Knuden i min mave

For et par år siden kom Alyssa fra Charlottesville, Virginia, til København for at deltage som professionel triatlet i Ironman. Dengang boede hun hos mig i en uge, og vi cyklede København tynd sammen, løb ture, snakkede og havde det meget, meget hyggeligt. Hun havde et godt løb dengang, og i år er hun tilbage. Ikke hos mig, for hun har lejet sig ind i noget bed & breakfast sammen med en triatletkollega på Amager. Men selvfølgelig skal vi også være sammen. Og selvfølgelig skal jeg ind og heppe hende langt op i medaljerækken på søndag.

Pludselig kender hele verden Charlottesville, sagde Alyssa, og blev trist. På vej hjem fra træning forleden dag, havde hun set den ene pickup efter den anden med hvide mænd på ladet klædt i sort og army med store automatvåben i hænderne. Havde hun ikke vidst bedre, ville hun have troet, det var politi. Det var det ikke.

Den her video fra VICE News Tonight er noget af det uhyggeligste, jeg har set. Alyssa kunne ikke se den færdig. Fordi de oplevelser, hun fik med fra sin by, var for voldsomme.

Charlottesville efterlader mig med en knude af angst i maven. Det gør mig meget bange at se så mange hvide mænd med nazistiske flag og slagord. Det gør mig meget bange, at så mange hvide mænd råber på hvid racerenhed. Det gør mig meget mere bange end en bande dumme knægte, der har skudt nogle gange i min by. Det gør mig meget mere bange end trusler om terror.

Jeg vil gerne have jer til at se den video. Selvom den er grusom og mere skræmmende, end noget andet, jeg kan komme i tanker om. Den tager 22 minutter. Se den, og sæt dig stille og tænk lidt.

Lad os passe på hinanden. Allesammen. Uanset hvor vi er født. Uanset hvilken farve vores hud har. Uanset hvilken guddom vi tror på, hvis vi gør.

Ellers bliver verden et farligt sted, der ikke er rart at være i.

IMG_4799

Ferierefleksioner

Der er sagt meget om vejret i denne sommer. Men selvom det har været en bitch, har jeg haft en god ferie. Og lang. Det kunne godt udnævnes som en grundfejl at holde hele min ferie i Danmark, netop i år. Men i stedet for at syde under glohed sommersol har jeg gjort så meget andet.

Først og fremmest har jeg næsten haft slukket for internettet. Jeg har været i mit kolonihavehus det meste af tiden, og det er indtil videre internet- og tv-frit område. Jeg har selvfølgelig min smartphone, men der er virkelig grænser for, hvor meget jeg gider surfe på den lille skærm. Det er blevet til nogle opdateringer på de sociale medier uden at følge ret meget med i andres. Jeg har fanget enkelte hjernedøde politiske overskrifter. Men jeg har fritaget mig for at forholde mig ret meget til dem. Det bliver anderledes fra i dag. For jeg kan jo se, at vi er nødt til at stemme i med noget sund fornuft for at være med til at bringe en slags balance tilbage i verden. Jeg har en del amerikanske venner, også i Charlotteville.

Jeg har nusset om mit nyrenoverede hus. Og jeg har bare nydt og nydt og nydt at være der. Jeg har nydt at have gæster og vise mit ‘nye’ hus frem. Jeg har kværnet dræbersnegle i et omfang, der gav mig veritable mareridt om ‘Dræbersneglenes hævnaktion’. Jeg drømte, de slimede sig ind i mit hus i tusindetal og kravlede på mig og omkring mig og satte slimede spor, til det lukkede for min vejrtrækning. Jeg mangler stadig at male. Jamen der har simpelthen ikke været tørre dage, vel?

Jeg elsker det enkle liv i kolonihaven. Der er jo grundlæggende ingenting. Der er ikke indlagt vand eller strøm, og der er ikke kloakeret. Nu har jeg to solpaneler og to batterier, der kan holde mig med strøm til lys og opladning af telefon og computer. Jeg har købt et økotoilet, der skiller vådt fra tørt og har udluftning, der kører på 12 volt på solcellerne. Jeg henter vand på havegangen, og det vænner jeg mig hurtigt til. Jeg kan godt lide det. Mit køleskab kører på flaskegas.

I år har jeg har købt en kajak. Min helt egen fine hvide turkajak. Jeg købte den brugt og havde min gode ven, Henning, med på råd. Derfor har jeg også bygget en lille bådebro og lavet hul gennem den massive mur af siv, der skiller min grund fra vandet. Og jeg har roet og roet og roet. Det er en drøm.

Jeg har igen og igen fået utroligt mange hjælpende hænder af mine venner. Jeg elsker, at I bliver ved med at gide at gøre ting sammen med mig i min have. Jeg elsker, når vi kan lave smadrehold. Vi kan sikkert også lave et malehold, inden vinteren igen er over os.

Den sidste uge har været på cykel rundt i en del af landet, jeg ikke kender så godt. Hele min store familie havde sat hinanden stævne på Langeland i denne weekend. Lørdag var den store årlige familiefest. Og der er ikke mange steder, der kan huse 35 mennesker. Det blev Langeland, og det tror jeg ikke, vi har fortrudt. Jeg benyttede lejligheden til at lave en omvej, så jeg oplevede Stevns Klint og overnattede i Rødvig, jeg fortsatte til Møn, hvor jeg overnattede på sydsiden, og jeg fortsatte over Bogø og Stubbekøbing til Nykøbing Falster, hvor jeg overnattede på Ny Kirstineberg Gods. Det var en eventyrlig tur. Og vejret forbarmede sig og gav mig sol. Modvind, men sol. Endelig cyklede jeg over Lolland og tog færgen til Spodsbjerg på Langeland og festede med min far og mine søskende og mine børn, niecer, nevøer og børnenebørn – og alle kæresterne. I dag cyklede jeg så fra det nordlige Langeland til Svendborg, hvor jeg modstod fristelsen til at fortsætte på cykel til Odense og trak ind på toget.

Nu sidder jeg igen i Sydhavnen. Den ligner sig selv. Og måske er jeg en slags parat til at tage hul på en ægte mandag i morgen.

Jeg er ferietilfreds.

IMG_8498

IMG_8534

IMG_8535

Maria Stuart

Jeg har viklet mig grundigt ind i en tryg og harmonisk ferie feelgood. Jeg er i min kolonihave. Den er blevet så fin, at jeg kan side i timer og se på den og føle mig lykkelig. Jeg er pavestolt over at bygge mit eget lille bæredygtige sted op. Jeg bruger næsten ingen ressourcer her, og det føles godt og rigtig fint. Gode og dejlige venner kommer forbi i en lind strøm og drikker kaffe og vin, mens vi har så gode samtaler, at de ikke findes bedre. Jeg går i seng, når jeg er træt og sover, til jeg vågner. Jeg er glad og meget tilfreds.

Jeg har bygget en lille bådebro, der hurtigt ville dumpe en håndværkereksamen, men den virker. Jeg kan se vandet, og jeg har – endelig – købt en kajak, som jeg kan få i vandet fra min lille bro. Det ser nok ikke elegant ud, når jeg stiger ombord, men det virker.

Jeg får god mad og læser gode bøger. Jeg ser ikke fjernsyn og hører kun få nyheder. Jeg er temmelig godt beskyttet mod politisk agurketid, og det bekommer mig vel. Jeg tager pause fra debatterne, og jeg kan næsten, men kun næsten, glemme at Trump er ved at destruere livet for millioner af amerikanere. Det lykkes næsten at overhøre, at der igen kommer flere flygtninge til Grækenland, og at de græske hjælpeorganisationer råber på uddannet sundhedsfagligt personale til de flygtninge, der stadig befinder sig i teltlejre – nu tæt på to år. Næsten.

I aftes inviterede Mille Dalsgård fra Sydhavn Teater til åben prøve på teaterets nye opsætning af Maria Stuart. Hun, Maria Stuart, var en af min teenagetids heltinder. Hun var en bad-ass kvinde, som satte sig op mod overmagten og kæmpede for, hvad hun troede på. Den slags kvinder var en stor del af det fundament, jeg forsøgte at stå på. Maria Stuart blev dømt til døden for landsforræderi og for planlægge mord på dronningen, Elisabeth den 1. Som også var en bad-ass woman. Stykket er en nyfortolkning af Frederik Schillers drama, og jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg havde indladt mig på. Det gør man aldrig helt med Sydhavn Teater. Og det er en af grundene til, jeg holder så meget af det lille teater.

Stykket foregår i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Det lille kapel er for nyligt sat i stand efter at have været lukket i mange år. Faktisk var dets sidste rolle at huse døde tyske flygtninge og soldater efter 2. verdenskrig. Her lå de bogstaveligt talt i bunker, og du kan se deres mange grave på kirkegården.

Maria Stuart er dømt til døden. Men der er opstået tvivl om dommen. Vi, publikum, skal lytte til de to kvinder. Maria Stuart er spærret inde og forsvarer sig fra kapellets balkon, og Elisabeth sidder på sin trone. Vi skulle fælde den endelige dom. Der var kun to muligheder: skyldig og dødsdom eller uskyldig og frifindelse. Det kan ikke være svært, tænkte jeg, da jeg satte mig på den gamle træbænk i kapellet. Hun skal selvfølgelig ikke dømmes til døden.

Men mens jeg lyttede til de to kvinder, blev jeg mere og mere i tvivl. Nej, Maria Stuart kunne jo ikke siges at være uskyldig. Hun ville jo have magten. Hun ville jo gøre England katolsk. Det ville hun jo. Og Elisabeth forsvarede dommen og processen og fremførte anklagerne som noget, der kunne ligne anklager mod en anden religion i dag. Populismen er ikke ny. Den fandtes også for flere hundred år siden. Og den ligner til forveksling den populisme, der griber om sig i dag.

Med en stor ond knude i maven måtte jeg tage stilling. Ja eller nej? Skyldig eller uskyldig? Dødsdom eller frifindelse? Katolisisme eller reformert? Der var ikke nogen middelvej. Der var ikke noget skyldig-men…

Jeg siger ikke, hvad min stemme blev. Jeg siger bare, at det fik mig vredet ud af min ferie-feel-good og bragt mig tilbage til verden med noget, der godt kunne ligne en slags chokeffekt. Det fik mig til at tænke og mærke og forholde mig. Og så var det jo bare teater. Men det er det, Sydhavn Teater kan. Og det er en anden grund til, at jeg holder så meget af det.

Stykket spiller i Østre Kapel 12. august til 12. September, og jeg synes, du skal se det.

 

Feriecraving

Om ganske få dage sætter jeg auto-svar på min mail. Jeg lukker låget til min arbejdscomputer og beder folk glemme mit telefonnummer i de næste fire uger. Med mindre man altså er en personlig ven og vil mig noget sjovt og rart. 

Jeg havde troet, at de første uger i juli ville bringe ro med sig på arbejdsfronten, så jeg måske kunne have skrevet ting færdigt. Eller ryddet op i min bugnende mailboks. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg har forrygende travlt, og jeg kommer nok til at gå på ferie med et par tunge hængepartier i baglommen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Jeg når, hvad jeg når. Det er som det er, og det bliver som det bliver. Som den hundredårige der kravlede ud af vinduet sagde. 

Til gengæld har jeg været med til noget godt for nogle mennesker, som ellers ville have været lidt prisgivet. Jeg bruger meget tid og mange kræfter på at hjælpe mennesker med svære hjerneskader til at få den rigtige genoptræning, når de er færdige med den lægefaglige behandling på hospitalet. Selvfølgelig skal de have det, ville du måske sige. Men det er ikke altid selvfølgeligt, fordi det er et virkelig svært område. Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne ansvaret for størstedelen af genoptræning og rehabilitering, og det har taget lang tid at bygge rammerne og kompetencerne op. Lovgivningen er svær at gennemskue, og der fortolkes meget forskelligt. Mennesker med svære hjerneskader er ikke en patientgruppe, der slår i bordet og kræver deres ret. De bliver hårdt ramt af deres skader. 

Når vi slipper dem på hospitalet kan de måske ikke tale, ikke huske helt banale ting, ikke bevæge sig frit omkring. Og måske har deres personlighed ændret sig med hjerneskaden. Nogen kan ikke huske, hvordan man laver kaffe. Andre mister orienteringen, når de bliver forstyrret af sanseindtryk på gaden. De har så meget brug for hjælp og træning og tryghed. Og de har brug for det hurtigt. Jo længere man venter, jo sværere bliver det at opnå gamle kompetencer og funktionsniveau. 

Det er mennesker, der har været i trafikulykker, fået blodpropper, har tumorer eller har fået en blødning i hjernen. Det kan også være mennesker, der har haft en voldsom infektion. Det er altid voldsomme ændringer i menneskers liv. 

Det går mine dage med lige nu. Og de fleste går ret godt. 

Men jeg trænger til ferie. Til at sidde på min nye veranda i mit ombyggede lille hus i Sydhavnen og glo på træerne på den anden side af kanalen. Til at holde mørkning og til at vågne langsomt. Til lange ferieløbeture og bøger. Og venner og børn og min far og resten af familien. 


Daisy Club

Når jeg cykler bagom ned til min kolonihave, kommer jeg forbi et autoværksted. Der er næsten altid aktivitet på værkstedet, og bilerne bliver parkeret på vejen udenfor. Rundt om værkstedet er der hegn, og en gnaven brun hund giver hals, hvis jeg kommer for tæt på. De laver også forsikringssager, står der på er skilt. 

For enden af værkstedet går en trappe op til første sal. Her er lukket, og vinduerne er dækket af en slags folie. Ved foden af trappen er et lyserødt skilt der står 1B Daisy Club og et telefonnummer. 

Jeg har aldrig set et menneske der. Men i dag var et vindue åbent. 

Hver gang, jeg cykler forbi, tænker jeg på, hvem der mon har lyst til at gå ind ad den dør?

Cykelkærlighed

Gammel kærlighed ruster ikke. Det kan gamle cykler. Min racercykel er blevet ti år gammel. Jeg købte den, da den sidste kemokur var løbet ind i mig. Det var min præmie. En af mange måder jeg fejrede, at jeg var kommet igennem månederne med vilde kemobehandlinger. Jeg var levende, og nu skulle jeg bygge op. Jeg har elsket den cykel fra første færd. Hverken cykel eller kærlighed er rustet.

I Århus havde jeg Mikkel. Mikkel tog sig kærligt af mine cykler. Han startede i et værksted i en baggård, og det var her, jeg lærte ham at kende. Vi har siddet mange timer og sludret i den baggård, mens Mikkel puslede om en cykel. Midt i cykelolie, kæder, twist og lidt for velkogt kaffe. Det var godt for mig, og det var godt for mine cykler.

Senere fik Mikkel et større værksted med butik, og endnu senere flyttede jeg fra Århus. Nu har Mikkel også forladt Århus.

Siden har mine cykler været i tvivlsomme hænder. Jeg har lært mig selv de utroligste ting, fordi jeg ikke stolede på skiftende cykelsmede. Indtil i dag. I dag har jeg mødt min nye cykelsmed. Han er færing og holder til i Sydhavnen, og da jeg balancerede ned ad trappen til hans værksted, udbrød han: Sikke en dejlig cykel, du har der. Sværere er det ikke med mig. Han fik overdraget min blå cykel og lovede den færdig til weekendens tur.

Den helt ægte rigtige cykelsmed nikker med største selvfølgelighed til, at min cykel står ved siden af min seng.

IMG_4898

Ti år

Et ti års jubilæum sneg sig stille forbi mig. Overraskende ubemærket. For en måneds tid siden var det ti år siden, jeg så at sige fik mit liv igen. Ti år siden jeg snublede ud af måneders intensiv kemobehandling. Ti år siden min søn holdt min forkrampede hånd, mens en sygeplejerske trak det intravenøse katheter ud af mit bryst.

Det var ti år siden, jeg pludselig havde fri. Jeg skulle ikke længere trille min store kuffert over på hospitalet hver tredje uge, når jeg blev indlagt til massive døgndoser. Det er ti år siden, jeg cyklede til færgen i Århus Havn på min pink mountainbike og tog overfarten udenfor i fri luft. Ti år siden jeg cyklede fra Odden til København og flyttede ind hos mine børn. Og cyklede Sjælsø Rundt sammen med nogle andre, der også havde haft kræft. Og cyklede hjem til Århus igen. Det tog måneder, før mit immunforsvar havde rejst sig, så jeg igen kunne kravle ind i et tog sammen med andre mennesker.

Et par uger senere satte jeg mig i et fly til København, og SAS gav mig en hel flyrække for mig selv, fordi jeg stadig ikke håndterede, at almindelige mennesker åndede på mig. Jeg flyttede igen ind hos mine børn. Jeg krammede og krammede. Jeg købte nyt tøj, løb ture rundt om søerne, snakkede, krammede noget mere, gik lange ture, hørte musik. Jeg sugede mine børn ind. Jeg bare så og så på dem og havde indre jubel over, at vi havde hinanden. Jeg havde en byld i røven efter de lange cykelture og dyppede numsen i en balje med sæbevand på Sofies badeværelse hver aften. Jeg skrev. Jeg holdt de første foredrag. Solen skinnede hver dag den sommer.

Til et kontrolbesøg på hospitalet, sagde Francesco, der var min personligt udvalgte kontaktlæge: Helle, en dag er dette her blot et kort intermezzo i dit liv. Jeg så lidt grådkvalt på ham, og tænkte, at det her ved du ingenting om. Jeg havde grænseløs tillid til ham. Men her tog han fejl. Det kunne han ikke vide.

I 2017 glemte jeg at bemærke maj måned.

Alligevel bliver mit forløb med kræft og kemoterapi aldrig blot et intermezzo. Der er et ‘før’ og et ‘efter’.

De første to-tre år efter min sygdom vekslede mellem vild glæde, depression, angst og voldsom vrede. Jeg var rasende. På universet, på skæbnen. Jeg var boblende glad for livet, for friheden, for verden, for de mennesker der bare var der og var der. Jeg var angst for tilbagefald og for min nye ukendte krop. Jeg sank hen i uforklarlige sorte depressioner, mens jeg lukkede dørene og trak gardinerne for. Jeg oplevede en helt ukendt ensomhed. Tåget, sort ensomhed. Og jeg var alt for træt.

Langsomt holdt jeg op med at være vred. Jeg accepterede gradvist de mange tab, der fulgte i kølvandet på livstruende sygdom og voldsom behandling. Alle de ting jeg ikke længere kunne som før, alle de sammenhænge jeg gled ud af. Langsomt. Og med tiden ebbede angsten for tilbagefald ud. Depressionerne sivede væk. Livet fik med årene et nyt hverdagspræg. Men glæden for livet, for friheden, for medmennesker og for natur og skønhed, den voksede. Den varede ved og blev dybere.

Jeg havde kæmpet arrigt, indædt og rasende med kløerne helt fremme for at få det liv tilbage, som skæbnen havde røvet fra mig. Det var den følelse, jeg sad tilbage med. Det tog år, før jeg indså, at livet aldrig vender tilbage til det samme. Det gjorde det heller ikke før min sygdom. Livet og vilkårene ændrer sig hele tiden gennem hele livet. Det findes ikke, det der med at få et liv ‘tilbage’, der ser ud på en helt bestemt måde.

Efter min sygdom ved jeg, at jeg skal dø. Du ved sikkert også, at du skal dø. Men jeg ved det. Jeg har mærket livets skrøbelighed i mine knogler. At alt er forgængeligt. En dag skal jeg dø. Det kunne godt have været for ti år siden. Døden svinger af og til forbi og hvisker koldt i mit øre. Den stikker ikke syle i mit ømme sind, men stryger en fjer let over min pande. Som for at minde mig om, at intet varer ved. Lille lækre runde bløde Otto vokser videre og bliver en ranglet knægt. En dag vil søde kloge Alma trække på skuldrene over vores dybe kloge sjove samtaler, mens hun gør sig klar til fest. Mine børn var små runde bløde tumlingebørn lige før, og nu aner jeg de første grå hår på deres hoveder. Kys dem, siger den, døden.

Livet er nu. Lige her. Det vigtigste er hinanden. Vi har os kun lige nu.

København 054