Hvem arbejder du egentlig for?

Engang havde jeg en kæreste, der var temmelig velhavende. Det var han blevet, fordi penge og økonomi for ham var det vigtigste i verden. Det gik naturligvis ikke. Med mig og ham.

Samme fornemmelse får jeg, når jeg er vidne til den politiske debat. Økonomi og penge er det vigtigste i verden. Og forleden kravlede dette billede ind i min Facebookstrøm.

Det var postet af Anders Samuelsen og delt af en af mine venner. Billedet gjorde mig næsten modløs. Det gjorde mig ked af det, som når Joachim B Olsen fortæller verden, at jeg ikke tjener min løn. Men er på overførselsindkomst. Det gør mig næsten fortvivlet, at billedet forvrænger virkeligheden, og at folk tror på det.

Du arbejder ikke for Skat. Du arbejder for Danmark. For fællesskabet. Og det er kun de allerhøjest lønnede, der arbejder tre af de dage og kun af de sidst tjente kroner. Det fortvivler mig, at det samfund, som er bygget op gennem generationer, og som hviler på en solidaritet og en politik for de svageste, er ved at skride fra hinanden.

Arbejdsløse er dovne, langtidssygemeldte er snydere, og vækst er gud. Medierne og politikerne tegner billeder for hinanden for at underbygge en dagsorden om, at folk bare skal presses og straffes og rette ind. Men jeg bevæger mig på samfundets bund. Jeg ser de ægte fattige. Jeg ser, hvordan de har det sværere og sværere, og hvordan vi lukker øjnene for dem.

Jeg ser dem, når jeg arbejder i Røde Kors klinikken for de udokumenterede migranter, hvor samfundets absolutte bund kommer. At være hjemløs uden opholdstilladelse er det hårdeste liv i vores land. Vi vil ikke se dem; vi vil ikke hjælpe, når de er syge; vi vil ikke yde husly, når vinteren slår hårdt. De er ret flittige mennesker, der bruger alle deres vågne timer på at overleve, og de allerfleste har ingen interesse i at risikere synlighed med kriminalitet.

Jeg ser dem i mit arbejde, når hjemløse skal udskrives efter en behandling. Og vi ikke ved hvortil. Og jeg priser mig lykkelig for, at vi har et offentligt, fælles system, som – med lidt hjælp – godt kan tage sig af dem, mens de stadig er syge. Jeg ser også, hvordan de får det sværere. Hvordan vi ikke vil se dem og helst ikke have dem med i ambulancen, når de bliver syge på gaden.

Enhver hjemløs har en historie. Hver gang åbner der sig en historie om et liv, der er kuldsejlet. Eller også er det bare anderledes. Nogle liv har været dømt ude fra starten i en kærlighedsløs familie uden penge. Andre liv har haft en god start og er væltet ved tilværelsens tilfældigheder. Det kunne også være dig. Og som en god ven engang sagde: når livet virkelig smager af lort, er der al mulig grund til at stikke af fra det. Her kommer bajerne, vodkaen og stofferne ind og breder lidt tidsbegrænset barmhjertighed i lusede liv.

Vi skal tage os af det. Jeg vil have et samfund, der kan tage hånd om de historier, inden de vælter. Og det er ikke kun et sundhedsvæsen. Det er daginstitutioner, skoler, biblioteker, idrætsforeninger, offentlig transport, parker og alt det andet, vi langsomt har bygget op. Som dem med flest penge ikke længere vil betale til. Jeg vil have et samfund, hvor penge, økonomi og vækst ikke er det vigtigste. Men hvor mennesker er.