Når jeg får lyst til at græde på internettet

Jeg græder næsten aldrig på internettet. Jeg gør det hjemme. Sammen med mine børn eller med mine venner. Men jeg har skrevet på internettet, næsten siden det blev opfundet. Og det ville nok være helt naturligt at skrive om de allersværeste situationer. Det er det bare ikke. For de sværeste situationer omfatter altid andre mennesker, og jeg hverken kan eller vil dele private svære ting, som også er andres private svære ting. Min mors dødsleje var ikke min oplevelse, men vores oplevelse. Når mine børn har det svært, er det mellem dem og mig. Når mit hjerte bløder, er der altid andre mennesker involveret. Det kan jeg ikke skrive om.

En rigtig god ven er ved at dø fra os. Det fylder hele mit liv lige nu. Jeg prøver halvhjertet at arbejde. Det går nogenlunde noget af tiden. Resten af tiden går det ikke godt. Jeg er ligeglad. Det er ikke vigtigt.

I dag talte vi om at skabe åndehuller i sorgen. Det er det, jeg gør, i stedet for at græde på internettet. Skaber åndehuller. Og jeg brugte mit vand til mit åndehul. Jeg satte kajakken i vandet og roede ud. Inde i mit lille smørhul var der vindstille og varmt, og jeg roede stille ud. Ude var der bølger. Af den slags der kommer fra flere sider. Når man ror i bølger, er den bedste strategi at ro direkte op i dem. Ikke fra siden, så bølgerne tager magten over kajakken. Og det er ikke svært, når vinden opfører sig efter bogen. Ligesom resten af livet. Gå dog direkte op i det.

I dag opførte vinden sig ikke helt efter bogen, og min lette glasfiberkajak blev kastet lidt rundt. Jeg måtte koncentrere mig om at navigere i de uforudsigelige bølger, der rullede ind fra snart den ene, snart den anden side. Mine knæ anstrengte sig voldsomt for at balancere både mig og kajak, og både arme og ryg knoklede for at blive ved med at drive kajakken fremad. Jeg blev på vandet.

I halvanden time tænkte jeg ikke på min kloge, kærlige, sjove ven og hans elskede. Senere græd vi sammen igen.

IMG_0353

IMG_0354

Tanker om vand

For mange år siden var jeg sammen med en veninde hos en klog kone på Mols. Vi trængte til lidt livsvisdom og måske noget retning på vores liv. Den kloge kone havde tidligere været Mensendicklærer og massør, og hun tog os på skift i sine stærke hænder. Hun masserede min krop og læste den og gav mig det råd at involvere vand mere i mit liv. Sådan bogstaveligt talt få noget vandsport ind i mit liv. Måske bo ved vandet. Det ville give mere balance i mit liv, sagde hun. Min veninde skulle finde sig en håndværker.

Måske havde hun ret? Jeg syntes, en håndværker lød sjovere. Men jeg elsker vand, og jeg har siden faktisk fået mere vand i mit liv. Og ingen håndværker. Jeg sommer- og vinterbader, jeg ror kajak, og mit lillebitte kolonihavehus ligger lige ved vandet. Jeg ved ikke, om det har bragt mere balance i mit liv, men jeg elsker det. Og det er vel en slags balance i sig selv – at fylde mit liv med noget jeg elsker.

Jeg har venner, der aldrig bader. Jeg har venner, som bader, hvis jeg trækker dem med. Selv har jeg altid badetøj i tasken. Jeg bader, når det er muligt. Badetrang er et ord hos mig. Sommer og vinter. Og det er egentlig ikke så ringe. Også uden håndværker.

IMG_0340

På opdagelse til fods

Efter en uge fyldt med børn, solskin og is, tog jeg tilløb og tog fat på at male mit lille bitte hus. Jeg holdt til halvdelen af de indvendige vægge og loft. Så måtte jeg have luft under fødderne. Og jeg blev enig med mig selv om at gå på opdagelse i et område, jeg ikke kender ret godt. Jeg pakkede min rygsæk med telt, soveudstyr, trangia, mad og en meget lille smule tøj, og så hoppede jeg på et tog til Padborg. I Padborg følger man blot perronen, til den slutter – der begynder Gendarmstien. Gendarmstien er en EU-certificeret vandresti langs den dansk-tyske grænse. Den følger de gamle ruter, som grænsegendarmerne gik for at passe på grænsen. Hele vejen emmer af historie.

Den første etape følger næsten slavisk de gamle grænsesten og må også markere præcist en del af det stræk, hvor danske politikere planlægger at bruge 80 millioner på et hegn, der skal forhindre for mange tyske vildsvin i at krydse grænsen. Jeg kan kun glæde mig over, at jeg har nået at gå den strækning uden hegn. Og når samtlige undersøgelser viser, at ingen vildsvin har været smittebærere, men at smitten kommer med svinetransporter og lastbilschaufførers efterladenskaber, kunne jeg sagtens se bedre muligheder for de 80 millioner. Men det handler om at vise handlekraft mere end fornuft.

Turen er smuk. Det var betagende, da Flensborg Fjord åbnede sig foran mig. Og resten af turen gik stort set langs kysten. Den gik igennem forbløffende få turistområder og lange stræk med – ingenting. Jeg overnattede på primitive lejrpladser. Betalte 20-25 kr på de private og ingenting på de andre. Jeg har sovet på stranden og i skoven, og jeg har badet og badet og badet. Det er det, man kan, når man går fem dage langs vandet. Og det gjorde det rart at gå i den bagende sol. Jeg gik alene, og jeg gik i gennemsnit 25 km hver dag. Man kan sagtens gøre det langsommere og dele turen op i kortere etaper.

Jeg elsker at gå alene. Alene med luften, vandet, fuglene og mine tanker. Det giver en særlig ro, som er svær at finde på andre måder. Det er også dejligt at gå med andre, men det er noget helt andet. Jeg kan ikke anbefale det nok, det med at være i sit helt eget selskab i flere dage. Og jeg møder altid mennesker undervejs, og når jeg møder mennesker på vandring, bliver det altid til interessante samtaler. Det er en gave at give sig selv tid. Tid til at gå, tid til at glo ud over vandet, tid til at tænke videre på tanker, jeg tænkte i går. Fordi jeg havde telt og mad med, kunne jeg gå, til jeg ikke gad mere og slå mit telt op lige der, hvor jeg landede. Jeg kunne sove, så længe, jeg ville, spise langsom morgenmad og gå, når jeg havde lyst.

Gendarmstien slutter i Skovby på Sydals, og da jeg ankom søndag, måtte jeg sande, at der ingen busser gik til Sønderborg den dag. Så langt ude på landet er du nu, sagde kassemanden i den lokale Brugs. Jeg vendte om og gik tilbage til Vibæk Vandmølle, hvor der er den fineste lille private lejrplads med en storslået udsigt over vandet. Og så gik jeg tilbage til Sønderborg næste morgen. Det blev til en gåtur på samlet 115 km og en dejlig tur i det sønderjyske. Skulle I få lyst til turen, så medbring godt med vandflasker, for der er ikke mange steder at tappe vand undervejs.

Min tur sluttede ved Åbenrå Fjord i gode venners sommerhus, og nu er jeg tilbage i varme København og klar til at male lidt videre i mit lille hus.

Vores land er så pænt i solskin. Der ligger flere billeder på Instagram, som I kan klikke ind på i højre side

IMG_0160

IMG_0171

IMG_0259

Om ferieforandringer

En del af mine venner ved, at jeg planlagde at tage tilbage til Grækenland for at arbejde i den efterhånden permanente flygtningelejr, Moria, på Lesbos. Den er blevet næsten permanent og ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg lavede en aftale med den eneste NGO, der driver en sundhedsklinik inde i lejren. En græsk NGO der arbejder derinde i dagtimerne og i modtagecentrene på kysten om natten. Alt var godt. Men så modtog jeg en mail, der forklarede, at jeg skulle godkendes af myndighederne. Fint nok, tænkte jeg, for sidst jeg arbejdede der, var der frustrerende mange, der kaldte sig sundhedsfaglige uden at være det. Folk der af forskellige grunde søgte dramaet i den desperate situation.

Jeg skulle fremsende mine eksamens- og autorisationsdokumenter – helt fint, tænkte jeg. Men de skulle oversættes til græsk af en autoriseret oversætter. Jeg skulle udover det have en udtalelse om, at jeg er kompetent og troværdig af en ledende fagperson, der ikke er min direkte chef. Også oversat til græsk af en autoriseret oversætter. Endelig skulle alle dokumenterne påtegnes i Udenrigsministeriet. Det betød en udgift på 3-5000 kr for tre ugers frivilligt arbejde – inden jeg havde betalt flybillet og ophold. Jeg nåede min grænse, takkede pænt nej og lagde planerne på hylden.

I stedet lejede jeg et sommerhus på Falster og inviterede de unger med, der kunne. Det kunne mit yngste barn og hendes livlige flok, som åndede lettet op over at slippe ud af byen. De havde en uge, hvor faderen stadig skulle arbejde. Jeg byttede nød og elendighed ud med uspoleret sommerglæde og feriebegejstring. Vi boede i første række til stranden og i fin afstand til den opgejlede ferieby med fadøl, minigolf og dårlig musik. Vi badede morgen, middag og aften. Vi slog teltet op på græsplænen, så pigerne på skift sov sammen med mig. Vi lærte de to små vandbegejstring.

Ingen af de to var tiltrukket af vandet. Stranden var fint, men de slog sig ned længst væk fra vandet og legede i den store sandkasse. Lige til vi kom på at vise dem, hvordan der kunne hentes ubegrænsede mængder vand til sandlegetøjet. I løbet af en eftermiddag lå Esther og pjaskede i vandkanten, og Otto lod sig overtale til at stå i det lave vand. De gik på opdagelse i sanseoplevelser af vådt sand mellem tæerne og vandets temperaturskift. De studerede vandmænd og fandt fire sten. Vi voksne løb ture på diget og drak masser af kaffe. Og vin. Vi vågnede før børnene og levede vores liv udenfor huset.

Da ugen var slut, cyklede jeg så de 140 km hjem. Fordi det også er ferie for mig.

Nu er vi lidt forelskede i tanken om et sommerhus.

IMG_0041

IMG_0087

IMG_0056

Juletanker på en sommerdag

I går var der seks måneder til jul. Selv tak for at  minde jer om det efter måneders tavshed på min blog. Men jeg afvikler stadig med stor fryd julegaver fra sidste år. Der skete nemlig det, at jeg fik akut forstoppelse i den uendelige strøm af Lego Friends, Barbie, Skovens dyr og de nu giftige Squeeshies. Pludselig gad jeg bare ikke lange flere af den slags videre til mine dyrebare børnebørn. Jeg ville give dem noget andet. Noget virkelig værdifuldt. Noget der betyder. Noget vi kan tale videre om. Jeg ved godt, de bliver glade for tingene, men – hånden på hjertet – de mangler dem ikke rigtigt.

Derfor udstedte jeg to julegavekort. Et til de to store piger, Alma og Ella, med en weekendtur til Randers, hvor deres mor er født og deres oldefar bor. Jeg lejede en lejlighed, og vi oplevede. Vi traskede gennem byen, legede i deres mors gamle børnehave, kiggede på vores gamle kollektiv, besøgte oldefar, var i Randers Regnskov, spiste pizza og is og slik og købte gaver med hjem. Det er den bedste gave, vi nogensinde har delt, og de to piger styrede oplevelsesprocessen hele vejen. Aj, hvor sjovt tror du, vi synes det er at se på et hus udefra, som du engang har boet i? Vi var sammen, vi blev klogere på hinandens liv, vi grinede og var eftertænksomme. Og jeg fik endelig oplevet Randers Regnskov.

IMG_9624.JPG

IMG_9606.JPG

Det andet gavekort var til Vera, som er blevet syv år. Gavekortet lød på en vandretur med telt til Stevns Klint. Vi tog toget til Rødvig og vandrede tre kilometer med vores rygsække til Boesdal Kalkbrud ad Trampestien. Her fandt vi en shelterplads og slog teltet op. Vi lavede mad og gik på opdagelse og krøb i soveposerne, da det begyndte at regne. Vi fortalte historier og lyttede til regnen og børstede tænder ud af teltåbningen. Vi sov som sten hele natten og vågnede langsomt og spiste morgenmad i teltet, fordi det stadig regnede. Og så stoppede den, regnen. Og vi tørrede telt og pakkede sammen. Og vandrede tre kilometer tilbage til Rødvig, mens solen overtog verden. I Rødvig var der is og chokolade og en badetur, inden vi tog toget tilbage til København. Det her var den bedste julegave, sagde Vera. Men næste gang, skal vi så ikke sove to gange i telt? Og gå lidt længere?

IMG_9927

IMG_9931.JPG

IMG_9946

Jeg er så klar til næste års julegaver, mens jeg langsomt former min fremtids rejsemakkere.

 

Tanker om en ghetto

Omme i min baghave er der vokset en ghetto. Faktisk ved jeg ikke, om det er hele Sjælør Boulevard, der er blevet ghetto. Eller om det kun er blokkene overfor stationen. De blokke der lige er blevet renoveret og gjort lyse og venlige. Eller om det er de blokke, der ligger længere oppe mod Vigerslevvej. Man kan ikke se det.

Sidste år lukkede 7eleven på stationen en periode om aftenen, fordi nogle ungdomsbanditter stjal slik hver aften. Jeg ved ikke, om de var fra ‘ghettoen’. Jeg har prøvet at se på blokkene med nye øjne, siden udnævnelsen til ghetto. Altså bare for at forstå, hvor den ghetto nu er. Men bortset fra de nyrenoverede blokke, ligner de sig selv. Jeg vinker stadig til de små piger, der kalder, når jeg løber igennem. Og jeg smiler stadig til kvinderne, der smiler til mig. Nå ja, nogen af de små piger har sort hår, og nogen af kvinderne har tørklæde på. Der er også små piger med sort hår og kvinder med tørklæde i min gade. Vi er vist ikke en ghetto – endnu.

Aj, faktisk er der helt fredeligt i det, de nu kalder en ghetto. Måske bor der nogle børster, men de spiller fodbold om eftermiddagen og leger i sandkassen.

Burde jeg føle mig utryg? Det har altid gjort mig tryg at høre forskellige sprog omkring mig. Det har gjort mig tryg og glad at være omgivet af forskellighed. Jeg ved ikke, hvorfor det gør nogen mennesker utrygge? Jeg bliver tryg i bevidstheden om, at her er plads og rum. Af at vi giver plads og giver en hånd.

Måske er jeg bare dansk på den helt forkerte måde. Jeg falder i hvert fald helt udenfor de fleste politiske beskrivelser af danskhed. Jeg bliver en lille smule kvalt af det. Jeg er aldrig bange for, at nogen vil tage min danskhed fra mig, bare fordi de kommer fra et andet sted. Jeg føler mig aldrig truet af, at nogen tror på den ene eller den anden gud. Kun af de, der tror for meget. For skråsikkert. Og det er ikke nødvendigvis på en gud.

IMG_7802

Per Kirkeby – min redningsmand

Jeg skal begynde at skrive igen. Jeg skal. Jeg skal overvinde den inderlige modvilje, der vælter op i mig, når jeg sætter mig til tasterne. Mit liv er bedst, når jeg skriver. Jeg har en pligt til at skrive. Til at lade min stemme lyde i det hav af meningsløst politisk angst og vrede, der flyder ud over internettet hver eneste dag. Og jeg har noget på hjerte. Hver dag.

Men jeg starter med et tab. For i dag er maleren Per Kirkeby død. Uden Per Kirkeby havde jeg aldrig skrevet mit første speciale. Og måske heller ikke det andet.

Da jeg som så mange andre gik uhjælpeligt i stå i min specialeskrivning, talte jeg en smule fortvivlet med min vejleder. Hun var min vejleder på universitetet og hun var maler. Hun så længe granskende på mig og stillede et par spørgsmål til min sumpede tilstand. Så klappede hun papirerne sammen med et lille smæld. Gå i biografen, sagde hun. Hvad? Jeg så overrasket op. Gå i biografen og se Per Kirkebys dokumentarfilm om sit store maleri. Se den og hør rigtig godt efter alt, hvad han siger.

Jeg gik lettere forvirret derfra og trissede ned i Øst for Paradis og købte en billet og så filmen. Det var ‘Vinterbillede’, og pludselig midt i filmen, forstod jeg, hvorfor min vejleder sendte mig i biografen. Filmen handler om tilblivelsen af billedet og hvordan billedet af sig udvikler sig til noget han ikke kan lide. På et tidspunkt udbryder han, at han hader gult (eller var det rødt?), men han er nødt til at male det ud, før han kan gå videre. Han skal overstå alt det grimme, før der opstår energi i billedet.

Jeg gik hjem og skrev. Skrev og skrev mig igennem alt det, der var grimt. Alt det der rejste sig som modstand og trak energien ud af mit speciale. Og så skrev jeg bare mit speciale.

Nu er han død, den store mester. Hans kunst lever, og den energi, der ramte mig midt i hans fine film, må jeg kunne finde igen. Jeg tror, jeg skal skrive mig igennem det grimme atter engang for at finde ud af det garn, der har viklet sig om mine fingre. I aften sender jeg bare en kærlig tak og håber inderligt, at han kom godt afsted. Og jeg sender en tak til universet for at minde mig om at komme ud af en sump.

IMG_9625