Løb mod had og fordummelse

I den forgangne uge havde Dansk Folkeparti landsmøde, og der blev udtalt en række utroligt dumme og fordømmende ting fra talerstolen. De er blevet omtalt rigeligt, og jeg har ikke brug for at dele dem yderligere. En af dem, der ytrede en række særligt dumme ting om andre mennesker, fortalte også, at hun ikke turde løbe en tur om aftenen på Amagerbro, fordi der boede muslimer. Hun var utryg. Og det er nok kernen i det hele. At være utryg, skræmt og bange.

Jeg vil gerne hjælpe hende og de mange andre skræmte mennesker. For når de retter deres frygt mod bestemte grupper af mennesker, bliver det til had og vrede. Og det gør menneskene i de grupper kede af det, skræmte og til sidst vrede. Og det er jo en skrue uden ende. Så lad os nu fortælle om vores løbeture.

Jeg er lige vendt hjem efter en af mine næsten daglige løbeture i Sydhavnen. Og jeg er fyldt med smil og solnedgang. Sydhavnen er et af de helt store etniske kludetæpper i København. Jeg vil tro, vi overgår Amagerbro. Når jeg løber gennem Sydhavnen møder jeg mennesker i alle farver, køn, størrelser og beklædninger. Fælles for dem er, at næsten allesammen stikker mig et stort smil, når jeg løber forbi dem. Jeg løber også af og til gennem Amagerbro, når jeg løber ud for at bade på Helgoland. Også her møder jeg næsten udelukkende smil.

I mit meget lange løberliv er jeg en eneste gang blevet overfaldet. Det skete ved højlys dag på Brabrandstien i Århus, og det var to fedladne ærkedanske ungersvende på samme knallert, der knaldede mig ned med et baseball bat. Og kørte videre. Det gjorde mig vred, og jeg meldte det til politiet, men det fratog mig ikke glæden ved at løbe alene.

Så – alle I løbere derude – kan I ikke hjælpe mig med at hjælpe de bange mennesker? I stedet for at lave opslag om, hvor langt og hurtigt I har løbet, kunne I så ikke lave opslag, når I har løbet en tur alene? Måske kan vi lige så stille gøre vores verden til et lidt venligere sted?

Tak, det var bare det.

image

Om at blive ældre #2

For 10 år og en uge siden fyldte jeg 50 år. Det havde jeg det ret stramt med dengang. For første gang nogensinde oplevede jeg den der modstand, som så mange har mod at blive ældre. I månederne omkring min 50-års fødselsdag så jeg sort. Der var så meget, der var gået så anderledes, end jeg havde troet. Jeg stirrede mig nærmest blind på alt det, jeg ikke havde. Jeg havde ingen mand, ingen penge, ingen ejendom og alt for lidt tid. Der var så meget omkring det år, der gik galt for mig, syntes jeg.

Ganske kort tid efter den fødselsdag, svingede universet mig en syngende lussing. En lille blød bule på min hals sprang ud som fullblown lymfekræft. Og pludselig stod jeg der og kunne miste alting. Lige der blev alt det, jeg ikke havde, alt det jeg var mislykket med, til en hel verden. Jeg så lidt måbende på mig selv, mens jeg erkendte, hvor rig jeg i virkeligheden var, og hvor nødigt jeg ville sige farvel til mit liv. Da jeg året efter kunne fejre min 51 års fødselsdag, var det med jubel i hjertet. Jeg var her endnu. Det var ikke slut. Jeg havde stadig meget at udrette i verden, og jeg kunne stadig gøre det.

Suzanne Brøgger sagde for nyligt, at livet jo handler om at blive ældre. Og blive klogere af sine erfaringer. Til sidst dør man jo af det alligevel. Med et fortærsket udtryk er alternativet til at blive ældre jo langt værre.

For en uge siden rundede jeg et nyt årti. Det er stadig en fryd at blive et år ældre. Det holder nok først op, når det ikke sker mere. Jeg forberedte mig ret længe på, hvordan jeg allerhelst ville fejre mine 60 år. Og det har været en uendelig fødselsdag. Med en masse af de mennesker, jeg er så heldig at have i mit liv. Senest en lille ekstra ferie på Bornholm med alle mine unger. Universet har beriget alle mine fejringer med det smukkeste solskinsvejr. På Bornholm har vi badet og grillet og løbet og leget. Jeg har bare favnet og krammet alle mine mennesker. Og jeg er slet ikke færdig endnu.

Den her fødselsdag har været noget særligt og så forskellig fra fødselsdagen for 10 år siden. At jeg heller ikke nu har nogen mand, giver mig en stor bunke frihed. Og den frihed giver mig så meget rigdom på oplevelser, erfaringer og mennesker. At jeg ikke har penge, sparer mig for at bekymre mig om at miste dem. Jeg har jo det, jeg skal bruge. Men jeg har min lejlighed og mit lille røde hus i Musikbyen. Og jeg har stadig mange børn.

Og de der børn – de har foræret mig en brunch sammen med dem – på D’Angleterre!

image

Stop op!

Jeg har været stille for længe. Jeg blev vel nærmest slået af tavshed. Men det nytter ikke, at netop jeg er stille. Jeg skal ikke stiltiende se mit land glide længere og længere ned i en grød af angst, selvtilstrækkelighed og tiltagende fremmedhad. Netop jeg er nødt til at tale og skrive og råbe. Jeg vil modvirke, det bedste jeg kan.

Jeg vil modvirke, selvom jeg bliver kaldt grimme navne. Selvom mine meninger bliver afvist ved dørtærsklen som halalhippie, godhedsguru, væmmeligbo og andre effektive stopklodser for en åben og ærlig debat. Jeg ser, mennesker, jeg kender, tale grimt og nedværdigende om mennesker, de ikke selv kender. Jeg ser mit venlige land forandre sig. Mit venlige land som gik forrest, da verden formulerede konventioner, der skulle modvirke folkedrab, som vi så det i trediverne og fyrrerne. Aldrig igen skulle verden afvise mennesker på flugt, som verden gjorde, da europæiske jøder søgte asyl for at undslippe de tyske nazister. Aldrig igen skulle vi se flygtninge spærret inde og nægtet mad og lægehjælp, som det skete for tyske krigsflygtninge efter verdenskrigen. Dengang fik den ikke-nazistiske verden en medskyld i folkedrabet på jøder, romaer, homoseksuelle og folk med ikke-nazistiske meninger. Og mit land fik medskyld i tusinde tyskeres død. Mange af dem er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Nej, jeg trækker ikke nazikortet. Jeg bliver bare afsindigt bekymret, nærmest bange, når jeg hører og læser mennesker helt åbent smække portene i for mennesker på flugt fra krig. Jeg bliver målløs, når jeg læser mennesker i ramme alvor og uden skrupler påstå, at mennesker fra mellemøsten er mindre begavede end mennesker fra Vesteuropa. Jeg får ondt i maven over et Europa, der bygger mure, i stedet for at sætte sig sammen og finde løsninger for desperate mennesker.

Det gør mig ondt langt ind i sjælen, at så mange af mine landsmænd taler så dårligt om de mennesker, der har opnået asyl i mit land. Mennesker der er så forfulgte, at de er berettiget til at få sikkerhed her. Tal dog ordenligt. Vær dog høflige. Tag dog imod. Hvor er mit lands venlighed blevet af? Jeg ved godt, at der er mange venlige mennesker. Jeg bliver bare så overvældet af den grimhed, der vælter ud af mine aviser, af kommentarspor på de sociale medier og – må jeg beklemt sige – af de politikere, der regerer mit land.

Dele af verden brænder. Millioner af mennesker er på flugt. Det er nu, lige nu, at vores konventioner skal stå deres prøve. Det er lige nu, at vi skal holde fast i konventionerne og vise verden, at den kommer længst med venlighed. Og vi skal tænke os meget grundigt om, når vi hører os selv betegne store grupper af mennesker som uintelligente, ondsindede, laverestående, voldelige, dovne og andet grimt. Vi skal tænke os meget længe om, når vi sætter den slags stempler på grupper af mennesker, fordi de har en religion og hudfarve, der forskrækker os.

Jeg ville ønske, vi ville turde være nysgerrige. Spørge. Undersøge. Interessere os for. I stedet for at slå fra os og forlods sætte mærkater på folk. Sådan som nogen gør, når jeg siger det, jeg siger.

img_6600

Alenehed i fjeldet #3

Det er jo fuldstændig uforsvarligt, udbrød en mandlig kollega let fnysende, da jeg en anden gang vendte hjem efter en lang vandretur i Alperne. Det uforsvarlige var, at jeg gik alene.

Alt er fyldt med risici. Alting. Det er farligt at sidde for meget hjemme i sofaen. Det er farligt at cykle gennem København. Det er farligt at gå udenfor i stormvejr. Det er farligt at ro alene i kajak eller svømme en morgentur alene. Nogen mener også, det er farligt at gå hjem fra byen alene om aftenen. Eller at det er farligt at løbe alene, når det er mørkt.

Jeg bor alene. Hvis jeg skulle vente på, at nogen ville gøre ting sammen med mig, ville jeg tilbringe alt for meget tid i sofaen. Det er farligt. Jeg ville få blodpropper, blive overvægtig og få type 2 diabetes. Og jeg ville gå glip af alt det, jeg elsker at gøre.

Derfor løber og ror og går og bader jeg tit alene. Derfor går jeg også tit i biografen alene. Jeg har været i teateret alene. Til foredrag. Og enkelte gange til koncert. Det kan man sagtens. Jo, det er sjovest at have en at dele med, men i stedet for at blive indebrændt over, at ingen har tid, når jeg har, gør jeg det alene. Alternativet er ikke at se og opleve.

Og derfor tager jeg alene på fjeldture. Jeg ved, der er en risiko, og jeg ved, at den risiko næsten altid kan håndteres med portion sund fornuft fra alt det, jeg har lært gennem alle de mange år, jeg har gjort ting alene. Til gengæld oplever jeg de mest storslåede øjeblikke uforstyrret. Jeg går i seng, når jeg vil, og står op, når jeg vågner. Jeg går så længe, jeg vil, og holder så mange pauser, jeg lyster. Når jeg går i mange timer, sker der noget i min hjerne. Jeg tænker gode tanker. Man kan ikke være sur og negativ i smukke bjerge. Ikke engang i regnvejr. Tankerne drager på langfart ad sine egne veje, og jeg oplever pludselig at stå med en mulig løsning på et problem. Eller på en situation i hjemlandet, som har irriteret mig.

Jeg læser bøger. Jeg ser og dufter og lytter. Kigger på skyer og plukker bær. Jeg ligger på en tue og ser på himlen, mens jeg lytter til vinden. Jeg bliver præcis så træt, som jeg har lyst til at blive, og jeg sender glade tanker hjem til mine mennesker. Jeg møder nye venner, når jeg standser for at spise. Der kommer altid mennesker til de hytter, jeg overnatter i. Og fjeldmennesker er gode mennesker. Man kan blive lidt klogere af at snakke med dem over aftenteen.

Når jeg er færdig med at gå i fjeldet, er jeg mæt. Jeg glæder mig til min verden igen. Jeg er udhvilet i min hjerne og træt i mine ben.

Det er ikke fuldstændig uforsvarligt. Jeg slår mig af og til lidt, men det gør man jo i livet. Og får du lyst til at gøre det samme, skal du øve dig. Du skal begynde med nogle små fjelde og lære dem at kende. Eller måske med danske bakker. For himlen og vinden og aleneheden kan man også finde her. Og med aleneheden opstår eventyret.

IMG_7065

Om at blive ældre

Da jeg cyklede fra Gentofte Hospital til Rigshospitalet i formiddag, var der en mand i en bil, der piftede efter mig. Han kan slet ikke se, hvor gammel jeg er, var min første tanke. Men han kiggede på mig og gav mig thumbs up. Og er det ikke lige meget? Jeg kan godt nyde at blive piftet efter.

Jeg bliver ældre. Jeg bliver så meget ældre, at jeg om få uger fylder 60 år. Og træder ind i de ældres officielle rækker. Jeg føler mig ikke som det, en ældre kvinde. Men jeg kan lide at blive ældre. Livet bliver klarere. Ikke mindre komplekst, men mindre kompliceret. Jo, jeg ved godt, at hver dag er et skridt tættere på døden. Det har det jo været fra begyndelsen. For den kommer, når den kommer. Men jeg har livet, så længe jeg har det. Og jeg kan lide at leve det.

Mit kropslige forfald er endnu ret minimalt. Jeg løber de fleste af ugens dage, og cykler på tværs af København mellem møder her og der. Jeg elsker at gå i bjergene og har ingen problemer med at være på farten i 8-10 timer. Jeg kan til næsten enhver tid trække løbeskoene på og løbe halvanden time. Jeg kunne undvære det voksende pludder på halsen, og den krøllede hud, hvor der engang var kavalergang er ikke forskønnende. Men det er som det er. Jeg er også lidt krøllet og pludret indeni.

Fødselsdage skal fejres. Og jeg er faktisk så begejstret over at blive 60, at jeg har bestemt mig for at lave mange fejringer. Min fødselsdag bliver smurt ud over rigtig lang tid. Fordi jeg kender de bedste mennesker, og jeg vil fejre fødselsdag med at kunne tale med dem allesammen. Som man ikke kan med en stor fest. Hvor jeg ville være halvdød af træthed, fordi jeg altid ender med at lave alting selv.

Jeg startede lørdag. Flyttede min fødselsdag helt frem til det allerbedste vejr og opfyldte en drøm om at invitere en del af de kvinder, der har betydning i mit liv til brunch i kolonihaven. Og den drøm levede helt op til virkeligheden. Den var fyldt med sol, glade mennesker og bobler. Der var bunker af mad og kaffe. Jeg fik smukke og kærlige ord med på min videre vej og stod mere end én gang med en klump i halsen og en tåre, der trykkede. Tak til alle jer, der var med til at gøre min dag så fin.

Kolonihaven viste sig fra sin bedste side. Alle bar over med mine særlige toiletforhold. Og jeg var ret lykkelig over at have investeret i mit lille gaskøleskab. Der er meget logistik involveret i at beværte så mange damer i en kolonihave uden el og vand. Det var alle de mange gange på en hårdt læsset cykel værd.

Og jeg har mange flere fødselsdage til gode i de næste måneder. Jeg elsker at glæde mig. Mens jeg bliver ældre.

image

image

image

Alenehed i fjeldet #2

Dagen startede i grunden så fint. Der var sol og blå himmel, og tågen fra i går var helt væk. Jeg spiste hurtigt morgenmad, pakkede mine ting og begav mig afsted fra hytten i Rembesdalseter. Jeg havde delt værelse med et par norske kvinder og en fyr, der var på tur med tre geder. I det andet værelse i hytten overnattede et tysk par.

Jeg standsede ved den lille elv, smed tøjet og tog et hurtigt iskoldt bad, før jeg tog min kæp i hånden og gik videre. Omkring mig var kun klar bjergluft og fuglesang. Jeg vidste, at det tyske par havde samme destination som mig. Jeg havde bare mest lydt til at gå alene. Senere var vi alle tre glade for at kunne hjælpe hinanden lidt.

Efter et par timer væltede skyerne pludselig op fra dalen. Det så dramatisk ud, og i løbet af få minutter var verden pakket ind i gråt bomuldsvat. Jeg kunne se en meter frem. Kort efter kunne jeg høre de norske kvinder bag mig. Jeg ventede. Seks øjne er bedre end to i tågen og vi fulgtes fremad, mens vi hjalp hinanden med at finde de røde markeringer på ruten. Efter endnu en times tid klarede det op. Og den allestedsnærværende gennemtrængende fugt blev afløst af regn. Med lidt tørvejr ind imellem. Men regn. Tung regn.

I tågen havde vi ventet på tyskerne, og da nordmændene kort efter forlod os for at gå en anden vej, smilede solen kortvarigt til os. Tyskerne satte sig for at spise, og jeg gik videre. Jeg skulle nok have gjort som dem, for det var det sidste, vi så til solen. Og den sidste stund uden regn den dag. Jeg var senere bare glad for, at jeg havde stoppet en proteinbar i rygsækken, for frokostpauser var slet og ret ikke en mulighed resten af dagen.

Ruten var hård. Med stejle opstigninger og stejle nedstigninger. Kombineret med ufattelige mængder mudder og den stadige tunge regn, plørede det fornøjelsen ved at vandre i fjeldet en smule.

Det var den dag, jeg slog mit ben. Jeg faldt ikke. Jeg gled et par gange på våde klipper og slog skinnebenet mod andre klipper. Jeg ved ikke, hvornår det dumme slag kom. Senere ville jeg smøge bukserne op for de dybe muddersøer, og det var der, jeg mærkede, at underbenet var ret hævet. Jeg kiggede forbløffet på benet. Tænkte lidt over, hvor meget blod, der mon kunne løbe ud i sådan et underben. Så smøgede jeg bukserne helt op over knæet og gik videre. Der var jo ikke andet at gøre.

Ind imellem ventede jeg på tyskerne. Jeg fortalte dem også, at mit ben var hævet. Men jeg gik alligevel meget hurtigere end dem, så jeg fortsatte alene. Og kiggede med jævne mellemrum ned på mit ben, der havde antaget en monstrøs størrelse.

Ti timer var jeg på farten. Endelig, endelig nåede jeg det fine gule pensionat i Liseth. Med en varm seng og et varmt brusebad og norsk fjeldørred på tallerkenen. Det tog nogen tid at få varmen. Tyskerne kom en times tid senere. Og endnu senere fik jeg deres historie om at vokse op i Østtyskland og opleve friheden ved murens fald. Men det er en anden fortælling.

Mit ben er okay. Det var et stort hæmatom, som langsomt er blevet opslugt. Mit ben har været igennem mange farveskift, og nu er der kun lidt sorte pletter nederst og på foden – og en meget mindre bule på skinnebenet. Ville jeg gøre det igen? Anytime!

IMG_7095

IMG_7099

IMG_7103

IMG_7108

Alenehed i fjeldet

Da jeg havde scoret den første ferieuge med fuldt knald på sommervarmen, stak jeg til Norge, da regnen meldte sig. Jeg trængte til stor natur, himmelvid himmel og alenehed. Jeg trængte til at tænke tanker, som man kun kan, mens man vandrer alene blandt fjelde. Kun forstyrret af vinden, fugle og vejret. Vejret som rejste med mig til Norge og de vådeste fjeldoplevelser nogensinde. Men ikke hele tiden. Der var også sol og tørvejr og store klare vidder.

Jeg fløj til Bergen og rejste videre med tog til Finse, hvor jeg lagde mig med feber på skituren i vinter. Jeg havde lidt at samle op i Finse. jeg blev der to nætter. Tog på opdagelse til Hardangerjøkul, som er en stor indlandsgletcher i det nordlige Hardangervidda. Og så gik jeg afsted. Jeg havde på vanlig vis ikke lavet planer for forhånd. Mens jeg var i Finse, besluttede jeg at gå rundt om Hardangerjøkul. Bare fordi det så interessant ud på det kort, jeg købte i hytten. Det var det. Både interessant og smukt. Hardangervidda lever så meget op til sit navn. Her er store vidder hele tiden. Naturen er stor og voldsom. Omkring jøkulen kommer man højt op, og her er stadig sne. Noget af ruten kan være en smule teknisk, fordi der er så store højdeforskelle. Men med lidt erfaring og viden i bagagen volder det ikke store problemer.

Jeg mødte ikke mange mennesker de første dage. Sikkert fordi ruten var spændende på den udfordrende måde. Og fordi det var nogle lange dage. Jeg nød min alenehed. Fandt den ro jeg havde brug for og havde god tid til at tænke tanker.

Er det farligt at gå alene i fjeldet? Jeg ville ikke råde en uerfaren til at gå alene den vej rundt om Hardangerjøkul. Men jeg har gjort det så meget og er altid forberedt på uforudsete forhindringer. Og selvfølgelig er der en risiko. Det er der ved alting. Også ved at cykle gennem København til Rigshospitalet.

IMG_7047

IMG_7087

IMG_7094

IMG_7105