Når håb forsvinder/vanishing hope

Forleden genkendte jeg en mand fra Pakistan på et billede på Facebook. Jeg havde taget imod ham, da han ankom til Lesbos. Måske var han en af dem, der havde sår eller havde brækkede knogler. Jeg husker det ikke. Men jeg husker hans ansigt. Nu stod han i en kø med andre mænd fra Pakistan i Morialejren udenfor Mytilini på Lesbos. Tårerne løb ned ad konderne, og kroppen udtrykte fuldstændig modløshed.

Allerede mens jeg var på Lesbos, ophørte Grækenland med at registrere flygtninge fra Pakistan. Jeg forstod aldrig hvorfor, for de fortalte næsten allesammen, hvordan de var flygtet fra Taliban. De var bange for deres liv. Den unge mand havde altså været i Moria, siden jeg tog afsked med ham på nordkysten engang i januar. I alt var der omkring 500 flygtninge fra Pakistan i lejren. Mine venner fra lejren fortalte, hvordan der var dukket en bus fuld af kampberedt politi. De pakistanske flygtninge fik valget mellem at følge frivilligt med eller bliver tvunget. 150 mænd fulgte frivilligt med i første omgang, mens resten af gruppen overvejede. Næste morgen besluttede de at overgive sig. Fordi de var bange for, at de frivillige hjælpere i lejren ville blive ramt af vold.

Nu stod den unge mand så der i en kø for at blive bragt til færgen mod Athen. Uden at vide hvad der skulle ske. Den næste opdatering fortalte mig, at de pakistanske mænd blev fulgt ombord på færgen og lagt i håndjern. Eller strips. Og at de ville blive sendt tilbage til Pakistan uden chance for at få deres sager prøvet.

No wonder den unge mand græd og så overvundet ud.

Hvad i himlens navn har Europa gang i? Hvornår er det blevet vigtigere at lukke mennesker ude, end at tage vare på de rettigheder, hele Europa blev enige om, sidste gang verden gik amok? Mennesker flygter, fordi de har behov for beskyttelse. Det har vi vedtaget at give dem.

Da jeg var på Lesbos gav arbejdet så god mening, fordi der hele tiden var et håb. Et håb om en fremtid for de mange hundrede mennesker, der ankom til Lesbos. Med den aftale EU har indgået med Tyrkiet, er håbet slukket. mere end 50.000 mennesker er strandet i Grækenland. I Piræus, I Athen og ved den Makedonske grænse har tusindevis af mennesker levet i lejre bestående af små festivaltelte. Børn lever i mudder. Ingen ved, hvad der skal ske.

På Lesbos er lejrene, med undtagelse af to, lukket. Militær har overtaget Moria, de frivillige er bortvist, og det hele er hegnet ind med pigtråd. Moria er blevet et fængsel. Alle der ankommer til øen, bliver interneret. Også børn. På ubestemt tid.

Jeg er rystet. Og vred. Og skamfuld. Jeg græder indvendigt.

Vi kan ikke være det bekendt.

IMG_5726

The other day I recognized a man from Pakistan in a picture on Facebook. I met him when he arrived at Lesbos. Maybe he was one of the guys with wounds or broken bones. I don’t remember. But I do remember his face. Now he stood in a queue with other men from Pakistan in Camp Moria outside Mytilini on Lesbos. Tears were running down his cheeks and his body expressing complete discouragement.

While I was on Lesbos, Greece stopped registration of refugees from Pakistan. I never understood why, while almost all of them told how they fled the Taliban. They feared for their lives.

The young man had stayed in Moria, since we said goodbye on the north coast sometime in January. In total there were about 500 Pakistani refugees in the camp. Friends from Moria told how a bus full of riot police showed up. The Pakistani refugees were given the choice between following voluntary or forced. 150 men followed voluntarily at first, while the rest of the group was considering. The next morning they decided to surrender. Because they were afraid, that the volunteers in the camp would be hit by the violence.

So now the young man was in a queue to be brought to the ferry for Athens. Not knowing what was going to happen. The next update told me that the Pakistani men were taken aboard the ferry and handcuffed. It also told, that they would be sent back to Pakistan without having their cases assessed.

No wonder the young man was crying and appearing so overcome.

What in Heaven’s name is Europe doing? When did it become more important to shut people out, than to take care of human rights, that Europe agreed on last time the world went crazy? People are fleeing, because they need protection. We did decide to give them that.

When I was on Lesbos, my work made so much sense, because there always were hope. A hope for a future for the hundreds of people, who arrived on Lesbos. With the agreement the EU has concluded with Turkey, hope is off. More than 50,000 people are stranded in Greece. In Piraeus, in Athens and at the Macedonian border thousands of people have lived in camps consisting of small festival tents. Children live in the mud. No one knows what will happen.

Camps on Lesbos are, with the exception of two, closed. Military has taken over Moria, the volunteers are expelled, and the whole thing is fenced in with barbed wire. Moria has become a prison. Everybody arriving on the island will be detained. Children also. Not knowing for how long.

I am shaken. And angry. And ashamed. And I am crying inside.

We should all be ashamed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s