Tag Archives: flygtninge

by - 0 comments

Når håb forsvinder/vanishing hope

Forleden genkendte jeg en mand fra Pakistan på et billede på Facebook. Jeg havde taget imod ham, da han ankom til Lesbos. Måske var han en af dem, der havde sår eller havde brækkede knogler. Jeg husker det ikke. Men jeg husker hans ansigt. Nu stod han i en kø med andre mænd fra Pakistan i Morialejren udenfor Mytilini på Lesbos. Tårerne løb ned ad konderne, og kroppen udtrykte fuldstændig modløshed.

Allerede mens jeg var på Lesbos, ophørte Grækenland med at registrere flygtninge fra Pakistan. Jeg forstod aldrig hvorfor, for de fortalte næsten allesammen, hvordan de var flygtet fra Taliban. De var bange for deres liv. Den unge mand havde altså været i Moria, siden jeg tog afsked med ham på nordkysten engang i januar. I alt var der omkring 500 flygtninge fra Pakistan i lejren. Mine venner fra lejren fortalte, hvordan der var dukket en bus fuld af kampberedt politi. De pakistanske flygtninge fik valget mellem at følge frivilligt med eller bliver tvunget. 150 mænd fulgte frivilligt med i første omgang, mens resten af gruppen overvejede. Næste morgen besluttede de at overgive sig. Fordi de var bange for, at de frivillige hjælpere i lejren ville blive ramt af vold.

Nu stod den unge mand så der i en kø for at blive bragt til færgen mod Athen. Uden at vide hvad der skulle ske. Den næste opdatering fortalte mig, at de pakistanske mænd blev fulgt ombord på færgen og lagt i håndjern. Eller strips. Og at de ville blive sendt tilbage til Pakistan uden chance for at få deres sager prøvet.

No wonder den unge mand græd og så overvundet ud.

Hvad i himlens navn har Europa gang i? Hvornår er det blevet vigtigere at lukke mennesker ude, end at tage vare på de rettigheder, hele Europa blev enige om, sidste gang verden gik amok? Mennesker flygter, fordi de har behov for beskyttelse. Det har vi vedtaget at give dem.

Da jeg var på Lesbos gav arbejdet så god mening, fordi der hele tiden var et håb. Et håb om en fremtid for de mange hundrede mennesker, der ankom til Lesbos. Med den aftale EU har indgået med Tyrkiet, er håbet slukket. mere end 50.000 mennesker er strandet i Grækenland. I Piræus, I Athen og ved den Makedonske grænse har tusindevis af mennesker levet i lejre bestående af små festivaltelte. Børn lever i mudder. Ingen ved, hvad der skal ske.

På Lesbos er lejrene, med undtagelse af to, lukket. Militær har overtaget Moria, de frivillige er bortvist, og det hele er hegnet ind med pigtråd. Moria er blevet et fængsel. Alle der ankommer til øen, bliver interneret. Også børn. På ubestemt tid.

Jeg er rystet. Og vred. Og skamfuld. Jeg græder indvendigt.

Vi kan ikke være det bekendt.

IMG_5726

The other day I recognized a man from Pakistan in a picture on Facebook. I met him when he arrived at Lesbos. Maybe he was one of the guys with wounds or broken bones. I don’t remember. But I do remember his face. Now he stood in a queue with other men from Pakistan in Camp Moria outside Mytilini on Lesbos. Tears were running down his cheeks and his body expressing complete discouragement.

While I was on Lesbos, Greece stopped registration of refugees from Pakistan. I never understood why, while almost all of them told how they fled the Taliban. They feared for their lives.

The young man had stayed in Moria, since we said goodbye on the north coast sometime in January. In total there were about 500 Pakistani refugees in the camp. Friends from Moria told how a bus full of riot police showed up. The Pakistani refugees were given the choice between following voluntary or forced. 150 men followed voluntarily at first, while the rest of the group was considering. The next morning they decided to surrender. Because they were afraid, that the volunteers in the camp would be hit by the violence.

So now the young man was in a queue to be brought to the ferry for Athens. Not knowing what was going to happen. The next update told me that the Pakistani men were taken aboard the ferry and handcuffed. It also told, that they would be sent back to Pakistan without having their cases assessed.

No wonder the young man was crying and appearing so overcome.

What in Heaven’s name is Europe doing? When did it become more important to shut people out, than to take care of human rights, that Europe agreed on last time the world went crazy? People are fleeing, because they need protection. We did decide to give them that.

When I was on Lesbos, my work made so much sense, because there always were hope. A hope for a future for the hundreds of people, who arrived on Lesbos. With the agreement the EU has concluded with Turkey, hope is off. More than 50,000 people are stranded in Greece. In Piraeus, in Athens and at the Macedonian border thousands of people have lived in camps consisting of small festival tents. Children live in the mud. No one knows what will happen.

Camps on Lesbos are, with the exception of two, closed. Military has taken over Moria, the volunteers are expelled, and the whole thing is fenced in with barbed wire. Moria has become a prison. Everybody arriving on the island will be detained. Children also. Not knowing for how long.

I am shaken. And angry. And ashamed. And I am crying inside.

We should all be ashamed.

by - 4 kommentarer

A break in the snow

Jeg er så fuld af vrede og afmagt over den måde, vi i Europa og resten af verden svigter mennesker på flugt. At vi lader mennesker i titusindevis vente under åben himmel, fordi hvert land lukker deres grænser. Vi vil ikke have dem. Vi behandler dem som var de fjender. Og virkeligheden er, at de alle er flygtet fra dem, vi også betragter som fjender. Der sidder børn i regnen. Uden ordentligt tøj og uden ordentlig mad. De sidder der med deres forældre i en usikker venten med et stadigt dalende håb om en slags fremtid.

Imens forhandler vores politikere med Tyrkiet om at sende alle tilbage. Til et land der i forvejen huser næsten 3 millioner flygtninge fra Syrien. Og et land der igen og igen overtræder menneskerettigheder for både sine egne borgere og for udlændinge. Som fængsler journalister og begrænser de frie medier. Et land, som vi ved, har sejlet flygtningebåde ned og anvendt vandkanoner på åbent vand. Og endelig et land som aldrig har underskrevet FN’s flygtningekonvention.

Og imens lukker vi øjnene for, at vi hele vejen igennem Europa overtræder konventionerne om beskyttelse af flygtninge. Vi lader børn sulte og mangle lægehjælp. Og vi omtaler konsekvent mennesker på flugt med en mangel på respekt og omsorg, som går over min forstand.

Nu tager jeg en pause i de norske fjelde langt fra alting. Vi lægger ud med høj sol og masser af sne. Det forlyder, at solen vist får lidt for meget magt i løbet af de næste dage. Men vi har feller med, så vi skal nok komme frem til den næste hytte. Og den næste hytte er det eneste, jeg skal koncentrere mig om. Foruden den skønhed, der er omkring mig.

IMG_6217

I am so full of anger and frustration at the way Europe and the rest of the world fail refugees. That we leave people in tens of thousands waiting in the open air, because each country are closing their borders. We do not want them. We treat them as if they were enemies. And the reality is that they all fled from them, we also regard as enemies. Children are left in the rain. Without proper clothing and without proper food. They sit there with their parents in an uncertain waiting with an ever-diminishing hope for some kind of future.

Meanwhile our politicians are negotiating with Turkey to send everyone back. To a country which is already home to nearly 3 million refugees from Syria. And a country that repeatedly violate human rights for both its own citizens and foreigners. That prison journalists and restrict the free media. A country that we know has sailed refugees down and used water cannons on open water against fragile rubber boats. And finally, a country which has never signed the UN Refugee Convention.

And meanwhile we close our eyes for Europe violating the Refugee Convention on the protection of refugees. We let children go hungry and lacking medical care. And we consistently adress people on the run with a lack of respect and care, that is beyond me.

Now I take a break in the Norwegian mountains far from everything. We start with sunshine and lots of snow. It is reported that the sun might get a little too much power over the next days. But we have brought feller, so we will get to the next hut. And the next hut is the only thing I have to concentrate on. In addition to the beauty around me.