Må vi godt kysse hinanden, spurgte Otto på 4 forleden. Vi havde egentlig krammet farvel, og han var på vej ned ad trapperne, da han pludselig vendte om sammen med Esther på 6 og stormede op igen for et ekstra farvelkram, mens faderen forgæves forsøgte at få dem til at komme med ned.
Ja, sagde jeg, vi to må godt kysse. Og så plantede han et kys midt på min mund, krammede én gang til og løb ned igen.
Hold nu op, hvor vi trænger til at kysse og kramme. Være tætte og dele alt det, vi går og nusser med alene. Jeg glæder mig til at fylde min lejlighed og min kolonihave med alle de mennesker, jeg holder af. Og har savnet så længe. Hver gang, jeg står på kanten af det hul, der hele tiden truer med at opsluge mig og spise min ja-hat, tænker jeg på gode snakke omkring mit runde spisebord. Kølig hvidvin på terrassen, mens solen går ned.
Jeg glæder mig til at løbe og surfe og ro sammen med nogen. Jeg glæder mig til sne og lange togture til Lapland. Jeg glæder mig til at stå i køkkenet og snitte og brase, mens veninder drikker rødvin ved køkkenbordet. Jeg glæder mig til operaklub og festival, og jeg glæder mig til at besøge min veninde på Færøerne. Jeg glæder mig til at tage toget ned gennem Europa. Jeg glæder mig nok mest til at samle os, der har været skilt ad så længe. Samle vores venskaber op igen. Være sammen.
Det er jo fantastisk at have så meget at glæde sig til. Rigt, faktisk. Og det hjælper.
Imens går tiden. Vaccinerne kommer. Der er huller i leveringen, og folk vil helst have en fast plan, som ingen kan give. Men det går. Også mod bedre tider.
Imens vil jeg glæde mig stort over, at min familie har lavet et barn, der helt intuitivt forstår, hvad samtykke er.
Helles Blog 