Bulder, brag og fine børn

I dag kom jeg småløbende fra mit kontor til et møde med de sygeplejersker, der koordinerer forløb for de små bitte børn, der kommer til Rigshospitalet for at blive opereret i deres hjerter. Mens jeg småløb, ringede min telefon, og jeg talte, mens jeg løb videre. I opgang 4 gled elevatordøren mirakuløst op, som jeg havde brug for den. Og der stod min gode veninde og bredte armene ud, mens jeg lidt hurtigt fik afsluttet min telefonsamtale, så jeg kunne knuse hende tilbage. Mellem stuen og fjerde sal nåede vi lige en hurtig snak, og jeg ilede videre til mit møde. Hvor jeg spiste min madpakke, mens vi arbejdede.

Jeg har arbejdet så meget i så lang tid, at jeg har mærket halsen snøre sig sammen og brystet føles for snævert. Jeg er bagefter, har overtrådt deadlines og har stadig en bunke, der venter på at blive sendt ud i verden. Ind imellem er min verden alt for fyldt af fastlåste regler for, hvad syge mennesker kan og må, og skal, og jeg får en forstemmende følelse af at slås med vindmøller. Jeg bliver afbrudt hele tiden, fordi nogen har brug for det, jeg kan. Men jeg har gjort en masse godt. Det ved jeg, for nogen har sagt det til mig. Jeg har hjulpet patienter på vej, gjort pårørende glade, løst fastlåste situationer for læger og sygeplejersker. Og det er en god følelse. Men jeg lever mit liv i løb for tiden.

Heldigvis er jeg ret god, synes jeg. Jeg har trukket vejret meget dybt og erkendt, at mine deadlines ikke skal slå mig ihjel. Jeg har annonceret forsinkelser. Dem der kender mig godt, ved hvor store krøller, jeg slår på mig selv nu.

Og jeg er så heldig at have en bunke bløde små børn i familien, som jeg kan stikke min snude ind i maven på. Som jeg kan lade kravle på mig, mens jeg ligger på gulvet og er flad. Som kan få mig til at grine, til jeg slår mig på maven. Og heldigvis har jeg nogen voksne børn, som jeg kan lave rare ting med. Uden regler.

Lørdag morgen trak jeg stikket og satte mig i toget mod Kerteminde sammen med  min yngste datter. Hun er nemlig mor’en til nogen af de bløde små børn, der aldrig sidder stille, og når man er det, har brug for en fridag. Derfor tog vi på hotel sammen. En flad småbørnsmor og en flad drage, der har sprudlet for meget ild. Vi kiggede på Kerteminde, spiste frokost, drak kaffe, og Sofie kravlede tilfreds op i den store seng og zappede fjernsyn, mens jeg løb en tur. Bagefter spiste vi det bedste måltid, vi længe har smagt på en fin fiskerestaurant, der lå på vandet. Vi blev forkælede på den mest perfekte måde og spiste i flere timer. Til sidst gik vi hjem og drak resten af den flaske bobler, vi tog hul på inden middagen. Vi snakkede og var stille og grinede og gik ture.

Jeg bliver aldrig træt af mine børn. Turen var hendes fødselsdagsgave fra mig. Jeg har gjort det før med min anden datter, og nu sidder jeg og spekulerer på, om sønner ville synes, det var lige så hyggeligt. Men resultatet vil jeg ikke afsløre, for så ville han jo vide, hvad han fik i fødselsdagsgave.

IMG_8966

#MeToo

For nogle uger siden kom en meget ung pige ind til mig på min vagt i Røde Kors Sundhedsklinik for udokumenterede migranter. Hun var alt for tynd og alt for knuget, som hun satte sig sidelæns på træstolen overfor mig. Hun samlede armene foran sig og krydsede benene, mens hun så ned foran sig. Jeg rakte hånden frem og sagde hvem jeg var. Hun mumlede. Jeg spurgte hende, hvor hun kom fra. Africa, sagde hun. Hvor i Afrika, spurgte jeg. Just Africa, sagde hun. Langsomt fik vi os pejlet ind på en mindre by i Nigeria.

Hun rakte mig en seddel. Fra Center for Menneskehandel. Sedlen fortalte, at hun var blevet undersøgt for smerter i højre øre. De havde fundet en sprængt trommehinde. Og inde i mellemøret, bag trommehinden, havde de fundet afrevet hår og hovedbund. Så hårdt var hun blevet slået på siden af hovedet. Overfor mig krøllede hun sig sammen på træstolen og trak benene op under sig.

Hun sagde, at hun var 18 år. Jeg tænkte, at hun var mindst to år yngre. Alt for ung til at sidde med erfaringer under sin endnu smukke hud, jeg kun kunne gisne om. Jeg er temmelig hårdhudet. Jeg har set så meget ulykke og så mange svære menneskeskæbner. Hende her fik mit hjerte til at eksplodere. Jeg fik en umiddelbare trang til at slå armene om hende, tage hende med hjem og putte hende under en varm dyne. Holde om hende til hun holdt op med at ryste. Forsikre hende om at verden kunne være et rart sted. At den rummer mennesker, hun kunne stole på. Hun var så skadet, at berøringer kun gav hende utryghed. Hun er et billede på det, der kaldes bekvemmelighedsflygtninge. Eller velfærdsmigranter.

Lad os gætte på hendes historie. Hun er vokset op i sin lille by i Nigeria. Måske er faderen blevet dræbt og har efterladt moderen alene med en børneflok. Måske ligger den lille by i et område, hvor Boko Haram bortfører små piger. Hun har fået eller sparet penge sammen til at komme til en større by for at arbejde. Hendes mor har ønsket hende det bedste. Og det bedste var ikke i den lille by. I den store by har hun måske fået en adresse på nogen, der kunne give hende et job. Måske har hun fået et job, måske er hun blevet sendt direkte nord på.

På vejen gennem Sahara har hun siddet tæt sammen med andre mennesker. Nogen er bukket under og er blevet efterladt i sandet. Nogen har måske forsøgt at stå på deres ret til drikkevand. Og er blevet sat af under den brændende sol. Her har hun lært at tie. Hun havde resten af sine penge syet ind i nederdelen.

I Libyen blev mænd og kvinder skilt fra hinanden. Hun blev trukket ud sammen med de øvrige unge piger. En mand flåede tøjet af hende og hun blev voldtaget. Og voldtaget igen. Og igen. Og igen. Hendes nederdel forsvandt. Mens hun endnu skreg sin skæbne ud, blev hun slået og sparket og slået igen. Efter måneder sammen med andre kvinder i en lukket betonblok uden vinduer, blev hun gennet ombord på en båd og sendt afsted over havet. Nu skyldte hun disse mænd sit liv. Nu var hun sat i en gæld, hun aldrig kan betale helt ud. Solgt til gaden på Vesterbro.

Hun var en af grundene til, at jeg længe overvejede hashtagget #MeToo. Hvem er vi at stå sammen overfor seksuel chikane, hverdagssexisme og klamme befamlinger. Hun var også grunden til, at jeg delte #MeToo på Twitter. Med #MeToo kan vi, de bedrestillede vestlige kvinder, sætte fokus på de mekanismer, der gør det muligt at sælge en alt for ung kvindes krop til gaden på Vesterbro. Som gør det muligt at kvæle en pige i så mange overgreb, at hun måske for altid er stivnet.

Hendes historie er ikke gæt. Jeg har hørt den for mange gange.

IMG_8552

Sorgens grundstof, ord og meninger

Jeg har holdt mig ude af de fleste debatter i nogle måneder. Ikke fordi der ikke har været noget at debattere. Og ikke fordi jeg er holdt op med at mene noget. Jeg mener virkelig meget om utroligt mange ting. Jeg er nærmest ved at boble over af indestængte meninger. Som havde jeg drukket for meget boblevand med for meget kulsyre. Og nu begynder det langsomt at sive ud af mig.

Jeg har været bange. Jo, selvfølgelig for den voksende højreradikalisering i Europa. Den vildtvoksende skræmmekampagne mod indvandrere, der bimler over i ren racisme. Og den manglende miljøomsorg. Der er virkelig mange ting at være bange for.

Men det er ikke derfor, jeg ikke har ment noget ret højt. Jeg har været bange for at falde i den skidttønde, der præger næsten al debat. Der er en råben og skrigen, spytteri og mudderkastning, og det fyger med grimme ord og smædekampagner. Det gør intet godt for nogen debat. Og det er helt igennem skadeligt for vores demokratiske grundlag. Jeg bliver så vred, at jeg let ville kunne komme til og stå og råbe grimt på min egen side af kloaken.

Og det vil jeg ikke. For hvis jeg bliver revet med der, skrider mit fundament, og jeg vælter ned i skidrenden.

Jeg tror på ord. Jeg tror på samtale og dialog. Jeg tror på handling. Også små handlinger. Jeg tror på værdien af at gøre det, jeg synes er rigtigt. Jeg tror på venlighed. Jeg tror på omsorg og hjælpsomhed.

I dag læste jeg Anne Lise Marstrand Jørgensens nye bog, Sorgens grundstof, færdig. Eller lyttede. For den har været med mig på alle mine lange løbeture. Læs den. Den er det bedste, jeg har læst længe. Og den handler om sorg. Både den konkrete sorg og en større sorg over den måde, menneskene forvalter vores fælles liv gennem tiden. Og den handler om liv og eventyr. Bare læs den.

Anne Lise er utrættelig med sine ord. Det tager nogen tid at lade hendes store roman sive helt ind. Som sorgens grundstof. Men jeg vil genopdage mine ord. Det jeg kan. Måske kan jeg puffe blidt til en luftstrøm, der kan lave en bevægelse i en anden retning. Måske. Jeg skylder det.

IMG_8345

Om kampe og hårdt arbejde

Jeg er blevet inviteret i Go’morgen Danmark på TV2, når de begynder efterårets Knæk Cancer kampagne. De vil gerne sætte fokus på den måde, vi taler om kræft. Derfor har de inviteret mig til at tale sammen med en mand, der har fundet rigtig god mening i at betragte sit kræftforløb som en kamp. Det skal ikke være en diskussion, men netop en samtale. Og præcist derfor sagde jeg ja til at medvirke.

Researcheren var faldet over noget, jeg engang havde skrevet om krigsmetaforer. De, der kender mig, ved, at jeg er kritisk i forhold til den almene tale om vindere, tabere og kampe, når noget handler om mennesker og kræft. Jeg har selvfølgelig al respekt for, at det kan give mening for den enkelte at tænke på sit eget forløb som en kamp. Når jeg stiller mig kritisk, er det i forhold til den almene retorik, når medierne omtaler kræft generelt som krig med vindere og tabere.

I mit personlige kræftforløb tænkte jeg længe over det. Var det en kamp? Kæmpede jeg? Nej, jeg var kastet ud i det mest intense og koncentrerede arbejde nogensinde. At tænke på det som en kamp gav ikke mening. Til en kamp hører der drama. Og drama havde jeg i de første vilde dage, da jeg fik diagnosen og fattede rædslen, angsten, uforudsigeligheden og min mulige død. Så indstillede jeg mig på måneder med intensiv kemoterapi. Derefter blev det et arbejde, en opgave. Det blev én dag ad gangen frem mod scanninger og en slutdato.

Vandt jeg over kræften? Det giver ikke mening. Jeg er i live. Jeg er faktisk enormt levende. Jeg var heldig at få en sygdom, der var så aggressiv, at den kunne behandles med kemoterapi. Aggressive kræftsygdomme reagerer bedst på kemoterapi. Jeg var også heldig at være i så god form, at jeg kunne tåle en så aggressiv behandling. Jeg var heldig at vide så meget, at jeg kunne undgå infektioner, der kunne have slået mig ihjel. Og jeg var heldig at have et arbejde, der tillod mig at starte i et tempo, jeg havde kræfter til. Jeg var også heldig at have familie og venner og kolleger omkring mig. Men behandlingen førte en bunke tab med sig. Tab som sammen med glæde og lykke over livet har fyldt i årevis efter min sygdom.

Tabte de veninder, der er døde af kræft? Tabte min mor? Det gav ikke mening for dem at se på sig selv som tabere. Og det gav slet ikke mening for mig. De døde, men de levede hver eneste dag, til de ikke levede mere. Min veninde var ret ulykkelig over talen om at tabe kampen mod kræften. Hun blev ikke rask, vidste hun. Hun ville dø af sin kræftsygdom. Det var ulykkeligt, men hun var ingen taber. Hun er et af de stærkeste mennesker, jeg har kendt.

Jeg er glad over, at TV2 også tager det her op i den uge, hvor Knæk Cancer kører på tv. Jeg har det lidt stramt med Knæk Cancer konceptet, der har tendens til at fremstille kræftpatienter som særlige ofre. Jeg møder så mange andre ulykkelige skæbner i mit arbejde. Og det sker, at der tages fra patienter med andre livstruende sygdomme i sundhedsvæsenet, fordi kræft stjæler det store fokus. Godt hjulpet af den fortælling om krig, kamp, vindere, tabere og ofre, som er så uløseligt knyttet til kræft.

Nåmen, det er den 23. oktober meget tidligt om morgenen, at jeg toner frem på din tv skærm.

Unge mænd med tvivlsom fremtid

Jeg har undervist flygtninge igen. Og jeg er gået derfra med en blanding af afmagt, sorg, raseri og lysten til at flå hovedet af en julenisse. Andre gange har sådan en aften fyldt mig med glæde og latter. Men ikke i aften.

I aften mødte jeg unge mænd med problemstillinger så tunge, at jeg ikke evnede at løfte dem  så meget som en tomme over gulvhøjde. Unge mænd der havde betalt pris på pris for deres politiske aktiviteter i deres hjemlande, som vi kun kan gisne om. Unge mænd efter år i fængsler, med tortur, med kampe, med tro håb og kærlighed, og med den endelige kapitulation og flugt for livet. Unge mænd der ville dø i det øjeblik, de satte fod på jord i hjemlandet. Fordi de har kæmpet for frihed, lighed og ytringsfrihed.

De var slagne og havde næsten slukkede øjne. Jeg slog blikket lidt ned og følte mig en smule beklemt ved min egen succes i livet. For fanden da – hvad forstår vi?

Som andre unge mænd træffer de forkerte beslutninger på forkerte tidspunkter. For dem har det bare store konsekvenser. Som når den ene takkede nej til et tilbud om en lille lejlighed, han skulle dele med to andre. Fordi han vil giftes med sin kæreste. Nu har han ingenting.

Og inden I kaster jer frådende over mig og råber, at det aldrig kan være vores problem, vil jeg bare sige: jo det kan. Fordi vi kan. Fordi knækkede og smadrede unge mænd ikke kan hele sig selv. Og fordi vi har masser af ressourcer. Selvom politikere og medier konkurrerer om at presse pessimisme og fremmedfrygt ind i alle celler af os.

Vi kan. Og når vi kan, skal vi. Ellers er vi bare en lille lort.

Billedet er fra udstillingen om hyperrealisme på Arken tidligere i år. Figuren hedder ‘Cornered’.

IMG_8552

Knuden i min mave

For et par år siden kom Alyssa fra Charlottesville, Virginia, til København for at deltage som professionel triatlet i Ironman. Dengang boede hun hos mig i en uge, og vi cyklede København tynd sammen, løb ture, snakkede og havde det meget, meget hyggeligt. Hun havde et godt løb dengang, og i år er hun tilbage. Ikke hos mig, for hun har lejet sig ind i noget bed & breakfast sammen med en triatletkollega på Amager. Men selvfølgelig skal vi også være sammen. Og selvfølgelig skal jeg ind og heppe hende langt op i medaljerækken på søndag.

Pludselig kender hele verden Charlottesville, sagde Alyssa, og blev trist. På vej hjem fra træning forleden dag, havde hun set den ene pickup efter den anden med hvide mænd på ladet klædt i sort og army med store automatvåben i hænderne. Havde hun ikke vidst bedre, ville hun have troet, det var politi. Det var det ikke.

Den her video fra VICE News Tonight er noget af det uhyggeligste, jeg har set. Alyssa kunne ikke se den færdig. Fordi de oplevelser, hun fik med fra sin by, var for voldsomme.

Charlottesville efterlader mig med en knude af angst i maven. Det gør mig meget bange at se så mange hvide mænd med nazistiske flag og slagord. Det gør mig meget bange, at så mange hvide mænd råber på hvid racerenhed. Det gør mig meget mere bange end en bande dumme knægte, der har skudt nogle gange i min by. Det gør mig meget mere bange end trusler om terror.

Jeg vil gerne have jer til at se den video. Selvom den er grusom og mere skræmmende, end noget andet, jeg kan komme i tanker om. Den tager 22 minutter. Se den, og sæt dig stille og tænk lidt.

Lad os passe på hinanden. Allesammen. Uanset hvor vi er født. Uanset hvilken farve vores hud har. Uanset hvilken guddom vi tror på, hvis vi gør.

Ellers bliver verden et farligt sted, der ikke er rart at være i.

IMG_4799

Ferierefleksioner

Der er sagt meget om vejret i denne sommer. Men selvom det har været en bitch, har jeg haft en god ferie. Og lang. Det kunne godt udnævnes som en grundfejl at holde hele min ferie i Danmark, netop i år. Men i stedet for at syde under glohed sommersol har jeg gjort så meget andet.

Først og fremmest har jeg næsten haft slukket for internettet. Jeg har været i mit kolonihavehus det meste af tiden, og det er indtil videre internet- og tv-frit område. Jeg har selvfølgelig min smartphone, men der er virkelig grænser for, hvor meget jeg gider surfe på den lille skærm. Det er blevet til nogle opdateringer på de sociale medier uden at følge ret meget med i andres. Jeg har fanget enkelte hjernedøde politiske overskrifter. Men jeg har fritaget mig for at forholde mig ret meget til dem. Det bliver anderledes fra i dag. For jeg kan jo se, at vi er nødt til at stemme i med noget sund fornuft for at være med til at bringe en slags balance tilbage i verden. Jeg har en del amerikanske venner, også i Charlotteville.

Jeg har nusset om mit nyrenoverede hus. Og jeg har bare nydt og nydt og nydt at være der. Jeg har nydt at have gæster og vise mit ‘nye’ hus frem. Jeg har kværnet dræbersnegle i et omfang, der gav mig veritable mareridt om ‘Dræbersneglenes hævnaktion’. Jeg drømte, de slimede sig ind i mit hus i tusindetal og kravlede på mig og omkring mig og satte slimede spor, til det lukkede for min vejrtrækning. Jeg mangler stadig at male. Jamen der har simpelthen ikke været tørre dage, vel?

Jeg elsker det enkle liv i kolonihaven. Der er jo grundlæggende ingenting. Der er ikke indlagt vand eller strøm, og der er ikke kloakeret. Nu har jeg to solpaneler og to batterier, der kan holde mig med strøm til lys og opladning af telefon og computer. Jeg har købt et økotoilet, der skiller vådt fra tørt og har udluftning, der kører på 12 volt på solcellerne. Jeg henter vand på havegangen, og det vænner jeg mig hurtigt til. Jeg kan godt lide det. Mit køleskab kører på flaskegas.

I år har jeg har købt en kajak. Min helt egen fine hvide turkajak. Jeg købte den brugt og havde min gode ven, Henning, med på råd. Derfor har jeg også bygget en lille bådebro og lavet hul gennem den massive mur af siv, der skiller min grund fra vandet. Og jeg har roet og roet og roet. Det er en drøm.

Jeg har igen og igen fået utroligt mange hjælpende hænder af mine venner. Jeg elsker, at I bliver ved med at gide at gøre ting sammen med mig i min have. Jeg elsker, når vi kan lave smadrehold. Vi kan sikkert også lave et malehold, inden vinteren igen er over os.

Den sidste uge har været på cykel rundt i en del af landet, jeg ikke kender så godt. Hele min store familie havde sat hinanden stævne på Langeland i denne weekend. Lørdag var den store årlige familiefest. Og der er ikke mange steder, der kan huse 35 mennesker. Det blev Langeland, og det tror jeg ikke, vi har fortrudt. Jeg benyttede lejligheden til at lave en omvej, så jeg oplevede Stevns Klint og overnattede i Rødvig, jeg fortsatte til Møn, hvor jeg overnattede på sydsiden, og jeg fortsatte over Bogø og Stubbekøbing til Nykøbing Falster, hvor jeg overnattede på Ny Kirstineberg Gods. Det var en eventyrlig tur. Og vejret forbarmede sig og gav mig sol. Modvind, men sol. Endelig cyklede jeg over Lolland og tog færgen til Spodsbjerg på Langeland og festede med min far og mine søskende og mine børn, niecer, nevøer og børnenebørn – og alle kæresterne. I dag cyklede jeg så fra det nordlige Langeland til Svendborg, hvor jeg modstod fristelsen til at fortsætte på cykel til Odense og trak ind på toget.

Nu sidder jeg igen i Sydhavnen. Den ligner sig selv. Og måske er jeg en slags parat til at tage hul på en ægte mandag i morgen.

Jeg er ferietilfreds.

IMG_8498

IMG_8534

IMG_8535