradis og købte en billet og så filmen. Det var ‘Vinterbillede’, og pludselig midt i filmen, forstod jeg, hvorfor min vejleder sendte mig i biografen. Filmen handler om tilblivelsen af billedet og hvordan billedet af sig udvikler sig til noget han ikke kan lide. På et tidspunkt udbryder han, at han hader gult (eller var det rødt?), men han er nødt til at male det ud, før han kan gå videre. Han skal overstå alt det grimme, før der opstår energi i billedet.

Jeg gik hjem og skrev. Skrev og skrev mig igennem alt det, der var grimt. Alt det der rejste sig som modstand og trak energien ud af mit speciale. Og så skrev jeg bare mit speciale.

Nu er han død, den store mester. Hans kunst lever, og den energi, der ramte mig midt i hans fine film, må jeg kunne finde igen. Jeg tror, jeg skal skrive mig igennem det grimme atter engang for at finde ud af det garn, der har viklet sig om mine fingre. I aften sender jeg bare en kærlig tak og håber inderligt, at han kom godt afsted. Og jeg sender en tak til universet for at minde mig om at komme ud af en sump.

IMG_9625

Hvorfor ikke velkommen?

For mange år siden var jeg tilknyttet Århus Kommunes Sprogskole, hvor jeg underviste i sygdom og sundhed, det danske sundhedsvæsen og opfattelser af krop og helbred. Min undervisning var del af et obligatorisk integrationskursus, som alle, der kom til Danmark, skulle gennemgå. Og det var alle. Det var folk fra hele verden. Fra Iran, USA, Tyrkiet, Kina, Thailand, Somalia, Palæstina, Afghanistan, Spanien, Vietnam og mange, mange flere. Det var flygtninge, forretningsfolk, familiesammenførte, studerende, arbejdssøgende og folk, der bare flyttede sig.

Det var hamrende gode kurser. Kurset forløb over nogle uger og indførte kursisterne i det danske samfund og demokratiske grundprincipper. Sideløbende var der danskundervisning, men kurset her fandt sted så tidligt, at det foregik med simultantolkning. Typisk underviste jeg fem forskellige sproggrupper ad gangen, og det betød jo en ekstrem langsom undervisning. Alt skulle tolkes for alle. Og det var hamrende sjovt.

Jeg lærte alle tolkene at kende og hørte om deres besværligheder med at få jobs, de var kvalificerede til. De var næsten alle højt uddannede, men det var nærmest umuligt for dem at få kvalificeret vejledning i forhold til deres uddannelsesniveau. De blev tolke. Eller grønthandlere. Eller pizzabagere. Eller taxachauffører. Men var altså kemiingeniører, advokater, læger eller lærere.

Der var en begyndende ulmen i folkedybet mod indvandrere, som rettede sig med spredt fægtning mod ex-jugoslaviske krigsflygtninge, somaliere og tyrkiske arbejdere. Men de nytilkomne blev klædt godt på, og det gik dem faktisk relativt godt. De fleste mennesker har et indre drive til at ville klare sig selv.

Men så kom Venstre til magten i starten af nullerne. Og noget af det første, den nye regering gjorde, var at lukke de obligatoriske integrationskurser. De blev skåret til et absolut minimum, og de fysiske rammer blev flyttet ud af byerne. Ud på landet hvor huslejen var billigere. Og hvor det var svært for nytilkomne at komme, fordi de samtidig med kurserne passede deres skole og arbejde. Som jeg husker det, blev kurserne  derefter prioriteret til flygtninge og kortet dramatisk ned. Jeg underviste nogle gange ude på landet udenfor Århus, men så blev jeg vist sparet sammen med de øvrige eksterne undervisere.

Jeg tænker tit på de kurser, og på hvordan Venstre valgte at lukke dem. Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke i dag. Vi var en række ret højt uddannede mennesker, der var tilknyttet som eksterne undervisere. Vi underviste for den kummerlige timeløn, der dengang blev tilbudt af kommunen. Vi gjorde det, fordi det var så meningsfuldt. Og sjovt. Det var jo dejligt at være med til at byde mennesker velkommen til vores land. Det var vidunderligt at diskutere menstruation og fødsler med somaliske kvinder. Mens to generte kinesiske mænd sad og stirrede lamslået på os. Det var fantastisk at forklare vores sundhedsvæsen for mennesker, der aldrig havde mødt noget lignende.

Jeg savner at byde folk velkommen og byde dem indenfor i vores samfund. Hvorfor holdt vi op med det?

img_7703

Ugens optur – andre mennesker

I min opgang bor en herlig blanding af forskellige mennesker. En af dem er en mand af en lidt ubestemmelig alder. Jeg tror, han drikker mange øl, og det tror jeg, fordi han næsten altid har en plastikpose med øl i hånden, når jeg møder ham. Han er altid venlig, altid omsorgsfuld og holder døren for  mig og altid parat til en sludder på trappen. Han gør altid glad. Også når han er lidt tipsy.

Jeg har optur over mennesker, der ikke er optagede af sig selv. Som ikke er optagede af deres personlige skatteudgifter eller indre balancer. Som retter deres opmærksomhed væk fra sig selv og mod andre.

Jeg har været til temadag det meste af dagen hos Dansk Røde Kors. Sammen med en stor del af de andre frivillige i den Røde Kors klinik, som jeg selv bruger en aften eller to på hver måned. Sammen brugte vi en lørdag med at blive klogere på udenlandske hjemløse i København, strandede au pairpiger fra Filippinerne og internationalt sundhedsarbejde. Det gør mig bare glad at være sammen med mennesker, der retter opmærksomheden mod andre, som har større behov end dem selv. Jeg elsker, når vi sidder der med vores umoderne humanisme. Sammen. Fordi vi gerne vil gøre det bedre for dem, som er helt udenfor samfundet og helt uden rettigheder.

Og jo mere vores politikere og medier arbejder på at splitte og på at gøre alt i livet sværere for dem, der i forvejen har det sværest, jo mere står vores gruppe af sundhedsfaglige frivillige sammen. Som en beskyttende mur mod en overmagt af frygtramte, der tumler over i fremmedfjendske fællesskaber. Det handler jo bare om mennesker. Om mennesker vi ikke vil se døde i vores gader. For sådan et land vil vi ikke have. Det er ikke det Danmark, vi kender.

Som en helt naturlig sløjfe på min lørdag, var jeg i Cinemateket til Docs and Talk, arrangeret af DIIS. Eftermiddagen var et mix af filmklip om Kurdistans kvindelige krigere, forskere fra DIIS og Joanna Palani, der selv har arbejdet og kæmpet med YPG og YPJ. Og Joanna Palani leverede en velplaceret bredside til alle vi kvinder på tilskuersæderne om kvindekamp og ligestilling. Jeg er ikke helt færdig med at tænke over, hvad hun sagde til os. Mine kinder blussede lidt efter hendes opsang. Og for pokker, hvor er det da godt at få noget at tænke over på sådan en ellers ret almindelig lørdag.

God weekend, derude.

IMG_9308

Ugens optur – februar #2

Jeg har optur over familiens kommende generationer. De giver mig tro på verden igen. Det bliver godt nok.

Forleden fortalte Esther om dem, der laver mad i skovbørnehaven. De hedder Rakata og Yen, fortalte hun. Faktisk druknede det, hun ville fortælle, fordi vi voksne afbrød hende. Rakata? Sagde vi – mon hun kommer fra Indien? Njae, sagde vi, hun kunne også komme fra Nordafrika. Ved du det, Esther? Hvor Rakata kommer fra?

Esther sendte os et mærkeligt blik. Hun kommer da fra skovbørnehaven, sagde hun. Jaja, sagde vi, men ved du om hun kommer fra et andet land? Nej, sagde Esther, det ved jeg da ikke.

Vi voksne fortsatte ufortrødent. Er Rakata mørk i huden. Ja, hun er, sagde Esther. Er hun meget mørk eller lidt brun, blev vi ved. Hun er meget mørk i huden, sagde Esther. Så tog hun min arm og placerede den ved siden af hendes egen. Se, sagde hun og nappede lidt hud op fra sin arm. Jeg er sådan helt hvid i huden. Så nappede hun lidt hud op mellem to fingre på min arm. Og se, sagde hun, du er sådan lidt mere brun i det. Og Rakata er mere brun i huden.

Så vendte hun opmærksomheden mod sin pasta på tallerkenen. Og fik understreget det himmelråbende ligegyldige i, hvor Rakata stammer fra. Hun koger bare bedre pasta, end vi gør. Med eller uden kød.

IMG_8663