Ugens optur – Februar

Ugens optur er Troels Kløvedal. Jeg har i den grad optur over hans seneste og sidste roman, Alle mine morgener på jorden. Og hvor er jeg taknemmelig for, at han har nået at skrive den. Jeg har hørt bogen som lydbog på mine længere løbeture og cykelture, og uanset hvor mavesur jeg har været, når jeg trykkede på start, har den efterladt mig gladere og mere optimistisk. Der er nok at være mavesur og nedtrykt over i dagens Danmark, fordi vores folkevalgte politikere dagligt overtrumfer hinanden i forsøg på at udgrænse bestemte befolkningsgrupper, som åbenbart ikke har gjort sig fortjent til politisk omsorg.

Troels Kløvedal har hele livet været en mand, der arbejdede efter sit hjerte. Og beretningen om hans lange liv med Nordkaperen, rejser, kollektiver og kærlighed gør  mig glad. I en tid, hvor flere skal rette mere ind, og hvor kontrol går amok, elsker jeg hans vildskab mere.

I går eftermiddags lyttede jeg til den sidste del af bogen, mens jeg løb 14 kilometer i et dagslys, der forandrede sig til spektakulær solnedgang over Kalveboddybet. Verden gik i en god times tid ligesom op i en højere enhed. Mens jeg løb langs vandet lyttede jeg til epilogen. Og tårerne piblede frem og frøs næsten til is på mine kinder, fordi jeg var rørt helt ind i det dybeste af mit hjerte. Troels Kløvedal er døende. Han kan ikke længere synke sin mad selv eller trække sit vejr uden respirator. Han føler sig ude i hårdt vejr og får en stigende lyst til at søge ind i en lukket lagune, som han siger. Alligevel kan han elske udsigten fra vinduet i sin gård på Djursland.

Først får man alting foræret, så mister man alting igen. Sådan er livet.

IMG_9271

Den standhaftige myte

Jeg bor i Københavns gamle Sydhavn. Og jeg kan lide at bo her. Her bor en mangfoldig blanding af mennesker i alle farver og former. Sydhavnen blev i sin tid bygget som ‘arbejdernes Hellerup’ af lave etagebyggerier med grønne områder og masser af luft. Lejlighederne er små, og tidligere boede folk med alle deres børn i de små kår. Igennem mange år er lejlighederne blevet fyldt med folk, der ikke havde råd til at bo andre steder, og der råder en særlig sydhavnsstolthed blandt indbyggerne. Mange unge flytter væk, men de fleste vender tilbage. Igennem mange år er der flyttet mennesker med nye etniske og nationale baggrunde ind i Sydhavnen, og vi rummer nok den største variation af oprindelsesnationaliteter. Vi lever temmelig fredeligt sammen. Der findes selvfølgelig dumme bøller, som der gør andre steder i København. Men der er flest af os andre.

Her i Sydhavnen er der mange, der ikke arbejder. Her bor mange psykisk syge og mange der fejler fysiske ting. Der bor også mange, der de fleste dage kigger ret dybt i en grøn ølflaske. Alligevel er her ret fredeligt. Men det er bekymrende at se, at de folk, der ikke arbejder, bliver fattigere. For det gør de, og det er tydeligt. I Sydhavnen bekymrer vi os om den hastigt voksende biltrafik. Den er voldsom herude. P. Knudsensgade, Vasbygade, Enghavevej står hver morgen og eftermiddag fuldstændig stille med biler – køler ved køler – med hver sin ensomme chauffør. Vi bekymrer os om klimaforandringer, og det gør vi også helt konkret, fordi vores bydel blev ret voldsomt oversvømmet, dengang om sommeren, da København druknede. Vi bekymrer os om hinanden, fordi flere mangler mere end tidligere, og her eksisterer en stor hjælpsomhed.

Her bor også røvhuller, der stjæler folks christianiacykler, og de fulde ølmennesker på Mozarts Plads slår ind i mellem hinanden på tæven. men mest kun hinanden. Andre idioter bryder ind i vores kolonihavehuse om vinteren, og der er nogle unge, der bliver ved med at genere kiosken på Sjælør Station, så den må lukke tidligt. Men de hører nu nok til i Valby, siger vi i Sydhavnen. Jeg er ikke romantiker med skyklapper, men jeg kan faktisk godt lide at bo her. Og jeg føler mig fuldstændig tryg.

Jeg er rent ud sagt målløs over, at vores politikere lykkes med at puste myten om indvandring op igen og igen. Så sent som i dag udtalte Socialdemokraternes formand, at Danmarks største problem er ikke-vestlig indvandring. Undskyld, jeg kan altså få øje på adskilligt andet, der kan udkonkurrere det problem. Men det vil vi ikke tale om. I stedet scorer politikerne omtale og (måske) stemmer på at hænge en befolkningsgruppe ud offentligt. Det er ikke kønt. Integration er ikke en katastrofe. Det går for det meste forbavsende godt. Kriminaliteten er historisk lav. Flere unge uddanner sig. Arbejdsløsheden er lav. Til gengæld buldrer boligpriserne afsted, og snart har kun velhavende mennesker råd til at bo i København. Også i Sydhavnen.

Kære mennesker i Danmark, – politikere, journalister, meningsmennesker og alle I andre. Kan vi ikke nok begynde at tale om de virkelige problemer? Vi har IKKE flygtninge/migrantkrise i Danmark. Vi kan hjælpe de lande, der har. Og vi kan tale om klima, miljø, trivsel, skattesnyd, sundhed, ulighed, som altsammen kan hjælpe os i Danmark til ikke at få nogen kriser. Lad os dog kræse lidt for de folk, der bor i vores land. Lad os gøre Danmark til et rart og venligt sted igen. Lad os gøre Danmark til en solidarisk del af resten af verden. Det andet klæder os ikke.

IMG_5785

Ugens optur

Hver uge lytter jeg til Radio Information, en podcast der hver fredag lander i min podcast-indbakke. Den kigger på ugen, der er gået og tager forskellige aktuelle emner op. Og så kommer Rune Lykkeberg med ugens optur. Jeg har i flere år haft et hemmeligt crush på ham. Jeg elsker hans ukuelige optimisme. Han er begavet og belæst og styrer en avis, der behandler verdens alvorlige problemer. Og det gør han ret godt. Der er jo virkelig mange gode grunde til sortsyn. Ikke mange af verdens regeringer lyser op i landskabet, klimaforandringerne er så alvorlige at jeg dagligt bekymrer mig om mine børnebørns fremtid, og de mange ulykkelige mennesker på flugt fra krige, forfølgelser og armod martrer mig. Verden er måske på kollisionskurs. Runes opture er mit ugentlige kick.

Så jeg adopterer ideen og lancerer ugens optur her. Her kan der godt være to opture om ugen, og jeg kan springe uger over. Det er nemlig mig, der bestemmer her i butikken. Ugens opture er ikke lalleglade det-går-nok-altsammen-hvin. Det er min opgave til mig selv at se opture i mørket. Ugens optur er den anden side af den sorte politik. Det er mælkebøtterne i asfaltsprækken, og det er det lys, der trænger mellem brædderne. Det er  de positive uventede bivirkninger til tryk, forbud og stramninger. Vi trænger til både lys og mælkebøtter.

Lørdag inviterede jeg en bunke veninder til nytårskur. Jeg havde ladet mig være for travl hele sensommeren og efteråret og set alt for lidt til mennesker. Måske havde jeg også været for socialt doven. Måske bare været lidt indadvendt nogle måneder. Derfor satte jeg lidt mad på bordet sammen med en flok bobler tidligt lørdag eftermiddag. Jeg tænkte, at de så kunne nå noget weekend alligevel. Men de gik jo ikke. De blev siddende tæt bænket omkring mit spisebord, mens mad og bobler forsvandt ned i vores maver, og boblerne steg lystigt til hovedet. Selv blev jeg så boblende, at jeg ikke rigtigt husker tidspunktet for, hvornår de sidste veninder vinkede farvel. Jeg registrerede blot, at min stilhedscravende storbynabo bankede hårdt på væggen lidt før midnat. Jeg husker ikke, vi begyndte at hviske.

Og det er jo en ægte optur. At kunne samle begavede, engagerede, sjove og debatlystne kvinder, der deles om stolene for at kunne være omkring det samme bord. Som kaster sig ind i fælles debat om #metoo, Kim Wall, feminisme, klima, flygtninge og hinanden, mens de tømmer flaske efter flaske med lystige bobler.

Det giver mig så meget håb for verden. Jeg gør det sgu igen næste år.

IMG_7715

Strøtanker om kollektiv ignorance

Jeg skrev det her for to år siden, da jeg kom hjem fra Lesbos. På de to år er det gået den helt forkerte vej – og vi er i frit fald. Jeg ved ikke længere, hvad jeg kan gøre for at være med til at ændre det.

Helles Blog

Det fylder min bevidsthed, spørgsmålene om flygtninge og den krise europæiske politikere ser som europæisk. Det er fortvivlende at vende hjem fra arbejdet på Lesbos og blive konfronteret med den politiske retorik. Jeg går i stå. Bliver afmægtig. Får lyst til at skride. Men jeg bliver. Jeg vil så gerne kende mit land igen. Jeg vil så gerne være med til at vende vores perspektiv i en mere konstruktiv retning.

Der bliver kastet rundt med store ord. Fløjene i debatten er så skingre, at jeg må dække mine ører. Jeg tvinger mig selv til at læse debatindlæg. For at prøve at forstå en lille smule. Det meste af tiden måber jeg.

Det giver ikke mening at skrige racisme. Det giver heller ikke mening at råbe fascister. Lige så lidt som det giver mening at råbe ‘gutmensh’, bekvemmelighedshumanister eller halalhippier. Ingen lytter. Ingen ser sammenhænge. Ingen ser konsekvenser. Ingen vil blive klogere. Der…

View original post 1.328 more words

Downsizing

Jeg skærer ned. Minimaliserer. Downsizer. Skiller mig af med. Ting og sager og kilo. Det har bredt sig på de sociale medier i det nye år, det der med at skille sig af med overflødigt gods. Og jeg har mange ting. Min krop har også fået lidt for mange kilo. Trods træning og maratonløb i efteråret.

Jeg er en slags samler. Jeg skiller mig nødigt af med ting. Jeg kunne måske få brug for dem. Eller det er gaver, jeg har fået på lange rejser. Ting er fyldt med minder. Når jeg får en ny kjole, gemmer jeg den gamle. For jeg har jo været glad for den. Og den er ikke helt slidt op. Og alle ved jo, at mode løber i cirkler og vender tilbage. På et tidspunkt.

Men jeg bor relativt småt, og der er mennesker ude i verden, der mangler ting. Det er jo både latterligt og flovt at have to pulterkamre stoppet med ting. Og tøj. Jeg har taget ideen til mig. Hver dag finder jeg en ting eller et stykke tøj, som jeg sender videre i cirkulation i verden.

Det gør mig utroligt glad, når jeg kan aflevere noget til nogen, der bliver glade i øjnene. Om nogle måneder kan jeg sløjfe det ene pulterrum. Eller bare bruge det som vintercykelrum.

Det gør mig også forunderligt glad at overveje hver enkelt ting. Se på kjolen fra Indien, som var fin derude. Men som aldrig kommer på i Danmark. Eller se på den jakke, som har været med på utallige rejser, ekspeditioner og skiture. Og kærligt konstatere at den er for slidt til den slags brug. Jeg siger tak for alle turene og sender den videre til mere ydmyg brug i København. Jeg tager afsked med ting, der har hørt en anden tid til. Og jeg tager afsked med tider. Og byder nye tider mere velkommen.

Det kan jeg kun gøre ved at tage en ting ad gangen. Små og store, og nogle dage smutter flere ting med.

Anderledes er det med kiloene. Og alligevel. For de kilo er jo kun kravlet under mit skind, fordi jeg har forbrugt for meget. Jeg hader ikke min krop. Men jeg bryder mig ikke om at overforbrug sniger sig ind på mig. Jeg er ikke på kur. Jeg skriver bare ned, hvad jeg spiser. Når jeg gør det, bliver jeg også lidt mere opmærksom på, hvad jeg spiser. Tænker lidt mere over det. Jeg dropper slik og kager, og ser med lidt mere alvorlige øjne på proteiner, kulhydrater, fedt og vitaminer. På den måde er tre kilo allerede stukket af fra min krop. I er ikke savnede.

På en eller anden måde trækker jeg vejret lidt lettere end før.

Og bare rolig – jeg kommer aldrig til at leve stilrent og minimalistisk. Bare lettere.

IMG_7774

Et fattigt lille land

I dag har jeg været sammen med en kvinde, der måske er 15 år yngre end mig. Hun kommer fra et land i det sydlige Afrika, hvor hun indtil sidste år drev en indbringende forretning. Men børnene flyttede hjemmefra og til udlandet, og hendes mand er professor i Danmark. Han overtalte hende til at komme til Danmark og bruge et par år på at slappe af, og måske senere starte på at bygge noget nyt op. Som hun havde gjort før. Hun følte sig ensom uden børnene og afviklede sine forretninger. Derefter rejste hun til København, hvor hun søgte familiesammenføring.

Hun har været i Danmark i snart et år. Og hun venter stadig på svar fra Udlændingestyrelsen. Hun viste med hænderne, hvor stor bunken af dokumentation til Udlændingestyrelsen havde været. 10 – 15 centimeter. Det tog jo rigtig lang tid at udfylde og skaffe alle de dokumenter, sagde hun med et skævt smil. I vil jo ikke have sådan en som mig. Eller myndighederne vil ikke. Sagde hun. Det ville ikke forbavse hende at blive afvist. Og det er jo så dumt, sagde hun. Jeg har jo ingenting tilbage i mit hjemland. Jeg har afviklet det hele, og børnene studerer i USA.

Efter jeg kom sidste år, har jeg læst på Integrationsministeriets hjemmeside, og jeg har læst en hjemmeside, hvor expads fortæller om erfaringer i Danmark. Hvis jeg havde læst alt det, inden jeg rejste, var jeg aldrig kommet. De expads fortæller om de forfærdeligste oplevelser. Og det er jo mennesker, der klarer sig selv, sagde hun.

Jeg kunne kun bøje mit hovede. Det gjorde mig ked af det. Hun må gerne være i mit land, og jeg havde lyst til at tale med hende i timevis.

IMG_9237Michael Kvium: Justice

Mit utjekkede jeg

Jeg har en side i mig, der er gennemført utjekket. Den viser sig næsten dagligt, når jeg skal ud af døren. Inden jeg skal på arbejde, mødes med veninder eller løbe en tur afsætter jeg 5-10 minutter til at samle mig. Ikke meditativt, men helt praktisk. Jeg trawler gennem min lejlighed for at finde nøgler eller handsker eller pung. Der er dage, hvor min rygsæk har gemt sig, og cykellygter er et kapitel for sig.

Jeg er helt uimodtagelig for de råd, almindelige mennesker bruger, som at have faste steder til nøgler, tasker og cykellygter. Jeg finder dem altid. Og jeg har afsat tiden. Så egentlig har jeg ikke et problem. Og dog – for da jeg lynpakkede kufferten mellem jul og skiferie, var mine lækre, dyre overtræksbukser forsvundet. Jeg købte dem for et ublu firecifret beløb til en længere bjergbestigningsekspedition for ti år siden. Skalbukser hedder de i den jargon, og de er virkelig gode at løbe langrend i på de allerkoldeste dage. Ingen vind trænger igennem dem, og de sidder perfekt. De kan lynes op i siden, og de går hele vejen op og beskytter mit maveparti.

Jeg fandt dem ikke. Og jeg var ret ulykkelig, for jeg kunne have glemt dem i en af tusinde butikker, jeg havde løbet rundt i op til jul. Nå, jeg kylede et par aflagte skalbukser, der sidder virkelig dårligt, i kufferten sammen med mine langrendsbukser. Jeg klarede mig og brugte kun en enkelt tur på at blive gnaven på de aflagte bukser. Jeg begyndte at kigge  udsalgssider med skalbukser, mens jeg håbede på, at jeg enten havde glemt dem hos min datter eller på arbejde.

I morges gravede jeg mig ind i skabet i min gang for at finde min arbejdstaske. Og lige der – fint foldede over en bøjle – hang mine lækre, dyre skalbukser.

Jeg har nok gjort et forsøg på at være lidt tjekket, da jeg hang bukserne pænt i skabet. Jeg tror ikke, jeg prøver det igen.

Men hey – har jeg måske ikke lige nærmest tjent et par tusinde kroner?

IMG_9226