Ashes to Ashes

For et år siden så jeg forestillingen Ashes to Ashes i det gamle kapel på Vestre Kirkegård med Sydhavn Teater. Nu er det gamle kapel blevet renoveret, og Sydhavn Teater sætter forestillingen op igen. I aftes var jeg til generalprøve, og jeg blev igen ramt på alle sanser og hensat til eftertænksomhed.
Forestillingen spiller til 22. juni fra i dag. Gør dig selv en tjeneste. Se den.

Helles Blog

Jeg lukker forsigtigt døren op til min blog med en uforbeholden undskyldning. Undskyldningen er til Sydhavn Teater. For jeg havde lovet at gøre reklame for deres forestilling, Ashes to Ashes. Undskyld.

Forestillingen spillede i sommer med sidste forestilling 5. august. Men mine fingre brød ud i pludselig skrivelammelse. De nægtede at omsætte noget til taster. Jeg lukkede ned for alting, holdt ferie og stak af til de norske fjelde. Let brødebetynget nåede jeg netop at sikre mig en af de allersidste billetter til forestillingen, da jeg kom hjem. Så efter min undskyldning kommer en begejstret anmeldelse. Og en uforbeholden opfordring til at genopsætte forestillingen. Gør det! Og se den, når de gør det.

Sydhavn Teater er ganske lille og har allerede lavet nogle spændende forestillinger på utraditionelle steder. Men det ganske lille teater har stort format. Ashes to Ashes er inspireret af Harold Pinters stykke af samme navn. Det er blevet til…

View original post 381 more words

Romabesættelser

En velanskrevet venstrepolitiker har politianmeldt en gruppe ‘romaer’. Han taler vredt og indigneret om romaer, der opholder sig ulovligt i Danmark og laver kriminalitet. De bor i ‘romalejre’ og spreder skidt og møg i midten af København, hvor de også truer de danske hjemløse. Og alt for mange falder med i koret. Jeg er nødt til at sige noget.

Ved nogen med bestemthed, at det er romaer, der lever i ‘romalejre’ og truer de danske hjemløse? Alle rumænere er ikke romaer. Romaer er et folk uden land, som sjældent skilter med deres identitet. “Romaer er forskellige, men vi har tre ting til fælles: sproget, nogle få traditioner og så oplevelsen af diskrimination.” (Carsten og Malene Fenger-Grøndahl: Sigøjnere, 1000 år på kanten af Europa, 2008). Romaer lever meget forskelligt og under meget forskellige livsvilkår. De er Europas største minoritet, og man anslår, at der er 10-12 millioner i Europa. De har været forfulgt, forhadt og udstødt, og under 2. verdenskrig blev de slået ihjel, som jøderne blev det. Romaerne fik bare aldrig den efterfølgende sympati.

I mit arbejde med sundhed for udokumenterede migranter har jeg mødt meget få mennesker, der med sikkerhed kan siges at være romaer. Jeg møder rigtig mange rumænere. De allerfleste er rejst hertil for at arbejde om sommeren. De sender alt, hvad de tjener hjem til familien i Rumænien, og når det bliver vinter, og der ikke er mere arbejde, har de ikke råd til at tage hjem. Derfor samler de flasker og jern og lever af det gennem vinteren. Mange mister deres værelse og lever på gaden. Og selvfølgelig er der nogen, der laver kriminalitet.

Jeg ved, der er store problemer, når udenlandske hjemløse samler sig og sover på gaden. Nogen af problemerne kunne vi let hjælpe med at løse. Vi kunne give lov til at overnatte på herberg. Vi kunne sørge for toiletter i byen. Vi kan selvfølgelig også diskutere, hvad der er vores ansvar. Jeg ved, at nogle af de store byer i Sverige har oprettet transitcentre, hvor folk kan overnatte under tag. Det var en mulighed, og i Sverige har det ikke betydet øget tilstrømning fra Østeuropa.

Men vi er nødt til at tale ordentligt om det her. Og det er ikke ordentligt at kalde alt for ‘romalejre’. Det er ikke ordentligt, at tale om romaer, der er her ulovligt med en stor håndbevægelse. Ingen ved, om det faktisk er romaer. Det er ikke ulovligt at samle flasker eller sove på gaden.

Jeg vil gerne have, at nogen undersøger, hvem det er, der sover i lejre i det centrale København. Jeg vil gerne have, at nogen undersøger, hvem der har truet andre hjemløse. Jeg ved tilfældigvis, at mange hjemløse rumænere bliver truet, banket, berøvet. Jeg vil gerne have folk til at forstå, at mennesker, der lever af at samle flasker, ikke er en belastning for det danske samfund. De koster ikke noget. Men kriminalitet skal sanktioneres. Det individ, der laver kriminalitet, skal straffes. For den kriminalitet de laver.

Det skal et helt folk ikke.

Vi skal passe på, vi ikke udvikler en romabesættelse.

IMG_5870

Sådan er Kirsten bare

En lørdag morgen satte jeg mig i den gode lænestol i morgensolen for lige at læse den første af Annes noveller i ‘Sådan er Kirsten bare’. Men da jeg havde læst den første og fået lørdagsharmonien sendt på kolbøttetur, måtte jeg læse den næste. Og den næste. Og sådan blev jeg siddende, til jeg havde læst alle seks noveller. Jeg sad eftertænksom tilbage og besluttede mig for, at min lørdag skulle være langsom.

Det er sådan noget, Anne kan med ord. Hun kan få mig til at slå bremserne i midt i mit hæsblæsende liv og se ordentligt på livet omkring mig. Hun får mig til at standse og se på den kvinde, der med mellemrum går op og ned af min gade og råber hæst. Hun får mig til at fatte, at den hæse råben er en del af liv, jeg aldrig kan fatte. Hun får mig til at se på fuglene, som ikke bare er fugle, men har deres egne kendetegn. Hun får mig til at se med mildere øjne og gå mere på opdagelse i min omverden. Og hun får mig til at tænke mig om.

Hver novelle skaber sit eget univers. Og de kan ikke kun læses en enkelt gang. De skal læses igen og igen. Fordi ved hver ny læsning, dukker en ny tanke op. Godt er ikke bare godt. Ondt er ikke bare ondt. Ulykker findes lige under overfladen hos mennesker, man ikke tror det om. Hver novelle får smil på mine læber, der brat bliver afbrudt af kramper i tæerne eller tårer på kinden. Jeg bliver puffet ud i hele følelsesregisteret.

Hendes mor stod i døren og vinkede. Hun vinkede med begge hænder, det havde hun altid gjort. Som om alt i livet var jubelglæde. Af alle vink var dobbeltvinket det værste.

Hun havde kvalme og sure opstød, da hun sad i bussen. Lugten af jordslåethed sad i hendes næse, og der var også noget andet. Noget dødt.

Sådan slutter novellesamlingen ‘Sådan er Kirsten bare’. Og minder mig om altid, altid at være omhyggelig med de mennesker, jeg har i mit liv. For midt i de overraskende ulykkeligheder, der konstant springer frem fra facaderne, ligger der håb på lur. Gør jer umage, derude. Og gør det sammen. Hvis vi gør det, behøver ulykkerne ikke at vokse i usynlighed.

‘Sådan er Kirsten bare’ er skrevet af Anne Bredahl og du kan købe den her. Gør det.

IMG_8161

At skabe et sted

Du er ikke rigtig klog. På den gode måde, sagde min gode veninde i går, da hun kom cyklende ud til min kolonihave med en flaske spansk vermouth i cykelkurven. 

Jeg havde netop vristet otte store fortovsfliser løs af terrassen, væltet dem op på min sækkevogn en efter en, og sat dem klar til afhentning i forhaven. Den slags fliser er ikke bare åndssvagt tunge. De er alt for tunge til sådan en lille skid som mig. Men lige så lille jeg er, lige så utålmodig er jeg. Og jeg fandt en rimelig teknik. 

Men selvfølgelig er det ikke klogt at kaste mig ud i at slæbe mangekilos fliser helt alene. Man kan jo både få blodpropper og hold i ryggen. Og vælter man om alene i Musikbyen, er man nok lidt fucked. 

Men jeg har aldrig været fornuftig på den måde. Og chancerne for at jeg skulle blive det, er nok, realistisk set, ret små. Og jeg er ved at ane konturerne af mit lille drømmested. Sådan som jeg allerhelst vil have det. Så kan man ikke bare sidde her og vente på en stærk mand. 

Derfor fik jeg flyttet ti store fortovsfliser og otte lidt mindre og skabt et af de hjørner i min have, som jeg har drømt om. Jeg fik ingen blodprop og intet hold i ryggen. 

Men jeg fik den helt særlige tilfredsstillelse, det er at skabe mit eget. 


Vintertur på Kungsleden

Det hele begyndte sådan her:

Hej Helle. Jeg sidder her og får en idé. Jeg vil lige høre, om du også synes, den er god. 

Sådan skrev Stine på Messenger omkring nytår, mens jeg sad og kom mig over vinterens dårligdomme i Malaga. Ideen var at tage ski med til Lapland i påsken og gå Kungsleden, som om sommeren er en kendt vandrerute. Jeg syntes, det var en fremragende idé, og i løbet af kort tid havde vi samlet et lille hold på fire. Vi købte billetter til nattoget til Abisko, meldte os ind i den svenske turistforening, aftalte sikkerhedsudstyr, kiggede på kort og begyndte at drømme. Og på den måde blev det hurtigt påsketid. Jeg glædede mig så meget, at jeg pakkede rygsækken flere dage før.

Turen kom skidt fra start. For mens vi sad i toget mod Stockholm, kørte en vanvittig mand fra Uzbekistan mennesker i stykker med en lastbil i det centrale Stockholm. Vores tog blev stoppet og tømt ved Stockholm Södra, og der stod vi med alt vores hår i postkassen og lange næser. I skistøvler med tunge rygsække og ski i hænderne. Men de svenske jernbaner gav besked om at finde et hotel og vente. Så det gjorde vi. Og næste dag var samme jernbaner søde og hjælpsomme og fandt pladser på det næste nattog. Siddepladser, men pladser.

På den måde ankom vi et døgn forsinket til Abisko i Nordsverige. Og for at indhente lidt af det forsømte, løb vi med det samme videre til den næste hytte. Turen var i gang. Nu fulgte ni dage med meget blandet vejr. Det vekslede fra plusgrader til 16 graders frost. Vi havde blæsevejr, snevejr, tåge, høj sol og blå himmel. Hver dag gik vi på ski fra hytte til hytte. De fleste dage i vidunderlig ny pulversne. De fleste dage var vi helt alene i det store fjeld. Vi arbejdede os ind i en meditativ rytme på skiene. Arme og ben arbejdede sammen, og rygsækken voksede gradvist sammen med kroppen. Vi var helt udenfor mobilrækkevidde og var fuldstændig uforstyrrede i den store hvidhed. Af og til brød mine manglende skikompetencer roen, når jeg tumlede rundt som en gigantisk skildpadde. Men de fleste dage foregik oprejst.

Hytterne havde senge, gasblus, brændeovn og køkkenudstyr. Vand hentede vi på forskellig vis i nærliggende søer eller vandløb. Brugt brænde skulle selvfølgelig erstattes med nykløvet, og brugt vand kastes væk bestemte steder. Slask, hedder det brugte vand på svensk. Vi sov godt og varmt, og hos hytteværterne kunne vi købe helt basale madvarer. Vi vekslede mellem Chili con carne, Köttbullar og pølser, efter vi havde spist Mettes imponerende medbragte forråd fra egen have. Vi var trætte og sultne og kunne næsten spise hvad som helst.

Vi startede vores tur i Abisko og bevægede os syd på ad Kungsleden. Undervejs druknede jeg lidt i hvidhed, storhed og skønhed, og jeg kan kun sige varmt tak til Stine for den ualmindeligt gode idé.

Skygge [Eurydike siger]

Hver gang jeg går til en forestilling i vores lille, store lokale Sydhavn Teater, vender jeg en smule klogere hjem. På verden, på universet eller bare på mig selv. Det er ikke altid, jeg med det samme kan mærke, hvordan jeg er blevet klogere. Men forestillingen bliver siddende i kroppen og arbejder videre.

Det nyeste stykke, Skygge [Eurydike siger] er ingen undtagelse. Jeg blev berørt, tænkte videre og blev igen en lille smule klogere. Stykket er østrigske Elfriede Jelineks nyfortolkning af den græske myte om Orpheus og Eurydike. Orpheus er søn af Apollo og en gudsbenådet sanger – i Skygge er han rocksanger. Den smukke Eurydike dør efter kort tids ægteskab af et slangebid, men Orpheus drager til dødsriget Hades og synger så betagende for dødsguden, at han får lov til at tage hende med tilbage, på betingelse at at han ikke ser på hende, før de er tilbage i de levendes rige. Det gør han selvfølgelig til sidst, og hun bliver en skygge i dødsriget. I Elfriede Jelineks fortolkning af myten bliver Eurydike hovedpersonen, og vi blev ført med på hendes skyggefærd iklædt uformelige beigefarvede kedeldragter. Vi blev skyggeagtigt anonyme, og vi blev bogstaveligt talt ført rundt i de gamle industribygninger i Sydhavnsgade, mens Eurydike stred sig fri af sin identitet som rocksangerens kone. Hun vred sig ud af sin angst og sin hud, mens hun  overvejede, om hun overhovedet ville følge sin rocksangermand tilbage til det liv, der forekom mere og mere tomt. Vil hun faktisk foretrække døden frem for det tomme liv, hvor ingen bemærkede hende og hvor hun følte sig dømt til at være passiv tilskuer til hovedløse groupiers tilbedelse af sin rockstjernekæreste?

Mille Dalsgaard er alene på scenen, og hun formår igen at være sin rolle på den mest nærværende måde. Vi, publikum, bliver hendes passive medspillere, og jeg gik alligevel hjem med en stærk følelse af forbundethed med Eurydike. Hjulpet godt på vej af øjenkontakt, varm te og stærke håndtryk. Scenen skifter, som vi bevæger os i de rå rum, mens regnen vælter ned udenfor. Mille er en enormt stærk performer. Hun fylder rummene ud hele tiden og spiller på meget forskellige udtryk. Hele tiden overraskes vi. Jeg var begejstret, mens jeg bagefter kastede mig ud i regnen.

Skygge [Eurydike siger] lander midt i en ophedet feminismedebat, hvor institutioner er udfordret, og kønsforskning betvivles i politiske kredse. Det har jeg tænkt på lige siden. For Eurydike siger noget om, hvorfor de her ting er vigtige.

Hvis du er hurtig, kan du måske nå at se forestillingen i april eller maj. Men skynd dig, for billetterne forsvinder hurtigt. Køb dem her

_LG67397-2

_LG66919-2

Skirytmer

Jeg kører en fin rytme. Jeg løber ud på ski lige efter morgenmaden og kommer tilbage om eftermiddagen. Så laver jeg en kande te og sætter mig på mit værelse og skriver. Jeg kan lide det her. Til middagen drikker jeg rødvin og sludrer med de andre. Og så sætter jeg mig som regel tilbage på mit værelse og skriver videre. Jeg kan godt lide de andre, og der er hyggelig musik, fordi der er musikuge på højfjeldshotellet i Skarslia. Men jeg vil ikke lade mig forstyrre for meget. Jeg er så meget inde i det, jeg skriver, og jeg skal blive der for at holde min rytme. Det passer mig så godt at løbe langt og træne teknik og sætte mig i min sofa med computeren på benene, mens kroppen er træt og gennemarbejdet.

Internettet forstyrrer heller ikke meget, for det virker kun i receptionen i nogle timer hver dag. I morges var der ingen strøm. Der var brud på et hovedkabel langt nede i dalen. Det gav en helt rigtig primitiv start på dagen. Og det var dejligt at vende tilbage om eftermiddagen til lys og varm te.

Langrend er nærmest meditativt. Der er bare mig, mine ski, sneen og himlen. Mine bevægelser bliver hurtigt rytmiske og jeg bliver opslugt af bevægelsen, stilheden og alt det blå og hvide. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at tage alene afsted på sådan en  fællesrejse. Men det er fint. Jeg har det helt, som jeg gerne vil have det.

IMG_7909