Tag Archives: 24Run Holte

by - 6 kommentarer

24Run – en særlig oplevelse

Jeg er stadig høj. 24Run blev et fantastisk døgn sammen med fem seje kvinder (og alle de andre), som knoklede døgnet igennem for at løbe så mange kilometer ind som muligt. Og lad det være sagt med det samme: Jeg fik min stolthed poleret og genoprejst. Vi løb os igennem langt mere end et marathon hver uden seriøse kriser, og vi fik en andenplads i vores gruppe. At der så kun var tre hold repræsenteret, gjorde ikke vores oplevelse mindre. Faktisk kæmpede vi hårdt mod Fredensborg AK, som alligevel løb os alvorligt bagud til sidst.

Løbet startede lørdag klokken 12, og vi mødte ind et par timer før for at blive rigtig klar. Bortset fra stakkels Helle W, der kom med en forsinket bus fra Århus og lige nåede ind til start. Det lod hun sig ikke påvirke det mindste af, men kørte stabilt og hårdt på. Vi delte os i tre makkerpar og fordelte døgnet imellem os. Først med to-timers intervaller, som vi senere ændrede til 1½ time, fordi to timer sled for hårdt og gjorde os langsommere. Ruten på 2,7 km er ret bakket på de første 2/3, derefter løber man ind på stadionog målområdet, som er næsten plant. Jeg dannede makkerpar med Helle A, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi fungerede upåklageligt sammen. Faktisk var vi tre “Helle’r”, så der er grund til forvirring. Vi planlagde fra starten at løbe en omgang ad gangen. På den måde ville vi kunne løbe flest kilometer ind, fordi vi ville kunne holde en bedre fart på vores omgange. Det hele blev jo én lang interval-sekvens á 2,7 km.

Vejret var absolut strålende. Man kunne måske klage over lidt rigelig varme og en heftig sol. Men det gør vi ikke. Tænk, hvis det havde set ud som i dag? Et 24 timers stafetløb er både et krævende teamwork og en enormt hyggelig social begivenhed. Alle har det lige hårdt. Alle lider på natterunderne. Alle er ved at kaste middagsmad og morgenmad op. Alle har ufatteligt slidte lårbasser, når man når til søndag morgen. Og alle klør på. Fordi vi gerne ville konkurrere både med os selv og med vores konkurrent fra Fredensborg.

Løbeklubben på Facebook stillede med mere end 50 deltagere, og det var utroligt flot. Vores lille hold var nok en smule indadvendt, fordi der var forventninger til os fra både klubben, sponsor (Kaiser Sport) og os selv. Vi havde ikke lange pauser mellem vores løb og måtte udnytte dem optimalt. Men det var skønt at have opbakning og samvær i målområdet med alle de røde trøjer.

Jeg prioriterede at få en smule søvn mellem natteintervallerne. Jeg er dårlig til at fungere uden, og mine forældre havde meldt deres ankomst søndag eftermiddag. Og jeg faldt i dyb søvn en time eller to mellem de to natteseancer. Det gjorde nok en verden til forskel for mig.

Der kommer forskellige strategier op i løbet af sådan et døgn. Både hold-strategier, som at ændre vores makker-intervaller fra 2 til 1½ time. Og de indre strategier for at tæske sig igennem endnu en omgang på ruten, selvom hele kroppen skriger nej. Jeg inddeler ruten i bidder. “How to eat an elephant? In small bites”. Selvom ruten er kort, virker strategien. Jeg tæller ultraløbere. For de går næsten allesammen det meste af tiden, og jeg tæller, hvor mange jeg løber forbi på en runde. Pjattet, men det afleder, hvor ondt det gør i lårbasserne at springe op ad bakkerne. Jeg løber på én måde i bakkerne og på en anden på stadion og glæder mig på hver runde, til bakkerne er overstået. Og så begyndte jeg at tælle ned, da jeg stod op tidligt søndag morgen. Mit konstante mantra var, at 2,7 km kan man ALTID løbe. Det hjalp også, at man på vejen ind til stadion løb forbi Facebook lejren, hvor der altid var tilråb og klap.

Jeg fik ikke meget mad i løbet af døgnert. Aftensmaden var fin, men den hoppede alligevel lystigt rundt i min mave, da jeg løb afsted et par timer senere. Morgenmaden blev et par stykker knækbrød meget tidligt om morgenen, fordi jeg prioriterede lidt søvn frem for at vente på den officielle morgenmad. Og så kørte jeg på energidrik for resten. Det fungerede egentlig fint nok. Men jeg var glubende sulten, da jeg vendte hjem søndag eftermiddag. Min pose med snacks og sager kom med hjem igen, på nær et par skiver knækbrød.

Vi måtte se os slået af Fredensborg AK. Helt fair. De havde et par superhurtige kvinder med på holdet, men det var sjovt at have konkurrencen. Som nummer tre lå et hold af kvindelige ultraløbere, som vi egentlig havde været mere bekymrede over, men de var reduceret til fem kvinder og lå næsten hele konkurrencen efter os. Men på podiet kom vi, og vi vandt et gavekort til Puma på 400 kr. Og det er jo ikke skidt. Og vi var superstolte. Der skal nok komme billeder senere.

Endelig pakkede vi sammen, og jeg trak min cykel en sidste gang ad den bakkede rute ud til skovstien, der fører hjem. Mine ben jamrede, men de skulle også bære den tunge rygsæk. Hjemme sad mine forældre og nød solen i haven. Jeg havde frygtet lidt, at jeg ville være for træt og smadret, men efter frokosten lagde min mor sig ovenpå, min far faldt i søvn i lænestolen, og jeg fik en tiltrængt lille lur. Og der må være noget helt rigtigt i konceptet med en god oksebøf og spansk rødvin, for i dag har mine ben det fortrinligt og cyklede uden jammer hele vejen til Hillerød i regnen.

Stor tak til mine løbe-buddies for samarbejde og dejligt samvær, og stor tak til Jakob fra Løbeklubben på Facebook for det store arbejde med at arrangere. Og en stor tak til alle andre Facebook-løbere for at gøre det til en fest. Tænk endnu en gang at tilbringe et døgn med så mange helt ukendte mennesker.

by - 6 kommentarer

24Run i Rude Skov og Løbeklubben på Facebook

Jeg beklager radiotavsheden her på sendefladen. Jeg har været stærkt arbejdsramt, på den fraværende og mødeagtige måde. Men nu er jeg inde og vende i det, der hedder mit hjem, inden jeg tøffer ind i Rude Skov for at løbe i 24 timer. Ja, altså ikke alene. Det tror jeg alllgevel ikke, jeg kunne blive fristet af, – at løbe rundt og rundt og rundt på den samme korte strækning i samfulde 24 timer. Nej, vi er seks kvinder, der deler de 24 timer imellem os, og det skal såmænd blive fint rigeligt. Og superhyggeligt.

Jeg løb 24Run sidste år sammen med Løbeklubben på Facebook, og det gør jeg også i år. Sidste år var jeg nytilflyttet i Holte (ja-ja, jeg flytter lidt for meget rundt), kendte ikke mange (løbe)sjæle i omegnen, og derfor var Facebook-initiativet til 24Run perfekt. Jeg mødte op uden at kende de andre, og det viste sig at gælde for de fleste. Og så blev det en enorm succes. Vi oplevede et overraskende og intenst døgn sammen, hvor samarbejde og teamwork fungerede perfekt. Og nu kender jeg nogen! Som jeg har set igen, og som jeg har været til andre løb sammen med. Og jeg glæder mig til at være sammen igen. Selvom flokken er blevet mangedoblet, og den store lejr på mere end 50 mennesker også kan være en smule skræmmende. Mon der bliver ro nok til at sove de ganske få timer imellem vores ture? Mon den intense og intime stemning fra sidste år lader sig gøre i så stor en gruppe? Eller vil vi koncentrere os helt om vores lille kvindehold? Måske kan vi i virkeligheden ikke rumme meget mere.

Vi skal løbe fire timer hver, som vi fordeler ud over døgnet. Vi har delt os i to-mandshold, så vi har en fast makker i en – eller to-timersintervaller. Hen over natten og omkring aftensmadstid løber vi kun en time ad gangen. Det er meget specielt at blive vækket og stå ud af soveposen, trække i løbeskoene og løbe ud på ruten midt om natten. Ved midnat slukkes alt lys og lyd, og der er bare løberne på ruten med pandelamper. Alle samtaler bliver helt af sig selv dæmpede, og stemningen helt særlig.

Det er en kunst at få måltiderne passet ind. Jeg har en temmelig følsom mave, som vist har haft for mange sære indvortes kræ med hjem fra eksotiske rejser. Jeg skal virkelig passe på ikke at spise for tæt på løb. Så skal jeg nemlig på toilet. Hurtigt. Og pludseligt. Det er blevet bedre. Sikkert i sammenhæng med at jeg ikke løber så hurtigt mere. Før i tiden gik det bare ikke an at spise senere end tre timer inden løb.

Jeg er makker med Helle, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi skal nok være et supergodt makkerpar. Helle er sej og stædig, og jeg har lidt oprejsning til gode fra pinsen. Mine nyindkøbte trailsko, Salomon XT Wings,  kom med posten i dag. Dem vil jeg teste på nogle af mine ture i weekenden. Og ellers bare pakke godt med solcreme og myggespray.

by - 2 kommentarer

En dag på lysløjpen

Sikke en dag! Endelig, endelig har jeg haft en dag, hvor træningen har været en sand nydelse. Jeg har stort set ikke hostet, og næsen løber ikke længere. Hvad er der sket??? Min stædighed står for fald – jeg har såmænd bare behandlet høfeberen. Med næsespray. Som min læge forsøgte at overtale mig til. Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Måske har jeg bare fået så meget medicin i mit liv, at automatpiloten slår bak ved tanken om mere? Anyway, det her virker. Når høfeberen er under kontrol, hjælper det også på astmaen.

Jeg gassede lidt i sengen i morges med min bog, men måtte ud af fjerene for at nå mine planer om dobbelt løbepas. Så afsted med mig inden morgenmaden. Gennem skoven, som stadig var i morgenhumør, til lysløjpen i Holte. En del af ruten til 24Run følger lysløjpen, og jeg kunne kun være glad for, at det ikke er den øverste del, som har de stejleste bakker. Jeg løb to omgange og mødte en fyr, som også skal løbe med Løbeklubben på Facebook i næste weekend. Faktisk skinnede solen og fuglene gav den gas. Og SÅ skulle jeg hjem og have morgenmad.

Senere fik regnen fat, og sidst på dagen trak jeg igen i løbetøjet og løb af en lidt anderledes rute igen til lysløjpen. Stor var min forbavselse, da benene viste sig at være superfriske. Så jeg løb frisk afsted i regnen og løb den ene bakkespurt efter den anden. Skoven nærmest myldrede af liv. Rådyr, mus, egern og fugle krydsede min sti i alle retninger, mens regnen silede ned. Jeg havde allerede siden morgenstunden fortrængt, hvor mange bakker, der er på Lysløjpen. Specielt når man følger den autoriserede løberetning mod uret, er stigningerne voldsomme. Og det må jo nødvendigvis være noget sludder, men jeg testede begge retninger, og det er ganske vist. Jeg løb 2½ omgang lysløjpe og spurtede nærmest hjemad med friske ben. Det blev til 11 og 14 km uden katastrofale hosteanfald.

I morgen bliver der ingen træning ud over mine 35 km på cyklen. Jeg skal nemlig til Malmø og høre Eric Clapton og Steve Winwood sammen med min gode ven Henrik. OM jeg glæder mig?????

by - 4 kommentarer

Alternativ træning

Dagens træning har været lokalmesterskaberne i lugning  mellem brosten. Vi havde fælles havedag på matriklen, og opgaverne blev fordelt med fast hånd. Det var hylekoldt, og jeg havde hang overs fra aftenens gewürtztraminer. Men det var på med (have)vanterne og gang i fælleslugeriet. Fire-fem timer på knæ med sådan en håndholdt lugedims radbrækker mere end 3/4 marathon, og heldigvis havde en medboer med dårlig samvittighed over at skulke bagt kage og lavet kaffe. En anden skidt samvittighed havde købt en kasse sodavand. Børnene myrede omkring og pillede i græs og myrer.

Den oprindelige plan havde indeholdt en havefest, men vejrudsigten fik os til at droppe den. Eller gemme den til senere. Og godt for det. Nu sludrede vi over trillebøren og lugejernet. Mødtes over en kaffe og sodavand og efterlod vores fælleshave så fin, så fin. Jeg klippede lidt videre i min egen lille bitte have og fik renset min cykel i bund. OG opdagede, at endnu en eger er knækket. Forbandet da også. Jeg må se, om jeg selv kan lave den i morgen. For nu er jeg besvimet på min sofa. Og overværer noget Melodi Grand Prix, der er uhyggeligt tæt på min pinlighedsgrænse.

I morgen vil jeg dele min træning i to pas for at nærme mig 24Run i Holte i næste weekend, hvor jeg løber for et hold af seks kvinder. Jeg bor tæt på ruten, og kan tyvtræne lidt på den. Ruten er pænt hård at løbe langt på, fordi den er temmelig kuperet sine steder. Til gengæld er den ganske kort, og hele arrangementet er super hyggeligt. Jeg vil løbe en 10 km morgentur og en 10 km aftentur, og ind imellem vil jeg skrive videre på mit kapitel til Tracy’s bog. Mine skriveprojekter går let lidt i stå, når min hverdag bliver så presset. Men forude har jeg to måneder i Nepal, hvor jeg ved, at jeg vil skrive og skrive og skrive. Når jeg rejser, skriver jeg altid. Jeg har en skuffe fuld af rejsedagbøger, og familie og venner bliver spammet med meterlange rejsebreve. Jeg tænker godt, når jeg rejser, og der falder ro på mit fyldte sind. Rejserne giver også behov for at fastholde indtryk og reflektere over oplevelser. Jeg har en fast tyrkertro på, at jeg bliver klogere af at rejse. Anyway, kapitlet til Tracy skulle gerne afleveres først.

For nu har jeg nået kvalmegrænsen. Med Melodi Grand Prix, forstås. Så hellere sove ud.

by - 2 kommentarer

Ich bin ein Berliner – oder?

Haft haft trukket feriestikket de sidste fire dage. Og slået mine folder i Berlin sammen med tre af mine kolleger. Som nok er ved at blive en slags veninder.

Engang i vinter, da vi var ved at blive kvalt i arbejde, stranguleret i sundhedsaftaler, ædt op af kvalitetsudvikling og halshugget af deadlines, – ja så besluttede vi, at vi også ville have det sjovt sammen. At vores fantastiske samarbejde kunne andet og mere end at fremme hovedstadens sundhedsvæsen. Tankerne udviklede sig lynhurtigt til en fælles weekend i Berlin. Berlin er min ubestridte yndlingsby (eller én af dem), og vi lejede en lejlighed af Sofie og Thomas, som jeg har kendt, siden de gik i skole med mine egne unger. En lejlighed, der ligger i mit yndlingsområde i Berlin, Prenzlauerberg, som er en del af det gamle Østberlin.  Her er SÅ hyggeligt, på den helt fredelige måde. Her er sjovt og skævt. Man får den bedste morgenmad på Café Entweder Oder og man kan få den festligste middag hos Fra Rosa. Man får serveret en supergod fire-retters menu og betaler, “hvad man synes”, typisk 20 Euro. I baren er stillet adskillige flasker rød og hvidvin frem, sammen med vand og forskellige slags økologisk saft. Man lægger 2 euro, og forsyner sig med, hvad man har lyst til og de de mængder, man vil. Når man går, lægger man et passende beløb for sine drikkevarer. Fantastisk koncept.

Jeg brugte selvfølgelig for mange penge. Købte frække røde sko og en nederdel i mit yndlingsmærke, Desigual fra Spanien. Og så løb jeg nogle dejlige ture i Prenzlauerberg. Jeg elsker at løbe i Berlin. Der er så lyst og stort og så mange grønne områder. Jeg elsker fornemmelsen af at løbe gennem verdenshistorien, og hver gang jeg ser en stump af muren, bliver jeg så tankefuld over, hvordan mennesker kan manipulere med hinanden. Og derfor er Berlin så livsbekræftende, så glad og så spændende. Fordi den har ændret sig og udviklet sig.

Nu er jeg hjemme og har løbet 15 km i min våde skov. Lidt tunge ben efter flyveturen, men det gik okay. Og det var så den sidste af den slags inden Copenhagen Marathon. Jeg er SÅ spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg gik jo rundt i Berlin med marathonfornemmelser, fordi jeg har løbet dernede flere gange.

OG – de bedste nyheder: Tracy har sagt ja til at løbe på vores kvindehold til 24Run i Holte 🙂 Det er SÅ dejligt, og jeg glæder mig til at have hende med på holdet

by - 2 kommentarer

Søndag i tidslommen

Kender i de søndage, hvor der bare ikke sker en skid? Hvor morgenen pludselig er forsvundet ud i morgenmad og aviser – og går direkte videre i noget frokost? Hvor man er vidunderligt uforstyrret og har en solid fornemmelse af masser af tid? Det var nemlig lige sådan en søndag, der var dømt inde her i Birkerød. Pludselig var klokken langt hen på eftermiddagen, og jeg havde hverken lappet min cykel eller løbet min lange tur. Det går lidt bedre med min astma. I hvert fald har jeg ingen udmarvende anfald haft de sidste to dage. Kun den konstante følelse af at trække vejret gennem en skumgummisvamp, afbrudt af hidsige hosteanfald. Men fremgang er det alligevel, og lidt har også ret.

Så jeg drog af på den sidste lange løbetur inden Copenhagen Marathon. Som tidligere på ugen løb jeg syd på gennem skoven, og drejede ned forbi Stubbe Sø. På Holtesiden lavede jeg en længere sløjfe end sidst gennem skoven og fortsatte langs golfbanen til Nærum, hvor jeg mere eller mindre slog følge med et par på cykel. De burde have kunnet cyklet hurtigere end de gjorde. Jeg blev ved med at indhente dem, og vi blev ved med at støde på hinanden. Helt til den sidste del af “min” Rude Skov, hvor de grinende råbte god tur. 23 km hvor jeg oplevede et forbavsende flow i mit løb (når jeg ikke lige knækkede sammen i hosteanfald). Og nu er der nedtrapning til marathonløbet. Som egentlig lidt ufrivilligt allerede er startet. Med min rolige 10 km restitutionstur i går nåede jeg op på 61 km i denne uge.

Og nu begynder næste projekt efter Copenhagen Marathon også at mase sig på. For det er jo ikke bare det marathonløb, jeg skal nå. to uger senere løber jeg 24Run i Holte på et 6-kvinder hold. Dvs vi skal løbe 4 timer hver fordelt over døgnet. Altså næsten et marathonløb. Det har jeg faktisk aldrig prøvet før. Jeg har løbet halvmarathon, og jeg har løbet Midtjysk Bjergløb, som er 27 km lige efter et marathon, men aldrig et helt marathon så tæt på. Men jeg tror, at når jeg nu ikke løber så hurtigt længere, så restituerer jeg også hurtigere efter de lange løb. Så det skal nok gå. Det skal det, for vi er et lidt seriøst hold, der har ambitioner om at komme på podiet.

Nåmen – nu er fornemmelsen af oceaner af tid pludselig gået over. Cyklen blev ikke lappet. Jeg har en masse, jeg skal skrive. Jeg skal holde oplæg i morgen tidlig. Og det er allerede ved at blive lidt mørkt udenfor.