At skabe et sted

Du er ikke rigtig klog. På den gode måde, sagde min gode veninde i går, da hun kom cyklende ud til min kolonihave med en flaske spansk vermouth i cykelkurven. 

Jeg havde netop vristet otte store fortovsfliser løs af terrassen, væltet dem op på min sækkevogn en efter en, og sat dem klar til afhentning i forhaven. Den slags fliser er ikke bare åndssvagt tunge. De er alt for tunge til sådan en lille skid som mig. Men lige så lille jeg er, lige så utålmodig er jeg. Og jeg fandt en rimelig teknik. 

Men selvfølgelig er det ikke klogt at kaste mig ud i at slæbe mangekilos fliser helt alene. Man kan jo både få blodpropper og hold i ryggen. Og vælter man om alene i Musikbyen, er man nok lidt fucked. 

Men jeg har aldrig været fornuftig på den måde. Og chancerne for at jeg skulle blive det, er nok, realistisk set, ret små. Og jeg er ved at ane konturerne af mit lille drømmested. Sådan som jeg allerhelst vil have det. Så kan man ikke bare sidde her og vente på en stærk mand. 

Derfor fik jeg flyttet ti store fortovsfliser og otte lidt mindre og skabt et af de hjørner i min have, som jeg har drømt om. Jeg fik ingen blodprop og intet hold i ryggen. 

Men jeg fik den helt særlige tilfredsstillelse, det er at skabe mit eget. 


Vintertur på Kungsleden

Det hele begyndte sådan her:

Hej Helle. Jeg sidder her og får en idé. Jeg vil lige høre, om du også synes, den er god. 

Sådan skrev Stine på Messenger omkring nytår, mens jeg sad og kom mig over vinterens dårligdomme i Malaga. Ideen var at tage ski med til Lapland i påsken og gå Kungsleden, som om sommeren er en kendt vandrerute. Jeg syntes, det var en fremragende idé, og i løbet af kort tid havde vi samlet et lille hold på fire. Vi købte billetter til nattoget til Abisko, meldte os ind i den svenske turistforening, aftalte sikkerhedsudstyr, kiggede på kort og begyndte at drømme. Og på den måde blev det hurtigt påsketid. Jeg glædede mig så meget, at jeg pakkede rygsækken flere dage før.

Turen kom skidt fra start. For mens vi sad i toget mod Stockholm, kørte en vanvittig mand fra Uzbekistan mennesker i stykker med en lastbil i det centrale Stockholm. Vores tog blev stoppet og tømt ved Stockholm Södra, og der stod vi med alt vores hår i postkassen og lange næser. I skistøvler med tunge rygsække og ski i hænderne. Men de svenske jernbaner gav besked om at finde et hotel og vente. Så det gjorde vi. Og næste dag var samme jernbaner søde og hjælpsomme og fandt pladser på det næste nattog. Siddepladser, men pladser.

På den måde ankom vi et døgn forsinket til Abisko i Nordsverige. Og for at indhente lidt af det forsømte, løb vi med det samme videre til den næste hytte. Turen var i gang. Nu fulgte ni dage med meget blandet vejr. Det vekslede fra plusgrader til 16 graders frost. Vi havde blæsevejr, snevejr, tåge, høj sol og blå himmel. Hver dag gik vi på ski fra hytte til hytte. De fleste dage i vidunderlig ny pulversne. De fleste dage var vi helt alene i det store fjeld. Vi arbejdede os ind i en meditativ rytme på skiene. Arme og ben arbejdede sammen, og rygsækken voksede gradvist sammen med kroppen. Vi var helt udenfor mobilrækkevidde og var fuldstændig uforstyrrede i den store hvidhed. Af og til brød mine manglende skikompetencer roen, når jeg tumlede rundt som en gigantisk skildpadde. Men de fleste dage foregik oprejst.

Hytterne havde senge, gasblus, brændeovn og køkkenudstyr. Vand hentede vi på forskellig vis i nærliggende søer eller vandløb. Brugt brænde skulle selvfølgelig erstattes med nykløvet, og brugt vand kastes væk bestemte steder. Slask, hedder det brugte vand på svensk. Vi sov godt og varmt, og hos hytteværterne kunne vi købe helt basale madvarer. Vi vekslede mellem Chili con carne, Köttbullar og pølser, efter vi havde spist Mettes imponerende medbragte forråd fra egen have. Vi var trætte og sultne og kunne næsten spise hvad som helst.

Vi startede vores tur i Abisko og bevægede os syd på ad Kungsleden. Undervejs druknede jeg lidt i hvidhed, storhed og skønhed, og jeg kan kun sige varmt tak til Stine for den ualmindeligt gode idé.

Skygge [Eurydike siger]

Hver gang jeg går til en forestilling i vores lille, store lokale Sydhavn Teater, vender jeg en smule klogere hjem. På verden, på universet eller bare på mig selv. Det er ikke altid, jeg med det samme kan mærke, hvordan jeg er blevet klogere. Men forestillingen bliver siddende i kroppen og arbejder videre.

Det nyeste stykke, Skygge [Eurydike siger] er ingen undtagelse. Jeg blev berørt, tænkte videre og blev igen en lille smule klogere. Stykket er østrigske Elfriede Jelineks nyfortolkning af den græske myte om Orpheus og Eurydike. Orpheus er søn af Apollo og en gudsbenådet sanger – i Skygge er han rocksanger. Den smukke Eurydike dør efter kort tids ægteskab af et slangebid, men Orpheus drager til dødsriget Hades og synger så betagende for dødsguden, at han får lov til at tage hende med tilbage, på betingelse at at han ikke ser på hende, før de er tilbage i de levendes rige. Det gør han selvfølgelig til sidst, og hun bliver en skygge i dødsriget. I Elfriede Jelineks fortolkning af myten bliver Eurydike hovedpersonen, og vi blev ført med på hendes skyggefærd iklædt uformelige beigefarvede kedeldragter. Vi blev skyggeagtigt anonyme, og vi blev bogstaveligt talt ført rundt i de gamle industribygninger i Sydhavnsgade, mens Eurydike stred sig fri af sin identitet som rocksangerens kone. Hun vred sig ud af sin angst og sin hud, mens hun  overvejede, om hun overhovedet ville følge sin rocksangermand tilbage til det liv, der forekom mere og mere tomt. Vil hun faktisk foretrække døden frem for det tomme liv, hvor ingen bemærkede hende og hvor hun følte sig dømt til at være passiv tilskuer til hovedløse groupiers tilbedelse af sin rockstjernekæreste?

Mille Dalsgaard er alene på scenen, og hun formår igen at være sin rolle på den mest nærværende måde. Vi, publikum, bliver hendes passive medspillere, og jeg gik alligevel hjem med en stærk følelse af forbundethed med Eurydike. Hjulpet godt på vej af øjenkontakt, varm te og stærke håndtryk. Scenen skifter, som vi bevæger os i de rå rum, mens regnen vælter ned udenfor. Mille er en enormt stærk performer. Hun fylder rummene ud hele tiden og spiller på meget forskellige udtryk. Hele tiden overraskes vi. Jeg var begejstret, mens jeg bagefter kastede mig ud i regnen.

Skygge [Eurydike siger] lander midt i en ophedet feminismedebat, hvor institutioner er udfordret, og kønsforskning betvivles i politiske kredse. Det har jeg tænkt på lige siden. For Eurydike siger noget om, hvorfor de her ting er vigtige.

Hvis du er hurtig, kan du måske nå at se forestillingen i april eller maj. Men skynd dig, for billetterne forsvinder hurtigt. Køb dem her

_LG67397-2

_LG66919-2

Skirytmer

Jeg kører en fin rytme. Jeg løber ud på ski lige efter morgenmaden og kommer tilbage om eftermiddagen. Så laver jeg en kande te og sætter mig på mit værelse og skriver. Jeg kan lide det her. Til middagen drikker jeg rødvin og sludrer med de andre. Og så sætter jeg mig som regel tilbage på mit værelse og skriver videre. Jeg kan godt lide de andre, og der er hyggelig musik, fordi der er musikuge på højfjeldshotellet i Skarslia. Men jeg vil ikke lade mig forstyrre for meget. Jeg er så meget inde i det, jeg skriver, og jeg skal blive der for at holde min rytme. Det passer mig så godt at løbe langt og træne teknik og sætte mig i min sofa med computeren på benene, mens kroppen er træt og gennemarbejdet.

Internettet forstyrrer heller ikke meget, for det virker kun i receptionen i nogle timer hver dag. I morges var der ingen strøm. Der var brud på et hovedkabel langt nede i dalen. Det gav en helt rigtig primitiv start på dagen. Og det var dejligt at vende tilbage om eftermiddagen til lys og varm te.

Langrend er nærmest meditativt. Der er bare mig, mine ski, sneen og himlen. Mine bevægelser bliver hurtigt rytmiske og jeg bliver opslugt af bevægelsen, stilheden og alt det blå og hvide. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at tage alene afsted på sådan en  fællesrejse. Men det er fint. Jeg har det helt, som jeg gerne vil have det.

IMG_7909

Fjeldferie

Efter nogle uger, hvor jeg næsten ikke kunne trække vejret igennem for travlhed og deadlines, har jeg trukket stikket. Jeg er taget til fjelds. Det bedste sted at trække nyt vejr. Og jeg forstår næsten ikke mit held.

Jeg er taget alene afsted på en grupperejse, hvor jeg egentlig skulle dele værelse med en anden. Nu har jeg været på det her fjeldhotel før, og jeg ved, at en del værelser har dobbeltsenge. Jeg er et rummeligt menneske, men jeg havde bare ikke lyst til at dele seng med et fremmed menneske. Så jeg skrev til rejseselskabet og bad om at få enkeltsenge, hvis jeg skulle dele. De ringede tilbage og sagde, at der ikke var flere almindelige værelser med enkeltsenge tilbage, men at der var et udsigtsværelse. Som kostede 300 kr ekstra.

Og hvad fik jeg? Et kæmpeværelse med plads til fire – helt for mig selv. Og med udsigt over fjeldet. Jeg er tæt på lykkelig.

Og jeg fik den smukkeste start på ugen med frost og høj sol på fjeldet. Der er trusler om plusgrader de kommende eftermiddage, og snemængden er ikke prangende. Men jeg er jo bare mig, så jeg planlægger at tage ud lige efter morgenmaden, så jeg kan nå nogle timer uden varmegrader.

Resten af dagen kan jeg sidde og skrive i mir store rolige værelse. Alt er perfekt, og jeg er taknemmelig. Og jeg bliver aldrig træt af at se på fjeldene og himlen. Nu er jeg træt i hele kroppen efter en lang tur på fjeldskiene. Godnat og tak for restferie.

IMG_7907

IMG_7911

IMG_7913

Kære danske politikere

Når jeg modtager en besked på WhatsApp, er det som regel en nedslående nyhed. For her kommunikerer jeg næsten kun med folk i flygtningelejre i Grækenland eller Tyrkiet, og de har sjældent noget opmuntrende at fortælle. I dag var anderledes, da en besked tikkede ind sidst på eftermiddagen:

“Good morning my love. I know where I go now, because today another interview. Ireland – my country. I am so happy”

Den syriske kvinde, der skrev til mig, har levet i en teltlejr nord for Athen i mere end et år sammen med sin mand og seks børn. Og før det i en flygtningelejr i Tyrkiet. Og før det en vild og farlig flugt fra Aleppo, hvor flere familiemedlemmer blev dræbt på vejen. Hun har regeret i det flotteste og reneste telt i nogen flygtningelejr. Hendes glæde, lettelse og taknemmelighed er til at tage og føle på. Om 2-3 måneder lander hele familien et sted i Irland og kan begynde på et rigtigt liv med rigtig skolegang og rigtigt arbejde. Med regelmæssighed, selvstændighed, tryghed og tro på en fremtid. Uden frygt for slanger og vilde hunde. Uden frygt for overfald på vej på toilettet om aftenen. Jeg er så glad på deres vegne.

Det bringer mig til en opfordring. Kære danske politikere:

Kan vi ikke godt begynde at tale ordentligt? Kan vi ikke starte med at anerkende, at mennesker, der har fået asyl i vores land, har gode grunde til at have flygtet. Så gode at de er godkendt til at have krav på at leve i beskyttelse hos os. Så lad os beskytte dem og bakke dem op. Jeg forstår godt, at vi er nødt til at sætte nogle grænser for indvandring til vores land. Men når mennesker nu er her, så får vi altså det bedste frem i hinanden ved at tale ordentligt sammen. Og en minister har et særligt ansvar for alle de mennesker, der bor i det land hun er minister for. Det er uværdigt, uhæderligt og en ualmindelig dårlig politisk strategi at tale de nye danskere ned. Vores land trænger til meget mere ‘vi’ og meget mere sammenhold. Det kan I politikere gøre noget for.

Ingen af de hundredevis af flygtninge, jeg har mødt og talt med, har taget flugten at griskhed. Ingen. Det gør mig ulykkelig og forvirret, når den minister, der har hovedansvaret for at skabe rammer for integration af nye borgere i landet, kalder en familie for grisk, fordi de efter juridisk råd har søgt at asyl, når nu de var familiesammenførte. Det er ikke at være grisk. Det er at være realistisk. Det er at tage hånd om sin familie.

Jeg har mødt mennesker, der har taget ad farlige ruter i håbet om en bedre fremtid. I håbet om at kunne arbejde og forsørge den familie, der blev tilbage. De har ikke været griske. De har været desperate og håbefulde. Og  vi kan godt beslutte, at de mennesker, der har søgt hertil, fordi de håbede på en bedre fremtid, ikke får ophold. Vi skal bare altid huske på, at de ikke har gjort rejsen af ondskab, og vi kan stadig tale ordentligt om dem og til dem.

Vi skal tage imod mennesker, der er forfulgte. Og det skal vi gøre godt og ordentligt. Så får vi nogle topmotiverede nye borgere i vores land.

Ligesom Irland gør, når min veninde og hendes familie ankommer om et par måneder. De er topmotiverede og taknemmelige.

img_7070

Den sidste afsked

I sidste uge døde en højt skattet kollega. En bemærkelsesværdig og utroligt stærk og kærlig kvinde. I går blev hun bisat ved en smuk og meget personlig ceremoni. Det var hårdt at sige farvel, men hun havde lagt alt tilrette, så det blev gjort med nænsomhed og nærvær og kærlighed. Da hendes kiste blev båret ud til tonerne af Chaplins ‘Smile’, sunget af Glee, smilede vi næsten alle gennem tårerne.

Det fik mig til at tænke over begravelser. Siden jeg selv var syg, har jeg tænkt mere over døden og afslutningen end tidligere. Jeg har tænkt over, hvor jeg gerne vil begraves. Hvor jeg kan forestille mig, at mine børn kan have et fint sted at sidde og tænke eller mindes, når de har lyst og trang til det. Og jeg har fundet et sted, som jeg har vist dem. De var enige. Begravelsen har jeg tænkt som de efterladtes afsked. Men efter at have deltaget i lidt for mange begravelser gennem de sidste år, er jeg begyndt at tænke anderledes. Særligt i går blev det tydeligt for mig.

Begravelsen kan også være min afsked med de efterlevende. Mine egenrådige børn kan selvfølgelig beslutte anderledes, når jeg ikke er der længere. Fordi jeg ikke er der. Og når alt kommer til alt, kan jeg være ligeglad. Men jeg kan gøre mig tanker om, hvordan jeg gerne vil tage afsked med de efterlevende mennesker, jeg elsker, holder af og arbejder sammen med. Engang tænkte jeg, at det var et udslag af kontrol eller kedsomhed, når gamle mennesker planlagde deres begravelse. Jeg har også taget mig selv i at tænke, at det var en slags desperation eller fuldstændig narcisisme. Særlig i går så jeg, at det også kan være en kærlig omsorg for dem, der skal leve videre.

Skal afskeden have sorgen og tabet i centrum? Eller skal den hylde livet og kærligheden? Hvad sker der, når begravelsen forestås af en præst, der ikke har kendt mig? Eller værre endnu, af en præst jeg ville være lodret uenig med? Mine børn aner ikke, hvilke salmer, jeg holder mest af. Og jeg tror ikke, de har noget forhold til den symbolske værdi, jeg kan lægge i dem. Min begravelse kan være min sidste kærlige hånd til dem. Et sidste nænsomt puf ud i verden uden mig.

Er det morbidt? Vi skal jo alle begraves eller bisættes engang. Det eneste vi ikke ved, er hvornår. Vi ved heller ikke, om vores død vil komme pludseligt, eller om vi vil have tid til at tænke over afslutningen sammen med dem, vi elsker. Det var bare det. Nu tænker jeg lidt mere over det.

img_7855