Tanker om samtaler og demokrati

I dag lyttede jeg til to interviews, der gjorde mig ked af det. Det første var et interview med Søren Espersen, som var ‘lamslået’ over, at folk frygter præsident Trump. Han placerede skylden for den udbredte frygt hos de sociale medier og talte længe for det dansk – amerikanske forholds betydning for Danmarks sikkerhed. Og så skældte han naturligvis ud på venstrefløjen.

Det andet interview var med Martin Henriksen om formuleringen i den hensigtserklæring, Folketinget vedtog i går. Han var vred. Vred fordi venstrefløjen og alle mulige bevidst udbredte misforståelser. Han kunne og ville ikke se, at formuleringerne kunne forstås på en måde, der satte folk udenfor danskheden. Han blev mere vred, da journalisten forsøgte at gøre det tydeligt, hvordan det kunne forstås. Til sidst skældte han journalisten ud for at stille forkerte spørgsmål. Og gentog nogle gange, at der skulle lukkes for asyl, og at folk med flygtningestatus skulle sendes tilbage.

En del af mit mismod hang sammen med det, de udtrykte om flygtninge. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan blive ved med at tale så grimt om mennesker, der har det så grimt, at de flygter fra deres hjemland.

Det, der gjorde mig virkelig ked af det, var den fuldstændige mangel på anerkendelse af, at der findes andre meninger end deres. At der findes andre perspektiver på verden. De to politikere er ikke alene. Det er kendetegnende for dansk politik, og det er kendetegnende for den måde, debat former sig i Danmark. Det er kendetegnende for alle fløje i dansk politik, og det gør mig bekymret og ulykkelig. Det er fundamentet for vores demokrati. Anderkendelsen af andres ret til at have en mening, der er forskellig fra din. Demokrati handler om samtale og argumenter. Hvis vi smider det ud, gør vi ubodeligt køb på det demokrati, vi bliver ved med at sige, vi forsvarer.

Og jeg var nødt til at spørge mig selv, om det er det, dansk politik er ved at gøre?

Heldigvis er jeg ret nem. Der skal ikke meget mere end en rød himmel og en god lang løbetur til at gøre mig glad igen.

Vi må gøre os umage for at passe på det, demokratiet.

img_7846

Danskhed, forskellighed og alt det andet

Det bliver langt, det her. Mit indre er ved at gå til i græmmelse over nogle landsmænds behov for definere og afgrænse. Jeg ser måbende til, mens debatten bliver tiltagende skinger. Der sker polariseringer i en grad, jeg aldrig har oplevet. Debat er et forkert ord at bruge, for det har udviklet sig til en råbekonkurrence. Ingen lytter. Ingen standser op. Udstrakte hænder får hårde rap over fingrene, mens verden er ved at gå til i mistro og frygt. For hvad? For hinanden, for spøgelser, for hurtigtridende historier og alternative facts.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke de landsmænd, som er så bange for, at vores ‘kultur’ og ‘identitet’ vil forsvinde, hvis vi hjælper og behandler flygtninge godt og værdigt. Jeg siger det ikke med hån eller satire – jeg forstår det helt ægte ikke.

Jeg bor i det mest mangfoldige område i landet. Vi har netop fået optalt 140 forskellige etniciteter bosat i Sydhavnen, og jeg føler på ingen måde min identitet truet. Min identitet og min kulturelle selvforståelse føles uforandret, og jeg bliver kun klogere og gladere af at få nye perspektiver på tilværelsen. Når jeg ind imellem køber kød, gør jeg det gerne hos vores lokale halal slagter. Fordi han er en skideflink mand og har godt kød. Han sælger også krydderier og marokkanske taginer og er altid parat med et godt madråd i farten. Jeg køber også gerne grøntsager hos den tyrkiske grønthandler, og jeg stikker ofte ned til vores lille bitte købmandsudsalg på den anden side af vejen uden at vide, hvilket oprindelsesland vores købmand har. Jeg har virkelig ikke brug for at forskelliggøre os. Jeg har brug for det, de vil sælge mig, og jeg synes, de er interessante at tale med.

Når de kraftige og magtfulde stemmer taler højere og højere om ‘danskhed’, aner jeg faktisk ikke, hvad de mener. Hvorfor det behov? Jeg spørger af et ægte ærligt hjerte. Jeg forstår det ikke. Eller måske vil jeg helst ikke forstå det, jeg tror, jeg skal forstå. For når nogen har så stort behov for at definere og generalisere, handler det mest om at udgrænse nogen andre. Og når et flertal i vores folketing har behov for at udtrykke bekymring for, at områder – med Brøndby som eksempel – har et flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, tænder det en lille alarm i min hjerne. Det er bekymrende, fordi formuleringen er tilpas løs til en mere fri fortolkning, og det er bekymrende, fordi det åbner en ladeport for muligheder for at definere det at være dansk som noget bestemt. Brøndbys borgmester var hurtigt ude med undrende protester, fordi han på ingen måde kunne genkende den statistik. I Brøndby bor der flest danskere, sagde han. For det gør der.

Resultatet af folketingets hensigtserklæring, hvor danskere og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er modstillet, er at mange mennesker er blevet sårede og usikre. Inde i  mig selv skaber den frygt for, at politiske flertal i fremtiden vil have grundlag for at kunne skabe rigtige og forkerte måder at være dansk på.

Jeg har arbejdet med indvandrere, integration og sundhedskultur siden starten af halvfemserne. Jeg er simpelthen ikke enig i, at alting er så dårligt. Meget kunne være bedre, men al integration er samspil mellem mennesker. Ingen kan integrere sig uden anerkendelse og dialog. Ingen udfolder sig i et tomt rum. Alle mennesker påvirker hinanden gensidigt. Ingen kan komme til landet og afklæde sig, hvad de kommer fra. Det man er groet fra har også værdi i et liv. Jeg har hele min jyske fortid med mig i København, ligesom min eksmand har hele sin engelske opvækst med sig i sit danske liv. Det betyder jo ikke, at jeg vil have mine københavnske venner til at blive mere jyske.

Jeg kender virkelig mange mennesker, som har aner fra alle mulige steder i verden. Når vi er sammen, snakker vi sjældent om kristendom eller islam. Faktisk kender jeg meget lidt til de fleste af mine venners åndelige eller religiøse liv. Jeg har venner, der er veganere, vegetarer, bøfelskere, svinekødshadere og glutenintolerante. Jeg har venner, der ikke holder jul, og venner, der aldrig får børn. Jeg har venner, der elsker at kramme, og jeg har venner, der stivner, hvis jeg breder armene ud. Jeg har venner der elsker katte, og jeg har venner der hader hunde. Jeg har venner der ryger, og venner der ikke tåler røg. Vi er sammen helt uden problemer, fordi vi anerkender forskelligheder. Du behøver ikke spise bøf eller kramme i mit hus. Ligegyldigt hvad du stammer fra.

Desværre ved jeg af erfaring, at I der mener noget andet end mig, vil læse det her som et knæfald for islam, for at åbne grænser for millioner af flygtninge eller bare som venstreorienteret vrøvl. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne trække lidt i bremsen og anerkende forskellige synspunkter. Lytte, være nysgerrige, gå på opdagelse hos hinanden, svare pænt, blive klogere. Og så ville jeg ønske, at vi ville tale pænt og inkluderende om alle os, der bor i Danmark. I stedet for at bruge så meget unødigt krudt på at definere, hvem vi er. Det ved vi jo godt. Og det behøver ikke inkludere at gøre nogen af os forkerte.

img_6932

Ting jeg savner

Da mine børn holdt op med at være børn og begyndte at blive mere voksne, mistede jeg noget. Ud over små varme børnekroppe og muligheden for at pakke dem helt ind i omsorg. Måske gik det først rigtigt op for mig, hvad jeg savnede, da mine børn begyndte at bringe nye børn ind i min verden.

Jeg savnede nogen at fjolle med. Og for. Jeg er dybest set et utroligt barnligt menneske. Hele mine børns barndom har de levet med mig, der bildte dem alt muligt ind. For sjov. De har levet med mig, der slog over i troldestemme eller pivestemme eller bjørnestemme. Og de har levet med gakkede gangarter, uskøn dans og dårlige ideer.

Du er fjollet, mormor, siger mine fornuftige børnebørn. Mens de elsker det, vi finder på. Jeg ser med begejstring, at mine svigersønner har samme hang til at binde børn historier på ærmet. Og at de bliver henrykte, når børnene hopper på dem. Jeg elsker, at de tager dybe brølestemmer på og jager ungerne, til de giver fortabt i et hjørne. Hvor de bliver kildet sønder og sammen.

Jeg har fået fjol tilbage i mit liv med alle de børn. Fjol er den bedste måde at få trætte Esther til at gå de få hundrede meter hjem fra børnehavebussen. Fjol er den bedste måde at få grin i suretrætte ansigter. De bedste godnathistorier er dem, vi finder på sammen i mørket. Det bedste i verden er at grine sammen.

Måske fjoller vi voksne bare for lidt med hinanden? Jeg elsker alle de små film fra forskellige lande, der parodierer den nyslåede amerikanske præsident. Det er fjol på højt plan med et dybt alvorligt tema. Som for en stund letter den hårde knude i min mave og sætter verdens tilstand i nyt perspektiv.

img_6873

En uheldig ung mand i et nådesløst land

En dag for omkring tre år siden blev jeg hidkaldt til en afdeling på hospitalet, der havde opereret en ung mand fra Pakistan. Som uddannet dyrlæge og biolog var han kommet til Danmark på et Green Card for at forfølge sin drøm om at arbejde som dyrlæge. Han levede op til alle betingelser for at være en aktiv medborger i landet, fik arbejde, lærte sproget og integrerede sig. For at kunne blive godkendt som dyrlæge i Danmark, supplerede han sin uddannelse med flere moduler, mens han sideløbende arbejdede i to forskellige jobs for at opfylde kravet om beskæftigelse. Han arbejdede altså rimeligt hårdt, forsørgede sig selv og delte et kælderværelse med fem andre unge mænd fra Pakistan i udkanten af en forstad til København. Hans del af værelset var den øverste køje i køjesengen til venstre.

Jeg mødte en ung mand med knuste drømme. På sit arbejde havde han villet rense en maskine, som viste sig ikke at være ordentligt afskærmet og sikret, og den slugte simpelthen hans højre arm. Nu sad han der. Alene på afdelingen, med en halv smertende arm og depression, der bredte sig i hele hans univers. På afdelingen var de i syv sind. De ville så gerne hjælpe ham videre, så han kunne lære at håndtere sit liv uden højre arm.

Første problem var hans hjem. Han kunne ikke komme op i øverste køje. Han kunne ikke lave mad. Der var ikke plads til at være stærkt handicappet på det lille kælderværelse. Han må flytte på ‘Mændenes Hjem’, sagde socialrådgiveren. Og så ringede afdelingen til socialsygeplejersken og mig. Vi arrangerede et møde med kommunen. Jamen han har jo en adresse, sagde den kommunale visitator. Jo, men der kan han ikke bo uden sin højre arm. Og nyopereret med stort sår. Og smerter. Vi må jo finde et værelse til ham, hvor han kan bo, mens han bliver genoptrænet, sagde jeg. Og vi diskuterede længe frem og tilbage, indtil visitatoren så mig i øjnene og spurgte, om jeg virkelig syntes, det var deres problem. Jeg lavede en af de lydløse eksplosioner, jeg er blevet ekspert i. En dansk arbejdsplads havde taget hans højre arm, så vi kunne vel godt tage os ordentligt af ham nu! Og det blev sådan. Han fik træning, og han blev opereret flere gange. Han blev også hjulpet igang med at køre erstatningssag mod den virksomhed, der husede den maskine, der spiste hans højre arm. Det skal en maskine jo ikke kunne, vel?

I dag kunne jeg så læse, at den ualmindeligt uheldige unge mand nu bliver smidt ud af vores land. Hans Green Card må være udløbet, og nu udgør han jo ikke en fuldt funktionsdygtig arbejder. Han kan ikke længere forsørge sig selv. Ulykken og de mange operationer afbrød hans studier, så udsigten til at arbejde som dyrlæge pludselig var meget længere væk. Så ud med ham. Også selvom sagen mod virksomheden stadig kører og stadig kræver, at han kan være til stede.

Kære Danmark, synes du virkelig – helt inde i dit gamle hjerte – at det her er moralsk i orden? Virkelig?

img_7703

 

Mon de kommer om natten

I Danmark gør vi børn fortræd. Vi gør børn fortræd, når vi lader dem leve i månedsvis, i årevis i meningsløs usikkerhed. Når vi lader sagsbehandlinger om asyl trække ud i det uendelige, så børn ikke kan sove om natten. Vi gør børn fortræd, når vi lader børn agere tolke og advokater for traumatiserede familier. Vi lader det ske, og derfor gør vi børn fortræd.

Jeg var til forpremiere på filmen, Mon de kommer om natten, i Grand i aften. Filmen skildrer Rohksar gennem de sidste to år. Da vi møder hende, er hun bare 14 år gammel, og har netop modtaget afslag på familiens asylansøgning. De er flygtet fra Taleban i Afghanistan efter Rohksars bror blev dræbt og hun blev beordret til at gifte sig med en ældre mand. De ankom til Danmark i 2010.

Filmen er et ualmindelig stærkt vidnedsbyrd om et barns sammenbrud midt i et alt for stort ansvar. Da vi møder Rohksar, er hun en glad 14-årig, der bliver kåret til årets fodboldspiller i sin klub. Hun har veninder, ser serier i fjernsynet, spiller fodbold og elsker sin skole. Hun taler klart og tydeligt dansk. Og derfor bliver hun den, der må ringe til Udlændingestyrelsen, til Dansk Flygtningehjælp og oversætte de svært forståelige breve, de modtager. Hun bliver en alt for ung budbringer af alt for tunge budskaber. Hun bryder også sammen over det. Hun får svære angstanfald, selvmordstanker og depression. Da vi forlader hende ved filmens slutning, er hun nedbrudt og uglad og bange. Hun ligner en skygge af sit smukke selv. Det kan vi på ingen måde være bekendt.

Filmen gav mig kvalme og fyldte mig med vrede over, at vi lader det ske. I vores rige land. Bagefter var der debat. Desværre med alt for mange debattører, så debatten fik lov til at bevæge sig på et overfladisk, ligegyldigt niveau. Det kunne vi heller ikke være bekendt overfor Rohksar, der så utroligt modigt stod frem og endda svarede på spørgsmål i salen.

Tilstede var to politikere, Pelle Dragsted og Pernille Vermund. Sidstnævnte kørte i forventelige båndsløjfer om ‘nærområderne’ og sneg sig fuldstændig udenom at svare på spørgsmålet om, hvilke nærområder hun havde i tankerne. Situationen er nemlig den, at der opholder sig et tocifret antal millioner af afghanske flygtninge i grænseområderne til Pakistan, og inde i Pakistan opholder sig et ukendt antal. De kan ikke hjælpes af vores penge, fordi Pakistan nægter nødhjælpsarbejdere indrejse. Det andet umiddelbare ‘nærområde’ er Iran. Inde i Iran bor der 1-2 millioner afghanske flygtninge, og de behandles værre, end jeg har lyst til at forsøge at beskrive. Jeg har set mere end ‘et skudsår på flygtninge fra Afghanistan, som de har fået på rejsen gennem Iran. Hvordan det ser ud i ‘nærområderne’ Turkmenistan, Uzbekistan eller Kirgisistan, tør jeg faktisk slet ikke begynde at forestille mig. Næste ‘nærområde’, Tyrkiet, kan vist dårligt rumme mere, og ingen ved, hvem Pernille Vermund havde i tankerne. Det fik vi så heller ikke uddybet.

Seks år er ufatteligt langt i et barneliv. Rohksar har stadig ikke fået svar på, om familien kan få asyl under hensyn til hendes tarv.

Se filmen på onsdag på Tv2 og læs om hende i Politiken. Og tænk lidt over, hvor mange love, der bliver tilsidesat, mens Rohksar bliver ældre og går lidt mere i stykker hver dag.

Og jeg sender en bunke tanker til lille bitte Asmaa fra Afghanistan, som jeg tog imod på Lesbos’ nordkyst og sendte videre til Tyskland sammen med hendes forældre. Hun er nu et år og en måneds tid. Jeg håber sådan, at hun har det godt. Du kan læse om hende her.

image

2016

Man kan sige meget skidt om 2016. Det er der mange, der har gjort, så det behøver jeg ikke. Mickey Gjerris siger det så fint i et opslag på Facebook:

Finder det meget problematisk, at så mange skælder ud på 2016. Det er bare et år og kan ikke gøre for det. Det kan vi til gengæld. Det er os, der skaber historien. Os mennesker. Vi har ansvaret. Verden bliver som vi vil. Er ganske enig i, at det ikke er gået så godt det sidste års tid. Men så må vi jo se at få gjort noget ved det, i stedet for at klynke over regering, Trump, terror, krig, loft over hjælp og uddannelse, klima og alt det andet, som i den grad trænger til en kærlig hånd. Så godt nytår og god arbejdslyst. Vi ses i 2017

Det blev et år, der lærte mig meget. Det lærte mig, at det eneste rigtige jeg kan gøre, er hele tiden at handle med min overbevisning. Jeg kan ikke udrette mirakler, men jeg kan måske skubbe blidt til nogen, der så prøver at gøre noget godt for andre. Det findes derude, det gode. Det kan være svært at få øje på i medierne, og vores folkevalgte politikere sammen med dem in spe gør intet for at hjælpe det på vej. Det kan vi kun selv gøre.

Jeg er en lille brik i et større demokratisk system. Jeg er ikke politiker. Mine hverdagshandlinger kan sammen med andres hverdagshandlinger tilsammen flytte lidt. Når nok gør det, kan det flytte mere. 2016 har lært mig, at den vigtigste udvikling kommer nedefra. Fra hverdagen.

Så det går mit liv med, og det kommer 2017 også til. Mens jeg gør det, må jeg leve med, at venner unfriender mig på Facebook, at nogen kalder mig pladderhumanist, betonfeminist, halalhippie, godhedsindustri, landsforræder, naiv og andre ikke-venlige navne. Jeg lever med det. Mens jeg bliver ved med at tale om humanisme som fundamentet i det samfund, jeg elsker.

Jeg gør det, fordi jeg kan. Jeg kender tilstrækkeligt andre mennesker, der har levet i samfund, hvor mine handlinger kunne koste fængselsstraf eller værre. Derfor bliver jeg ved med at ytre mig, deltage og handle. Hvis jeg lod være, måtte jeg hver morgen slå blikket ned foran spejlet i badeværelset. Demokrati og frihed forpligter. Jeg flasher ikke så meget, hvad det er, jeg gør. Jeg snakker med mine børn, mine børnebørn og mine nære venner om det. Fordi jeg gerne vil være den modvægt, mine børnebørn har mod den fjendske retorik. Mit professionelle liv er ikke anderledes end mit private frivillighedsliv. Der er ingen konflikter der.

Da jeg var ung teenager, og min far netop var udnævnt til overlæge i en mindre by i Jylland, gik vi en aften sammen på gaden. Jeg husker blot, at vi gik sammen i mørket, og han sagde, at jeg nu var forpligtet overfor dem, der havde vanskeligere kår end os. Privilegier forpligter, sagde han. Jeg har aldrig glemt den samtale. Det har han sikkert. Men det er en af de situationer, en af de sætninger, der siden på mange måder har været med til at styre min måde at leve mit liv på. Astrid Lindgren sagde noget lignende, at den som har meget magt også må være meget rar (frit efter hukommelsen). Nå, jeg er ikke altid rar. Men jeg har altid siden følt den forpligtelse, og ligegyldigt hvor fattig jeg har været, har der altid været nogen, der havde det værre. Og ligegyldigt hvor skidt det stod til, var der altid noget at give af.

Jeg går ud af 2016 med en god fornemmelse. Der er sket så mange forfærdelige ting, og der er udviklinger, der bekymrer mig ind til marven. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg har kun tre nytårsforsæt: at gøre det, jeg gør bedre og mere, at bruge en uge syd på i starten af december og overgive mig til influenzavaccinen.

Rigtig godt nytår.

img_7694

Godnat Malaga

Efter en lang influenzadecember skulle jeg afsted på en af de bedst timede ferier nogensinde. En god uge i Malaga, bare min computer og mig. Et par dage inden afrejse bed min svigersøn i gulvtæppet med opkastesyge. Bare du slipper, sagde min datter, du plejer jo at dele alt, hvad vi har af den slags. Nej da, var vi enige om, når man har brugt en hel december på at være mere eller mindre syg, må man have fyldt sin kvote. Lige til jeg vågnede natten for min afrejse med spurtdiarre. Jeg kastede kun lidt op. Og jeg nåede mit fly. Men jeg kan forsikre, at det er helt ufedt at rejse gennem Europa med sådan en mave. I et helt døgn indtog jeg to kopper te, en halv liter vand og en croissant.

Jeg ankom til Malaga efter et par timers forsinkelse i Gatwick. Som heller ikke var fede. Blev hentet i lufthavnen, fandt min lejlighed, lagde mig på sengen – og vågnede 17 timer senere. Jeg må have vaklet op og udskiftet cowboybukserne med nattøj på et tidspunkt, men jeg husker det ikke.

Nu er jeg så klar til Malaga. Har brugt dagen med sol på næsen og fyldt mig med kalorier og væske. Jeg begynder at føles normal. Har gået en lang tur til noget, der lignede et af den slags turistområder, jeg helst holder mig på afstand af. Så blev det afklaret.

Her er hyggeligt og rart at være. Jeg har en tagterrasse, som er fyldt med sol hele dagen og varm nok til kaffe og bog.

img_7684