Mandagsvinter

Nej, jeg jublede heller ikke over den første sne i år. Jeg har elsket den her vinter med plusgrader og solskin. Reglen er bare, at når noget næsten er for godt til at være sandt, ja så er det som regel heller ikke sandt. Ret længe.

Og det var på ingen måde nogen nydelse, da jeg cyklede fra Frederikssund Hospital med en hylende vind i mod mig. Og store, plaskvåde sneklatter in my face. S-toget blev fyldt med våde støvler, og jeg blev glad for at have taget de tykke handsker på.

Jeg vidste det godt. At internettet ville flyde over med jubel over et par centimeters sne hos alle dem, der har bil, hjemmearbejde eller fri. Og jeg holdt mig i skindet. Jeg spyede ikke onde eder ud i cyberspace.

Det gør jeg heller ikke nu. Jeg godter mig over, at sneen er væk igen i morgen.

IMG_2704

I mørkeskoven med pandelygte

Mens man sidder her og hader vejret, kan jeg jo glæde mig over, at jeg alligevel kom ud en lille times tid i løbeskoene. Efter at have gået 4-5 km hjem fra Birkerød City. Med indkøb. Hurtigt som en ninja susede jeg i løbetøjet, inden jeg kunne nå at protestere og fandt pandelampen frem. For det er buldermørkt, og koldt og blæsende. Og mørkt. Og fyldt med sne.

Men ud kom jeg. Løb ned i skoven, som jeg havde fuldstændig for mig selv. Bortset fra sneen og mørket og kulden var det sjovt at løbe af sted og være helt alene. Ind imellem var jeg på nippet til at fare vild. Og dog. Stierne var rimeligt lette at følge, og jeg priste igen mine trailsko. At løbe i alene i en nattesort skov er en speciel oplevelse. Træerne knager, og ind imellem drysser sneen fra grenene. Pludselig lyser månen gennem trætoppene, og en stille fugl rører på sig. Ellers er alt pakket ind i mørket og sneen. Alt det vante ser så anderledes ud i mørket. Om det er god træning, aner jeg virkelig ikke. Det går langsomt. Man sætter automatisk farten ned i mørket på de frosne stier. Men det er nu den slags løb, det kan blive til. Og det er meget bedre end ingenting. Men kors i hytten, hvor har jeg meget lidt lyst, når jeg kommer sent hjem. Så jeg må snyde mig selv og smutte i løbetøjet, før en tanke kan flyve forbi.

Men maden. Vintermaden. Den elsker jeg. Jeg har altid fryseren fuld af fisk og køleskabet fyldt med rodfrugter. Jeg kan (okay næsten) spise det som slik. Skræl og snit de grøntsager, du har lyst til. Skær fisken i terninger. Bland det hele og krydr med salt, peber, koriander, spidskommen, merian – eller whatever you fancy. Rigeligt af den gode olivenolie og et skvæt citron. Tyve minutter i wok’en eller ovnen, og vupti er der et klassemåltid parat. Som jeg aldrig bliver træt af, og som oven i købet hypersundt.

Og så kan man jo lige knibe en flødebolle fra Summerbird indenbords for at genoprette balancen.

Sne, sne, sne

Både i går og i dag trak jeg i mine trailsko og løb afsted ind i skoven i tusmørketiden. Når sneen ligger tykt, kan man orientere sig på skovstierne meget længere. Der er helt tyst, og skoven pakker mig nærmest ind. Men jeg skulle slet ikke løbe rundt her i Rude Skov. Jeg skulle være i Randers og købe julegaver med min mor, og jeg skulle løbe halvmaraton sammen med min svoger. Som vi har lavet en tradition ud af. Hvert eneste år løber vi halvmaraton i Randers sammen med en af hans venner. Efter løbet tøffer vi til Århus og drikker gløgg og får æbleskiver. Men ikke i år. Jeg fik en mail fredag eftermiddag, at løbet var aflyst, fordi byen var begravet i sne. Og så skulle jeg nok heller ikke slæbe min lille mor rundt i snedriverne. Og kunne jeg måske overhovedet komme frem? Eller hjem igen?

Vi udskød en uge, og derfor er jeg her i Rude Skov. Og er ved at drukne i sne. Se selv:

Det er hårdt at løbe i den dybe sne. Trailskoene har godt greb om underlaget i skoven. De er også lavet til bjergløb, og jeg var superglad for dem i Nepal. Men sneen er dyb, og jeg løber af sted med høje knæløft. Specielt op ad bakkerne trækker det tænder ud. Alligevel er det fedt her de første snedage. Før skifolkene har lavet spor gennem hele skoven. Før det hele er tøet og frosset igen. Og frem for alt skal jeg ingen steder. Så kan det jo sagtens gå med det der sne.

I morgen vil jeg på en længere tur. Og jeg har slæbt skiene frem. Når nu skoven alligevel ligger der udenfor min dør med al den sne.

When will you ever learn?

Det er på sin plads at reflektere lidt over noget dømmekraft og selverkendelse. Eftersom der igen ligger noget sammenkrøllet, udtrådt kvinde i en sofa et sted i Birkerød. Okay, det der vejr, det kunne jeg ikke have forudset, vel? Og – uden at dette igen i år skal udvikle sig til en vejrblog, så har det givet visse udfordringer. Både af logistisk slags og af den hmmm.. indre peace, love and harmoni. Altså TO DAGE holdt min cykel til det. Nu står den og skammer sig i cykelskuret i Hillerød med et brækket bremsekabel. Og der kan blive stående ja, indtil der er mindre trafikale udfordringer. Jeg boykotter den. Og kender I nogen, der har en halvgammel havelåge med indvendige gear og f o d b r e m s e stående, så vil jeg gerne overtage den. Og jeg betaler oven i købet gerne noget for den. Den anden kan blive boykottet, til vejret passer den igen. Nok om det – det giver masser af udfordringer med at traske til og fra stationer gennem bunker af sne. Flash backs i stribevis til noget lignende sidste fimbulvinter. Og jeg prøver – virkelig – at fokusere på, hvor yndigt, det ser ud.

Men det er ikke derfor, der ligger noget udkogt kvinde i sofaen. Det er noget sprogligt. Et lille meget enkelt ord, der aldrig rigtigt fandt vej til vokabulariet. Egentlig ikke spor svært at sige, men det bliver bare altid overhalet af noget ja-agtigt. Så nu sidder jeg i saksen igen. Med to megastore projekter, som skal være færdige inden nytår. Og hvor det er mig, der fører pennen og har en halv million mellemliggende deadlines. Og det er jo sådan noget, som mit arbejde går ud på. Men hvorfor jeg så har sagt ja til at holde oplæg i næste uge og til at facilitere en workshop og lave endnu et oplæg og og og……. Ved siden af alt det andet, som skal hjælpe med at give overblik over kvaliteten af behandlingen i Hovedstadens sundhedsvæsen. Altså – jeg piver ikke. Det er ikke synd for mig. Jeg gør det jo selv. Jeg er bare udkogt. Brugt. Weekendklar. Og lidt fuld af undren over, at jeg igen og igen og igen sætter mig en situation, hvor mine deadlines kradser i nakken og sparker mig til hjørne. Endnu en fredag med et par medbragte weekendprojekter, og hvor det alligevel er spændende, om jeg vågner til en rolig mandag uden skarpe kløer i nakken. Pfyiii altså.

Udkogt er jeg også fordi min weekend er aflyst. Nå ja – det bliver selvfølgelig både lørdag og søndag, men ikke som jeg havde planlagt. For to timer siden tikkede en e-mail ind og fortalte, at det halvmaraton, som min svoger og jeg løber hvert eneste år, var aflyst, fordi Randers var druknet i sne. Øv og bøv. Jeg havde håbet på at løbe en bare lidt bedre tid end i Skovmaren, fordi det er et forholdsvist fladt løb. Men hvad – jeg kunne jo have haft verdens bedste undskyldning! Værre er det, at jeg havde en aftale om at købe julegaver sammen med min mor. Men der er faldet en halv meter sne omkring deres hus, og hun skal ikke trækkes rundt i en iskold by med dårligt føre. Så vi venter til næste lørdag, og jeg krøller min billet sammen igen.
Og læner mig behageligt tilbage i sofaen.

Vinterbrølet

Jeg ved det godt. Det er et vilkår, når man lader sig føde på nordlige breddegrader og ikke forlængst er flyttet herfra. Og jeg skal bare lige have lov at få det overstået. Så lover jeg, at jeg vil anstrenge mig for ikke at underholde om mit forhold til vejret ret meget mere i år. Så here comes: JEG HADER VINTER. Jeg hader sne, jeg hader slud, jeg hader mørke. Har jeg nogen sinde haft et romantisk forhold til sne, blev det endegyldigt kvalt sidste år. Jeg bandede hele vejen hjem i aftes over at få slasket noget halvfrosset vand i hovedet hele tiden. Og jeg bandede endnu mere i morges, da jeg trissede cyklen ud af skuret, – og fandt dybfrosne gear og bremser. Hvad skal alt det til for. For fanden da – vi er ikke i december endnu, og der er næsten to måneder til jeg flytter væk fra landzonen.

Nåmn, jeg fik tøet forbremsen op, så jeg kunne balancere gennem fastkørt sne til stationen i ét gear. Der sad uhjælpeligt fast. Og så har de kastet rundt med nogen køreledninger igen derinde i byen. Så jeg måtte stå i 25 minutter på en kold station og vente på det der s-tog. Og nu sidder jeg her og MÅ have luft, inden jeg dribler videre med mine projekter. Ellers ville jeg bare sidde og skumle højlydt ved tanken om den stivfrosne cykel, der nu står i cykelskuret. Og som jeg skal have til at balancere mig hjem igen i frost og buldermørke. Så jeg kan komme hjem og overstå dagens løbetræning i mørke og smat og sne. Jeg hader det, jeg hader det, jeg hader det.

En af mine venner i Italien fortalte mig for mange år siden, at jeg da skulle flytte ned til ham. Så ville der både være varme og bjerge lige in the neighbourhood. Men det gjorde jeg så ikke. Så jeg må lide mig igennem vinteren – og brøle lidt en gang imellem.

Og kippe med humørstangen over at jeg er velsignet med en ven, som midt i mørketiden finder på det her. Og når jeg er allersurest over det der vejr, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, så kan jeg sidde og bladre i mine bjergbøger og lægge planer for sommeren.

Tudefjæs og vejrraseri

Jeg må have det ud! Jeg ved, jeg udstiller mit indre tudefjæs. Jeg ved, det er både taberagtigt og latterligt. Stik mig bare en tudekiks.

Men jeg får nedtur over det vejr. Det væltede ned med sne i går eftermiddags, da jeg kom hjem, og nu vælter det ned igen. Min krop går langsomt i forfald, og jeg ser ingen mennesker. Jeg faldt pladask for den landlige sommeridyl og natur, da jeg besluttede mig for at leje huset udenfor Birkerød. Men jeg må erkende, at det holder ikke.

Der er for langt til alting. Hvem gider kæmpe sig gennem dårligt vejr og snefyldte cykelstier for at nå stationen, så man kan tage toget til København. Når nu klokken er blevet 18, før jeg kom fra arbejde. Jeg gør det ikke. Jeg cykler sædvanligvis mindst 200 km om ugen, så benene får spjæt af savnet. Kun enkelte uger er jeg nået op omkring 100 km på en uge siden engang i december. For første gang nogensinde er min motivation for at løbe røget helt i bund. Aldrig har vejret i den grad holdt mig tilbage. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg arbejder meget og kommer sent hjem. Men havde det bare regnet i stedet for sne og is, var jeg kommet afsted mindst 5 gange om ugen. Tænk at høre mig selv savne regnvejr!

Det er uger siden, jeg har løbet i skoven. Jeg er syg af savn efter bløde skovstier og fuglefløjt. For første gang i mit liv er det KEDELIGT at løbe. Hvor fedt er det lige at løbe ud af Kongevejen? Eller Ravnsnæsvej? Eller rundt på tilisede cykelstier i Birkerød By? Nej vel? Jeg ville foretrække at løbe på stenbroen, hvor der trods alt er mennesker at se på.

Jeg bliver træt, sur, rasende og negativ af det her. Det er latterligt, for der er ikke noget at gøre ved det. Vejr er jo vejr, og jeg gider overhovedet ikke flytte igen lige med det samme. Om lidt driver jeg igen min stakkels misbrugte cykel ud i et infamt snevejr, fordi jeg skal til Hillerød og deltage i førstebehandlingen af et af mine projekter. Og håber, at s-toget kører.

Tak for tudekiksen.

En flosset tålmodighed

I går mistede jeg tålmodigheden. Jeg er færdig med at bo på landet i snedriverne. Jeg ved ikke helt, hvad der udløste mit tålmodighedsforfald. Måske at det første s-tog til Hillerød var aflyst. Efter jeg havde kæmpet mig gennem sneen med min stakkels cykel, der dårligt kan tåle mere. Måske var det manglen på snerydning – både i Birkerød og i Hillerød. Måske var det, fordi jeg kom for sent til mit første møde. Og måske var det bare fordi, min dag i det hele taget var for presset. Så der var ikke plads til al den sne.

Jeg havde tre møder presset ind før middag, hvor jeg skulle have fart på hjem. Og købe ind på vejen. Så jeg kunne nå at være afslappet, inden mine to veninder og gamle studiekammerater ankom helt fra hjemlandet. Sneen var bare i vejen. Men jeg nåede det. Overbeviste mig om, at det var helt okay ikke at stå med friskbagte boller. Men ikke okay at have nullermænd i krogene. Frem med støvsugeren – slurp til nullermændene. Og jeg nåede det. At falde helt ned. Og bare tænke weekend, veninder og rødvin. Og have et dejligt besøg med snak til sent i nat og hyggelig morgenmad.

En gåtur i skoven overbeviste mig prompte om, at der ingen grund var til at løbe der i dag. Så da jeg havde vinket farvel til veninderne, løb jeg afsted og holdt mig til cykelstier, som jeg vidste ville være uden sne. Det bragte mig til Hørsholm i pivkold vind og tilbage rundt i Birkerød. Hvor jeg havde taget fejl af et par cykelstier, som jeg arrigt spruttede videre forbi. Det lykkedes mig at komme op på 17 km i et noget bedre tempo end de sidste weekender i skoven. Jeg har læst i avisen, at sneen gør folk glade og positive. Not me! Jeg har nået smertegrænsen. Og jeg lyttede med jubel i hjertet til lyden af vand, der dryppede fra istapperne. Hehe – we will get you in the end. De sneglade er sikkert hjemmearbejde bilejere, som alligevel ikke har meldt sig til Copenhagen Marathon. Ikke fjolser som mig, der har bosat sig udenfor lands lov og ret. Og som er den lykkelige ejer af tre cykler, men ingen bil. Og som i et øjebliks storhedstænkning har meldt sig til netop dette marathon. Den 23. maj. I år.

Jeg kan ikke gøre noget ved vejret. Jeg vil ikke have bil. Verden behøver ikke min udstødning. Jeg vil hellere bruge mine CO2 kvoter på at rejse. Jeg kan kun gøre noget ved min geografi. Så når min lejekontrakt udløber om 1½ år, bliver jeg igen bymenneske. Easterbronx – here I come.

Men fint er det da: