Sorgens grundstof, ord og meninger

Jeg har holdt mig ude af de fleste debatter i nogle måneder. Ikke fordi der ikke har været noget at debattere. Og ikke fordi jeg er holdt op med at mene noget. Jeg mener virkelig meget om utroligt mange ting. Jeg er nærmest ved at boble over af indestængte meninger. Som havde jeg drukket for meget boblevand med for meget kulsyre. Og nu begynder det langsomt at sive ud af mig.

Jeg har været bange. Jo, selvfølgelig for den voksende højreradikalisering i Europa. Den vildtvoksende skræmmekampagne mod indvandrere, der bimler over i ren racisme. Og den manglende miljøomsorg. Der er virkelig mange ting at være bange for.

Men det er ikke derfor, jeg ikke har ment noget ret højt. Jeg har været bange for at falde i den skidttønde, der præger næsten al debat. Der er en råben og skrigen, spytteri og mudderkastning, og det fyger med grimme ord og smædekampagner. Det gør intet godt for nogen debat. Og det er helt igennem skadeligt for vores demokratiske grundlag. Jeg bliver så vred, at jeg let ville kunne komme til og stå og råbe grimt på min egen side af kloaken.

Og det vil jeg ikke. For hvis jeg bliver revet med der, skrider mit fundament, og jeg vælter ned i skidrenden.

Jeg tror på ord. Jeg tror på samtale og dialog. Jeg tror på handling. Også små handlinger. Jeg tror på værdien af at gøre det, jeg synes er rigtigt. Jeg tror på venlighed. Jeg tror på omsorg og hjælpsomhed.

I dag læste jeg Anne Lise Marstrand Jørgensens nye bog, Sorgens grundstof, færdig. Eller lyttede. For den har været med mig på alle mine lange løbeture. Læs den. Den er det bedste, jeg har læst længe. Og den handler om sorg. Både den konkrete sorg og en større sorg over den måde, menneskene forvalter vores fælles liv gennem tiden. Og den handler om liv og eventyr. Bare læs den.

Anne Lise er utrættelig med sine ord. Det tager nogen tid at lade hendes store roman sive helt ind. Som sorgens grundstof. Men jeg vil genopdage mine ord. Det jeg kan. Måske kan jeg puffe blidt til en luftstrøm, der kan lave en bevægelse i en anden retning. Måske. Jeg skylder det.

IMG_8345

Om kampe og hårdt arbejde

Jeg er blevet inviteret i Go’morgen Danmark på TV2, når de begynder efterårets Knæk Cancer kampagne. De vil gerne sætte fokus på den måde, vi taler om kræft. Derfor har de inviteret mig til at tale sammen med en mand, der har fundet rigtig god mening i at betragte sit kræftforløb som en kamp. Det skal ikke være en diskussion, men netop en samtale. Og præcist derfor sagde jeg ja til at medvirke.

Researcheren var faldet over noget, jeg engang havde skrevet om krigsmetaforer. De, der kender mig, ved, at jeg er kritisk i forhold til den almene tale om vindere, tabere og kampe, når noget handler om mennesker og kræft. Jeg har selvfølgelig al respekt for, at det kan give mening for den enkelte at tænke på sit eget forløb som en kamp. Når jeg stiller mig kritisk, er det i forhold til den almene retorik, når medierne omtaler kræft generelt som krig med vindere og tabere.

I mit personlige kræftforløb tænkte jeg længe over det. Var det en kamp? Kæmpede jeg? Nej, jeg var kastet ud i det mest intense og koncentrerede arbejde nogensinde. At tænke på det som en kamp gav ikke mening. Til en kamp hører der drama. Og drama havde jeg i de første vilde dage, da jeg fik diagnosen og fattede rædslen, angsten, uforudsigeligheden og min mulige død. Så indstillede jeg mig på måneder med intensiv kemoterapi. Derefter blev det et arbejde, en opgave. Det blev én dag ad gangen frem mod scanninger og en slutdato.

Vandt jeg over kræften? Det giver ikke mening. Jeg er i live. Jeg er faktisk enormt levende. Jeg var heldig at få en sygdom, der var så aggressiv, at den kunne behandles med kemoterapi. Aggressive kræftsygdomme reagerer bedst på kemoterapi. Jeg var også heldig at være i så god form, at jeg kunne tåle en så aggressiv behandling. Jeg var heldig at vide så meget, at jeg kunne undgå infektioner, der kunne have slået mig ihjel. Og jeg var heldig at have et arbejde, der tillod mig at starte i et tempo, jeg havde kræfter til. Jeg var også heldig at have familie og venner og kolleger omkring mig. Men behandlingen førte en bunke tab med sig. Tab som sammen med glæde og lykke over livet har fyldt i årevis efter min sygdom.

Tabte de veninder, der er døde af kræft? Tabte min mor? Det gav ikke mening for dem at se på sig selv som tabere. Og det gav slet ikke mening for mig. De døde, men de levede hver eneste dag, til de ikke levede mere. Min veninde var ret ulykkelig over talen om at tabe kampen mod kræften. Hun blev ikke rask, vidste hun. Hun ville dø af sin kræftsygdom. Det var ulykkeligt, men hun var ingen taber. Hun er et af de stærkeste mennesker, jeg har kendt.

Jeg er glad over, at TV2 også tager det her op i den uge, hvor Knæk Cancer kører på tv. Jeg har det lidt stramt med Knæk Cancer konceptet, der har tendens til at fremstille kræftpatienter som særlige ofre. Jeg møder så mange andre ulykkelige skæbner i mit arbejde. Og det sker, at der tages fra patienter med andre livstruende sygdomme i sundhedsvæsenet, fordi kræft stjæler det store fokus. Godt hjulpet af den fortælling om krig, kamp, vindere, tabere og ofre, som er så uløseligt knyttet til kræft.

Nåmen, det er den 23. oktober meget tidligt om morgenen, at jeg toner frem på din tv skærm.

Unge mænd med tvivlsom fremtid

Jeg har undervist flygtninge igen. Og jeg er gået derfra med en blanding af afmagt, sorg, raseri og lysten til at flå hovedet af en julenisse. Andre gange har sådan en aften fyldt mig med glæde og latter. Men ikke i aften.

I aften mødte jeg unge mænd med problemstillinger så tunge, at jeg ikke evnede at løfte dem  så meget som en tomme over gulvhøjde. Unge mænd der havde betalt pris på pris for deres politiske aktiviteter i deres hjemlande, som vi kun kan gisne om. Unge mænd efter år i fængsler, med tortur, med kampe, med tro håb og kærlighed, og med den endelige kapitulation og flugt for livet. Unge mænd der ville dø i det øjeblik, de satte fod på jord i hjemlandet. Fordi de har kæmpet for frihed, lighed og ytringsfrihed.

De var slagne og havde næsten slukkede øjne. Jeg slog blikket lidt ned og følte mig en smule beklemt ved min egen succes i livet. For fanden da – hvad forstår vi?

Som andre unge mænd træffer de forkerte beslutninger på forkerte tidspunkter. For dem har det bare store konsekvenser. Som når den ene takkede nej til et tilbud om en lille lejlighed, han skulle dele med to andre. Fordi han vil giftes med sin kæreste. Nu har han ingenting.

Og inden I kaster jer frådende over mig og råber, at det aldrig kan være vores problem, vil jeg bare sige: jo det kan. Fordi vi kan. Fordi knækkede og smadrede unge mænd ikke kan hele sig selv. Og fordi vi har masser af ressourcer. Selvom politikere og medier konkurrerer om at presse pessimisme og fremmedfrygt ind i alle celler af os.

Vi kan. Og når vi kan, skal vi. Ellers er vi bare en lille lort.

Billedet er fra udstillingen om hyperrealisme på Arken tidligere i år. Figuren hedder ‘Cornered’.

IMG_8552

Knuden i min mave

For et par år siden kom Alyssa fra Charlottesville, Virginia, til København for at deltage som professionel triatlet i Ironman. Dengang boede hun hos mig i en uge, og vi cyklede København tynd sammen, løb ture, snakkede og havde det meget, meget hyggeligt. Hun havde et godt løb dengang, og i år er hun tilbage. Ikke hos mig, for hun har lejet sig ind i noget bed & breakfast sammen med en triatletkollega på Amager. Men selvfølgelig skal vi også være sammen. Og selvfølgelig skal jeg ind og heppe hende langt op i medaljerækken på søndag.

Pludselig kender hele verden Charlottesville, sagde Alyssa, og blev trist. På vej hjem fra træning forleden dag, havde hun set den ene pickup efter den anden med hvide mænd på ladet klædt i sort og army med store automatvåben i hænderne. Havde hun ikke vidst bedre, ville hun have troet, det var politi. Det var det ikke.

Den her video fra VICE News Tonight er noget af det uhyggeligste, jeg har set. Alyssa kunne ikke se den færdig. Fordi de oplevelser, hun fik med fra sin by, var for voldsomme.

Charlottesville efterlader mig med en knude af angst i maven. Det gør mig meget bange at se så mange hvide mænd med nazistiske flag og slagord. Det gør mig meget bange, at så mange hvide mænd råber på hvid racerenhed. Det gør mig meget mere bange end en bande dumme knægte, der har skudt nogle gange i min by. Det gør mig meget mere bange end trusler om terror.

Jeg vil gerne have jer til at se den video. Selvom den er grusom og mere skræmmende, end noget andet, jeg kan komme i tanker om. Den tager 22 minutter. Se den, og sæt dig stille og tænk lidt.

Lad os passe på hinanden. Allesammen. Uanset hvor vi er født. Uanset hvilken farve vores hud har. Uanset hvilken guddom vi tror på, hvis vi gør.

Ellers bliver verden et farligt sted, der ikke er rart at være i.

IMG_4799

Ferierefleksioner

Der er sagt meget om vejret i denne sommer. Men selvom det har været en bitch, har jeg haft en god ferie. Og lang. Det kunne godt udnævnes som en grundfejl at holde hele min ferie i Danmark, netop i år. Men i stedet for at syde under glohed sommersol har jeg gjort så meget andet.

Først og fremmest har jeg næsten haft slukket for internettet. Jeg har været i mit kolonihavehus det meste af tiden, og det er indtil videre internet- og tv-frit område. Jeg har selvfølgelig min smartphone, men der er virkelig grænser for, hvor meget jeg gider surfe på den lille skærm. Det er blevet til nogle opdateringer på de sociale medier uden at følge ret meget med i andres. Jeg har fanget enkelte hjernedøde politiske overskrifter. Men jeg har fritaget mig for at forholde mig ret meget til dem. Det bliver anderledes fra i dag. For jeg kan jo se, at vi er nødt til at stemme i med noget sund fornuft for at være med til at bringe en slags balance tilbage i verden. Jeg har en del amerikanske venner, også i Charlotteville.

Jeg har nusset om mit nyrenoverede hus. Og jeg har bare nydt og nydt og nydt at være der. Jeg har nydt at have gæster og vise mit ‘nye’ hus frem. Jeg har kværnet dræbersnegle i et omfang, der gav mig veritable mareridt om ‘Dræbersneglenes hævnaktion’. Jeg drømte, de slimede sig ind i mit hus i tusindetal og kravlede på mig og omkring mig og satte slimede spor, til det lukkede for min vejrtrækning. Jeg mangler stadig at male. Jamen der har simpelthen ikke været tørre dage, vel?

Jeg elsker det enkle liv i kolonihaven. Der er jo grundlæggende ingenting. Der er ikke indlagt vand eller strøm, og der er ikke kloakeret. Nu har jeg to solpaneler og to batterier, der kan holde mig med strøm til lys og opladning af telefon og computer. Jeg har købt et økotoilet, der skiller vådt fra tørt og har udluftning, der kører på 12 volt på solcellerne. Jeg henter vand på havegangen, og det vænner jeg mig hurtigt til. Jeg kan godt lide det. Mit køleskab kører på flaskegas.

I år har jeg har købt en kajak. Min helt egen fine hvide turkajak. Jeg købte den brugt og havde min gode ven, Henning, med på råd. Derfor har jeg også bygget en lille bådebro og lavet hul gennem den massive mur af siv, der skiller min grund fra vandet. Og jeg har roet og roet og roet. Det er en drøm.

Jeg har igen og igen fået utroligt mange hjælpende hænder af mine venner. Jeg elsker, at I bliver ved med at gide at gøre ting sammen med mig i min have. Jeg elsker, når vi kan lave smadrehold. Vi kan sikkert også lave et malehold, inden vinteren igen er over os.

Den sidste uge har været på cykel rundt i en del af landet, jeg ikke kender så godt. Hele min store familie havde sat hinanden stævne på Langeland i denne weekend. Lørdag var den store årlige familiefest. Og der er ikke mange steder, der kan huse 35 mennesker. Det blev Langeland, og det tror jeg ikke, vi har fortrudt. Jeg benyttede lejligheden til at lave en omvej, så jeg oplevede Stevns Klint og overnattede i Rødvig, jeg fortsatte til Møn, hvor jeg overnattede på sydsiden, og jeg fortsatte over Bogø og Stubbekøbing til Nykøbing Falster, hvor jeg overnattede på Ny Kirstineberg Gods. Det var en eventyrlig tur. Og vejret forbarmede sig og gav mig sol. Modvind, men sol. Endelig cyklede jeg over Lolland og tog færgen til Spodsbjerg på Langeland og festede med min far og mine søskende og mine børn, niecer, nevøer og børnenebørn – og alle kæresterne. I dag cyklede jeg så fra det nordlige Langeland til Svendborg, hvor jeg modstod fristelsen til at fortsætte på cykel til Odense og trak ind på toget.

Nu sidder jeg igen i Sydhavnen. Den ligner sig selv. Og måske er jeg en slags parat til at tage hul på en ægte mandag i morgen.

Jeg er ferietilfreds.

IMG_8498

IMG_8534

IMG_8535

Maria Stuart

Jeg har viklet mig grundigt ind i en tryg og harmonisk ferie feelgood. Jeg er i min kolonihave. Den er blevet så fin, at jeg kan side i timer og se på den og føle mig lykkelig. Jeg er pavestolt over at bygge mit eget lille bæredygtige sted op. Jeg bruger næsten ingen ressourcer her, og det føles godt og rigtig fint. Gode og dejlige venner kommer forbi i en lind strøm og drikker kaffe og vin, mens vi har så gode samtaler, at de ikke findes bedre. Jeg går i seng, når jeg er træt og sover, til jeg vågner. Jeg er glad og meget tilfreds.

Jeg har bygget en lille bådebro, der hurtigt ville dumpe en håndværkereksamen, men den virker. Jeg kan se vandet, og jeg har – endelig – købt en kajak, som jeg kan få i vandet fra min lille bro. Det ser nok ikke elegant ud, når jeg stiger ombord, men det virker.

Jeg får god mad og læser gode bøger. Jeg ser ikke fjernsyn og hører kun få nyheder. Jeg er temmelig godt beskyttet mod politisk agurketid, og det bekommer mig vel. Jeg tager pause fra debatterne, og jeg kan næsten, men kun næsten, glemme at Trump er ved at destruere livet for millioner af amerikanere. Det lykkes næsten at overhøre, at der igen kommer flere flygtninge til Grækenland, og at de græske hjælpeorganisationer råber på uddannet sundhedsfagligt personale til de flygtninge, der stadig befinder sig i teltlejre – nu tæt på to år. Næsten.

I aftes inviterede Mille Dalsgård fra Sydhavn Teater til åben prøve på teaterets nye opsætning af Maria Stuart. Hun, Maria Stuart, var en af min teenagetids heltinder. Hun var en bad-ass kvinde, som satte sig op mod overmagten og kæmpede for, hvad hun troede på. Den slags kvinder var en stor del af det fundament, jeg forsøgte at stå på. Maria Stuart blev dømt til døden for landsforræderi og for planlægge mord på dronningen, Elisabeth den 1. Som også var en bad-ass woman. Stykket er en nyfortolkning af Frederik Schillers drama, og jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg havde indladt mig på. Det gør man aldrig helt med Sydhavn Teater. Og det er en af grundene til, jeg holder så meget af det lille teater.

Stykket foregår i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Det lille kapel er for nyligt sat i stand efter at have været lukket i mange år. Faktisk var dets sidste rolle at huse døde tyske flygtninge og soldater efter 2. verdenskrig. Her lå de bogstaveligt talt i bunker, og du kan se deres mange grave på kirkegården.

Maria Stuart er dømt til døden. Men der er opstået tvivl om dommen. Vi, publikum, skal lytte til de to kvinder. Maria Stuart er spærret inde og forsvarer sig fra kapellets balkon, og Elisabeth sidder på sin trone. Vi skulle fælde den endelige dom. Der var kun to muligheder: skyldig og dødsdom eller uskyldig og frifindelse. Det kan ikke være svært, tænkte jeg, da jeg satte mig på den gamle træbænk i kapellet. Hun skal selvfølgelig ikke dømmes til døden.

Men mens jeg lyttede til de to kvinder, blev jeg mere og mere i tvivl. Nej, Maria Stuart kunne jo ikke siges at være uskyldig. Hun ville jo have magten. Hun ville jo gøre England katolsk. Det ville hun jo. Og Elisabeth forsvarede dommen og processen og fremførte anklagerne som noget, der kunne ligne anklager mod en anden religion i dag. Populismen er ikke ny. Den fandtes også for flere hundred år siden. Og den ligner til forveksling den populisme, der griber om sig i dag.

Med en stor ond knude i maven måtte jeg tage stilling. Ja eller nej? Skyldig eller uskyldig? Dødsdom eller frifindelse? Katolisisme eller reformert? Der var ikke nogen middelvej. Der var ikke noget skyldig-men…

Jeg siger ikke, hvad min stemme blev. Jeg siger bare, at det fik mig vredet ud af min ferie-feel-good og bragt mig tilbage til verden med noget, der godt kunne ligne en slags chokeffekt. Det fik mig til at tænke og mærke og forholde mig. Og så var det jo bare teater. Men det er det, Sydhavn Teater kan. Og det er en anden grund til, at jeg holder så meget af det.

Stykket spiller i Østre Kapel 12. august til 12. September, og jeg synes, du skal se det.

 

Feriecraving

Om ganske få dage sætter jeg auto-svar på min mail. Jeg lukker låget til min arbejdscomputer og beder folk glemme mit telefonnummer i de næste fire uger. Med mindre man altså er en personlig ven og vil mig noget sjovt og rart. 

Jeg havde troet, at de første uger i juli ville bringe ro med sig på arbejdsfronten, så jeg måske kunne have skrevet ting færdigt. Eller ryddet op i min bugnende mailboks. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg har forrygende travlt, og jeg kommer nok til at gå på ferie med et par tunge hængepartier i baglommen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Jeg når, hvad jeg når. Det er som det er, og det bliver som det bliver. Som den hundredårige der kravlede ud af vinduet sagde. 

Til gengæld har jeg været med til noget godt for nogle mennesker, som ellers ville have været lidt prisgivet. Jeg bruger meget tid og mange kræfter på at hjælpe mennesker med svære hjerneskader til at få den rigtige genoptræning, når de er færdige med den lægefaglige behandling på hospitalet. Selvfølgelig skal de have det, ville du måske sige. Men det er ikke altid selvfølgeligt, fordi det er et virkelig svært område. Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne ansvaret for størstedelen af genoptræning og rehabilitering, og det har taget lang tid at bygge rammerne og kompetencerne op. Lovgivningen er svær at gennemskue, og der fortolkes meget forskelligt. Mennesker med svære hjerneskader er ikke en patientgruppe, der slår i bordet og kræver deres ret. De bliver hårdt ramt af deres skader. 

Når vi slipper dem på hospitalet kan de måske ikke tale, ikke huske helt banale ting, ikke bevæge sig frit omkring. Og måske har deres personlighed ændret sig med hjerneskaden. Nogen kan ikke huske, hvordan man laver kaffe. Andre mister orienteringen, når de bliver forstyrret af sanseindtryk på gaden. De har så meget brug for hjælp og træning og tryghed. Og de har brug for det hurtigt. Jo længere man venter, jo sværere bliver det at opnå gamle kompetencer og funktionsniveau. 

Det er mennesker, der har været i trafikulykker, fået blodpropper, har tumorer eller har fået en blødning i hjernen. Det kan også være mennesker, der har haft en voldsom infektion. Det er altid voldsomme ændringer i menneskers liv. 

Det går mine dage med lige nu. Og de fleste går ret godt. 

Men jeg trænger til ferie. Til at sidde på min nye veranda i mit ombyggede lille hus i Sydhavnen og glo på træerne på den anden side af kanalen. Til at holde mørkning og til at vågne langsomt. Til lange ferieløbeture og bøger. Og venner og børn og min far og resten af familien.