Meningsløshed

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet i dag. Men så skrev Linda dette indlæg.

I den forgangne uge er Lene flyttet på hospice. At min fine, dejlige veninde nu bor på et hospice, er ikke til at fatte. Det giver ingen mening. Men det er virkeligheden, og jeg arbejder langsomt på at begribe den. I lørdags besøgte jeg hende. Jeg kan ikke skrive om det her. Men jeg kan gribe Lindas tanker om ‘at vinde over sygdom’, for det er noget, Lene og jeg har talt meget om i det sidste år.

Lene er ikke nogen taber. Hun er heller ikke en vinder. For livet – og døden – handler om helt andre ting.

Da jeg selv blev syg for 7-8 år siden, blev jeg konfronteret med den kamp-metafor, der knytter sig som en sugemalle til ordet, kræft. Jeg tænkte meget over det, mens kemoen og kræften kappedes om at lave ravage i min krop. Og jeg kunne ikke mærke, at jeg kæmpede. Jeg kunne mærke benhårdt koncentreret arbejde. Det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har været kastet ud i. Men kamp? Det kunne jeg ikke genkende.

Senere, da jeg levede videre efter min sygdom og besteg bjerge i Himalaya, blev jeg kaldt en helt. Og folk sagde, at jeg havde vundet over kræften, besejret sygdommen. Jeg blev ked af det, når nogen brugte sådanne ord. Fordi jeg vidste, at det var et af universets store tilfældigheder, der havde betydet, at jeg ikke døde. Jeg kunne nogen gange dybt inde i mig selv opbygge en frygt for en slags nemesis, hvis nogen brugte den slags ord for meget. Som ville universet opdage det, og vælte dårligt karma over mig, hvis jeg blev for kæphøj. For havde der havde været en slags retfærdighed i, hvem der ‘vandt’, og hvis der havde været nogen form for fair play involveret her. Ja så ville det nok have været min studiekammerats unge søn, der havde fået den vinderkåring. I stedet døde han af sin leukæmi. Eller det ville have været min kollega, som døde fra fem små børn dengang. Eller Lene. I hvert fald ikke mig, der trods alt havde levet en god del år og taget godt for mig af livet.

Det er ikke et spil. Det er ikke hverken fodbold eller en gladiatorkamp. Det er en tragedie, og i en tragedie råder meningsløsheden. Jeg kan godt forstå, at folk har brug for at sætte den meningsløshed på plads. Og jeg kan måske ind imellem forstå, at de gør det ved at bilde sig selv ind, at de har vundet. Jeg kan bare ikke have det. For når der er vindere, er der tabere. Når der er helte, er der ofre. Og det holder ikke i den virkelige tragedie, hvor meningsløsheden råder, og hvor universets pegefinger rammer i blinde.

Jeg kørte med Lenes mor til Århus efter mit besøg. I mange timer var jeg ramt af stilhed inden i. I Århus gik jeg ned til et af mine yndlingssteder ved åen. Der hvor der tit er for vådt til, at man overhovedet kan sidde der. Men i lørdags var der tørt. Her sad jeg en times tid og så på åvandet, der langsomt flød afsted, som det altid har gjort. Bagefter tog jeg toget tilbage til København og krøllede mig sammen i min store sofa.

I dag har jeg krammet lidt ekstra på nogen af de små og store børn i min familie. Du er ikke ked af det, for jeg holder dig i hånden, sagde Vera på 3, da vi mødtes ved elefanterne i Frederiksberg Have.

Og sådan kan små sjæle tænke store tanker.

IMG_2978

8 thoughts on “Meningsløshed

  1. Tænkte nok du var omkring hende. Har ikke ord, men tænker på jer. Og vinker lidt, når jeg ser dit hjem ved vandet på min vej.
    Ved ikke hvad man siger i en sidste tid inden folk mister deres kære, jeg har mest prøvet overraskende, hurtige tab, men meningsløst er ord der virker som det eneste rigtige lige nu. Og Vera.
    Jeg er lige her når du vil tude og når du vil distraheres.
    Låve.

  2. Læste om Hospice ovre hos Blogsbjerg. Jeg har siden det gik den forkerte vej, været bange for at læse min blogliste – fordi jeg ved at på et tidspunkt skal vi give slip på Lene, og jeg syns slet ikke jeg har nået nok med hende endnu. Tak fordi du deler.

  3. Det er et meget smukt og fint indlæg.
    Tak fordi du deler. Det maner til eftertænksomhed og stilhed.
    Og nej, jeg tror sgu heller ikke på den der om at kæmpe og vinde.
    Man kan heller ikke kæmpe sig til en million i Lotto eller medvind og solskin på alle cykelstierne.
    Det er HELD og UHELD tilsat en sjat tilfældigheder.
    Jeg TROR på en gud og på, at der er en højere mening med det hele, men jeg tror absolut ikke på, at vi mennesker skal forstå det.
    Jeg VED, at døden er voldsomme tsunamier af meningsløshed, ulykke, frygt, gråd, bandeord, ked af det hed, fortvivlelse, vrede og magtesløshed.
    Men kloge lille Vera ved hvad det hele handler om. At være der og række hånden frem……

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s