Feriecraving

Om ganske få dage sætter jeg auto-svar på min mail. Jeg lukker låget til min arbejdscomputer og beder folk glemme mit telefonnummer i de næste fire uger. Med mindre man altså er en personlig ven og vil mig noget sjovt og rart. 

Jeg havde troet, at de første uger i juli ville bringe ro med sig på arbejdsfronten, så jeg måske kunne have skrevet ting færdigt. Eller ryddet op i min bugnende mailboks. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg har forrygende travlt, og jeg kommer nok til at gå på ferie med et par tunge hængepartier i baglommen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Jeg når, hvad jeg når. Det er som det er, og det bliver som det bliver. Som den hundredårige der kravlede ud af vinduet sagde. 

Til gengæld har jeg været med til noget godt for nogle mennesker, som ellers ville have været lidt prisgivet. Jeg bruger meget tid og mange kræfter på at hjælpe mennesker med svære hjerneskader til at få den rigtige genoptræning, når de er færdige med den lægefaglige behandling på hospitalet. Selvfølgelig skal de have det, ville du måske sige. Men det er ikke altid selvfølgeligt, fordi det er et virkelig svært område. Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne ansvaret for størstedelen af genoptræning og rehabilitering, og det har taget lang tid at bygge rammerne og kompetencerne op. Lovgivningen er svær at gennemskue, og der fortolkes meget forskelligt. Mennesker med svære hjerneskader er ikke en patientgruppe, der slår i bordet og kræver deres ret. De bliver hårdt ramt af deres skader. 

Når vi slipper dem på hospitalet kan de måske ikke tale, ikke huske helt banale ting, ikke bevæge sig frit omkring. Og måske har deres personlighed ændret sig med hjerneskaden. Nogen kan ikke huske, hvordan man laver kaffe. Andre mister orienteringen, når de bliver forstyrret af sanseindtryk på gaden. De har så meget brug for hjælp og træning og tryghed. Og de har brug for det hurtigt. Jo længere man venter, jo sværere bliver det at opnå gamle kompetencer og funktionsniveau. 

Det er mennesker, der har været i trafikulykker, fået blodpropper, har tumorer eller har fået en blødning i hjernen. Det kan også være mennesker, der har haft en voldsom infektion. Det er altid voldsomme ændringer i menneskers liv. 

Det går mine dage med lige nu. Og de fleste går ret godt. 

Men jeg trænger til ferie. Til at sidde på min nye veranda i mit ombyggede lille hus i Sydhavnen og glo på træerne på den anden side af kanalen. Til at holde mørkning og til at vågne langsomt. Til lange ferieløbeture og bøger. Og venner og børn og min far og resten af familien. 


Daisy Club

Når jeg cykler bagom ned til min kolonihave, kommer jeg forbi et autoværksted. Der er næsten altid aktivitet på værkstedet, og bilerne bliver parkeret på vejen udenfor. Rundt om værkstedet er der hegn, og en gnaven brun hund giver hals, hvis jeg kommer for tæt på. De laver også forsikringssager, står der på er skilt. 

For enden af værkstedet går en trappe op til første sal. Her er lukket, og vinduerne er dækket af en slags folie. Ved foden af trappen er et lyserødt skilt der står 1B Daisy Club og et telefonnummer. 

Jeg har aldrig set et menneske der. Men i dag var et vindue åbent. 

Hver gang, jeg cykler forbi, tænker jeg på, hvem der mon har lyst til at gå ind ad den dør?

Cykelkærlighed

Gammel kærlighed ruster ikke. Det kan gamle cykler. Min racercykel er blevet ti år gammel. Jeg købte den, da den sidste kemokur var løbet ind i mig. Det var min præmie. En af mange måder jeg fejrede, at jeg var kommet igennem månederne med vilde kemobehandlinger. Jeg var levende, og nu skulle jeg bygge op. Jeg har elsket den cykel fra første færd. Hverken cykel eller kærlighed er rustet.

I Århus havde jeg Mikkel. Mikkel tog sig kærligt af mine cykler. Han startede i et værksted i en baggård, og det var her, jeg lærte ham at kende. Vi har siddet mange timer og sludret i den baggård, mens Mikkel puslede om en cykel. Midt i cykelolie, kæder, twist og lidt for velkogt kaffe. Det var godt for mig, og det var godt for mine cykler.

Senere fik Mikkel et større værksted med butik, og endnu senere flyttede jeg fra Århus. Nu har Mikkel også forladt Århus.

Siden har mine cykler været i tvivlsomme hænder. Jeg har lært mig selv de utroligste ting, fordi jeg ikke stolede på skiftende cykelsmede. Indtil i dag. I dag har jeg mødt min nye cykelsmed. Han er færing og holder til i Sydhavnen, og da jeg balancerede ned ad trappen til hans værksted, udbrød han: Sikke en dejlig cykel, du har der. Sværere er det ikke med mig. Han fik overdraget min blå cykel og lovede den færdig til weekendens tur.

Den helt ægte rigtige cykelsmed nikker med største selvfølgelighed til, at min cykel står ved siden af min seng.

IMG_4898

Ti år

Et ti års jubilæum sneg sig stille forbi mig. Overraskende ubemærket. For en måneds tid siden var det ti år siden, jeg så at sige fik mit liv igen. Ti år siden jeg snublede ud af måneders intensiv kemobehandling. Ti år siden min søn holdt min forkrampede hånd, mens en sygeplejerske trak det intravenøse katheter ud af mit bryst.

Det var ti år siden, jeg pludselig havde fri. Jeg skulle ikke længere trille min store kuffert over på hospitalet hver tredje uge, når jeg blev indlagt til massive døgndoser. Det er ti år siden, jeg cyklede til færgen i Århus Havn på min pink mountainbike og tog overfarten udenfor i fri luft. Ti år siden jeg cyklede fra Odden til København og flyttede ind hos mine børn. Og cyklede Sjælsø Rundt sammen med nogle andre, der også havde haft kræft. Og cyklede hjem til Århus igen. Det tog måneder, før mit immunforsvar havde rejst sig, så jeg igen kunne kravle ind i et tog sammen med andre mennesker.

Et par uger senere satte jeg mig i et fly til København, og SAS gav mig en hel flyrække for mig selv, fordi jeg stadig ikke håndterede, at almindelige mennesker åndede på mig. Jeg flyttede igen ind hos mine børn. Jeg krammede og krammede. Jeg købte nyt tøj, løb ture rundt om søerne, snakkede, krammede noget mere, gik lange ture, hørte musik. Jeg sugede mine børn ind. Jeg bare så og så på dem og havde indre jubel over, at vi havde hinanden. Jeg havde en byld i røven efter de lange cykelture og dyppede numsen i en balje med sæbevand på Sofies badeværelse hver aften. Jeg skrev. Jeg holdt de første foredrag. Solen skinnede hver dag den sommer.

Til et kontrolbesøg på hospitalet, sagde Francesco, der var min personligt udvalgte kontaktlæge: Helle, en dag er dette her blot et kort intermezzo i dit liv. Jeg så lidt grådkvalt på ham, og tænkte, at det her ved du ingenting om. Jeg havde grænseløs tillid til ham. Men her tog han fejl. Det kunne han ikke vide.

I 2017 glemte jeg at bemærke maj måned.

Alligevel bliver mit forløb med kræft og kemoterapi aldrig blot et intermezzo. Der er et ‘før’ og et ‘efter’.

De første to-tre år efter min sygdom vekslede mellem vild glæde, depression, angst og voldsom vrede. Jeg var rasende. På universet, på skæbnen. Jeg var boblende glad for livet, for friheden, for verden, for de mennesker der bare var der og var der. Jeg var angst for tilbagefald og for min nye ukendte krop. Jeg sank hen i uforklarlige sorte depressioner, mens jeg lukkede dørene og trak gardinerne for. Jeg oplevede en helt ukendt ensomhed. Tåget, sort ensomhed. Og jeg var alt for træt.

Langsomt holdt jeg op med at være vred. Jeg accepterede gradvist de mange tab, der fulgte i kølvandet på livstruende sygdom og voldsom behandling. Alle de ting jeg ikke længere kunne som før, alle de sammenhænge jeg gled ud af. Langsomt. Og med tiden ebbede angsten for tilbagefald ud. Depressionerne sivede væk. Livet fik med årene et nyt hverdagspræg. Men glæden for livet, for friheden, for medmennesker og for natur og skønhed, den voksede. Den varede ved og blev dybere.

Jeg havde kæmpet arrigt, indædt og rasende med kløerne helt fremme for at få det liv tilbage, som skæbnen havde røvet fra mig. Det var den følelse, jeg sad tilbage med. Det tog år, før jeg indså, at livet aldrig vender tilbage til det samme. Det gjorde det heller ikke før min sygdom. Livet og vilkårene ændrer sig hele tiden gennem hele livet. Det findes ikke, det der med at få et liv ‘tilbage’, der ser ud på en helt bestemt måde.

Efter min sygdom ved jeg, at jeg skal dø. Du ved sikkert også, at du skal dø. Men jeg ved det. Jeg har mærket livets skrøbelighed i mine knogler. At alt er forgængeligt. En dag skal jeg dø. Det kunne godt have været for ti år siden. Døden svinger af og til forbi og hvisker koldt i mit øre. Den stikker ikke syle i mit ømme sind, men stryger en fjer let over min pande. Som for at minde mig om, at intet varer ved. Lille lækre runde bløde Otto vokser videre og bliver en ranglet knægt. En dag vil søde kloge Alma trække på skuldrene over vores dybe kloge sjove samtaler, mens hun gør sig klar til fest. Mine børn var små runde bløde tumlingebørn lige før, og nu aner jeg de første grå hår på deres hoveder. Kys dem, siger den, døden.

Livet er nu. Lige her. Det vigtigste er hinanden. Vi har os kun lige nu.

København 054

 

Festivalsæson

Jeg har været til festival på Fyn. Og det var rigtig, rigtig fint. Heartland Festival finder sted på Egeskov Slot i de smukkeste omgivelser. Ikke engang Danmarks Smukkeste Festival ligger så smukt. De gamle slotshaver danner en nærmest perfekt ramme. En ramme der hele tiden kommer til at spille sammen med indholdet på festivalen.

Som intellektuel musikelsker med hang til god mad og vin var jeg i  i mit rette element. Jeg lyttede til kloge samtaler i ‘Talk-teltene’, gik udenfor i solen for at lytte til dejlig musik, trissede tilbage til ‘talk-teltene’ og lyttede til andre kloge ord. Så gik jeg ud i solen og fik et glas vin, mens jeg mødtes med forskellige venner, der også havde fundet vej. Jeg hørte mere musik og lyttede til flere kloge mennesker, mens jeg fik udsøgt god mad. Der var langsomhed og varme og mennesker, der gerne ville tale sammen. Gennemsnitsalderen var noget højere end ved andre festivaler, og fuldebøverne var ret fraværende. Heartland er en intellektuel festival. Og man kunne bruge timer på at gå på opdagelse i alle hjørner.

Det var to events, der fik mig til at købe billet. Det ene var Eddie Vedder, som jeg bare måtte opleve, når han endelig var i Danmark. Det andet var Michael Stipe og Douglas Coupland i samtale om tidens ego.

Jeg havde skyhøje forventninger. Eddie Vedder gav koncert lørdag aften. Jeg var næsten forhåndsskuffet for en sikkerheds skyld. Men han spillede mig på plads. Og videre op i himlen. Jeg elskede ham også for at spille forkert på ukulelen – grine af det – og komme tilbage. I fucked it up, råbte han, og Cat Power returnerede, at hun havde fucked up hele livet. Me too, replicerede Vedder – there is nothing like forgiveness. Jeg kunne se hele koncerten. Hele tiden. Og jeg trissede høj og smålykkelig ud fra festen, igennem kunstinstallationer til natbussen mod Svendborg. Hvor jeg blev overrumplet af Hulemor, som jeg ikke havde set i evindeligheder. Og som jeg først ikke genkendte i de fremmede omgivelser. Dejligt med nattekram, mens vi trissede gennem Svendborg i natten.

Jeg var begejstret for alle de samtaler, jeg lyttede til i talk-teltene. Jeg savner demokratiske og kloge samtaler i medierne. Alt foregår i overskrifter. Det skal gå hurtigt – først med det nyeste. Breaking news. I sidste ende kommer det meste til at handle om magt og stemmer. Det var befriende at lytte til kloge mennesker med indsigt tale sammen uforstyrret. Jeg blev klogere. Jeg lærte ting, jeg ikke vidste. Jeg fik sat gammel viden ind i nye kontekster.

Søndag aften tog jeg hjem. Jeg var mættet. Kunne ikke rumme mere. Da jeg sad i aftensolen og spiste lækre rugsbrødstapas, mens jeg ventede på toget, var jeg bare taknemmelig over at have været der. Jeg nåede ikke de mange mad-workshops eller den berømmede Heartland Banquet. Og jeg ofrede Bryan Ferry, fordi der ikke var plads til mere stor kunst i mig. Jeg kunne sagtens være at finde på Heartland næste år.

 




Ashes to Ashes

For et år siden så jeg forestillingen Ashes to Ashes i det gamle kapel på Vestre Kirkegård med Sydhavn Teater. Nu er det gamle kapel blevet renoveret, og Sydhavn Teater sætter forestillingen op igen. I aftes var jeg til generalprøve, og jeg blev igen ramt på alle sanser og hensat til eftertænksomhed.
Forestillingen spiller til 22. juni fra i dag. Gør dig selv en tjeneste. Se den.

Helles Blog

Jeg lukker forsigtigt døren op til min blog med en uforbeholden undskyldning. Undskyldningen er til Sydhavn Teater. For jeg havde lovet at gøre reklame for deres forestilling, Ashes to Ashes. Undskyld.

Forestillingen spillede i sommer med sidste forestilling 5. august. Men mine fingre brød ud i pludselig skrivelammelse. De nægtede at omsætte noget til taster. Jeg lukkede ned for alting, holdt ferie og stak af til de norske fjelde. Let brødebetynget nåede jeg netop at sikre mig en af de allersidste billetter til forestillingen, da jeg kom hjem. Så efter min undskyldning kommer en begejstret anmeldelse. Og en uforbeholden opfordring til at genopsætte forestillingen. Gør det! Og se den, når de gør det.

Sydhavn Teater er ganske lille og har allerede lavet nogle spændende forestillinger på utraditionelle steder. Men det ganske lille teater har stort format. Ashes to Ashes er inspireret af Harold Pinters stykke af samme navn. Det er blevet til…

View original post 381 more words

Romabesættelser

En velanskrevet venstrepolitiker har politianmeldt en gruppe ‘romaer’. Han taler vredt og indigneret om romaer, der opholder sig ulovligt i Danmark og laver kriminalitet. De bor i ‘romalejre’ og spreder skidt og møg i midten af København, hvor de også truer de danske hjemløse. Og alt for mange falder med i koret. Jeg er nødt til at sige noget.

Ved nogen med bestemthed, at det er romaer, der lever i ‘romalejre’ og truer de danske hjemløse? Alle rumænere er ikke romaer. Romaer er et folk uden land, som sjældent skilter med deres identitet. “Romaer er forskellige, men vi har tre ting til fælles: sproget, nogle få traditioner og så oplevelsen af diskrimination.” (Carsten og Malene Fenger-Grøndahl: Sigøjnere, 1000 år på kanten af Europa, 2008). Romaer lever meget forskelligt og under meget forskellige livsvilkår. De er Europas største minoritet, og man anslår, at der er 10-12 millioner i Europa. De har været forfulgt, forhadt og udstødt, og under 2. verdenskrig blev de slået ihjel, som jøderne blev det. Romaerne fik bare aldrig den efterfølgende sympati.

I mit arbejde med sundhed for udokumenterede migranter har jeg mødt meget få mennesker, der med sikkerhed kan siges at være romaer. Jeg møder rigtig mange rumænere. De allerfleste er rejst hertil for at arbejde om sommeren. De sender alt, hvad de tjener hjem til familien i Rumænien, og når det bliver vinter, og der ikke er mere arbejde, har de ikke råd til at tage hjem. Derfor samler de flasker og jern og lever af det gennem vinteren. Mange mister deres værelse og lever på gaden. Og selvfølgelig er der nogen, der laver kriminalitet.

Jeg ved, der er store problemer, når udenlandske hjemløse samler sig og sover på gaden. Nogen af problemerne kunne vi let hjælpe med at løse. Vi kunne give lov til at overnatte på herberg. Vi kunne sørge for toiletter i byen. Vi kan selvfølgelig også diskutere, hvad der er vores ansvar. Jeg ved, at nogle af de store byer i Sverige har oprettet transitcentre, hvor folk kan overnatte under tag. Det var en mulighed, og i Sverige har det ikke betydet øget tilstrømning fra Østeuropa.

Men vi er nødt til at tale ordentligt om det her. Og det er ikke ordentligt at kalde alt for ‘romalejre’. Det er ikke ordentligt, at tale om romaer, der er her ulovligt med en stor håndbevægelse. Ingen ved, om det faktisk er romaer. Det er ikke ulovligt at samle flasker eller sove på gaden.

Jeg vil gerne have, at nogen undersøger, hvem det er, der sover i lejre i det centrale København. Jeg vil gerne have, at nogen undersøger, hvem der har truet andre hjemløse. Jeg ved tilfældigvis, at mange hjemløse rumænere bliver truet, banket, berøvet. Jeg vil gerne have folk til at forstå, at mennesker, der lever af at samle flasker, ikke er en belastning for det danske samfund. De koster ikke noget. Men kriminalitet skal sanktioneres. Det individ, der laver kriminalitet, skal straffes. For den kriminalitet de laver.

Det skal et helt folk ikke.

Vi skal passe på, vi ikke udvikler en romabesættelse.

IMG_5870