Jeg er så fuld af vrede og afmagt over den måde, vi i Europa og resten af verden svigter mennesker på flugt. At vi lader mennesker i titusindevis vente under åben himmel, fordi hvert land lukker deres grænser. Vi vil ikke have dem. Vi behandler dem som var de fjender. Og virkeligheden er, at de alle er flygtet fra dem, vi også betragter som fjender. Der sidder børn i regnen. Uden ordentligt tøj og uden ordentlig mad. De sidder der med deres forældre i en usikker venten med et stadigt dalende håb om en slags fremtid.
Imens forhandler vores politikere med Tyrkiet om at sende alle tilbage. Til et land der i forvejen huser næsten 3 millioner flygtninge fra Syrien. Og et land der igen og igen overtræder menneskerettigheder for både sine egne borgere og for udlændinge. Som fængsler journalister og begrænser de frie medier. Et land, som vi ved, har sejlet flygtningebåde ned og anvendt vandkanoner på åbent vand. Og endelig et land som aldrig har underskrevet FN’s flygtningekonvention.
Og imens lukker vi øjnene for, at vi hele vejen igennem Europa overtræder konventionerne om beskyttelse af flygtninge. Vi lader børn sulte og mangle lægehjælp. Og vi omtaler konsekvent mennesker på flugt med en mangel på respekt og omsorg, som går over min forstand.
Nu tager jeg en pause i de norske fjelde langt fra alting. Vi lægger ud med høj sol og masser af sne. Det forlyder, at solen vist får lidt for meget magt i løbet af de næste dage. Men vi har feller med, så vi skal nok komme frem til den næste hytte. Og den næste hytte er det eneste, jeg skal koncentrere mig om. Foruden den skønhed, der er omkring mig.
I am so full of anger and frustration at the way Europe and the rest of the world fail refugees. That we leave people in tens of thousands waiting in the open air, because each country are closing their borders. We do not want them. We treat them as if they were enemies. And the reality is that they all fled from them, we also regard as enemies. Children are left in the rain. Without proper clothing and without proper food. They sit there with their parents in an uncertain waiting with an ever-diminishing hope for some kind of future.
Meanwhile our politicians are negotiating with Turkey to send everyone back. To a country which is already home to nearly 3 million refugees from Syria. And a country that repeatedly violate human rights for both its own citizens and foreigners. That prison journalists and restrict the free media. A country that we know has sailed refugees down and used water cannons on open water against fragile rubber boats. And finally, a country which has never signed the UN Refugee Convention.
And meanwhile we close our eyes for Europe violating the Refugee Convention on the protection of refugees. We let children go hungry and lacking medical care. And we consistently adress people on the run with a lack of respect and care, that is beyond me.
Now I take a break in the Norwegian mountains far from everything. We start with sunshine and lots of snow. It is reported that the sun might get a little too much power over the next days. But we have brought feller, so we will get to the next hut. And the next hut is the only thing I have to concentrate on. In addition to the beauty around me.
Helles Blog 
Kære Heel, hvor er jeg bare enig med dig. Jeg har ikke lyst til at høre radioavis længere. Man kan da ikke behandle mennesker – og natur – på den måde som det sker for øjeblikket. Jeg æønsker dig en god og egenopladende tur til Norge, men du bliver altså nødt til at afsløre hvad “feller” er, og hvorfor du er i salveten ved at bedbringe en sådan, ellers er jeg sygnet bort af nysgerrighed inden du når hjem igen.
Ps. Tusind undskyld for at stave dit navn forkert, jeg ser ikke helt godt – og så var jeg lettere ophidset.
Kære Uglemor. Feller er skind til at spænde under skiene, så man kan gå op ad fjeldet. Og jeg er på fjeldtur fra hytte til hytte. Uheldigvis er jeg bare blevet syg på den første dag. Så nu sidder jeg i en fjeldhytte og prøver at blive rask nok til at tage tilbage
Stakkels dig. Skynd dig at blive rask nok til at nyde alt det hvide udenfor. Det er vist desværre et kendt fænomen at man bliver syg, når man får ferie og trænger allermest til at slappe af.
Og tak fordi du tager dig tid til at svare på mit spørgsmål alligevel.