New normal

Der sker ting i mit liv for tiden. Ting som siger noget om et liv under forandring. Mit. Det er som endeløs dominoeffekt, og jeg har ingen idé om, hvad der startede den. Det er ikke dårligt. Faktisk helt utroligt godt. Men uventet.

Måske startede det hele, da jeg tog på skiferie forrige år og mødte hende, der havde en lille kolonihave i Musikbyen. Mød bare op en dag og snak med dem, sagde hun. Det gjorde jeg, da det blev forår, og så blev jeg skrevet op til en plads på ventelisten. Senere blev mit lod trukket ud, og nu havde jeg en ægte plads på ventelisten til en kolonihave. Mens jeg stod der på ventelisten, skete der så meget andet i mit liv, og en dag var der pludselig et hus, der kunne blive mit.

Huset var perfekt. Rødt og fint og lige ved vandet. Det var lidt dyrt, men jeg lånte penge og købte det. Det førte et bankskifte med sig. Farvel til den store stygge bank, der helst ville have erhvervskunder. Goddag til en bank, der hilste mig velkommen. Og pludselig havde jeg købt en lejlighed.

Et andet sted startede det hele med en slags forenklingsprojekt. Jeg havde for mange ting. Jeg havde udviklet mig til en gemmer. Jeg smed intet ud, og tingene var langsomt begyndt at kravle ud og tage kvælertag på mig. De åd luften. Kravlede frem som mider og formerede sig som møl. Jeg så på det omsiggribende kaos og begyndte halvhjertet igen at rydde ud i det. Det gik langsomt. Indtil en dag de uendeligt mange Ikeareoler gav mig kvalme. Jeg solgte dem. Og jeg solgte kommoden fra samme sted. Da jeg nu manglede plads, måtte jeg sende endnu flere ting i rotation ude i verden. Min verden var fyldt med overflødigt gods.

Med let blødende hjerte gik alle mine artikler fra antropologistudiet til genbrug. Bøger blev sendt ud i verden for at blive læst igen af andre. Gamle videofilm fandt nye seere. Min gamle transistorradio gjorde en dreng glad. Og min pladesamling blev kørt i Rikkes bil til en forhandler på Nørrebro. Tingene trak sig langsomt tilbage og mistede sit solide tag i mig og mit hjem.

Jeg kastede mine øjne på mit bjergudstyr. Det fyldte næsten pulterkammeret ud og rummede tøj og støvler til de rigtig høje bjerge. Som jeg jo havde lovet mine børn at holde mig væk fra. Hvormange år havde det ligget der i pulterkammeret? Sammen med alt det andet udstyr. Nu er det meste solgt. En kvinde, der skulle på bjergbestigning i Sydamerika, købte mit duntøj, og Evereststøvlerne er sendt afsted til en russisk fyr. En af isøkserne afleverede jeg i lufthavnen til en fyr på vej til Marokko. Jeg sender masser af god karma med alle tingene og håber, de kommer med på mange flere eventyr.

Nu er jeg så blevet sådan en med nye stole omkring spisebordet. Jeg er blevet sådan en, der skal i byen og købe vaskemaskine og køleskab og opvaskemaskine. Fordi jeg om nogle uger flytter ind i min nye lejlighed. Som er min. Jeg er sådan en, der holder sommerferie i mit kolonihavehus og laver planer. Og sådan en som en dag tager tilbage til Nepal for at arbejde, som jeg lovede kvinderne i Humla. Fordi jeg nu får råd til det.